Læsetid: 4 min.

Demokratiet er kommet til Irak

Ad blodige omveje og ikke efter USA's drejebog er demokratiet kommet til Irak. I morgen går irakerne til stemmeurnerne for første gang i en fri, omend ikke garanteret fair valghandling - der i værste fald kan ende i en ny borgerkrig
6. marts 2010

Beirut- Det tog sin tid, og det fik aldrig den form, skrivebordsstrategerne i Bush-administrationen planlagde for syv år siden, men ikke desto mindre: Det bliver en sandhedens søndag, når irakerne går til stemmeurnerne ved det første helt frie valg til et parlament, der får reel udøvende magt. Begge dele unikt i den arabiske verden, hvor valg er prædestinerede regimeparader, og parlamenter i bedste fald rådgivende.

Men demokratiet synes at have bidt sig fast i Irak, hvor 20 millioner registrerede vælgere i morgen vil udpege 325 deputerede blandt 6.200 kandidater, der hver især repræsenterer en kakafoni af hele 302 partier og lister. Og fordi det er frit, er det også farligt - i sunnivalgkredse har al-Qaeda truet vælgere med dødsstraf, hvis de benytter sig af deres stemmeret.

Stemmeprocenten vil vise, hvor stærkt demokratiet er slået igennem siden det første frie, men af USA kontrollerede, parlamentsvalg i 2005.

Og valget handler ikke kun om landets store, påtrængende problemer: sikkerheden for almindelige irakere og genopretning af en totalt sønderskudt og kaotisk økonomi, der er afhængig af vedtagelsen af en lov om økonomideling af de olieresurser, som den siddende regering allerede har taget forskud på med koncessionskontrakter til internationale oliegiganter.

Blodig valgkamp

Valget handler først og fremmest om selve det irakiske demokratis fremtid. For hvis landets sunni-mindretal - vel ca. 35 pct. af befolkningen, der stort set boykottede det første parlamentsvalg i 2005, men nu har besluttet at deltage i den politiske proces - ender med at føle sig snydt af det shiamuslimske flertal, der nu har magten, og derfor undsiger valgresultatet, er der reel risiko for en ny sekterisk borgerkrig, som den, der i 2005-2007 lagde landet i blødende ruiner.

Alene i den sidste måneds valgkamp har terror kostet mere end 170 dræbte, primært i sunnidominerede byer og provinser.

I skrivende stund ser det imidlertid ud til, at valget forløber planmæssigt - torsdag og fredag stemte 800.000 soldater, politibetjente og sikkerhedsfolk sammen med godt en million stemmeberettigede irakere i eksil, der kan sætte deres kryds i 80 byer i 16 lande, og stemmeprocenten oversteg de 65 pct., meningsmålingerne havde forudsagt

Fire parti-grupper skiller sig ud som dem, der vil afgøre demokratiets fremtid i det plagede land:

Den nuværende premierminister, Nouri al-Malikis 'Lov og orden parti', der fører meningsmålingerne med knap 30 pct., og som med religiøs shia-baggrund har agiteret på en nationalistisk platform, og som forsøger at balancere mellem USA og Iran, den nuværende og den fremtidige indflydelse.

Den tidligere premierminister i den amerikansk udpegede interim-regering 2003-5, Ayad Allawi, hvis tvær-religiøse og sekulære Iraqiya-parti har haft overraskende vind i sejlet, ligger nummer to, og menes at være USA's og Saudi-Arabiens foretrukne bud på regeringsledelse.

Nummer tre med lige under 20 pct. i opinions-tallene, shia-blokken Iraqi National Alliance, ledet af en tredje eks-regeringschef (2005-6) Ibrahim al-Jafaari i alliance med den unge mullah, Muqtadar al-Sadr, er populær blandt storbyernes fattige shia-proletariat. Denne koalition støttes aktivt af Iran, der »er alle vegne«, hvis man skal tro lækkede amerikanske efterretnings-dokumenter, og det kan man nok.

Den fjerde, og muligvis afgørende spiller, er koalitionen af kurdiske partier, der står til 10 pct. af det samlede stemmetal, men som mandat-mæssigt vil blive favoriseret af valglovens differentiering af 'kostprisen' for et provins-mandat. De to store partier i det kurdiske Nordirak, Massoud Barzanis KDP og den nuværende præsident i Irak, Jalal Talabanis PUK, har fået konkurrence af nye kurdiske partier, men slutsummen synes at blive, at kurderne kommer til at bestemme, hvem der skal være Iraks nye premierminister - eller om Nouri al-Maliki for lov at fortsætte. Kurdernes pris for en premierminister vil givet være krav om øget autonomi samt kontrol over Kirkuk, den omstridte olieby, som var kurdisk indtil Saddam Hussein tvangs-forflyttede tusinder af arabere til regionen.

Udrensning af kandidater

Og ja, valget er frit, overvåget af internationale observatører fra bl.a. Den arabiske Liga, men det betyder ikke, at det nødvendigvis bliver fair. 511 kandidater blev for to måneder siden udelukket fra opstilling af en særlig kontrol-komité, der bestod af shia-politikere med forbindelser til Iran, og som med et tvivlsomt juridisk mandat rensede valglisterne for kandidater med en fortid i Baath-partiet, Saddam Husseins magtbase, tillige med officerer i Saddams militær og sikkerhedstjenester og embedsmænd i det nederlagsramte Baath-diktaturs administration. Det var karakteristisk for fjernelsen af kandidater, at de alle var enten sunnier eller sekulære - ikke en eneste kandidat fra de religiøse partier, sunni såvel som shia, blev ramt af udrensningen, hvis fordeling var 60 pct. sunnier og 40 pct. shiaer, fortrinsvis fra shiaen Iyad Allawis sekulære Iraqiya-parti, herunder hans mest betydningsfulde sunniallierede, Saleh al-Mutlaq, en stammeleder fra den tidligere oprørske Anbar-provins.

Udrensningen vakte en del postyr, og nogle af suspensionerne blev trukket tilbage. Andre afstod fra at appellere udelukkelsen, men fik ligesindede til at overtage deres pladser på kandidat-listerne. Bataljen er endt med, at 28 kandidater blev godkendt efter appel medens 149 ifølge al Jazeera-nyhedskanalen fremdeles er udelukkede, men sunnierne har efter nogen vaklen med boykotovervejelser besluttet at søge politisk indflydelse og deltage i valget.

Og ifølge valgkommissionens formand, Faraj al-Haydari, »er alt parat til et afvikling af et valg i en rolig og transparent atmosfære«.

Vi får se.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Irak blev fra at være et sekulært samfund med en vis intern homogenitet, atomiseret til i dag at bestå af tusindvis af mere eller mindre religiøse magtgrupperinger...

Lasse Ellegaard skriver:

ikke efter USA's drejebog er demokratiet kommet til Irak.... og aldrig i den form, skrivebordsstrategerne planlagde

Findes sådanne nedskrevne planer - og tilmed en drejebog?

...eller er der tale om en ren efterrationalisering, der skal give koalitionens overfald et skær af at være en civiliseret handling?

Glimrende at Iraq har fået øjnene op for alternativer til religiøst diktatur. De bedste forhåbninger til Iraq's folk, og især tak til herboende Iraq'ere, hvor håbet lyser ud af øjnene.

Chris David Bonde Henriksen

Trods dårlig begyndelse er man nu - langsomt - ved at forstå, hvad demokrati drejer sig om. Men der er lang vej endnu, se bare på vort land. Vi fik en Grundlov 1849. Tilbageslag i 1866. Politisk diktatur i 1880'erne. Systemskifte i 1901. Kongemagtens indgriben i 1920. Besættelse, hvor Rigsdagen begik grundlovsbrud. Først med seneste ændring i 1953 er vi på ret kurs. Men det kan sagtens blive bedre. Irak skal også lære respekt for borgerne og ikke mindst minoriteterne, bedre retsorden, mindre korruption, osv. osv.

NATOs angreb på og besættelse af Irak har kostet langt over en halv million irakere livet.

Når nogen på den baggrund føler, at de kan glæde sig over at den irakiske befolkning nu kan få lov til at udfylde en stemmeseddel én gang imellem, viser med al ønskelig tydeligthed, omend implicit, at disse personer ikke synes irakiske menneskeliv er ret meget værd.

Intet er så høj en pris værd, og da slet ikke NATOs Mickey Mouse demokrati i Irak.

Arash Shariar

Svend

Vestens angreb på og besættelse af Irak har kostet langt over en halv million irakere livet.

Når nogen på den baggrund føler, at de kan glæde sig over at den irakiske befolkning nu kan få lov til at udfylde en stemmeseddel én gang imellem, viser med al ønskelig tydeligthed, omend implicit, at disse personer ikke synes irakiske menneskeliv er ret meget værd.

Intet er så høj en pris værd, og da slet ikke vestens Mickey Mouse demokrati i Irak.

- Arash

Svend W. Jensen

Arash,

Jeg mener ikke, at Irak har fået et demokrati, det kræver meget mere end en stemmeafgivning, men det kunne være starten på det.

Blandt irakerne i Danmark var der i hvert fald et klart ønske om mere demokrati og frihed og det var også det indtryk, man kunne få af diverse reportager fra Irak.

Det man vel først og fremmest kan bebrejde beslutningstagerne, når beslutningen om invasionen nu engang blev taget, var den totale mangel på ”drejebog” for efter diktatorens fald, dét Lasse Ellegaard kalder ”USA's drejebog”.

Der forelå ingen og det er dette bedrøvelige faktum , der vel først og fremmest resulterede i desintegrationen af Irak og defragmenteringen i den blodige borgerkrig mellem forskellige religiøse trosretninger, etniciteter, stamme og klansamfund og denne defragmentering, der er ansvarlig for det helt overvejende antal myrdede og dræbte.

Thomas H. Pedersen

Tillykke med det Irak!.
Der var næsten ingen som troede på at Irakerne skulle kunne leve frit igen efter næsten 30 år med krig, diktatur og elendighed pga. FN sanktioner.
i forhold til så mange, også herinde, er jeg utrolig glade på Iraks vejne at det er begyndt at gå så godt dernede.