Analyse
Læsetid: 4 min.

Valg tvinger Bashir til kompromiser

Med en fredsaftale med Darfurs JEM-oprørere, har Sudans præsident Omar al-Bashir skaffet sig fred med endnu en modstander. Men spørgsmålet er, om en varig fred i Darfur er kommet tættere på, eller Bashir blot vil have albuerum forud for valget til april
Med en fredsaftale med Darfurs JEM-oprørere, har Sudans præsident Omar al-Bashir skaffet sig fred med endnu en modstander. Men spørgsmålet er, om en varig fred i Darfur er kommet tættere på, eller Bashir blot vil have albuerum forud for valget til april
Udland
25. februar 2010

For et styre anbragt i toppen af den internationale slyngelliste har Sudans ledelse det seneste halve år opført sig påfaldende fredsommeligt. Ved årsskiftet kom meddelelsen om et overraskende kompromis med Sydsudans SPLM, hvor Omar al-Bashirs styre med en række indrømmelser til de tidligere oprørere forud for valget om godt en måned måske har undgået en blodig borgekrig. Blandt andet ved at love at acceptere, at Syden får selvstændighed, hvis de stemmer for det næste år. I går kom så nyheden om, at Khartoum-styret har indgået en fredsaftale med Darfurs største oprørsgruppe, JEM (Justice and Equality Movement, red). En aftale, der i første omgang giver våbenhvile, regeringsposter til oprørerne og benådninger til omkring 100 af bevægelsens soldater, som forrige år gennemførte et overraskende angreb ind gennem Khartoums forstæder, få kilometer fra Bashirs præsidentpalads. De fleste steder tolkes det som den mest reelle chance for at løse Darfur-konflikten, som de seneste fire-fem år er faldet i intensitet, men stadig kræver ofre og har potentiale for at eksplodere i det folkedrab, den var i 2004-2005.

Det kan gå galt

Aftalen er en rammeaftale, der i løbet af den næste tid skal gøres mere konkret, og meget kan endnu gå galt. Det er sket ved flere tidligere aftaler, der er kollapset stort set i samme øjeblik, de blev underskrevet. De resterende to grupper af oprørere i Darfur har stadig ikke forpligtet sig til fred, og vil nok blive sværere at overtale. Alligevel er der grund til optimisme - ikke mindst fordi Chad, der i høj grad har stået bag oprørsgruppen, har været med til at indgå fredsaftalen i Doha, og de to landes konflikt, der i høj grad har været med til at brødføde Darfur-konflikten, dermed lige nu synes overstået.

Bag fredsaftalen og rækken af kompromiser ligger to kendsgerninger. Den første er, at Sudan til april afholder landets første frie valg i 24 år. Den anden er, at politik i Sudan - og Darfur - er langt mere kompleks, end de internationale mediers rollefordeling af almægtige slyngeldiktatorer og uskyldige ofre som regel lader antyde. Det sudanske parlament i Khartoum er fyldt med tidligere oprørere, og oprørsbevægelserne i Darfur og andre sudanske områder er omvendt fyldt med militsledere, der tidligere har kæmpet for regeringen. Blandt andet menes en del af kommandanterne i JEM tidligere at have kæmpet for den frygtede Janjaweed-milits, mens JEM i udstrakt grad forbindes med tidligere Bashir-allierede islamist, Hassan al-Turabi, der ses som den ideologiske bagmand bag Sudans islamiske profil, men i de seneste år i stigende grad er raget uklar med præsident Bashir.

Magten er udfordret

Sudans forskellige magtgrupper - med og uden våben - er en konstant skiftende strøm, og Bashirs overlevelse som leder afhænger i lige så høj grad af at kunne balancere og alliere sig med de rigtige grupper og spille andre ud mod hinanden, som den afhænger af rå magt.

Det er en position, som er mere udsat end nogensinde på grund af det sudanske valg, der efter planen skal finde sted 7. april. Her er Bashir og hans NCP-parti reelt udfordret på deres magt, uanset om valget kommer til at foregå efter internationale rettesnore eller ej. Bashir har behov for at lukke flanker og på forhånd skabe sig så mange allierede som muligt for at beholde magten, og ikke mindst i det lys skal fredsaftalen med JEM og kompromiserne med Sydsudans seperatister forståes. Derfor er aftalen med JEM også et positivt træk, fordi den grundlæggende er en del af et kompliceret politisk spil, der nærmest kan minde om politiske forhandlinger i lande, der er væsentligt mere fredelige end Sudan. Men den er også risikofyldt, fordi Ba-shir kan bruge det frirum til at gå så meget desto hårdere efter de andre grupper. Eller han kan skyde JEM og andre tidligere oprørere væk fra magten igen, når først valget er overstået, og hans magtposition igen er sikker nok til at tage konfrontationen.

Regeringshæren angreb JEM-positioner få dage, før fredsaftalen blev underskrevet, og JEMs leder advarede, at freden ikke nødvendigvis er endelig, hvis Bashir ikke lever op til sine løfter. Også fra Sydsudans tidligere oprørsbevægelser SPLM er der en betydelig skepsis over for Bashirs langsigtede hensigter. Det er fristende at tænke, at Bashirs indrømmelser kommer for at komme bedre overens med det internationale samfund, eventuelt slippe fri af sin anklage ved ICC og generelt løfte Sudans pariastatus. Obamas specielle Sudan-udsending, Scott Gration, har haft heftig rejseaktivitet i Sudan de seneste måneder, og samtidig med nyheden om fredsaftalen, kom en nyhed om, at USA genoptager et støtteprogram i Sudan som del af en mere imødekommende politik over for Bashirs styre.

Men sandheden er nok snarere, at den indenrigspolitiske situation dikterer, at Bashir må indgå kompromiser. For Vesten stiller det det interessante spørgsmål, hvordan man nu vil forholde sig til et styre, der har fået det røde kort med anklagen ved krigsforbryderdomstolen i Haag, men som egentlig på egen hånd i øjeblikket strækker sig langt for at få fred i Sudan, og hvor der måske netop nu er en reel chance for at få løst en af de konflikter, der har fyldt mest i verden de sidste 10 år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her