
Amerikanske, afghanske og britiske tropper har erobret den største Taleban- kontrollerede by i Afghanistan i en offensiv, der betragtes som en afgørende test for USA's nye strategi for bekæmpelse af oprørere i Afghanistan.
Bølger af helikoptere bragte tidligt i går morges amerikanske marinesoldater ind i Marjah som en del af en offensiv med omkring 6.000 soldater, hvoraf de fleste er afghanere, med henblik på at indtage byen i den sydlige Helmand-provins. Britiske styrker landede nord for Marjah, som amerikansk-ledede styrker siger, at de har afspærret for at forsøge at fange Taleban-styrker, der stadig befinder sig derinde.
En britisk soldat blev dræbt i går under angrebet, som indtil videre kun har mødt minimal modstand fra Taleban. De fleste Taleban-soldater har tilsyneladende allerede forladt Marjah. Omkring 20 talebanere meldes dræbt, og 11 er taget til fange. Lokale har rapporteret, at nogle talebanere har forskanset sig byens centrum, der har en befolkning på 80.000. De hævder også, at området er blevet mineret.
Afghanerne fremhæves
Den amerikanske militærledelse har i de seneste uger hyppigt omtalt angrebet på Marjah for at undgå en kamp om byen og for at vinde støtte i USA for præsident Barack Obamas strategi om at forøge antallet af amerikanske soldater i Afghanistan til næsten 100.000. Omkring 15.000 soldater - amerikanske, afghanske, britiske og canadiske - er involveret i operationen i og omkring Marjah. Offensiven er blevet markedsført som de vestlige styrkers største militære operation siden omstyrtelsen af Taleban i 2001 og er således til dels rettet mod amerikanske og udenlandske medier, som er talrigt til stede for at dokumentere, at amerikanske og afghanske kan vinde tabt territorium tilbage fra Taleban.
Et af målene med offensiven i Afghanistan med indsættelse af yderligere 30.000 amerikanske soldater er at fravriste Taleban alle fristeder i Afghanistan, navnlig i de tæt befolkede områder i Helmand og Kandahar. Amerikanerne sigter mod at give den afghanske regering mulighed for at genvinde sin autoritet i Marjah og de kunstvandede landbrugsjorder omkring byen, hvor der dyrkes opiumsvalmuer. Omkring 2.000 afghanske politibetjente og et hold af embedsmænd venter på at kunne komme ind i byen og de omkringliggende områder i kølvandet på det amerikansk-lededeangreb, hvor de afghanske militære styrkers betydning til stadighed fremhæves.
Fastholdelsesfasen
Sloganet for den nye amerikanske strategi er 'Clear, Hold, Build' (Ryd, fasthold, genopbyg, red.), og den erklærede intention er ikke at trække sig tilbage efter at have fordrevet eller dræbt talebanerne, men at vinde lokalbefolkningens støtte ved at beskytte dem og levere serviceydelser som veje, rent vand og elektricitet. NATO's øverstkommanderende i det sydlige Afghanistan, generalmajor Nick Carter sagde:
»Alle må forstå, at det ikke er oprydningsfasen, der er afgørende. Det er fastholdelsesfasen.«
Svaghederne i USA's nye militærstrategi blev forklaret af den amerikanske ambassadør i Kabul, Karl Eikenberry, i en række lækkede meddelelser til præsident Obama fra november sidste år. General Eikenberry, der er tidligere officer i hæren, hævder, at de reservater, som betyder mest for Taleban og det meget effektive Haqqani-netværk af anti-amerikanske oprørere, slet ikke ligger i Afghanistan, men lpå den anden side af grænsen til Pakistan. Tabet af fristeder som Marjah kan være til ulempe for Taleban, men vil ikke underminere deres kampevne, hvis de beholder deres baser i bjergene i det nordvestlige Pakistan.
Stedfortrædere
Et andet formål med de amerikansk-ledede operationer, der starter med erobringen af Marjah, er at give den afghanske regering mulighed for at genoprette sin autoritet og vinde støtte fra lokalbefolkningen. Men ifølge general Eikenberry er det centrale problem, at den afghanske stat hverken har vilje eller evne til at sørge for sikkerhed, sundhed, uddannelse, retsvæsen og infrastruktur.
»Det kræver uddannede og ærlige afghanske embedsmænd at skabe det,« siger general Eikenberry. »Den klasse af afghanske embedsfolk findes ikke, og det vil tage år at opbygge den.«
Han advarer om, at USA er ved at blive suget ind i et langvarigt og dyrt militært engagement i Afghanistan, fordi de amerikanske styrker kommer til at fungere som den afghanske regerings stedfortrædere:
»Den afghanske præsident, Hamid Karzai, og kredsen omkring ham ønsker ikke, at USA skal forlade landet, og er kun tilfreds med at se, at vi investerer endnu mere i dets fremtid.«
Det afghanske politi er frygtet af civile afghanere, som betragter politiet som korrupt og tilbøjeligt til at bruge vold mod folk, der passerer dets kontrolposter. Politimændene er ofte blevet anklaget for at voldtage drenge, hvilket har fremmedgjort landsbyboere og fået dem til at støtte Taleban.
Undgå nyt Fallujah
Der er ingen tvivl om, at de amerikanske troppeforstærkninger vil være i stand til at svække Talebans greb om de pashtunske provinser i det sydlige Afghanistan. En af talebanernes svagheder er, at deres støtte er stort set er begrænset til de pashtunske samfund, som kun udgør 42 pct. af den afghanske befolkning og er frygtet og afskyet af tadsjiker, hazaraer, usbekere og turkmenere. Men disse dybe etniske og sekteriske skel gør det også vanskeligt for staten at ansætte pashtuner i hæren og politiet, der domineres af de tadsjiker, som kun udgør en fjerdedel af den afghanske befolkning.
Der var i første omgang ikke tegn på, at Taleban har besluttet at kæmpe for Marjah, en kamp som de uundgåeligt ville tabe militært, men måske alligevel ville føre af symbolske årsager. Amerikanske officerer udtalte, at der var mellem 400 og 1.000 Taleban-krigere i byen, men forskellen mellem de to tal, som pligtskyldigt blev rapporteret på amerikanske tv, er et tegn på en manglende viden om, hvor mange talebanerne der rent faktisk er i byen. I går kom der dog meldinger om, at snigskytter fra Taleban har beskudt de internationale tropper, ligesom der er både vejsidebomber og miner.
USA vil helst undgå at bruge luftvåben og tungt artilleri i Afghanistan for at holde de civile tabstal nede og anfører erobringen af den irakiske by Fallujah vest for Bagdad i november 2004 som et negativt eksempel. Selv om marinesoldater erobrede Fallujah og dræbte mange oprørssoldater, blev en stor del af byen ødelagt, og der var mange civile ofre. Civile ofre blev dog også i går en realitet, da en række missiler missede målet og ramte en gruppe civile afghanere. 12 blev dræbt, lød det i en erklæring fra NATO.
Ingen indtægter
De amerikanske officerer understreger den rolle, som afghanske tropper spiller i den igangværende offensiv mod Marjah for at undgå, at afghanerne skal betragte det som en operation, der kun foretages af udenlandske tropper. USA vil vise, at udenlandske styrker er i Afghanistan for at støtte den lokale regeringen og ikke for at udvide besættelselsen af landet.
En grundlæggende problem for præsident Obamas plan om en hurtig forøgelse af antallet af amerikanske tropper i Afghanistan og derefter en hurtig reduktion i 2011 er dog, at Taleban bare kan vente på, at det sker. Et andet problem er, at succesen afhænger af, at den afghanske stat og dens væbnede styrker kan opbygges i en fart, selvom erfaringerne fra de sidste otte år viser, at det ikke kan lade sig gøre. Den afghanske hærs rekrutter er ofte for underernærede til at bære vægten af til at vægten af det skudsikre tøj, som de amerikanske styrker bærer. I modsætning til Irak, hvor regeringen har 60 milliarder dollar i olieindtægter, er den afghanske regerings budget afhængigt af udenlandsk bistand, hvilket gør det vanskeligt at opbygge egne sikkerhedsstyrker og tilbyde folket tjenesteydelser.
© The Independent og Information
Oversat af Mads Frese
De krigsførende stater følger fortsat Bushs og Foghs fejlagtige forestilling, at man kan ændre et samfund, som man ikke bryder sig om, ved at besætte landet, evt. med religiøse bevæggrunde. Men få ledere i dag har krigens lektie på rygraden fra besættelsen 40/45, som nazisterne ligeledes kaldte en beskyttelse.
Siden invasionen og beskyttelsen af Iraq og Afghanistan gælder det for politikerne om opbygge en forestilling om, at de fremmede folk er en trussel, og at det bliver et skrækscenarium i fremtiden, hvis man ikke fortsætter krigen. Og for et medlem af en verdensmagt er det umuligt to loos his face til trods erindringen fra kampen mod indianerne og vietnameserne.
Man taler om afh´ghanere og talebanerne, men de tilhører det samm folk, ligesom kommunisterne herhjemme under besættelsen. De kæmper en modstandkamp for overlevelse og ikke en eller anden frihedskamp og deres motiver er derfor af en helt anden dybtliggende karakter knyttet til selvopholdelses- og kønsdriften, hvor man gerne ofrer livet, f.eks. som selvmordbomber (hvilket også var kendt under 2.verdenskrig)
Danske og amerikanske soldater kæmper fremmedlegionernes krig for nogle politikeres trang til at udbrede deres opfattelse af frihed, demokrati og kapitalisme, motiveret af helt andre svage menneskelige drifter.