Læsetid: 2 min.

Tysklands udenrigsminister raser over sociale ydelser

Den tyske udenrigs-minister har skabt furore med et frontalangreb på socialstatens dekadence. Regeringspartnere og opposition lægger afstand Westerwelles angreb på modtagere af sociale ydelser.
Guido Westerwelle har trådt de fleste over tæerne med sin bemærkning om, at 'den, der lover folket velstand uden indsats, inviterer til senromersk dekadence. Tyskland kan gå under ved sådan en tænkning'.

Guido Westerwelle har trådt de fleste over tæerne med sin bemærkning om, at 'den, der lover folket velstand uden indsats, inviterer til senromersk dekadence. Tyskland kan gå under ved sådan en tænkning'.

MICHAELA REHLE

17. februar 2010

Overførselsindkomster og høje trækprocenter fastholder arbejdsløse i en dekadent og doven livsstil, der i sidste ende vil føre til socialstatens undergang. Det er holdningen hos den flamboyante tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle (FDP), der har skabt politisk storm med en historisk analogi om tyskere på overførselsindkomster.

»Den, der lover folket velstand uden indsats, inviterer til senromersk dekadence. Tyskland kan gå under ved sådan en tænkning«, skrev liberalisten Westerwelle i en gæstekronik i avisen Die Welt som en kommentar til senere tids kritik af de tyske arbejdsløshedssatser. Udenrigsministerens historiske reference til det romerske imperium afstedkom øjeblikkelig en ophedet debat, men i højere grad end trækprocenter og omfordelingspolitik kom debatten til at handle om Westerwelles politiske tæft.

I særdeleshed har oppositionen, herunder SPD, der er ved at finde fodslag efter vælgerlussingen ved efterårets valg, haft travlt med at bore i Westerwelles sammenligning. Også dagbladenes politiske kommentatorer har gennemheglet udenrigsministerens selvhøjtidelige ordvalg og manglende proportionssans. Men bortset fra kritik fra de mest åbenlyse kanter har Westerwelles bemærkninger også forårsaget hovedrysten i regeringspartierne, der ikke unødigt ønsker at skræmme midtervælgere bort.

I særdeleshed har det bayriske konservative CSU, der ellers selv har været fortalere for skattelettelser til de velbjærgede, været ude med skarp kritik af udenrigsministeren. Bayerns socialminister Christine Haderthauer mener således, at Westerwelles udtalelser er symptomatisk for hans »hjælpeløshed.« Ligeledes har Wolfgang Bosbach fra CDU skoset udenrigsministeren for mangel på konstruktive forbedringsforslag: »Den der udøver så hård en kritik mod socialstaten i forbundsrepublikken Tyskland, skylder også på den politiske konto.«

Mangel på argumenter

Beskydningen fra flere fronter har imidlertid ikke fået Westerwelle til at miste kampgejsten. »Kritikerne forsøger med deres fornærmelser at skjule deres mangel på sandhed og argumenter,« siger den omstridte udenrigsminister til boulevardbladet Bild.

Anledningen til Westerwelles slagfærdige historiske reference var en opsigtsvækkende dom fra forfatningsdomstolen i Karlsruhe. I sidste uge blev de hidtidige metoder til beregning af arbejdsløshedssatser kendt forfatningsstridige, fordi de er utilstrækkeligt udformede til at sikre børn af langtidsledige børneforældre en menneskeværdige minimumseksistens. Blandt andet kritiserede dommen, at beregningsmetoderne ikke tager hensyn til børns behov for skoleudstyr, kulturelle oplevelser og deslige. Senest til januar næste år skal beregningsmetoderne være ændret.

I sin kommentar i Die Welt gik Westerwelle i rette med dommens »socialistiske træk«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu