Læsetid: 3 min.

'Arbejderne skal redde sig selv'

Kinesiske arbejdere står alene i deres kamp for bedre forhold. De skal i hvert fald ikke forvente hjælp fra fagforeningen, regeringen eller arbejdsgivere - heller ikke udenlandske som Mærsk, siger førende arbejdsrettighedsekspert
Kinesiske arbejdere er overladt til sig selv, når det gælder rettigheder, for heller ikke de udenlandske virksomheder er interesseret i at påtage sig ansvaret, mener ekspert.

Kinesiske arbejdere er overladt til sig selv, når det gælder rettigheder, for heller ikke de udenlandske virksomheder er interesseret i at påtage sig ansvaret, mener ekspert.

Torben Christensen

29. marts 2010

BEIJING - »Som det ser ud nu, så er det kun de kinesiske arbejdere selv, der kan forbedre deres egen situation,« siger Anita Chan.

Akademikeren og fortaleren for arbejderes rettigheder mener, at hverken kinesiske eller udenlandske arbejdsgivere er interesserede i at forbedre vilkårene for Kinas arbejdere. Regeringen laver udmærkede love, men håndhæver dem ikke. Og den statslige fagforening har ikke magten til at tale arbejdernes sag.

I Informations spalter i sidste uge blev Mærsk anklaget for farlige arbejdsforhold og ulovlige afskedigelser ved sin containerfabrik i byen Dongguan.

Den danske transportkoncern afviser anklagerne og siger, at den går langt for at beskytte arbejderne. Men arbejderne Li Xin og Hu Changqing fortalte en helt anden historie. Sprøjtemaleren Li Xin er blevet erklæret arbejdsskadet med benzenforgiftning, der kan skade knoglemarven og give leukæmi.

Metalarbejderen Hu Changqing har fået konstateret arbejdsrelateret astma. Ifølge deres version forsøger Mærsk nu at løbe fra deres ansvar ved at forsøge at afskedige dem, fordi de er blevet syge. Li Xin og Hu Changqing er blandt Kinas over 200 mio. migrantarbejdere - bønder, der har forladt markerne for at arbejde på byggepladser og fabrikker.

Ifølge arbejdsrettighedsforkæmpere arbejder mange migrantarbejdere fortsat under ringe forhold for små lønninger uden adgang til sundhedspleje, uddannelse eller andre sociale ydelser.

Labour Action China, en rettighedsorganisation fra Hongkong, siger, at fabriksarbejdere i Perleflodsdeltaet, hvor Mærsks container- fabrik ligger, og hvor en tredjedel af Kinas eksport produceres, fortsat er en udsat gruppe, som er i fare for erhvervsskader og udnyttelse.

»Hvis vi skal se optimistisk på det, så er der da sket statistiske forbedringer for arbejderne siden for eksempel 90'erne,« siger Anita Chan, der er professor med speciale i kinesiske arbejdsmarkedsrettigheder ved Australian National University.

»Men om der er tale om reelle forbedringer, er en anden sag. Arbejdernes lønninger er rigtig nok steget, men ikke så hurtigt som andre sociale gruppers, og de er ikke fulgt med de højere leveomkostninger.«

Udenlandske bedst?

»Den generelle opfattelse er, at udenlandsk-ejede virksomheder behandler arbejdere bedre end de kinesiske. Men det er ikke altid tilfældet - det viser sagen omkring Mærsk jo,« siger Chan.

»I vestlige lande er arbejderne organiseret og lader deres fagforening kæmpe for deres rettigheder, men det er ikke tilfældet i Kina,« siger hun. »I Kina kæmper arbejderne oftest en individuel kamp. De organiserer sig ikke, og den officielle fagforening er for svag. Arbejderne kan kun redde sig selv, hvis de bliver bedre til at organisere sig,« mener Chan.

Rollen for den statslige fagforening - uafhængige fagforeninger er ikke tilladt i Kina - beskrives normalt som et redskab brugt til at kontrollere arbejderne frem for at fremme deres interesser.

»Kinesiske arbejdere er i dag meget mere klar over deres rettigheder end tidligere,« siger Chan. »Men der er stadig lang vej igen, før kendskab til arbejdstider, arbejdsmiljø og faglig organisering er udbredt.«

»Når regeringen kommer med en ny lov, så skubber den helt sikkert på for at sprede budskabet i kinesiske medier, for bedre at uddanne arbejderne,« fortæller Chan, som dog finder, at regeringen, der inden for de seneste år har vedtaget stadig flere love, der beskytter arbejdernes interesser, underminerer sin egen lovgivnings gennemslagskraft ved ikke at gøre nok for at håndhæve den.

Det gør det svært for arbejdere at sætte sig op mod deres arbejdsgiver. Også de udenlandske.

Hvad der er udenlandske virksomheders virkelige interesse i Kina illustreres, ifølge Anita Chan, af deres modstand mod forbedret arbejdsmarkedslovgivning.

»Udenlandske virksomheder siger, at de vil arbejdernes bedste. Men i praksis gør de noget andet. Når regeringen kommer med lovgivning, som forbedrer arbejdernes vilkår, så gør udenlandske virksomheder deres bedste for at kritisere den. De er her ikke for at behandle arbejderne ordentligt, men for at skabe profit,« siger Anita Chan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Johansen

Det er særdeles interessant å legge merke til, hvordan Vestens iherdige tilhengere av frihet holder fullstendig kjeft, når det kommer til arbeidsforholdene for deres ansatte i den kinesiske arbeidsleir - som jo er det stedet hvor de "frihetselskende" kapitalistene i dagens verden virkelig henter sine store profitter...

I virkeligheten ser de på Kinas totalitære forhold som det paradis det jo vitterlig er for profittinteresser. Lav lønn og ingen rettigheter.

I realiteten utgjør Kina som verdens industrivareprodusent nr. 1 og samtidig arbeidsleir en totalitær trussel mot restene av demokratiske og faglige rettigheter i Vesten og ellers. Tendensen i dagens verden går raskt mot totalitær kapitalisme - det ser vi også i klimaproblemet, der det samlede medieapparatet i Vesten nå arbeider frenetisk for å undertrykke de vitenskapelige sannhetene om den truende utvikling.

Grom Andresen

Markedskræfterne er baseret på konkurrence, som igen er baseret på magt over for andre. Konkurrencen i markedsøkonomien gælder det den kortsigtede gevinst, hvor man kun vinder fordi konkurrenterne synker.

Den virksomhed som behandler sine arbejdere og sit miljø ringest, bliver konkurrencens vinder. Arbejdere er der rigeligt af og man afliver tusinder årligt - flere af disse kritiske mennesker bliver dog brugt som reservedele i lydige systemopretholdende økonomisk velstillede mennesker, trods alt.

Østen med Kina i spidsen konkurrer mod resten af den veletablerede verden og uanset hvor meget vi piner vores egne arbejdere, dyrevelfærd, miljø eller os selv, vil vi aldrig vinde, - med mindre at befolkningen i Kina og den resterende del af verden bekæmper dette gale vanvid som denne konkurrence inden for den løssluppen industri kun mere tydeligt viser.

Derfor har vi alle en aktie og den kan udnyttes “hvis ingen adlyder mørkets kræfter” som så, i så fald ikke vil være gunstige at besidde.

Hele verden (hvis nogen flere ville tage den alvorligt) ville vinde over social skævvridning, terror og økologisk kollaps, hvis vi lavede en aftale der var lidt bredere end de stakkels arbejdere i Kina - men det har vesten nok stadig for borgerlige egocentriske værdier til at se umuligheden i, sådan som COP-15 senest blev bekæmpet af: markedskræfternes gale lobbyister.

Martin Gøttske skriver:
Kinas regeringen vedtager stadig flere udmærkede love, der beskytter arbejdernes interesser, men den gør ikke nok for at håndhæve lovene. Den statslige fagforening har ikke magten til at tale arbejdernes sag og uafhængige fagforeninger er ikke tilladt i Kina. Det gør det svært for arbejdere at sætte sig op mod deres arbejdsgiver. Også de udenlandske.

3F skriver:
Den danske virksomhed Ole Wolff Electrionics har endnu ikke rettet sig efter to enslydende afgørelser fra den lokale arbejdsret i Yantai og en regional domstol i distriktet Fushan om at genansætte seks fyrede arbejdere, der var med til at danne en fagforening på fabrikken. Samtidig beskylder fagforeningen fabrikken for at forhindre dens medlemmer i at få arbejdskontrakter. Forseelsen kan risikere at koste virksomheden dyrt.

Det kunne være interessant for Informations læsere at få uddybet ovenstående diskrepans...

Martin Gøttske

Hej Bill Atkins

Anita Chan, som interviewes i artiklen, laegger op til, at det er arbejderne, der skal soerge for at beskytte sig selv – det skal de goere ved at udnytte eksisterende lovgivning og ved at organisere sig, vel at maerke inden for den statslige fagforening, da uafhaengige fagforeninger ikke er tilladt.
Mit kendskab til Ole Wolff sagen er overfladisk, men som jeg forstaar den, er den jo netop et eksempel paa arbejdere, der har gjort brug af lovgivningen og har organiseret sig (ved at oprette en underafdeling af den statslige fagforening).
Jeg kan ikke se, hvori diskrepansen bestaar.
Den generelle situation er, at regeringen ikke goer nok for at haandhaeve loven, og at den statslige fagforening er for svag. Der er der mange eksempler paa. Men der er dog en positiv udvikling, som Ole Wolff sagen er et udtryk for, men det er fordi arbejderne der, har forstaaet at staa sammen, og udnyttet den eksisterende lovgivning – det er det, som Anita Chan efterlyser, at flere kinesiske arbejdere goer.

Efter gennemlæsning af din artikel stod det ikke klart for mig at der var mulighed for at etablere selvstændige fagforeninger på virksomhederne.

Det er en spændende konstruktion at staten etablere arbejdsretten inden for det etablerede retssystem og det så er op til lønmodtagerne på den enkelte virksomhed at kræve love og bestemmelser - herunder erstatningsansvar -overholdt. En slags statsstøttet syndikalisme.

I praksis - og helt globalt set - er det vel også sådan at uden bevidste og aktive arbejdere er det ikke muligt at gennemtvinge ordentlige arbejdsforhold ude på de enkelte arbejdssteder.

Tak for dit svar.