Det brune tæppe af støvede bliktage fortsætter så langt, øjet rækker, men med jævne mellemrum bliver massen brudt af smalle hvide boligblokke, der tårner sig op over slummen.
»Lejlighederne derinde kan koste op mod 90.000 dollar,« fortæller guiden Sunil, mens han peger på en boligblok med gitter for vinduerne. Det er en smal bygning. Det, der koster her, er nemlig hverken materialer eller arbejdskraft. Det er jorden. Han fortæller, at regeringen i Maharastra, delstaten hvor Mumbai er hovedby, i 1990'erne vedtog at give private entreprenører adgang til slummen. De skulle garantere, at beboere i området, der blev revet ned, blev genhuset i de nye blokke. Det, der så var tilovers, kunne sælges til højestbydende.
I skærende kontrast til de nye boligblokke, står boligerne i Dharavis smalle gyder.
»En familie bor gerne på 15 kvadratmeter. Alligevel bruger de omkring 25 procent af deres indkomst på husleje. Der er ingen af dem her, der ville have råd til at betale mere. På sigt er det de fattige, der bliver smidt ud,« forudser Sunil, mens vi snegler os igennem de små gyder i den del af slummen, der er forbeholdt pottemagerne. De er alle emigranter fra delstaten Gujarat. Nogle af de tusinder, der strømmer til Mumbai hvert år som del af den mest markante demografiske trend: Landet flytter til byen, men byen har stadig mindre plads til folk med slunkne lommer.
Global tendens
Det er en tendens, man ser overalt i den Tredje Verdens megabyer, fortæller Bo Vagnby, lektor ved Institut for Samfundsudvikling og Planlægning på Aalborg Universitet.
»Nairobi, Caracas og Mumbai: Verden over er det efterhånden sådan, at det allerbedste, man kunne spekulere i, er byggeri i slumområder. I flere tilfælde får spekulanterne en forrentning på 1.000 procent,« fortæller Bo Vagnby. Et spektakulært eksempel er Kenyas hovedstad, Nairobi. Her er ejendomspriserne tredoblet de seneste fem år, helt ude af trit med landets øvrige økonomiske udvikling og med det resultat, at selv veluddannede unge mennesker i job ikke har råd til at bo i byen. Myndighederne mener, at det primært skyldes udenlandske investeringer, og der er netop iværksat en undersøgelse af, hvad hvidvaskning af løsesumspenge fra pirater i nabolandet Somalia betyder for boomet.
I Nairobi er markedet løbet løbsk, men flere steder bliver der faktisk satset på mellemklasseboligere, som de fattige med lidt god vilje kan skrabe penge sammen til. Umiddelbart lyder det mærkeligt, at man skulle satse på de fattige, men ifølge Bo Vagnby er det god forretningssans.
»Der er mange fattige, og et eller andet sted skal de jo bo, så de er tvunget til at finde pengene. Derfor kan man i princippet sætte lejen så højt, som man vil. Når de fattige må give op, kommer middelklassen gradvist.«
Verdens tættest befolkede
Mumbai, Indiens kommercielle hovedstad og hjemsted for drømmemaskinen, filmindustrien Bollywood, er uden sammenligning den mest attraktive destination for Indiens millioner af fattigdomsimmigranter, og i 2009 udråbte Verdensbanken det centrale Mumbai til verdens tættest befolkede område. Omkring halvdelen af byens 16 millioner indbyggere er mast sammen inden for en to kilometers radius fra bymidten. Det betyder, at en indbygger i Mumbai i gennemsnit har fire kvadratmeter til sin rådighed. Til sammenligning er det tal på 12 i Shanghai og mere end 20 i Moskva.
Og udviklingen er sket på få år. Befolkningen er mere end fordoblet siden midten af 1980'erne. Det skønnes, at omkring 54 procent af Mumbais indbyggere bor i slum. Sunil vil gerne understrege, at Vestens opfattelse af ordet 'slum' er forkert. Slum betyder faktisk ikke andet end uplanlagt byggeri på jord, du ikke ejer. Det betyder ikke nødvendigvis dårlige boliger.
»Jeg kender mange, der ikke har lyst til at bo andre steder. Det er deres hjem, og de har boet her i generationer,« fastslår Sunil.
Men det bliver stadigt sværere at være fattig i byen. Også i Dharavi, Indiens ældste slum, det slumområde, der blev verdensberømt af filmen Slumdog Millionaire, er nemlig blevet en af verdens mest eftertragtede byggegrunde. Problemet er, at der bor op imod én million fattige mennesker på de blot fire kvadratkilometer. En million mennesker, der ikke ville have råd til en almindelig bolig. Immigranter, daglejere, transportarbejdere og fabriksansatte.
Transport
Særligt transportudgifterne og tiden bekymrer mange, selv om den lokale regering fastholder, at den passer på de fattige, når der sælges ud af slummen. Problemet for mange af beboerne er, at hvis de flyttes ud af byen, vil det betyde mange timers transporttid gennem den massive trafik. Da en stor del af dem er daglejere og derfor skal møde tidligt på byens mange markeder for arbejdskraft, vil de reelt skulle afsted midt om natten og spilde dyrebar tid på transport.
»Transporttid og udgifter til transport er en af de vigtigste ting for en fattig byfamilie. Derfor er det langt vigtigere for dem at bo centralt,« fortæller Bo Vagnby.
Mumbai er fra morgen til aften en stor trafikprop. Er man daglejer i et af de mere yderligt liggende slumkvarterer, er det ikke unormalt at skulle bruge tre til fire timer om dagen på transport, fortæller Sunil.
»Og det er jo timer, hvor man skal tjene penge.«
Fra luksus til slum
Det siges, at Dharavi er Asiens største slum - en førsteplads, der dog de seneste år er blevet udfordret af Karachi. Men der, hvor Dhavali først og fremmest udmærker sig, er ved dens placering midt i Indiens finans- og underholdningshovedstad, lige der hvor de to største indfaldsveje mødes og få kilometer fra lufthavnen. I januar meddelte et af Indiens største byggeselskaber, Unitech Ltd, at 'slum-byfornyelse' nu skal være dets primære satsningsområde.
Firmaet har ellers hidtil satset på at bygge luksusboliger i satellitbyerne omkring hovedstaden Delhi, men man oplevede, at markedet var kommet i dødvande, og at den økonomiske krise havde taget toppen af de stenriges lyst til at finde den store pung frem . Unitech venter nu, at Mumbais slum skal sikre 20 procent af dets udbytte i 2012.
Det projekt som de, ifølge avisen Times of India, først vil kaste sig over, vil berøre mere end 60.000 familier. Der skal ifølge planen bygges 2.800.000 kvadratmeter boliger, skoler og parker til beboerne samt 3.700.000 kvadratmeter boliger og erhvervsfaciliteter til salg på det fri marked.
Men ikke alle er glade. Det er for eksempel kun beboere, der kan dokumentere, at de har boet i slummen siden før 2000, der kan få adgang til de nye boliger. For det andet frygter områdets erhvervsdrivende, at der ikke bliver plads til dem.
Planlægning
Årsagen til Mumbais skyhøje grundpriser og byens deraf følgende massive problem med boliger til de fattige har sine rødder i 1960'ernes optimistiske befolkningspolitik. Her vedtog byplanlæggerne, at Mumbais - dengang Bombays - befolkning skulle holdes på omkring syv millioner mennesker, og grundpolitikken og den infrastrukturelle planlægning blev udformet derefter.
»Da de fleste udviklingslande fik uafhængighed i løbet af 1960'erne, havde deres elite og beslutningstagere studeret i Europa og USA. De vendte derfor hjem med idealet om at opbygge en kontrolleret velfærdsstat, hvor staten sikrede folk de fundamentale nødvendigheder som skole, sundhed og ikke mindst bolig. Problemet var, at man måtte sande, at der simpelthen ikke var penge til det,« forklarer Bo Vagnby.
Han minder om, at København har gennemgået præcis den samme udvikling.
»I 20'erne og 30'erne var det også spekulanter, der opførte de værste boliger i centrum af København. De blev også banket op på ingen tid, med lokum i gården og af elendige byggematerialer. Men den politiske udvikling gjorde, at der kom beslutningstagere og planlæggere, der kunne få styr på det værste,« siger Bo Vagnby.
Stor økonomi
Lyserøde Barbie-ben, sorte Nokia-skaller og blå vandflaskepropper. På gulvet i det mørke værksted sidder to unge mænd og sorterer bortkastet plastik efter kvalitet og farve. Inden plastikken er kommet til dem, er den blevet sorteret fra megabyens affaldsbunker af de tusinder af slumbeboere, der ernærer sig som selvstændige affaldssamlere.
Og når det forlader dem, rejser det kun et par gyder for at blive hugget til småstumper på maskiner, der også er blevet bygget i slummen. I sidste ende forlader det Dharavi som plastikpiller klar til genbrug.
Det lille plastiksorteringsværksted er et blandt omkring 15.000 småindustrier i Dharvia, der ifølge flere estimater har en omsætning på op imod 650 millioner dollar om året.
»En meget stor del af de pågældende byers økonomi stammer fra den lette og hurtige adgang til billig arbejdskraft,« fortæller Bo Vagnby og fortsætter:
»Det er voldsomt produktive områder, der ud over at have sin egen produktion også leverer billig arbejdskraft til den omkringliggende by. Der er nok nogle, der vil få en overraskelse over, at der ikke altid står 100 daglejere parat, hvis det lykkes at presse de fattige udenfor byen, men jeg er nu bange for, at de fattige altid vil være tabere,« siger Bo Vagnby.
Men det kan endda ende med, at megabyer som Mumbai kommer til at savne de fattige.
Egne ressourcer
Der er overraskende rent i de små gyder, og trods de mange mennesker støder man ikke ind i folk. Slummen har sit eget stille flow, og alle synes i deres bevægelser at følge en større plan. Der er stor forskel på boligerne. Flere steder ser man nymalede facader med fint ornamenterede døre og vinduer med pyntede smedejernstremmer.
Bo Vagnby har altid været fascineret af at se, hvordan slummen skaber sig selv.
»Det kan godt umiddelbart se kaotisk ud, men de fleste ældre slumområder er faktisk utroligt velorganiserede. Og skal man løse problemerne med anstændige boliger til de fattige, er det det, man må tage udgangspunkt i. De har ressourcerne selv. Der er ikke brug for store pengemænd. Slumbeboerne skal bare hjælpes lidt på vej,« siger Bo Vagnby.
Og her er sikkerhed i boligsituationen helt afgørende.
»Hvis de ved, at de har ret til at blive der, vil de også forny og udvikle deres huse og gader. Det viser alle undersøgelser,« siger Bo Vagnby og tilføjer: »Vi betragter disse folk som passiver. Hvordan kan vi få dem gjort til aktiver? Man kan ikke gøre dem til skatte-ydere, men man kan bruge deres vilje til at forbedre deres eget og deres børns liv til at drive en retfærdig byudvikling.«
Mumbais bystyre lover, at de fattige ikke vil blive sat på porten, men Bo Vagnby er mindre optimistisk.
»Der er jo, når det kommer til stykket, ingen, der forsvarer dem. Pengemændene kommer, og de har det med at få deres vilje,« siger Bo Vagnby, der dog ser en forskel på Indien og ikke mindst de afrikanske lande.
»Der har altid været en høj grad af kvalificeret selvorganisering i Indien. Og inderne er anderledes gode til at sige fra over for autoriteter. Derfor har de også nogle af verdens bedst organiserede slumområder,« fastslår han.
Men måske ender de fattige alligevel med at kunne holde på deres bydel. I hvert fald har det været vanskeligt for byggespekulanterne at sælge lejlighederne i Dharavi, fortæller Sunil.
»Slumbeboerne syntes, at det var kedeligt at være inde i lejlighederne med lukkede døre, så de flyttede ud i opgangen med kogegrejet. Det synes nytilflytterne var lidt irriterende,« griner han.
