Det er lykkedes i Egypten, Libyen og Algeriet samt i Saudi-Arabien og Indonesien, og nu skal det prøves i Afghanistan: At overtale jihad-krigerne til at lægge våbnene gennem lokkemidler i form af job, uddannelse og amnesti.
Den nye strategi, lanceret på Afghanistan-konferencen i London i forrige måned, bygger på principperne i de mellemøstlige afradikaliseringsprogrammer, der traditionelt har involveret alt fra magtdelingsaftaler over samtaler med lærde teologer og økonomiske incitamenter til tortur.
Med den afghanske fond for fred- og forsoning håber Vesten og de afghanske myndigheder at kopiere programmernes succes og overtale de cirka 75 procent af de lavere rangerende Taleban-krigere til at forlade slagmarken. Men mens incitamenter er altafgørende for succes i de afradikaliseringsprocesser, så mener ekspert Omar Ashour ikke, at ideen om den over 500 millioner dollar store fond udtrykker forståelse for den komplicerede klanstruktur, der eksisterer i Afghanistan.
»Det er en meget materialistisk tankegang at tro, at de lavere rangerende krigere vil kappe deres klan- og familielinks for penge,« siger Omar Ashour, underviser på Exeter Universitet i Storbritannien og forfatter til bogen Afradikalisering af Jihad-krigere: At omvende væbnede islamistiske bevægelser.
De vestlige initiativtageres argumentation er, at omkring tre fjerdedele af talebanerne ikke er ideologiske jihad-krigere, men snarere såkaldte '10-dollar-talebanere', der tjener en dagsløn, fordi der ikke er andet arbejde at få. Omar Ashour peger imidlertid på, at der er andre bånd mellem menige krigere og ideologer.
»Det er rigtigt, at ikke alle 75 procent er ideologiske jihad-krigere. Men der er andre typer forbindelser: etnicitet, klan- og familie-forbindelser samt ideen om at gøre modstand mod udenlandsk besættelse. Disse forbindelser spiller på følelserne og kan være ekstremt stærke, og jeg tror ikke, at hovedparten af de menige krigere er parate til at kappe de forbindelser endnu,« forklarer Ashour, der har interviewet jihad-krigere, sympatisører og efterretningsfolk inden for de mellemøstlige afradikaliserings-programmer i forbindelse med sin bog.
Han påpeger, at Taleban-bevægelsen er etniske pashtuner som cirka 40 procent af befolkningen, mens den Afghanske National Hær ledes af og har flertal af tajikere, landets næststørste etniske gruppe. De to grupper har traditionelt bekriget hinanden.
Ledelsen må med
En anden årsag til at Ashour tvivler på, at vi vil se massefrafald blandt menige talebanere er, at studier i afradikalisering af bevægelser har vist, at de menige krigere sjældent svigter deres ledere.
»Ideen om at gå uden om ledelsen er forsøgt før i Egypten i både 1960'erne og 1990'erne og i Algeriet i 1995. Her lovede man beskæftigelse og kompensation, men selv om grupperne på det tidspunkt ikke var så stærke, som de tidligere havde været, så lykkedes det ikke at få græsrødderne til at forlade ledelsen. Sådan fungerer det bare ikke - at man skifter side på grund af materialistiske incitamenter. Det vil ikke løse situationen,« siger han.
Den afghanske regering har længe - mod Vestens ønske - presset på for at stifte dialog med Taleban-lederne. Først for nyligt lykkedes det at overtale FN's Sikkerhedsråd om at slette fem tidligere ministre og højtstående embedsmænd fra det frygtede Taleban-regime fra en FN-sanktionsliste, der involverer rejseforbud, indefrysning af personlige værdier og våbenembargo.
I forbindelse med konferencen rakte præsident Hamid Karzai en hånd ud til Taleban-lederne og inviterede dem med til en freds-Jirga - et stormøde for alle dele af samfundet - senere på året. Han talte også åbent om sit håb om saudiarabisk deltagelse i processen. Saudi-Arabien og Taleban har gode forbindelser, og kongeriget har tidligere deltaget i samtaler mellem det nye og forhenværende regime.
Omar Ashour vurderer, at denne strategi har en vis chance for succes, men tvivler på, at Taleban er parat til at opgive kampen.
»Talebans ledere tror på, at de vil vinde på sigt, og de tror på deres sag. De er ikke parate til at forhandle endnu, men det var interessant, at de efter Afghanistan-konferencen først ikke kom med nogen udtalelse. Efter lidt tænketid besluttede de sig dog for at afvise tilbuddet og gøre grin med det,« siger Ashour, der mener, at den nuværende offensiv kan ændre på situationen. Til gengæld kan det også gøre tingene værre, vurderer han.
»Hvis offensiven kun er halvvejs succesfuld, vil Taleban se det som en sejr, og de civile tab, der vil være, vil kunne bruges til at rekruttere nye Taleban-krigere.«
Overordnet set mener han dog, at strategien med på den ene side at tilbyde både ledelse og lavere rangerende krigere 'en vej ud' samtidig med, at det militære pres på bevægelsen opretholdes har en vis chance for at lykkes.
»Jeg er ikke helt uden håb. Man kan vinde over ekstremistisk jihad, hvis man får overbevist ledelsen. Det allervigtigste er aldrig at ekskludere ledelsen. Den må være enig i, at den vil stoppe kampen. Og for at det kan lykkes, må der være nok pres på den, de rette incitamenter og en legitimerende faktor såsom saudiarabisk involvering. Så vi er ved at have den rigtige formular,« siger han.
