Nyhed
Læsetid: 4 min.

Findes Italien?

Føderalisme har været på den politiske dagsorden i Italien siden begyndelsen af 90'erne. Men i et land, hvor der fortsat er stor forskel mellem landsdelene, handler decentralisering om meget mere end administration
Udland
27. marts 2010

De italienske regioner har efterhånden opnået en udstrakt grad af uafhængighed i forhold til centralregeringen i Rom. Italiens største og rigeste region, Lombardiet, som står for 20 procent af landets bruttonationalprodukt, har f.eks. indgået bilaterale handelsaftaler med bl.a. staten Massachusetts, Indien, Chile, Rusland og Andalusien: »Det er værd at reflektere over, for det handler om vores idé om Italien. Der tales meget om, at en føderal skattepolitik risikerer at sprænge landet indefra, men mange overser, at den egentlige trussel måske handler om udenrigspolitiske forhold. Statens monopol på udenrigspolitikken var indtil for få år siden et af de faste holdepunkter for vores nationalidentitet, men den voldsomme vækst i regionernes internationale aktiviteter ændrer denne situation grundlæggende,« skriver filosoffen Moris Gasparri i det geopolitiske tidsskrift Limes.

I de sidste to uger inden regionalvalgene i 13 ud af Italiens 20 regioner har det været forbudt at offentliggøre meningsmålinger. Men føderalistpartiet Lega Nord, som tidligere har agiteret for en egentlig opsplitning af landet, spås gode chancer for at erobre magten i to vigtige regioner, Piemonte og Veneto, og dermed blive det største parti i Norditalien: »Et godt resultat vil tjene til at overbevise vores allierede om, at de føderale reformer bør fremskyndes,« udtaler indenrigsminister Roberto Maroni fra Lega Nord til Corriere della Sera.

Gradvise forandringer

Lega Nord begyndte at vinde indflydelse, da store regeringsbærende partier, kristendemokraterne og socialisterne, gik i opløsning på grund af korruptionsskandalerne i 1992-93. Det politiske liv i Italien blev mere fragmenteret med mange mindre partier, men også mere polariseret med en skærpet konkurrence mellem højre- og venstrefløjen. Lega Nord har således tre gange leveret mandater til regeringer ledet af Silvio Berlusconi og i to tilfælde været tungen på vægtskålen. Det er den væsentligste forklaring på, at føderalismen er blevet et fast punkt på den politiske dagsorden, selv om blot 30 procent af italienerne betragter føderale reformer som vigtige og nødvendige ifølge en opinionsundersøgelse i avisen Il Sole 24 Ore: »Det er et spørgsmål, som udelukkende optager den politiske og økonomiske elite. I den igangværende valgkamp er der da heller ikke blevet talt om fordele og ulemper ved føderalisme,« siger journalisten Norma Rangeri fra Il Manifesto til Information.

Den første føderale reform blev vedtaget i parlamentet i 2001 og bekræftet ved en folkeafstemning samme år. Før havde regionerne kompetence på udvalgte områder, mens staten havde generel kompetence. Nu er magtfordelingen i det italienske samfund i stedet baseret på et føderalt princip. De vigtigste områder som f.eks. skattepolitikken er dog stadig statens kompetence. I 2005 fik Berlusconi-regeringen vedtaget ændringer af forfatningen, som skulle bane vejen for en mere vidtgående føderalisme, men reformen opnåede ikke flertal ved den påkrævede folkeafstemning året efter. Omdannelsen af Italien til en føderal stat er således en gradvis og igangværende proces, som foreløbig har medført en række konflikter mellem centralregeringen og de regionale myndigheder. I 2005 anbefalede en parlamentskommission, at skattepolitikken gøres til et regionalt anliggende, og konkluderede, at den italienske forfatning efter reformen i 2001 er »som en motor, der venter på brændstof: Den kan være nok så sofistikeret, men uden brændstof starter den ikke.«

Voksende forskelle

Italiens omdannelse til en føderalstat har stået på siden starten af 1990'erne. Det var Lega Nord, som blev dannet i 1991 ved en sammenlægning af flere regionale partier i Norditalien, der bragte føderalismen på dagsordenen. Men efterhånden er der opstået bred politisk konsensus om, at decentralisering er en forudsætning for moderniseringen af det italienske samfund: »20 års debat og politisk mobilisering baseret på modsætninger mellem forskellige regionale interesser og kulturer har ikke været forgæves. Forskellene i landet er vokset hastigt,« skriver sociologen Ilvo Diamanti i Limes.

En af de faktorer, som har understøttet udviklingen i Italien, er EU's tilskyndelse til medlemslandene om at styrke de politiske institutioner i regionerne. Det har legitimeret regionalismen i lande som Italien, hvor tendensen retfærdiggøres af centralstatens mangel på effektivitet. Føderale institutioner betragtes som mere effektive og ansvarlige end en tung centralstat. Men i et land med stor ubalance mellem de forskellige landsdele er føderalisme mere end blot et teknisk, administrativt spørgsmål. Det er uklart, hvordan øget autonomi skulle gavne områder, der er præget klientelisme, korruption, ineffektivitet og vold, når disse problemer har rod i netop den regionale kontekst. I Calabrien er to tredjedele af regionalforsamlingens medlemmer under mistanke, anklage eller dømt for forskellige forbrydelser. »Størstedelen af norditalienerne (61 procent) mener, at Syditalien er en belastning for landets udvikling. Næsten to ud af tre af disse ville foretrække, hvis Nord- og Syditalien gik hver til sit. De vil med andre ord frigøre sig fra Syditalien for at befri Norditalien,« skriver Ilvo Diamanti som konklusion på en opinionsundersøgelse om føderalismen. Omvendt forholder det sig i Syditalien, hvor 58 procent af befolkningen mener, at staten fortsat bør »tilføre regioner, som har problemer med erhvervsudviklingen, flere ressourcer, end de producerer.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her