En del af medarbejderne i EU-Kommissionen har en konstant trussel hængende over hovedet. Hvis kommissionen bliver ramt af en skandale inden for deres arbejdsområde, så risikerer de at blive trukket et år i løn. Truslen er aldrig blevet effektueret. Men alligevel bliver historien om at miste en hel årsindtægt gentaget på gangene i kommissionen.
»De ansatte er enormt bange for den bod på en årsløn, selv om ingen nogensinde er blevet trukket i løn. Men truslen vi kommer efter dig, også selv om det ikke er din skyld,« er meget nærværende. Derfor foretrækker medarbejderne, at reglerne er så detaljerede, at det i sidste ende ikke er deres ansvar, hvis noget går galt,« fortæller Caroline Howard Grøn, der netop har færdiggjort sin ph.d. om bureaukrati i EU fra statskundskab på Københavns Universitet.
Konklusionen er, at bureaukratiet skyldes angst for skandaler og anklager om korruption.
»Kommissionen står i et dilemma. Færre regler vil øge risikoen for skandaler og anklager om korruption, men alternativet er at blive beskyldt for unødigt bureaukrati,« siger Caroline Howard Grøn. Kommisssionens ønske om at afbureaukratisere går helt tilbage til 70erne. Men særligt efter skandalen i 1999, hvor hele kommissionen gik af efter rod i administrationen, er processen gået i stå.
»Kommissionerne har sat en lang række skibe i søen for at komme bureaukratiet til livs. Men selv om medarbejderne er grundigt trætte af reglerne, og de til tider strider mod sund fornuft, stritter de imod. I alle led af kommissionen er man bange for skandaler. Medarbejderne er bange for konsekvenserne, og politikerne er bange for at komme til at delegitimere EU,« siger Caroline Howard. Grøn.
Ønsker ikke ansvaret
I 2005 og 2006 forsøgte kommissionen igen at forenkle systemet, men selv om de ansatte var motiverede, svigtede modet ved målstregen. De var ikke interesserede i den øgede risiko for fejl, som en reduceret regelbyrde kunne medføre.
»Medarbejderne havde ikke selv efterlyst retten til at løbe risici. Reglerne virkede tryghedsskabende for dem. Med retten til at løbe risici følger ansvar, og de ansatte i kommissionen var ikke nødvendigvis interesserede i det ansvar,« siger Caroline Howard Grøn.
Det på trods af, at kommissionens forsøg på at rydde op i reglerne indebar en række nye regelsæt, der skulle sikre, at reduceringen af regler ikke endte i lemfældighed. Caroline Howard Grøn mener, at mekanismen går igen i Danmark. Hver eneste gang, vi hører om svigt i kommunerne, er landspolitikernes modsvar flere regler og lovforslag.
»Når politikere i Danmark bliver konfronteret med for eksempel familier, der undgår opsyn fra det offentlige ved at flytte fra kommune til kommune, så er deres reaktion at kræve nye regler og love. Reglerne fungerer som en forsikring mod skandaler. Men de øger også bureaukratiet,« siger hun.
Hun mener, at bureaukrati er et nødvendigt onde i et demokrati.
»Ingen professionelle organisationer kan fungere uden en vis grad af bureaukrati. I et demokrati skal reglerne sikre retssikkerheden og at de skattepenge, der bliver indkrævet under trussel om fængsel, bliver brugt ordentligt. Men kravet til dokumentation kan blive så omfattende, at det bliver demotiverende,« siger hun.
Vi støder overalt på en type foretagender (administrative, merkantile eller akademiske), hvor de overordnede arbejder tungt og fantasiløst, de lavere grader kun udfolder energi i at intrigere mod hverandre, og de unge er skuffede eller ligeglade. Der bliver kun sat meget lidt i gang. Intet bliver gennemført. Og når vi står overfor dette triste billede, går vi ud fra, at de ledende har gjort deres bedste, kæmpet mod modgang og til slut erkendt nederlaget. Det viser sig nu ud fra de nyeste forskningsresultater, at man ikke nødvendigvis behøver at antage noget sådant mislykket forsøg. I en stor procentdel af de hidtil undersøgte foretagender er denne afsluttende comatøse tilstand noget, der er opnået med forsæt og gennem langvarige anstrengelser.
(Uddrag af PARKINSON'S LOv)