Baggrund
Læsetid: 2 min.

Fortsat reel uenighed mellem USA og Israel

Benyamin Netanyahus USA-besøg sætter streg under principiel strid med USA om bosætterpolitikken
Udland
24. marts 2010

JERUSALEM - Trods betydelig energi hos begge parter i forsøget på at minimere modsætningerne mellem Israel og USA, står det, efter to taler til AIPAC, den største israelske lobbyorganisation i Washington, klart, at en ny demarkationslinje er trukket op.

Tidligt tirsdag, dansk tid, sagde Israels premierminister Benyamin Netanyahu, at udbygningen af jødiske bosættelser i Østjerusalem vil fortsætte uændret.

»Jerusalem er ikke en bosættelse, men vores hovedstad,« lød det. Forinden havde udenrigsminister Hillary Clinton fortalt AIPAC's 7.000 delegerede på organisationens konvent, at den 'nuværende status quo er uholdbar', og at fortsat udbygning på Vestbredden og i Jerusalem-bosættelserne bør ophøre af hensyn til klimaet i den indirekte dialog med PA, Den Palæstinensiske Myndighed.

Netanyahus møder i USA, som sluttede i går med et besøg i Det Hvide Hus, havde to formål: At bilægge den diplomatiske blamage efter ydmygelsen af vicepræsident Joe Biden for to uger siden, da nye bosætterplaner for Jerusalem blev opfattet som at 'spytte' ham i ansigtet, og at søge amerikansk støtte til et eventuelt militært angreb på Iran - et hovedtema i Netanyahus tale til AIPAC. Om PA-styret sagde Netanyahu, at det obstruerede forhandlinger ved konstant at opstille nye betingelser for den dialog, som Israel er »varm tilhænger af foregår ansigt til ansigt«.

127 synagoger

I løbet af mandagen bakkede EU's udenrigsministermøde i Bruxelles op bag den fordømmelse af Israels bosættelsespolitik, som blev formuleret på et 'Kvartet'-møde i Moskva i fredag, hvor USA, EU, FN og Rusland drøftede fredsprocessens krise.

EU-diplomater her i Jerusalem, der udtalte sig anonymt, så i går pessimistisk på mulighederne for at få gang i egentlige statusforhandlinger om de temaer, der står tilbage: Grænsedragning, Jerusalems status og de ca. seks mio. flygtninges fremtid.

»EU har pumpet ca. 124 mia. euro i fredsprocessen de sidste 17 år, og indtil videre ser det ud til, at pengene er spildt,« noterede en europæisk udsending, Information talte med. »Vestbredden ligner jo efterhånden en forstad til Tel Aviv,« tilføjede han.

En nylig rapport fra det israelske Macro Center for Political Economics viser, at Israel har brugt 17 mia. dollars (ca. 100 mia. kr.) på offentlige institutioner og vejanlæg på den besatte Vestbred.

Bosættelserne har i alt 868 offentligt ejede 'faciliteter', herunder 127 synagoger, 96 badeanstalter, 321 sportsanlæg, 344 børnehaver, 211 skoler, 21 biblioteker og 187 shoppingcentre. Antallet af husstande er 32.7111 lejligheder og 22.997 privatejede huse, der bebos af skønsmæssigt 300.000 bosættere, der driver og arbejder i 717 'industrielle strukturer', herunder vingårde, landbrug og let industri. I alt fylder vejanlæg, husstande og industrianlæg et areal på 12 millioner kvadratmeter.

lael@information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her