Læsetid: 5 min.

Haitis usynlige hjælpearbejdere

Tusinder af haitianere har fra dag ét ydet et afgørende bidrag til hjælpearbejdet efter jordskælvet. Men den lokale hjælp forsvinder i skyggen af den etablerede nødhjælpsbrance
En butiksindehaver trækker resterne af sit varelager hjem - inden andre stjæler det.

En butiksindehaver trækker resterne af sit varelager hjem - inden andre stjæler det.

Nils Carstensen

9. marts 2010

Port-au-Prince, Haiti -»Det er ok - prøv bare at følge med.«

Gary vinker mig frem, og jeg mumler et hastigt »
Pardon!« til den unge mand, hvis tæer jeg står på. Så gelejder jeg mig dybere ind i den tætpakkede folkemængde. Jeg er ved at vende om flere gange, men Gary, der hjælper mig som tolk, insisterer:

»Vi skal nok komme igennem - det er helt fint.«

Det er præcis en måned siden, jordskælvet ramte Haiti, og i dag stimler hundredetusinder af mennesker sammen ved Port-au-Princes kirker og pladser. Byens centrale plads, Champs de Mars, syder i tætpakket varme, taler og messende bønner.

Udover de tusinder, der i ugevis har boet her i telte og skure, er yderligere 40 til 50.000 mennesker stimlet sammen for at deltage i en fælles sørgehøjtidelighed.

Små tyve minutter senere, har vi navigeret os frem til foden af et lidet kønt, himmel-stræbende monument bygget til Haitis 200 års frihedsdag i 2004. Godt 20 meter oppe gør vi holdt. Bare det at være her føles risikabelt nok - ikke mindst med fri udsigt til det sammenstyrtede præsidentpalads lidt borte.

Kvinder, mænd og børn i deres pæneste tøj. Lyden af tusinder af stemmer, der synger med på en salme slår op omkring tårnet. Arme og hænder strakt op mod himlen former en uendelig bølgende brænding.

Katolikker, protestanter, voodoopræster og tv-personligheder - alle prøver de at sætte ord på det, der er sket. Sorgen, vreden, angsten - og så det store spørgsmål, der dukker op i næsten alle samtaler:

Hvorfor? Hvorfor Gud, ligger mit liv i ruiner?

Kaos og kaos

Tre dage i træk gentog de store sørgehøjtideligheder sig. For mange udenlandske hjælpearbejdere virkede det som endnu et kaotisk haitiansk fænomen, der forsinkede det livreddende hjælpearbejde. For dem, der deltog, virkede det som kærkomne og nødvendige øjeblikke og måske også de første skridt mod at komme videre.

Med over en million hjemløse og anslået over 200.000 døde er en gigantisk international hjælpeoperation uundværlig. Haiti har ikke selv det, der skal til for at sikre de jordskælvsramte de mest basale fornødenheder.

Men det betyder ikke, at der ikke også er kræfter i Haiti, der yder helt afgørende bidrag til hjælpearbejdet - og har gjort det fra få minutter efter jordskælvet indtraf. Det meste af det arbejde bliver blot sjældent nævnt, men forsvinder ind i den etablerede nødhjælpsbranches dybe slagskygge.

Når titusinde haitianere mødes og hjælper hinanden med at bearbejde deres sorg, så omtales det kun i organisationernes sikkerhedsvurderinger med ordene »forsøg at undgå sammenstimlingerne, da der kan blive optøjer«. Det nævnes ikke i opgørelserne over den psyko-sociale indsats.

I FN's løbende situationsrapporter kan man læse, at 139 menneskeliv blev reddet af internationale redningshold, og 72 blev reddet af nationale hold. Men rapporten nævner ikke det meget store antal menneskeliv, der blev reddet inden redningsholdene ankom. Det redningsarbejde startede i minutterne efter katastrofen, da familie, naboer og forbipasserende begyndte at grave som rasende i ruinerne - ofte med de bare næver - for at redde folk ud.

Rap for mad

Radio Family'sskur af et redaktionslokale fylder ikke meget, men det opvejes så rigeligt af stationens lyd-anlæg.

DJ Charly og stationsleder Fontil Louniers stemmer brager ud over hytter, bananpalmer og rismarker i den lille by cirka fire timers kørsel fra Port-au-Prince. De to skiftes til at opfordre folk til at komme hen til stationen med penge eller mad. Når de ind imellem tager en pause, kører en selvforfattet sang om jordskælvet på fuld drøn.
Radio Familysamler ind.

Fontil Lounier læner sig tilbage fra mikrofonen og peger ud på et virvar af mennesker, gryder og stakke af tallerkener:

»Vi serverer et måltid til 500 mennesker her - og det har vi gjort seks gange om ugen i tre uger nu.«

Normalt bor der ca. 35.000 mennesker i denne del af L'Artibonite, men siden jordskælvet er ca. 8.000 kommet til på jagt efter mad, vand og husly. Det får de fleste hos familie og venner. Resten huses i et lokalt aktivitetscenter lige rundt om hjørnet.

FN anslår, at mere end 600.000 mennesker har forladt Port-au-Prince og andre ramte byer. De mennesker opholder sig nu spredt ud over Haiti, hvor de får mad og husly fra andre haitianere. Nogle steder organiseret gennem initiativer som
Radio Familyandre steder blot fra familie og venner og i al stilfærdighed.

FN og de store organisationers uddelinger af mad betales af donorer som Danmark, filmes af medierne og dækkes løbende i daglige situationsrapporter. De haitianere, der deler den smule, de selv har, med familie og venner fra jordsskælvszonen, omtales intetsteds. Og det til trods for, at de samlet set hjælper 600.000 mennesker og udgør en af de vigtigste humanitære indsatser siden jordskælvet.

Helvedes forgårde

I de værst ramte dele af Port-au-Prince er tætpakkede lejre af telte, presenninger, lagner og plastikstykker blevet en ligeså selvfølgelig del af bybilledet som ruindyngerne.

Det ligner kaos. Men midt i kaos har mange af lejrene alligevel en form for organisation. Mange steder prøver folk at beskytte sig selv og hinanden ved hjælp af frivillige vagtværn. Mange steder deles man om det, man nu har.

Hvis ikke det lykkes at skaffe plads, pressenninger, telte, latriner og toiletter nok indenfor de næste uger, vil den kommende regntid og mulige cykloner forvandle disse lejre til Helvedes mudrede forgårde og arnested for alskens epidemier.

Den opgave kan kun løses af de internationale kræfter, der trods en langsom og snublende start nu forsyner over en million mennesker med vand og mad.

Men samtidig må de internationale aktører, der fører sig så talrigt og selvbevidst frem, takle en anden udfordring:

»Hjælpearbejdet skal have en lokal forankring,« forklarer Gerald Marthurin, der leder en sammenslutning af selvhjælpsgrupper for ca. 30.000 hjemløse i byen Jacmel:

»Uden en reel lokal deltagelse og respekt for folks værdighed vil situationen blive meget værre,« advarer Gerald Marthurin.

Uanset myter og virkelighed om Haitis korrupte og magtsyge politikere, kriminelle bander, og voldelige officerer og en udbredt forvirring på alle planer skal der slås bro mellem den internationale tilstedværelse og den almindelige haitianer. Der er i øjeblikket forlydender om, at en lukket kreds af diplomater og eksperter fra bl.a. FN, USA og Frankrig arbejder på en »Masterplan« for Haitis nærmeste fremtid.

Hvis sådan en plan udarbejdes og forsøges gennemført uden inddragelse af bredere kredse i Haiti, vil den nemt lide samme kranke skæbne, som de usle skure på Champs de Mars vil lide, når himlene åbner sig for regntidens første rigtige skybrud.

Nils Carstensen er lige vendt hjem fra Haiti, hvor han arbejdede for Folkekirkens Nødhjælp/ACT Alliance.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu