Baggrund
Læsetid: 3 min.

Gordon Brown ankom ad fordøren

Den britiske premierminister forsvarede i går invasionen af Irak, men distancerede sig samtidig fra de mest kontroversielle beslutninger
Udland
6. marts 2010
Det lykkedes i går Gordon Brown at slippe nogenlunde fra den britiske Irak-høring.

Det lykkedes i går Gordon Brown at slippe nogenlunde fra den britiske Irak-høring.

Felipe Trueba

LONDON Storbritanniens premierminister, Gordon Brown, gav i går over for Irak-høringen i London et fast forsvar for invasionen af Irak i marts 2003, men gjorde det i skarp kontrast til daværende premierminister Tony Blairs vidneforklaring i januar, hvor han nægtede at angre og undskylde. Mens Blair skabte yderligere vrede blandt pårørende til dræbte soldater og krigsmodstanderne ved at sige, at han »ikke fortrød noget«, lagde Brown ud med at hædre landets soldater.

»Ethvert tab af liv er meget sørgeligt. Ingen ønsker at gå i krig, ingen ønsker at se uskyldige mennesker dø, ingen ønsker at se deres styrker sætte deres liv på spil,« sagde Gordon Brown, der ankom smilende ad fordøren modsat den rystende, ligblege Blair, der tidligt om morgenen sneg sig ind ad bagdøren.

»Ingen ville ønske at træffe denne beslutning på nær under de mest alvorlige omstændigheder, hvor vi var sikre på, at vi gjorde det rigtige. Jeg mener, at det var en rigtig beslutning, og den blev truffet af de rigtige grunde,« fortsatte han selvsikkert.

En vis distance

Årsagen til selvsikkerheden kan hænge sammen med, at Brown som finansminister ikke var rodet ind i de detaljerede politiske forhandlinger op til invasionen, hvilket giver ham en vis afstand til den meget kritiserede beslutningsproces. Allerede før gårsdagens høring havde han fået en fornemmelse af, at befolkningen ikke nærer sammen krigeriske følelser over for ham som over for Tony Blair. Kun 300 medlemmer af offentligheden og kun en familie til en af de 179 dræbte britiske soldater havde ansøgt om billet til at overvære Brown-høringen. Da Tony Blair vidnende, havde 3.000 personer søgt om adgang til høringen, og antallet af pårørende overskred det antal pladser, der var afsat.

Brown påtog sig i går et medansvar for beslutningen om at gå i krig, men sagde samtidig, at han ikke havde set en række kontroversielle papirer. Bl.a. havde han aldrig set en rapport fra marts 2002 et år før krigen der opridsede de forskellige muligheder for at afvæbne Saddam Husseins Irak, inklusiv forskellige militære løsninger. Han havde heller ikke kendskab til rigsadvokatens tvivl om krigens legalitet i ugerne forud for beslutningen. Og endelig afviste han at kende til indholdet af Tony Blairs private noter til præsident George W. Bush, hvor Blair lovede, at Storbritannien ville gå med USA i krig, hvis den diplomatiske proces fejlede.

»Jeg havde regelmæssige samtaler med Tony Blair, og vi talte om disse emner, men jeg havde ikke kopier af de breve,« sagde han.

Mens Brown og hans folk i finansministeriet i tiden forud for krigen tilsyneladende uden for citat lod journalister vide, at de ikke var tilfredse med den måde, Blair greb konflikten an, så sagde han i går, at »alt, hvad hr. Blair gjorde i denne periode, gjorde han ordentligt, og jeg var fuldt ud informeret med den viden, jeg behøvede for at træffe mine beslutninger«.

Disse beslutninger var i sagens natur primært af finansiel karakter, og mens det lykkedes Brown at holde sig til de overordnede linjer i sine svar om efterretningsmaterialet, og om hvorvidt Irak var en større trussel i 2003 end tidligere, så blev han mere konkret, da han svarede på en række anklager om, at finansministeriet i årevis havde underfinansieret forsvaret. Han var også blevet anklaget for i 2003 et halvt år inde i konflikten at skære forsvarets budget med en milliard pund. Fra start til slut afviste Brown, at det var tilfældet. Han fortalte, at han som finansminister første gang blev bedt om at se på udgiftssiden af en eventuel konflikt i juni 2002.

»Jeg sagde med det samme til premierministeren, at når de militære muligheder blev diskuteret, så skulle der ikke være nogen følelse af, at der var finansielle begrænsninger, der forhindrede os i at gøre, hvad der var det bedste for militæret.«

Han tilføjede, at forsvarsministeriet under konflikten havde direkte adgang til finansiering af nyt materiel.

»Jeg gjorde det klart over for ministeriet, at hver eneste anmodning om materiel skulle opfyldes, og jeg kender ikke til et eneste tilfælde, hvor en anmodning blev afvist,« sagde han og sendte sorteper tilbage til militæret i forbindelse med kritikken af, at soldaterne ikke altid havde det rigtige udstyr.

»Det er ikke op til mig at træffe den militære beslutning i marken om, hvilke køretøjer der skal bruges ,« sagde han

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Skue-høring" ... ka' man skrive det? ...det ser forkert ud ... men det er jo ingen ’proces’ .. der bliver ikke fremført vidneudsagn og der er ingen konklusioner … andre end den frie presse’s...

Jo, "Skue-høring" ... den er god nok - den er dårlig ... som man sagde i gamle dage når nogen havde pådraget sig en gonorré...

Orwells Sandhedsministerium er jo det rene amatørisme i forhold...