Læsetid: 6 min.

Fodpatruljer døgnet rundt skal vinde sympati i Kandahar

Talebans åndelige hovedstad vil blive scene for det amerikanske militærs intense bestræbelser på at knuse oprørerne til sommer - årets vigtigste slag og et muligt vendepunkt i krigen
Amerikanerne opruster i Kandahar for tiden, mens de gør klar til storoffensiv.

Amerikanerne opruster i Kandahar for tiden, mens de gør klar til storoffensiv.

Baz Ratner

13. marts 2010

ARGHANDAB - Efter at have tilbragt tre timer med at slæbe tungt materiel rundt i Arghandab, en frodig dal umiddelbart ud for Afghanistans næststørste by Kandahar, går solen på hæld, og de sultne mænd fra Bravo-kompagniet begynder at tænke på at få noget i skrutten.

Men på vej hjem til basen må de amerikanske soldater, medlemmer af Den 82. Luftbårne Divisions Task Force Fury, undertrykke et grynt af misfornøjelse, da en 13-årig dreng nærmer sig patruljen og via tolk fortæller, at han ved, hvor der ligger en bombe begravet.

Hvis hans oplysninger er korrekte, må de først vente på, at kollegerne fra kompagniets sprængstofenhed får uskadeliggjort bomben. Dermed fordufter håbet om at nå tilbage til et snarligt aftensmåltid på Combat Outpost Ware, en lille base, der blev etableret i december på en lokal radisemark.

Efter at have travet en kilometer i modsat retning bliver delingen af den unge informant ført hen til en ueksploderet bombe. Muligvis har den ligget uforstyrret på stedet siden 1980'erne, da sovjetiske styrker var involveret i heftige kampe om kontrollen med området.

Ikke desto mindre betegner amerikanerne det som et skelsættende vigtigt øjeblik, at en lokal dreng er parat til åbent at samarbejde med de udenlandske tropper - et tegn på, at de er begyndt at vinde støtte fra lokalbefolkningen.

I de sidste par måneder har de opdaget 69 hjemmelavede bomber, tre fjerdedele af dem efter tip fra lokale. Fra deres marker har bønder selv udgravet flere af de karakteristiske gule plastikbeholdere fulde af sprængstoffer, som indtil videre har dræbt et medlem af Bravo-kompagniet og kostet et andet hans ben.

Alt dette sker på den nordøstlige tærskel til Kandahar, Taleban-bevægelsens åndelige hovedstad, som vil blive skueplads for intense amerikanske bestræbelser på at knuse oprørerne denne sommer. Det vil blive det mest betydningsfulde slag i år, langt vigtigere end de amerikanske, britiske og danske troppers indsats i sidste måned for at sikre byen Marjah i Helmand.

Optimister håber, at lykkes det at tøjle Taleban i det sydlige Afghanistans største by, så vil bevægelsens ledere begynde at tro, at de ikke længere kan vinde krigen. De vil herefter være mere tilbøjelige til at gå ind på en aftale med regeringen i Kabul, som forudset i den såkaldte 'forsoningsplan', som Storbritanniens udenrigsminister, David Miliband, stiler efter at realisere.

Mandskab nok

Craig King, en canadisk brigadegeneral, oplyser, at det forestående felttog vil fokusere på centrale områder omkring byen, herunder Zhari, Panjwai, og Arghandab. Og der vil i lige så høj grad blive sat ind på forbedre de lokale ledelsesstrukturer som på at skaffe oprørerne af vejen, siger han. Og i modsætning til de sidste år, hvor de canadiske styrker på stedet har været brugt til bristepunktet, vil der være mandskab nok til at gøre det muligt for de primært amerikanske styrker »at flytte ind i de områder, som vi rydder« - en ekstra amerikansk brigade fra 101. Luftbårne Division vil ankomme tidligt på sommeren.

Med sine tætbevoksede granatæbleplantager, der bliver uigennemtrængelig for øjnene på himlen, selv for den mest avancerede termiske billedteknologi, når bladene begynder at spire frem over de kommende uger, kunne den del af Arghandab hvor Bravo-kompagniet opererer, ikke være mere velegnet til guerillakrig.

For øjeblikket er alt dog roligt i den frodige dal. Det skyldes, mener det amerikanske militær, de oprørsbekæmpelsesteknikker, som man helt efter bogen har taget i brug. Disse går bl.a. ud på at udnytte vintersæsonen, hvor mange oprørere søger tilbage til deres tilholdssteder i Pakistan, til at besætte det relativt lille område på omkring 10 kvadratkilometer med stærk troppetilstedeværelse.

Før Bravo-kompagniet kom hertil, blev området forsøgt kontrolleret af Strykers-kompagniet, en deling fra den amerikanske hær, som opererede i store, ottehjulede panserkøretøjer. Men da den var underbemandet, kunne delingen ikke opretholde en permanent tilstedeværelse og var henvist til lejlighedsvise angreb, der som regel førte til kampe med oprørere.

I modsætning til Strykers bevæger Bravo-kompagniet sig næsten altid til fods. Dagligdagen for soldaterne består af fodpatrulje på fodpatrulje, 24 timer i døgnet.

Delingens soldater er derfor blevet et så velkendt syn i landsbyen, at børnene har fundet på øgenavne for nogle af amerikanerne: En af soldaterne må således finde sig at få råbt Chickybooboo efter sig, hver gang han passerer forbi.

Topsikret rum

Der gøres en ihærdig indsats for at integrere hele operationen med den afghanske nationale hær (ANA), der, håber man på, en dag vil skulle overtage ansvaret for sikkerheden. Som noget højest usædvanlig har både den af-ghanske hær og det afghanske politi deres egne skriveborde i det taktiske operationscenter, som ledes af major Joseph Brannon, den øverstbefalende officer for området. Det er et topsikret rum med tv-skærme, der transmitterer live fra droner i luftrummet.

På Combat Outpost Ware-basen er også udstationeret en ANA deling. Den står under ledelse af sergent Amanullah Rahmani, en imponerende karrieresoldat, der leder et hold af 18 garvede af-ghanske soldater. Han siger, at de lokale folk respekterer ham og hans mænd, fordi de ikke er fra Kandahar-provinserne, men kommer fra forskellige andre dele af landet. I modsætning til politiet, som han siger, er hadet af den lokale befolkning.

»Politifolkene tager heroin,« siger han. »De bærer ikke altid uniform, og de stjæler fra folk. Når de ransager huse, åbner de skabe, der indeholder kvindetøj og rører ved de lokale kvinder.«

»Det er et problem, som NATO arbejder på at løse«, siger King.

Meget bedre sommer

Der er et uddannelsesprogram for 'fokuseret distriktsudvikling' undervejs, et otte ugers lynkursus for politifolk, der har til formål at rette op på det afghanske politis værste udskejelser.

Kevin Melton, der indgår i et større hold af amerikanske og canadiske civile, som arbejder sammen med hæren om, at gøre de lokale myndigheder mere velfungerende, er optimistisk og forventer, at denne sommer vil blive »meget bedre« i Arghandab end i de foregående år.

Han siger, at der er en fornyet begejstring for den lokale regering, fordi landsbyboerne nu »accepterer, at hvis de ønsker at drage fordel af dens sikkerhedsapparat, må de selv bidrage til deres egen sikkerhed.«

Lokale folk er begyndt at indbringe omkring 10 retstvister om dagen for voldgift i distriktets center, snarere end at forlade sig på Taleban's berygtede summariske retfærdighed.

Men Brannon siger, at de amerikanske tropper »endnu ikke er blevet sat på nogen alvorlig prøve,« og at succes stadig langt fra er sikret.

Antallet af vejsidebomber stiger så småt, siger han, og en forøget aktivitet i oprørernes radiotrafik tyder på, at oprørslederne er ved at reorganisere deres styrker.

Tilsyneladende er der misfornøjelse blandt oprørs-lederne over, at de lokale krigere ikke er indstillet på at kæmpe mod amerikanerne, når der er civile i området.

'Natlige breve' er også blevet rundsendt - håndskrevne sedler, der normalt leveres efter mørkets frembrud og advarer folk om en smertefuld død, hvis de samarbejder med amerikanerne eller arbejder på deres projekter.

I sidste uge blev en politimand fundet gennemhullet af kugler på en vej i midten af dalen. Desuden har amerikanske patruljer til fods for nylig iagttaget, at nogle landsbyboere foretrækker at holde afstand for at undgå enhver mulighed for at falde i snak med amerikanerne. Dette kunne tyde på, Taleban er lige i nærheden og har dem under observation.

Situationen i Zhari og Panjwai er ikke nær så rosenrød som i Arghandab. Sidstnævnte har syv af sine 16 skoler i drift, men Melton fortæller, at den sidste skole i Panjwai blev lukket i sidste uge. Selv på den vestlige side af floden Arghandab er sikkerheden langtfra så god som på den østlige.

Rydningen af den anden side af dalen begynder 1. april, siger Brannon.

»De ved, at vi gør en forskel her, så vi forventer temmelig hårde kampe,« tilføjer majoren.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu