Ville du dele feriebilleder med Stasi?

Firmaerne bag webtjenester som Facebook og Google besidder så stor viden om deres brugere, at det udgør en trussel mod brugernes privatliv, mener et voksende kor af kritikere. Flere europæiske lande tager nu skrappe midler i brug for at sikre privatlivets fortsatte eksistens - ikke mindst Tyskland, hvor minderne om Stasis eliminering af privatsfæren står i frisk erindring
Stasis arkiver er et vidnesbyrd om den totalitære stats nidkære indsamling af enhver form for data om sine borgere. Netop mindet om Stasis virksomhed kan være årsag til, at modstanden mod firmaer som Google og Facebooks indsamling af persondata er særlig markant i Tyskland.

Stasis arkiver er et vidnesbyrd om den totalitære stats nidkære indsamling af enhver form for data om sine borgere. Netop mindet om Stasis virksomhed kan være årsag til, at modstanden mod firmaer som Google og Facebooks indsamling af persondata er særlig markant i Tyskland.

Johannes Eisele
9. marts 2010

BERLIN - Stifteren af Facebook, amerikanske Mark Zuckerberg, vakte stor furore, da han i begyndelsen af året tilsyneladende uden betænkeligheder erklærede privatlivet for »dødt«. Ifølge Zuckerberg må vi som netbrugere vænne os til, at vores personlige oplysninger er offentligt tilgængelige og udgør kommercielle objekter, som Facebook kan jonglere med i den nådesløse kamp om annoncekroner.

Men Zuckerbergs kyniske holdning til folks personlige oplysninger vækker mistro hos et voksende antal europæere. Især i Tyskland, der har håndgribelige historiske erfaringer med intens overvågning af privatsfæren, nærer befolkningen en heftig modvilje mod firmaer, der baserer deres indtjening på at indsamle data. Og den stadigt mere intense tyske debat om internet og overvågning synes at pege i retning af, at der ved at ske en ændring i offentlighedens tiltro til internetgiganter som Google og Facebook.

For nylig pådrog søgemaskine-firmaet Google sig massiv vrede verden over, da det lancerede tjenesten Google Buzz som et svar på de stadigt mere populære sociale medier som Twitter og Facebook. En teknisk fejl under lanceringen bevirkede, at den nye funktion gjorde millioner af brugeres hyppigste korrespondancepartnere synlige for alle og enhver.

En kort overgang kunne censurkomiteer og efterretningstjenester i alverdens stater ved hjælp af Googles teknologi slå ned på systemkritikere via en kortlægning af deres kontakter.

Fejlen blev hurtigt rettet, jovist, men situationen var særdeles uheldig for Google, der for kort tid siden trak sig ud af Kina i protest mod statslig censur af søgemaskinens resultater.

Den indflydelsesrige internet-ekspert Evgeny Morozov, der blogger for tidsskriftet Foreign Policy, skrev i den forbindelse:

»Den er den slags forretningsbeslutninger, der gør mig meget mistænksom over for Googles højtflyvende retorik om deres dedikation til at forsvare ytringsfriheden.«

Hvad der begyndte med at være små firmaer, udviklet af sympatiske unge it-nørder med lige dele idealisme og innovationskraft, er således ved at udvikle sig til semi-totalitære udgaver af Orwells Big Brother, der rækker langt ind i privatsfæren. Det mener i hvert fald et voksende kor af kritikere.

Syrebad til identiteten

Men bør vi reelt frygte disse firmaer, der lever af vores frivillige udlevering af personlige oplysninger og vaner?

Ja, siger Constanze Kurz, der repræsenter Europas største sammenslutning af hackere, den såkaldte Chaos Computer Club. Ifølge Kurz bliver 'privatlivet er dødt'-debatten ført på forkerte præmisser, som kun tjener til fordel for dem, der lever af at indsamle data.

»Zuckerberg forsøger sig med en argumentation, der lyder: 'Privacy is dead, get over it'. Men efter min mening er der imidlertid stadig et stort slag at udkæmpe,« siger Kurz til Information.

»Jeg tror, vi skal til at opfinde nye sociale normer, men også nye juridiske regler, der kan forhindre, at teknologiens indtog i privatsfæren opfattes som noget selvfølgeligt,« siger Constanze Kurz, der til daglig underviser i Informatik ved Humboldt Universitet i Berlin.

Kurz og Chaos Computer Club tilhører den stadigt voksende skare af europæiske kritikere, der forholder sig kritisk over for internetgiganter som Google og Facebook, der i disse år udsætter traditionelle forestillinger om privatesfæren for et veritabelt syrebad.

Brugere af Facebook og søgemaskinen Google afgiver frivilligt personlige informationer til firmaernes databaser og indvilger til gengæld i at modtage målrettede reklamer. Google og Facebook er dybt afhængige af personlige data for at kunne sælge annoncer, og i Googles tilfælde er søgemaskinens effektivitet også baseret på, at brugerne lader deres internetvaner nøje registrere. Tilhængere af teknologien forsvarer byttehandlen med, at Googles software er med til at raffinere og skabe orden i det kaotiske internet.

Europæisk skepsis

Kritikerne hævder derimod, at virksomhederne er skruppelløse, når det gælder indsamlingen af data. Kritikken mod de amerikanskbaserede firmaer som Google og Facebook har først og fremmest rejst sig i Europa. Og noget tyder på, at det skyldes væsentlige forskelle i den europæiske og amerikanske opfattelse af privatlivet.

I USA anskues privatliv af historiske årsager som noget, der skal beskyttes mod statens indblanding, mens den europæiske tradition i højere grad er tilbøjelig til at bruge lovgivning til at beskytte privatlivet mod indblanding fra eksempelvis private firmaer. En lang række domme ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har f.eks. markeret klare grænser for paparazzi-fotografer, når de fotograferer kendte i det offentlige rum.

Et godt eksempel på den europæiske holdning til privatlivet kom for nylig frem i Italien, da tre Google-chefer for få uger siden blev kendt skyldige ved en italiensk domstol. Stridens kerne var en bruger-uploadet video på et Google-site med optagelser af en autistisk dreng, der bliver mobbet af jævnaldrende. Selv om Google fjernede videoen efter to måneder, holdt den italienske domstol internetfirmaet ansvarlig for at have forbrudt sig mod den mobbede drengs privatliv. I praksis gør dommen Google ansvarlig for det indhold, som brugerne uploader på firmaets tjeneste.

I USA ville en sådan dom være utænkelig. Den såkaldte Communications Decency Act fra 1996 friholder webbaserede selskaber for ansvar for det indhold, som andre brugere uploader på deres sider.

I Danmark er debatten imidlertid stort set fraværende, og selv de mere liberalt sindede politikere ser ikke de store problemer med at argumentere for mere overvågning. Ifølge blogger og internetekspert Lars Hvidberg er det af gammel vane, at danskerne ikke interesserer sig for emnet:

»Vi har vænnet os til, at staten ved stort set alt om os, og at den er god og rar og ikke gør slemme ting med oplysningerne. Den tillid overfører vi måske på de teknologiske muligheder, eksempelvis Google«, siger Lars Hvidberg til Information.

»Det hører med til at være et lille, homogent samfund, at der er stor tillid og stor gennemsigtighed - også når det egentlig ikke er velbegrundet.«

Tyske erfaringer

Anderledes er det i Tyskland, hvor den udbredte mistillid til enhver form for overvågning har rod i de grelle historiske erfaringer med totalitære regimer i forskellige klædedragter. I sine erindringer fra 1997 med titlen Mig og Stasi - om sagen Romeo skriver den britiske forfatter og journalist Timothy Garton Ash:

»Præcis fordi tyske lovgivere og dommere ved, hvordan det var at leve i en Stasi-stat og før det i en nazistat, har de vogtet mere nidkært over disse ting (privatlivet, red.) end vi briter, der har taget dem for givet. Man sætter mere pris på at være rask, når først man har været syg.«

Muligvis er netop Tysklands historie en væsentlig årsag til, at Google siden efteråret har befundet sig i et politisk stormvejr i Tyskland. Senest har forbrugerminister Ilse Aigner (CSU) langet kraftigt ud efter internetfirmaer, der benytter sig af datalagring.

»Forbrugerne må have kontrol over deres personlige data. Firmaerne må tillade alle brugerne indblik i, hvilke personlige data, der lagres, og hvad der sker dem. Det må være muligt at få slettet data, hvis man ønsker det,« sagde Aigner til Süddeutsche Zeitung.

Tidligere på året har den liberale justitsminister Sabine Leutheusser-Schnarrenberger ligeledes kritiseret Googles indsamling af data for at være udtryk for »storhedsvanvid«. Og Leutheusser-Schnarrenberger har også luftet muligheden for juridiske sanktioner mod funktionen Google Street View, som har fotograferet gader og stræder i europæiske storbyer til brug for et online-gadekort. Tilfældigt filmede optagelser kan i visse tilfælde betragtes som et overgreb mod privatlivet, mener justitsministeren.

Ikke alle vinde blæser dog mod Google og Facebook. Interneteksperten og sociologen Stephan Humer har ikke meget til overs for de politiske udmeldinger, som han anskuer som baseret på fordomme og frygt:

»I Tyskland siger politikerne ofte, at der er tale om et problem med monopoler som Google og Facebook, men de kommer ikke med nogle løsninger på problemet,« siger Humer, der til daglig forsker i digitale identiteter.

»Det største problem med privatliv og internet er folks manglende evne til at omgås problemet. Det er et spørgsmål om teknisk kompetence. Det kan vi fastslå igen og igen. Mange mennesker har ganske enkelt svært ved at håndtere problematikken, og de handler, før de tænker,« siger Humer til Information og nævner debatten om VHS-maskinens skadelige indvirkning på ungdommen i 80'erne som et eksempel på manglende viden om nye medier.

»Hvis folk var klar over, hvilke betingelser de går ind på, ville det ikke være så slemt.«

Databrevet

Helt blottet for ideer er de tyske politikere imidlertid ikke. Et af de konkrete løsningsforslag, som har vundet politisk gehør på øverste niveau i Tyskland, er forslaget om det såkaldte databrev, der blandt andet har vakt indenrigsminister Thomas de Maizières (CDU) interesse. Kort fortalt er databrevet tænkt som en juridisk foranstaltning, der skal forpligte firmaer, som anvender databaser med personlige oplysninger, til at udsende en årlig underretning til de kunder, som er blevet registreret. På den måde er borgere og forbrugere som et minimum klar over, at deres data bliver anvendt i kommerciel sammenhæng.

Ideen til databrevet er undfanget hos hackersammenslutningen Chaos Computer Club, der har holdt lobbymøder med førende tyske politikere.

Ifølge Constance Kurz ser databrevet muligvis ud som en lettere anakronistisk anordning i en gennemdigitaliseret verden, men netop derfor har det også en praktisk rækkevidde, som kan afskrække virksomheder fra unødigt at ophobe data om tyske borgere:

»Databrevet er et led i en strategi, som handler om at opnå et paradigmeskifte. Det er blandt andet en konkret måde at ramme virksomheder på, som virkelig ikke har brug for at samle data. Ved at forhøje transaktionsomkostninger, fordi de skal sende et brev ud, kan man påvirke dem til at skille sig af med de oplysninger, de ikke har brug for.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Googles Gmail benyttes af ca. 170 millioner mennesker over hele verden.

Googles søgemaskine foretager ca. én milliard søgninger hver dag.

Facebook har mere end 350 millioner aktive brugere. Mere end 35 millioner brugere opdaterer deres status hver dag.

Hver måned uploades mere end 2,5 milliard billeder til Facebook.

I 2009 indgik Facebook forlig efter et søgsmål mod firmaets kontroversielle annoncesystem ’Beacon’, som offentliggjorde brugernes shoppingaktiviteter på andre hjemmesider.

Kilde: deanhunt.com, randomfacts.com

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Karsten Aaen

Det er altså ikke det, der er problemet. Man overser totalt det reelle problem. Og det er at staterne (alle stater) har ret til at kræve at alle sider, vi besøger på internettet bliver logget, at politiet (nogen gange uden dommerkendelse) kan indhente de her oplysninger (bare de får dommerkendelsen bagefter).

Og det mere reelle problem er rent faktisk ACTA-forhandlingerne, som foregår for lukkede døre - og hvor man i fuldt alvor foreslår lukninger af internetsider, total overvågning af internettet (via udbyderne af internettet, ISP-udbyderne) og meget meget mere, som man kunne læse om i Information for nogle dage siden.

Det er altså ikke Google's eller Facebook's registrering af hvad vi foretager os. Brugerne har jo selv givet google eller facebook lov til det. Og google gemmer de ting jeg har søgt efter; jeg har det ganske udmærket med det. Det betyder nemlig at jeg langt hurtigere kan søge efter noget igen, hvis jeg lige har glemt hvad det egentlig var jeg ville søge efter. Og annonce-kronerne baseret på mine søgninger? Amazon.co.uk gør det samme....

Og ang. USA og Europa er det altså den største løgn som artiklen påstår.... I USA er det nemlig sådan, at private firmaer kan købe oplysninger om dig og din identitet via firmaer som køber oplysninger om dig og din identitet fra andre firmaer. Sådan er det altså ikke i Europa.

Og den dom som den italienske mener jeg ville være ganske utænkeligt i Danmark; det er nemlig brugerne selv, der har ansvaret for de kommentarer, de f.eks. skriver her på Information eller på EB's kommentar-side: *nationen.*

I forhold de til tilfælde af 'happy slapping' der er blevet uploadet til f.eks. Youtube, har dommene i Danmark helt klart gået på, at det kun er de unge mennesker, der har optaget og uploadet videoerne, der er skyldige, ej google eller youtube.

Jeg er træt af, at fordi en enkelt europæisk nation gør noget (som f.eks. Italien), ja så skal alle det straks udlægges som om alle euroæiske nationer er enige om at gøre det samme. [Alle amerikanerne tror, at Tyskland er lig med Europa, især når det kommer til computerspil; jeg er træt af at skulle korrigere dette på alle mulige spilfora på nettet].

Og ja, danskerne er vant til at være registeret snart sagt alle mulige steder, vant til at skulle bruge deres cpr.nr. når de skal i kontakt med offentlige myndigheder mm. Og det interessante er, at dette rent faktisk sikrer en effektiv offentlig administration, da man ikke først skal igennem flere byrokratiske krumpspring for at bevise sin identitet.

Og mht. internet-firmaer, der benytter sig af data-lagring, tjah, hvad med tjenester som f.eks. Steam, eller Direct 2 Drive (hvor man lovligt kan købe og downloade computerspil) eller firmaer, som handler over nettet med kunderne. Og som er nødt til at have datalagring af deres kunder.....digitalt...

Og så vidt jeg kan se føres denne diskussion altså kun i Tyskland...

Brugerbillede for Lars Hansen

Vi bliver jo konstant bombarderet med frygtpropaganda, og reaktionen på dette er, at vi nærmest forlanger vores liv overvåget af... ja, hvem?

Det er et meget gammelt, og særdeles velkendt kneb - skab, påpeg og vedligehold folkets frygt for [indsæt selv], og tilbyd løsningen, og du har folket i din hule hånd.

Problemet for menneskets selvrespekt og overlevelse løses først, når vi siger fra. Slukker TV'et. Selv søger uafhængig information. Udviser tillid til vore medmennesker. Spreder glæde. Tænker selv...
Lyder det som noget nyt for dig?
Start med at checke disse to revolutionerende gutter ud: The Love Police - Anti Terror Squad:
http://www.youtube.com/user/cveitch#g/u

Brugerbillede for Bjarne Hansen
Bjarne Hansen

Folk ville blive dybt chokerede over hvad private firmaer ved om dem, hvis de kunne for adgang til disse firmaers servere.
De fleste mennesker er fuldstændigt uvidene om hvad de gør, når de sætte dette lille flueben der giver det private firma ret til at indhente informationer, for som de siger, at gøre søgemaskinen mere effektiv og brugervenlig.
Ingen orker jo at læse erklæringen om firmaet rettigheder over de informationer man måtte give, da de er forfattet i juridiske vendinger der fylder en halv telefonbog.

Brugerbillede for Bjarne Hansen
Bjarne Hansen

Lad være med at benytte Facebook og husk at fjerne disse små flueben, som så ofte ER sat når man oprette en mailadresse eller vil benytte f.eks. Googles Toolbar.

Facebook er et problem, da man ikke kan benytte den uden at give Facebook stort set samtlige personlige oplysninger bortset fra de sidste fire i personnummeret. Men dem behøver man heller ikke, for at finde ud af en hel masse om folk.

I går lavede jeg nogle helt enkle søgninger på et navn, og fandt ud af hvor vedkommende boede og hvem vedkommende var gift med, hvor de begge arbejdede og deres politiske observans, manden var Kredsformand i Nordsjælland for et politisk parti , og det var hendes navn jeg søgte på fordi vi skulle sende noget til hende og havde fået en forkert adresse,Og det er vel at mærke ikke en person jeg nogensinde har mødt. (min kæreste har en internetforretning).
Jeg benyttede google og eniro.

Når JEG kan finde så mange informationer så let, hvad kan dygtige nørder så også finde ud af? Havde jeg fortsat så havde jeg sikkert også fundet ud af om de har børn, hvor gamle de er og hvor de går i skole eller institution. Det kan være at jeg bare vil målrette en reklamekampagne, men jeg kunne også have ondt i sinde.
Tænk lidt over det når i uploader diverse ting og sager til internettet. lad være med at uploade billeder med ansigter på nære bekendte i forbindelse med jeres personlige oplysninger, og da slet ikke jeres børn, det er så let som ingenting at finde ud af hvor i bor.
Jeg kan anbefale adressebeskyttelse hvis skaden er sket. Og giv aldrig personoplysninger til andre end myndighederne og firmaer der er E-Mærket eller har anden godkendelse af myndighederne.

Og husk de små flueben.
Og prøv (hvis i orker) at læse de betingelser og rettigheder som følger med Facebook, Google(G-Mail) Windows Live osv. før melder jer ind.

God tur på Internettet.

Brugerbillede for Bjarne Hansen
Bjarne Hansen

I sidste uge blev min kærestes PC overtaget af en hacker, curseren flyttede pludselig rundt af sig selv og klikkede på forskellige ting.

Hun havde ikke tænkt på, at da hun oprettede en Hotmail og udfyldte alle linier om peronlige oplysninger, også meldte sig til MySpace og dette sammenholdt med at hun har en Facebook profil i forbindelse med sin internetforretning og PayPal, har faktisk givet en eller anden informationer nok til at finde hendes PC og sende hende en lille cookie.
Vedkommende har kunnet læse hendes taste tryk, så det er et rent held at hun ikke befinder sig på sin Netbank.

Brugerbillede for Chajm Zweistein
Chajm Zweistein

Altså, bortset fra, at jeg holder det evindelige "Stasi"-skriveri for grandios overdreven, vel vidende, at andre efterretningstjenester, om de nu hedder BND, VS, PET, CIA, MI6 etc....arbejder på nøjagtig samme måde, eller meget værre, som man nu ser det.

(Jeg er lige ved at læse Arne Herløv's bog)

Det er nonsense at sammenlige facebook med "Stasi", forvrøvlet nonsense, hos facebook kan man altså selv indstille sin "pivatsfære" ;-)

Frygten for det "nye", for mørke magter, er især udbredt i tyskland, ja, derfor har man der også ganske forunderlige love om "Jungendschutz", som bekytter ikke ungdommen men vokse for det "onde" ;-)

Og derfor hinker Tyskland på IT-områder lysår tilbage, og derfor er der 50% af danskerne på facebook, men kun 0,5% af tyskerne.

Og det har INTET med "Stasi" at gøre, dog meget med katolske kirker, Springer koncernen, konservative og borgerlig smålighed.

Brugerbillede for Jens Thorning
Jens Thorning

Nogen skal jo bevare fornuften, menneskeligheden og historiens kontinuitet. Den lod blev altså tyskernes; så må de undvære civilisationens goder - Facebook, Play Station etc.

I Danmark siger vi: "Jeg har intet at frygte, da jeg aldrig gør noget forkert, end ikke i tankerne". Idealet er overvågningskameraer overalt, hvis det kan forhindre bare et eneste pædofilt overgreb eller en 11. september. Hvad bliver det forresten til med det der Copenhagen Towers i Ørestadem?

Brugerbillede for Sven Karlsen

Jeg synes iøvrigt at det er ret morsomt, at man fokuserer på f.eks. Facebook og Googles søgeregistreringer i denne sammenhæng, - det langt største potentiale for nemt at grave i folks privatliv ligger trods alt hos det firma, hvor du har din e-mail konto, samt hos din internetudbyder.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Sven,

forskellen er, at Facebook og Google netop ser det som deres forretningskoncept, at benytte/udnytte brugernes oplysninger.

Internetudbydere har forretningsmæssigt fokus på at levere en teknisk service. Det er en tillidssag, at de ikke snage eller udnytter data, selv om de kunne.

Teknisk set, er der mange der kunne snage i al digital kommunikation, der foregår. Det sker også (PET iht. logningsbekendtgørelsen, Echelon og formodentligt ganske mange andre.

Et internet, hvor brugernes frihed til at se hvad de vil, uden at blive overvåget eller registreret, er en fremtidsdrøm, ingen tilsyneladende arbejder for.

Et sådan forretningskoncept burde være muligt, hvis man kunne få brugere til at betale et månedligt beløb, for at være sikret anonymitet.

Brugerbillede for Ricko Nielsen
Ricko Nielsen

Lis Lendal
Kære alle!
I kan bruge altavista istedet for Google:
altavista.com/
Så bliver I ikke registreret i h og r.
hilsen Lis

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Lis / Ricko,

at udskifte Google som søgemaskine, med en anden, ændrer dog ikke ved, at man registreres.

Eneste forskel er, at Google ikke har fornøjelsen af at foretage registreringen.

Brugerbillede for K Andersen

Velkommen til det totalitære styre.. Vi skulle jo nødig have usencurede informationer fra youtube.com. and what not.. Og med antiterror pakken kan de sende os til guantanamo adligevel uden vi kan gøre noget.

Brugerbillede for Sven Karlsen

Kære Heinrich R. Jørgensen,

nogle mener måske at virksomheder som Facebook, Google, etc. er Internetudbydere med forretningsmæssigt fokus på at levere en teknisk service, men når jeg får leveret en dyr teknisk ydelse uden at modtage en faktura, så har jeg aldrig været i tvivl om, at jeg kommer til at betale på anden måde ;-)

Og det er netop pointen: det er jo ikke kun Facebook og Google folk vil have uden betaling, men også deres e-mail, som ligger hos hotmail, gmail, eller et andet sted i USA!.

Selv foretrækker jeg at have min egen postserver, - det er naturligvis ingen beskyttelse mod myndigheder, men om ikke andet, så besværliggør det da kommerciel udnyttelse af min korrespondence ;-)

Brugerbillede for Sonja Bautz

Hvis nogen har så svært ved at udfylde deres eget liv, maen er nød til at have hovedet op i røven på andre, så lad dog staklerne.

Brugerbillede for Sven Karlsen

Kære Sonja Bautz,

lad dog staklerne?! - næhæ! ... jeg frabeder mig så absolut at få min anus penetreret af et fremmed menneskes hovede, blot fordi vedkommende keder sig ;-)

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Sven,

jeg mener netop ikke, at Google og Facebook leverer en teknisk service, eller service overhovedet. Deres sigte er at tjene penge på at kunne udnytte deres viden om brugernes præferencer, sociale netværk osv.

Jeg fatter ganske enkelt ikke, at folk er villige til at benytte Facebook.

Brugerbillede for Sven Karlsen

Kære Heinrich R. Jørgensen,

såvel Google, Facebook, etc. stiller ressoucer til rådighed, som folk benytter sig af, og det kan jeg kun benævne en "tjeneste" eller en "service".

Jeg har selv oprettet en side på Facebook i sin tid, for at se hvad det egentlig var, og selvom jeg hører til den misantropiske stamme, så kan jeg sagtens se hvorfor den appellerer til flertallet, - netværk er jo tidens løsen, så jeg undrer mig ikke over at mange hopper på vognen.

Derimod undrer jeg mig på et langt lavere plan over, at folk ikke kan indse en grundlæggende sandhed omkring "netværk": nemlig, at de typisk består af en stor gruppe der gratis leverer deres indsigt i dette og hint, til en lille gruppe, som sjældent, eller aldrig, giver anden modydelse end at rose den store gruppe for deres indsigt ... det er jo en dejligt nem måde at få andre til at lave sit arbejde på ;-)