Læsetid: 3 min.

9-11-mistænkte på vej mod militærtribunal

Den amerikanske justitsministers planer om en civil retssag mod Khalid Sheikh Mohammed og fire medsammensvorne for terrorangrebet 11. september 2001 vakler. Obama-regeringen har givet efter for politisk pres og hælder nu mod det militærtribunal, som republikanerne hele tiden har forlangt
Obama-administrationen har mødt massiv modstand mod ønsket om at give de terror-sigtede fra 11. september en civil retssag. I New York City sagde borgmester Michael Bloomberg først ja til, at rets-sagen kunne føres på Manhat-tan, men efter voldsomme protester fra byens borgere og vælgere trak han tilsagnet tilbage. Også den tidligere borgmester, Rudolph W. Giuliani, har udtrykt bekymring for sikkerhedsopgaven forbundet med en eventuel retssag på Manhattan.

Obama-administrationen har mødt massiv modstand mod ønsket om at give de terror-sigtede fra 11. september en civil retssag. I New York City sagde borgmester Michael Bloomberg først ja til, at rets-sagen kunne føres på Manhat-tan, men efter voldsomme protester fra byens borgere og vælgere trak han tilsagnet tilbage. Også den tidligere borgmester, Rudolph W. Giuliani, har udtrykt bekymring for sikkerhedsopgaven forbundet med en eventuel retssag på Manhattan.

Spencer Platt

8. marts 2010

WASHINGTON DC - Nemt har det aldrig været at argumentere for, at de terrormistænkte for angrebet på World Trade Center og Pentagon 11. september 2001 skulle stilles for en civil amerikansk domstol. Anklager for at være 'blød' over for terrorister og ikke at ville beskytte USA's nationale sikkerhed er regnet ned over præsident Obamas administration fra republikanerne, og den folkelige utilfredshed med beslutningen har været solid.

Men at det var rigtigt at give terrorsigtede samme rettigheder som andre anklagede, har justitsminister Eric Holder aldrig lagt skjul på. Så sendt som i sidste uge argumenterede justitsministeren for, hvorfor hans beslutning om en civil retssag var den rette: »Det har været et afgørende og definerende øjeblik i min tid som justitsminister,« sagde han til Jane Mayer fra the New Yorker i et interview, hvor han - igen - fremhævede, hvordan amerikanske værdier om demokrati og retssikkerhed netop viser sin moralske og politiske styrke ved at give terrorsigtede rettigheder, som de sigtede aldrig selv ville give deres fjender.

Alligevel ser det ud til, at retssagen ikke bliver en realitet. Nyheden om, at regeringen nu hælder imod et militært tribunal frem for en civil retssag kom frem i førende amerikanske medier fredag i hvad der må karakteriseres som den mest opsigtsvækkende venden rundt på en tallerken i anti-terrorpolitikken i Obamas præsidentperiode.

Ingen penge fra Kongressen

I artikler i bl.a. Washington Post, Wall Street Journal og New York Times fremgik det, at regeringen agter at give efter for et kollektivt pres bestående af modstand fra Kongressen, der ikke vil bevilge pengene til at afholde retssagen, samt lokal modstand fra New Yorks borgmester Michael Bloomberg mod at afholde retssagen på Manhattan. Pennsylvania og Virginia har også fortalt justitsministeriet, at regeringen ikke skal sætte næsen op efter at holde retssagen der.

Hvad angår modstanden fra Kongressen, har sagen været dybt frustrerende for justitsministeriet, fortæller en embedsmand, der har været involveret i arbejdet med at lukke fangelejren Guantanamo Bay på Cuba, hvor de 9-11-mistænkte befinder sig:

»De juridiske argumenter har været oppe imod en politisk modvilje fra hele det republikanske parti og fra den konservative del af det demokratiske parti, der ved, at påstanden om at være blød over for terrorister er en de vil møde i stor stil op til midtvejsvalget til november. Amerikanske vælgere er i forvejen ret kolde over for terrorsigtedes rettigheder. Og der er slet ingen goodwill over for de sigtede i 9-11, der for længst selv har tilstået og fortalt vidt og bredt, hvor stolte de er over angrebet.«

Obama har mistet grebet

En officiel talsmand for Det Hvide Hus meddelte lørdag, at præsidenten ikke agtede at komme med en formel beslutning i sagen før den egentlige undersøgelse er afsluttet.

Og mens præsidenten overvejer mulighederne, bader hans republikanske modstandere sig i, hvad de ser som det endegyldige bevis på, at Obama ikke har greb om sikkerhedspolitikken. På konservative Fox News fremhæves det, at præsidenten står der, hvor Bush og Cheney også stod, når det gælder anti-terrorpolitikken. De militære tribunaler eksisterer fortsat, fanger bliver tilbageholdt på ubestemt tid, og Guantanamo Bay er ikke lukket.

En amerikansk efterretningskilde siger til Information, at det sidste imidlertid formentlig bliver den politiske genvist for Obama, hvis han vælger det militære tribunal:

»Planen i Det Hvide Hus er, at man til gengæld for at opgive den civile retssag i 9-11-tilfældet som modydelse kan få bevillingen til at lukke Guantanamo endeligt igennem Kongressen. Det vil være godt for regeringen, men det er en høj pris. Og mon ikke Holder bliver nødt til at finde et andet job bagefter ...«

En medarbejder ved Justitsministeriet ser dog anderledes på den sag. Til Information siger hun, på betingelse af anonymitet, at »præsidenten kan ikke få bevilget pengene til retssagen i Kongressen. Så han et tvunget til at finde en anden løsning. Det er ikke per se en underkendelse af Holders argumenter, men en konstatering af, hvad der kan lade sig gøre politisk.«

Amerikanske borgerrettighedsgrupper reagerede med dyb skuffelse i løbet af weekenden:

»Dette er et afgørende øjeblik for Obama. Hvis præsidenten giver efter for frygtens politik, sætter han et farligt eksempel for fremtidens nationale sikkerhedspolitik,« siger præsidenten for Human Rights First, Elisa Massimino.

Tom Malinowsky, lokal direktør for Washington-afdelingen af Human Rights Watch, konkluderer: »Denne beslutning signalerer usikkerhed fra Obama, når det gælder anti-terrorpolitikken både over for omverdenen og republikanerne. Den svaghed vil naturligvis blive udnyttet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas B. Christensen

Hele den sag er grotesk.
Khalid Sheikh Mohammed har indrømmet under tortur, efter 4½ års fængsling på Guantanamo.

Fantastisk forbillede mange danskere har..

Annegrethe Rasmussen

Bananrepublik er måske lige lovlig stærkt udtrykt. Og om end jeg er begejstret for at bo og arbejde i USA er der flere træk ved det amerikanske samfundssystem jeg ikke ønsker kopieret i Danmark eller Europa for den sags skyld. Der er dog, det vil jeg gerne fastholde, langt flere gode sider ved USA end det modsatte. Men jeg har ikke noget forbillede, når det gælder lande. Jeg ville såmænd ønske man kunne tage det bedste fra en række lande og fusionere dem ... den danske folkeskoles insisteren på at børnene faktisk er selvstændige væesner, der fortjener at blive lyttet til med interesse og respekt f.eks., den franske skolemadsordning og indstilling til god mad i det hele taget, amerikanernes utrolige gæstfrie, åbne og venlige indstilling til andre mennesker samt den dynamiske entreprenørånd, der præger samfundet, britisk køkultur, spansk dannelse og forståelse af europæisk historie og norske ligestillingsforhold ville f.eks. ikke være dårligt.
alt godt
Annegrethe Rasmussen
PS: Men som jeg skriver i dagens leder, kan udviklingen med militærtribunalerne ikke fordømmes kraftigt nok. Og det går jeg ud fra at begge I, der har kommenteret her er helt enige i

@ Annegrethe Rasmussen

Tak for at du tager tid til at "blande dig".

Helt enig, klart, at militærtribunaler hører en - troede jeg, forsvunden tid til. Men nej.

Iøvrigt behøver vi ikke gå så langt som til USA for at finde underlige sammenblandinger af politi og militær i lande som vi måske troede var moderne demokratier :

Gendarmeriet i Frankrig er en militær enhed, der på det sidste ganske vist hører under både Forsvarsministeren og Indenrigsministeren.

Også Italien og Spanien har lignende militære enheder til at udføre politifunktioner.

Jeg er ikke klar over om disse lande også har militærdomstole ?

Annegrethe Rasmussen

det ved jeg faktisk heller ikke ... tror i hvert fald ikke de bliver brugt, men i USA argumenterer fortalerne jo for at de 9-11 sigtede er i krig med USA og at det derfor er helt i orden. Mærkeligt nok tænker disse ivrige mennesker ikke over, at Bush og co, faktisk havde langt mere succes med at få dømt terror-sigtede ved de civile domstole end i militær-tribunalerne, hvor sagerne kollapsede, blev afvist i Højesteret og de skaldede fire, der blev dømt, fik kortere straffe end dem, der blev dømt i det almindelige retssystem. Men sådan forsvinder al fornuftig argumentation, hvis man blot er arrig nok.
Og arrige er de - Cheney-fløjen altså ...