MED en håndbevægelse mod portrættet af Michel Suleiman på væggen bag ham, sagde min kontakt i sikkerhedstjenesten: »Det havde ikke været godt, hvis vores præsident havde spist med ved den middag, det ville have skadet vores relationer til det internationale samfund«.
Den kniv- og gaffel-seance, min kontakt hentydede til, kaldes på disse kanter 'atom-middagen', der blev fortæret i Damaskus i sidste uge, da Irans præsident, Mahmoud Ahmedinejad, den syriske præsident, Bashar al-Assad og Hizbollahs generalsekretær, Hassan Nasrallah, manifesterede den såkaldte afvisnings-fronts sammenhold mod, hvad de kaldte 'Israels krigstrusler'. Men der var tale om meget mere end et ordinært topmøde. Nasrallahs placering til højbords ved atom-middagen var en øjeåbner om magtens realiteter i Libanon, hvis vestligt orienterede premierminister nyder politisk velvilje i Washington, såvel som i Paris og Riyadh, men ikke desto mindre finder sit land på farlig konfrontationskurs med naboen i syd. Israels forsvarsminister Ehud Barak talte så sent som for en måned siden om en 'total krig' i regionen, udenrigsminister Avigdor Lieberman, har truet Bashar al-Assad med, at han ikke kun vil tabe en krig, men også magten (læs: regime-skifte) og den spanske udenrigsminister, Miguel Moratino, har været i Damaskus med et klart budskab til al-Assad: Enten sætter du en stopper for trafikken af iranske våben til Hizbollah, eller også kommer israelerne efter dig.
Hizbollah er stærkere
Helt så direkte er det ikke refereret, men det er aflæsningen i Beirut, hvor man også har lagt mærke til Israels gentagne erklæringer om, at med Hizbollahs deltagelse i samlingsregeringen i Beirut, er det ikke kun Hizbollah-militsen, men »hele Libanons infrastruktur«, der bliver målområde i en væbnet konflikt, fremkaldt af Israels ønske om at eliminere Iran som 'eksistentiel trussel'.
Det var den problemstilling, jeg spurgte til ved kaffen med min kontakt, en civiliseret mand, der tildækker sin oberst-rang med et nydeligt, civilt jakkesæt. Og hans svar var sigende: Han slog ud med armene i afmagt overfor realiteterne: Nemlig at Hizbollah, der ganske vist - som han sagde - »langtfra er hele Libanon, omend partiet har en afgørende indflydelse i landet, hvor ingen ønsker nogen ny krig.«
Libanons realitet er, at selv om Hizbollah kun har et par betydningsløse minister-poster i den samlingsregering, der blev dannet efter valget i maj, er Nasrallah den egentlige magthaver i landet - hvilket modtagelsen i Damaskus som et slags statsoverhoved, illustrerede. Og kommer det til en krig i Mellemøsten, forårsaget af et amerikansk-vestligt sanktioneret israelsk angreb på Iran, er det Nasrallah og ikke Suleiman eller Hariri, der afgør, hvor vidt Libanons civil-befolkning skal gennemgå nye lidelser.
Præsident Suleiman åbner tirsdag en ny runde i den 'nationale dialog', forsonings-processen mellem Libanons vestligt vendte partier og landets syrisk-iransk allierede, og det står allerede nu klart, at stenen i skoen, nemlig Hizbollahs 45.000 iransk leverede missiler, plus hvad guds parti ellers har af dødbringende isenkram, ikke vil være omfattet af 'dialogen'. Som ironisk nok blev påbegyndt netop med henblik på at finde en ordning for Hizbollah-arsenalet. Faktisk var de 33 dages krig i 2006 forårsaget af en Hizbollah-manøvre - drab på tre og kidnapning af to (senere døde) israelske soldater - da den daværende 'national dialog'-proces havde sat Hizbollah-arsenalet på næste mødes dagsorden.
Må ikke for Obama
I dag er Hizbollah militært stærkere end i 2006 efter leverancer af langtrækkende missiler fra Iran, der kan nå hinsides Tel Aviv, hvorimod. Libanons hær ikke på noget niveau er jævnbyrdig, trods amerikansk militær-hjælp - der istore træk består af udtjente lastbiler, et gammelt fragtfly og håndvåben, idet den israelske lobby i den amerikanske kongres har gjort deres grundige arbejde.
Hizbollahs våben vil sikre et israelsk 'præventivt angreb' på Libanon i tilfælde af, at Israel beslutter at ødelægge - eller i det mindste forsinke - det iranske atomprogram. Men, som obersten sagde, da vi så småt havde drukket kaffen ud: »Jeg tror ikke på, at Barack Obama vil tillade et israelsk angreb på Iran«. Og faktisk synes det som om topmødet i Damaskus, der havde til formål at fortælle israelerne, at de vil konfrontere ikke én, men fire fjender i en ny krig (Iran, Syrien, Hizbollah og Hamas i Gaza), har dæmpet den israelske retorik. For en tid i hvert fald ... Men det gør ikke kynismen mod en libanesisk civilbefolkning, der skal betale prisen, mindre.
