Læsetid: 5 min.

USA's klimalov i kold modvind

Godt hjulpet af snestorm og anklager mod klimaforskere løbes der stormløb på den amerikanske klimapolitik, der skulle sikre Obama handlekraft på næste klimatopmøde
Koldt vejr udenfor har været med til at skabe mod vilje mod klimatiltag, mens politkerne indefor på Capitol Hill diskuterer nye klimatiltag.

Koldt vejr udenfor har været med til at skabe mod vilje mod klimatiltag, mens politkerne indefor på Capitol Hill diskuterer nye klimatiltag.

Michael Reynolds

18. februar 2010

COP15-fiasko, økonomisk krise, klimaskeptiker-offensiv og snevejr i Washington - en giftig cocktail der nu truer med at sætte amerikansk klimapolitik helt i stå. Seneste dråbe malurt er meddelelsen om, at tre store selskaber nu forlader US Climate Action Partnership (USCAP), den grønne alliance af store virksomheder og miljøorganisationer der blev etableret i 2007 for at fremme en ambitiøs klimalovgivning i USA. Olieselskaberne BP America og ConocoPhillips samt maskinproducenten Caterpillar Inc. oplyste tirsdag, at de forlader USCAP, fordi den energi- og klimalov, der er til forhandling i Senatet, er unfair i forhold til deres interesser.

BP's Ronnie Chappel siger, at politikerne bag lovforslaget har givet så mange indrømmelser til kulindustrien for at sikre kulstats-senatorers stemmer, at det kommer til at gå ud over BP Americas forretning, som er naturgas. Dertil giver lovforslaget for ringe beskyttelse til olie- og gasraffinaderier.

»Vi mener, at vi bedre kan forholde os til disse problemer som BP end som medlem af USCAP,« siger Chappel.

Jim Mulva, øverste chef for ConocoPhilips, mener, at lovforslaget ikke tager hensyn til transportsektoren og dens forbrugere, bilisterne. Og ved således at ramme USA's olie- og gassektor vil lovforslaget føre til lukning af amerikanske raffinaderier, tab af arbejdspladser og øget import af fremmed olie, mener selskaberne.

Meddelelsen er straks blevet grebet af klimalovgivningens modstandere. Såvel den klimaskeptiske tv-station Fox News som den konservative tænketank Competitive Enterprise Institute talte i går om »dødsstødet« for klimaloven med dens CO2-kvoteordning, kaldet 'cap & trade'.

»Ved at trække sig ud af USCAP anerkender BP America, ConocoPhillips og Caterpillar, at cap & trade-lovgivningen er død i Kongressen, og at alarmismen om den globale opvarmning er ved hastigt at kollapse,« hævdede Competitive Enterprise Institute.

Trump som trumf

I de seneste dage har sagen ligget reelt død i den forstand, at arbejdet i Kongressen har været indstillet på grund af det voldsomme snefald i Washington. Det har i sig selv givet klimaskeptikere og modstandere af lovgivningen ekstra ammunition.

Den amerikanske byggematador, casinoejer, tv-personlighed og milliardær Donald Trump lod sig således tirsdag indrullere i klimaskeptiker-kampagnen, da han i et Fox News-interview tolkede de tre store virksomheders klimatilbagetog som udtryk for, at de i kølvandet på den såkaldte Climategate med stjålne forsker-mails har gennemskuet, at der ikke er noget klimaproblem.

»De siger formentlig nu, at det er et svindelnummer. De registrerer dét, ligesom de registrerer, at ingen kan bevæge sig her i Washington, fordi vi har 40 inches sne,« sagde Trump, der mener, at Al Gore burde fratages sin Nobelpris, fordi grundlaget for den globale opvarmnings-hypotese så åbenbart er smuldret.

Trump vender sig mod den foreslåede klimalov, fordi den vil undergrave amerikanske virksomheders konkurrenceevne i en situation, hvor verden ikke har formået at skabe fælles spilleregler via en bindende klima-aftale på COP15 i København.

»Vi renser vore kul, og vi gør alle mulige ting, der gør vore produkter meget dyrere og ikke spor konkurrencedygtige. Men Kina, tror man virkelig, at de renser deres kul?« sagde Trump. »Jeg har set en af Kinas tunge repræsentanter tale om global opvarmning, men bag facaden griner han. Kinesiske entreprenører og forretningsmænd griner af vores dumhed som nation.«

Donald Trump leverede for et par dage siden samme budskab i en tale til 500 forretningsfolk i New York og høstede ifølge amerikanske medier stående bifald.

Den økonomiske krise og frygten for endnu større arbejdsløshed i USA kombineret med fraværet af en global klima-aftale samt den påståede tvivl om klimaændringene forklarer, at støtten til klimapolitiske indgreb skrumper.

Med henvisning til sneen i Washingtons gader sagde den demokratiske senator Jeff Bingaman forleden til Washington-mediet The Hill om kollegernes holdning til klimaloven:

»Det gør det til en større udfordring for dem, som ikke tager sig tid til at studere de videnskabelige argumenter. Folk ser på verden omkring sig og ekstrapolerer. For mig er det svært at se et nationalt cap & trade af samme type som vedtaget i Repræsentanternes Hus vinde flertal« i Senatet.

Hans partifælle senator Mary Landrieu supplerer:

»Jeg mener, det er en generel opfattelse, at cap & trade nok er død.«

Kerry: kan stadig reddes

Centrale demokratiske senatorer bag lovforslaget såsom John Kerry fastholder, at der vil kunne formuleres en kompromis-udgave af forslaget, som kan samle flertal.

»Jeg vil have, at I går ud og banker på døre og taler med folk og siger til dem: Dette skal lykkes!« sagde Kerry for nylig i en tale til miljøfolk. Uden klimaloven vil USA stå lige så handlingslammet ved COP16 i Mexico, som man gjorde under COP15.

Også lokale spirer til et amerikansk CO2-kvotesystem syes at tabe livskraft. I sidste uge besluttede Arizona således at trække sig fra det såkaldte Western Climate Initiative, et regionalt cap & trade-system, som med deltagelse af syv vestamerikanske stater og fire canadiske provinser er planlagt til opstart om to år. Og umiddelbart efter fulgte en appel fra et udvalg under staten Utahs parlament til guvernøren om også at trække Utah ud.

Samtidig vedtog et flertal i Utahs parlament at gå i offensiven mod det alternative og tilbageværende våben til CO2-kontrol, som præsident Obama råder over: Adgangen for den amerikanske miljøstyrelse EPA til administrativt at fastsætte regler og grænseværdier for, hvor meget CO2, der må udledes fra f.eks. kraftværker og biler. I vedtagelsen fra Utah opfordres EPA til at afstå fra sådan CO2-regulering med direkte henvisning til den »sammensværgelse« blandt klimaforskere, der har skabt falske billeder af klimaets tilstand.

»E-mails og anden kommunikation mellem klimaforskere verden over, kaldet 'Climategate', peger på en velorganiseret og løbende indsats for at manipulere de globale temperatur-data for at nå frem til et billede af global opvarmning,« hedder det i vedtagelsen, der også nævner, at eventuelt kommende beslutninger om globale CO2-reduktioner kan »fastlåse milliarder af mennesker i langvarig fattigdom.«

Tirsdag indbragte staten Texas, der siges at have de største CO2-udledninger i USA, EPA's CO2-politik for en amerikansk appelret for at få den kendt ulovlig.

»EPA uddelegerede grundlaget for sin CO2-regulering til en skandaleplaget international organisation, der ikke kan anses for objektiv eller troværdig,« sagde Texas' statsadvokat Greg Abbott tirsdag til AP med henvisning til FN's klimapanel IPCC.

I går tog Virginia skridt til at følge Utah og Texas, og samtidig har både Competitive Enterprise Institute og det amerikanske handelskammer, US Chamber of Commerce, varslet retssager mod EPA.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Profilbillede til venstre herfor er i givne øjeblik ikke særligt retvisende for det ansigt, der tilhører den mand, der skriver disse linier lige nu. Jeg er vel nærmere ved at tude.

Mage til absurd teater på denne planet havde jeg aldrig troet, jeg skulle opleve - ja, jeg har vel aldrig haft fantasien til endsige bare at forestille mig noget sådant.

"Tirsdag indbragte staten Texas, der siges at have de største CO2-udledninger i USA, EPA’s CO2-politik for en amerikansk appelret for at få den kendt ulovlig.": Hvad med at vi andre, der stadig har fornuften i behold, slæbte disse spader [undskyld mig] for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg?

Det har været tydeligt i mange år at amerikanerne og især de private pengeinteresser i USA for enhver pris vil forhindre klimaforbedringer. Fiaskoen ved COP15 var forventet af selv samme grund.

Jeg tror det er på tide at indse at de forandringer der nødvendige ikke vil komme fra interne kilder i USA. Hvad med en handelsblokade mod miljøtunge produkter fra USA? De vil kun lære det hvis det gør ondt på pengepungen...

De økonomiske interesser, der er forbundet med klimaskepsis, er ikke bare enorme, de er gigantiske.Vi ved at de store oliefirmaer og de firmaer, der er konsulenter for dem, virkelig vrider deres hjernevindinger m.h.t. hvordan de kan forhindre begrænsninger på olie- og kulforbruget. Alle tænkelige virkemidler for at påvirke meningsdannelsen - virkelig alle tænkelige virkemidler - bliver taget i brug, lige fra udarbejdelse af undervisningsmaterialer til skolerne til direkte påvirkning af kongresmedlemmerne, og alt hvad der ligger derimellem. Der bliver givet masser af penge under bordet til forskere, der på tilsyneladende neutral grund kan fremkomme med synspunkter, der støtter klimaskeptikerne.
Man behøver ikke tvivle et øjeblik på, at der er blevet brugt og konstant bliver brugt uanede mængder af penge på at påvirke alle personer der har indflydelse på beslutningerne.
Der bliver taget alle mulige psykiske virkemidler i brug for at påvirke mediebilledet. Først og fremmest hamrer og hamrer og hamrer man løs på enhver klimabekymret person i CRU eller IPCC som har begået bare den mindste fejl, for at skabe offentlig mistillid til vedkommende. I det hele taget består virkemidlerne ikke så meget i at argumentere fagligt, men derimod at så mistillid til modparten.
Det virker, desværre.
Ingen behøver et øjeblik at være i tvivl om at når det går, som det går, så skyldes det de penge der bliver investeret i at påvirke beslutningstagere og meningsdannelse.
I den forstand kan man tale om, at beslutningsprocessen i USA er gennemkorrupt. Og korruption fører jo som regel til at samfundet ikke fungerer. Hvad der så også er tilfældet her.
Så galt står det endnu ikke til i Danmark, men det er allerede galt nok. Der er givetvis også mange penge involveret i meningsdannelsen om klimaet i de danske medier. Den konsekvens hvormed mange af de større aviser afviser læserindlæg, der kan rokke ved opbakningen til klimaskeptikerne, er meget bemærkelsesværdig. Mange aviser er jo hårdt trængt på økonomien, så man kan jo tænke sit.
Der er også indicier der peger i retning af, at mange personer som argumenterer for klimaskepsis på alle mulige blogs her i Danmark, gør det på en ensrettet måde, som om de er instrueret ovenfra, og de gør det med en absurd vedholdenhed, som om de var betalt for det. Hvad de muligvis også er. Se denne tråd:
http://www.information.dk
/224637?page=2#comment-209937

Min konklusion er, at oliefirmaernes økonomiske styrke er så enorm, at de kan vinde over demokratiet ikke bare i USA, men også hos os og andre steder i verden. Pengeinteresserer infiltrerer overalt, og vi kan intet gøre. Det er en form for snigende korruption og en så professionel udnyttelse af psykologiske virkemidler, at demokratiet kommer til kort.
Om nogle årtier er vort demokrati en karikatur af sig selv, en tandløs forestilling til pynt, underkastet hvad industrien ønsker der skal ske.

@Kåre Fog: "Det er en form for snigende korruption og en så professionel udnyttelse af psykologiske virkemidler, at demokratiet kommer til kort."

Jeg er fuldkommen enig. Det har i nogen tid været min overbevisning, at vi kommer til at stemme os selv lige lukt ned i afgrunden. Demokratiet vil vise sig ude af stand til at redde os.

Har lige et par spørgsmål.

Hvad er en klimaskeptiker/benægter ?

En som er kritisk og tvivlende på verden som er lige foran en hele tiden.?

Eller er det en som stiller spørgsmål over, hvordan en simple molekylær sammensætning af grundstoffer skal gøres til syndebuk for et ekstremt komplekst problemstilling som INGEN kender til bunds, da vores kulmineret viden ikke er god nok endnu ?

Det er et væsentlig problem i klima-debatten, problemet ligger i den sædvanlige sort/hvide syn der præger vestlig mentalitet..

Verden/naturen fungere altså ikke på den måde..

Højre/venstre-ja/nej er altsammen en undskyldning for ikke at tænke dybere over tingene.

En slags spring over hvor gærdet er lavest, så jeg kan pille mig selv i navlen-mentalitet, som lige præcis gav os grobunden for en håbløs forældet udnyttelse af naturen i form af fossile-brændstoffer

Liv forårsager global opvarmning, men i hvilken skala. ? ( for skala er udeladt fuldstændig fra debatten. )

Hvordan kan penge redde verden, da penge er en leg mennesker har fundet på ?

Hvordan kan menneskeheden redde verden, når menneskeheden ikke engang kan ta hånd om sig selv ?

Aviserne er vist hårdt trængt økonomisk, så derfor bliver højre/venstre-i er enten med os eller med klimaskeptikerne/benægtere kortet spillet ud, fordi det er det nemmeste og hvor man kan hentet mest profit.

Synes efterhånden mediernes manipulerende ordspil i klima debatten latterliggøre menneskelig intellekt og den videnskablige metode.

Det er utroligt så lidt der skal til at svinge politikerne i denne sag. I enhver anden sag - hvis denne havde udfordret deres kerneværdier - ville de istedet have ignoreret "skandalen".

Det sjove er, at lytter man et skridt forbi mainstream, til dem som virkelig har forstand på dette, så er der bred enighed om, at denne såkaldte "climategate" intet har ændret i forhold til det samlede billede af klimaets tilstand.
Men dette skridt ønsker disse politikere ikke at træde nærmere, for alt hvad de ønsker, er en legitimering til tilbagetrækning, og her er det kun nødvendigt at have folket bag sig - ikke sandheden.

Endnu et tegn på at USA er havnet i et dødvande som kan ende med at blive fatalt for landet. Det gode Darwinistiske princip : tilpasning eller død
gælder stadig
Landet ser ud til at have stadig sværere ved at tilpasse sig de nye tider men klynger sig til en fortid som er ubehjælpelig forbi.
Måske ender USA om et par årtier som en andenrangsnation forstenet i uløselige interne konflikter. Imens stormer Kina frem

Ole, man kan næsten håbe, at det bliver Kina der viser vejen frem, også selvom det betyder et farvel for vores indflydelse på jorden. Vi har på alle måder vist, at vi ikke besidder den moral, som vi ellers selv har opfattelsen af at besidde.
Vi har smadret miljøet, vi har udplyndret og fastholdt de fattige nationer, vi har tilbagerullet velfærden i vore lande, til skade for de svageste.

Hvis det er resultatet af demokrati, så har demokratiet spillet fallit - i hvert fald i den nuværende form.

Kina har til gengæld vist, at det kan handle resolut overfor selv meget ømfindtlige problemstillinger, mest prominent symboliseret ved dets indførelse af et-barns politikken, som ville øjeblikkeligt have resulteret i en demokratisk regerings fald og samme øjeblikkelige tilbagerulning.

Demokratiet er ikke overlegent, hvis det deponerer beslutningsprocessen hos kapitalen, og indtil vi får et demokrati, som handler i fællesskabets interesse, så er demokrati måske ikke engang at foretrække.

Rune: Forfaldet i den amerikanske politiske kultur er trist og skræmmende. Man kan håbe at Obama kan bringe forandring men det mangler vi endnu at se.
Herhjemme ser vi lignende tendenser. Tiltagende kynisme og manglende vilje til samtale
Tror vi ikke på demokratiet - svigter vi det, så svigter det også os. Demokratier er præcist så stærk eller svagt som vi selv gør det til. Det er faren i den nuværende situation - at vi ikke længere tror på systemet og derved undergraver det - det kan blive en selvopfyldende profeti

Det kan du have ret i. Det der skræmmer mig mest, er hvor let størstedelen af befolkningen kan manipuleres - jeg troede naivt at befolkningen pga. oplysningsniveauet var mere intelligent.

Det der skræmmer mig næstmest, er den moral-forvridende demagogi, som så villigt bliver formidlet af vores medier - selvsamme medier, som skulle være vort systems vagthund (hvis vagthunden ikke længere er der, så er der måske ikke noget at sige til at demokratiet forfalder?). Det er netop medierne, som styrer befolkningen, så den der styrer medierne, sidder med magten. Hvem styrer medierne?