Læsetid: 6 min.

Kan aldrende opfindere og markedskræfter redde planeten?

De taler ikke ret meget om hverken klimalov, Kyoto-aftale eller globale CO2-trusler. De er hverken unge eller idealistiske. Til gengæld har de erfaring og ved, hvad de vil: Skabe succes, nye job - og tjene penge. Langt ude på landet i Ohio er en flok gråhårede iværksættere ved at transformere en udbrændt region til et nyt amerikansk centrum for solenergi
Norm Rapino er 62 år og en af mændene bag en solskins-historie ved navn Nextronex, der en ny såkaldt inverter-boks, der omformer energien fra solpaneler til brugbar strøm.

Norm Rapino er 62 år og en af mændene bag en solskins-historie ved navn Nextronex, der en ny såkaldt inverter-boks, der omformer energien fra solpaneler til brugbar strøm.

Louise With

Udland
29. marts 2010

Toledo, Ohio/Denver, Colorado - Man kører ud af byen Toledo og videre ud på landet. Lidt videre endnu mod Millbury og så ned ad en vej og rundt om en slidt lagerbygning til man finder bagdøren. Adressen er ikke just imponerende, men det er ambitionerne. For inde bag den faldefærdige facade mener Norm Rapino og Jim Olzak, 62 og 52 år, at have skabt en solskinshistorie ved navn Nextronex.

De to mødtes på et seminar og »stod begge i et hjørne uden at vide, hvem vi skulle tale med«, som Norm Rapino siger. Så de sludrede med hinanden og fik ideen om at udvikle en ny såkaldt inverter-boks, der omformer energien fra solpaneler til brugbar strøm. I dag, tre år senere, har de to netop solgt deres første produkt, er i gang med installationen og føler sig mere og mere sikre på succes. En total game-changer, siger Rapino med slet skjult stolthed. For Nextronexs boks er både mere effektiv, praktisk og anvendelig end de eksisterende på markedet, og de to grundlæggere håber at omsætte for 50-100 mio. dollar i løbet af fem år.

Myten om greentech-opfindere handler ellers om unge, energiske idealisttyper fra Californien. Men er Rapino og Olzak så planetens modne redningsmænd? Frontløbere i en moden revolution?

»Hæhæ,« griner Norm Rapino: »Sig da endelig gammel, hvis det er det, du mener! Heldigvis kender gode ideer ingen alder.«

Olzak tilføjer, at han er »stolt republikaner«, mens Rapino har »Obama-mærker på bilen og altid er bekymret«, bedyrer han. Virksomheden har de selv finansieret med et par gode venners hjælp og noget udviklingsstøtte fra Ohio. Og selvfølgelig er det rart, hvis de kan bidrage til en bæredygtig fremtid for kloden, men målet er først og fremmest at drive forretning og sikre børnebørnene økonomisk, fortæller Rapino:

»Jim og jeg er forskellige, men et godt miks. Vi har begge erfaring og ved, hvordan man udvikler et produkt og driver forretning. Min far havde tre job, og vi har en lang tradition i USA for, at det betaler sig at knokle og søge nye veje,« siger han og lader Jim tilføje: »Som de fleste her i landet, så er jeg stolt af vores frihed til at tænke og finde på. Udvikling, forskning og videnskab kan virkelig løse problemer.«

Cool og interessant

Det lokale udviklings- og erhvervsråd har inviteret en gruppe europæiske journalister til byen for at se på, hvordan et kriseramt område - indtil for nylig befolket af landmænd og bilarbejdere - forsøger at forvandle sig til et centrum for moderne klimaindustri. Og selv er jeg taget af sted i det håb at møde direktører, forskere og ansatte, der præcis som mange danskere er dybt frustrerede og trætte af at vente på en klimalov fra kongressen i Washington.

Men jeg bliver klogere. For dette er også historien om at rejse ud og finde noget helt andet end det, man søgte: I Ohio er der tilsyneladende ingen, der spilder nattesøvn på at bekymre sig om hverken klimalov eller globale aftaler. Her er der ingen, der venter på hjælp fra Washington. I stedet er de gået i gang med selv at skabe en industri, der kan klare sig; lovgivning eller ej.

Pris, pris, pris, lyder svaret, hver gang jeg spørger, hvad der så skal give den bæredygtige energi luft under vingerne (hvis nu klimaloven aldrig kommer): For den dag, sol- og vindkraft kan konkurrere på lige vilkår med kul, gas og olie, da er der ikke længere brug for støtte og regulering, lyder deres ræsonnement

Allerede nu er der imidlertid gang i markedet. 29 af USA's stater har vedtaget egne regler for hvor stor en del af energien, der skal være bæredygtig. Og sammen med europæisk støtte til sol-energi, især i Tyskland og Spanien, har det skabt et marked, der er stort nok til, at Toledos førende producent af solpaneler, First Solar, i dag har ca. 900 ansatte og flere mia. dollar. i omsætning. First Solars succes har gjort regionen, der tidligere var kendt for glasproduktion, til et spirende solenergicentrum med forskning, udvikling, produktion og installation som speciale:

Her er Rapino og Olzak i den ramponerede lagerbygning. Her er det kinesiske immigrantpar Liwei Xu og hendes mand, som startede selskabet Xunlight for et par år siden med et enkelt tilsagn om støtte for 100.000 dollar. Nu har de over 100 ansatte, de har rejst 40 mio. dollar i venturekapital, 30 mio. i statssikrede lån og legater, de har haft besøg af Sarah Palin i valgkampen og sat sig for at revolutionere industrien med bøjelige fleksible solpaneler, der kan bruges på alt fra teltdug til hustage, måske i fremtiden også i tøj, persienner osv. Og her er 75-årige Michael Cicak, som oprindeligt var en af idemændene bag First Solar, og som nu håber at have grundlagt endnu en spirende stor-succes ved navn Willard & Kelsey

»Washington? Hvad skal jeg med Washington?« spørger Cicak hovedrystende:

»Jeg er i gang med at bygge en virksomhed op, som kan klare sig. Vores priser er mere end konkurrencedygtige. Vores teknologi er den bedste i verden,« siger han og spår, at selskabet om få år vil omsætte for ca. 500 mio. dollar og beskæftige ca. 700.

Det er muligt, at der er færre vælgere end før, som betragter global opvarmning som et stort problem, men der er opbakning til nye job, fortæller Liwei Xu: »Hvis man sad hos frisøren tidligere og sagde: Jeg laver sol- paneler, så kiggede alle lidt underligt. Nu siger de: Sol-energi, hvor cool, hvor interessant.«

Fokus på job og vækst

Også i Colorados hovedstad, Denver, længere vestpå har de for længst opdaget, at der er job og fremtid i greentech-industrien. Her har danske Vestas etableret sig med to fabrikker, også tyske Siemens er her og med dem en stribe leverandører. Denver rummer desuden USA's nationale laboratorium for bæredygtig energi NREL - og staten Colorado en af de mest veluddannede arbejdsstyrker i nationen. Colorado er sammen med Californien en storspiller inden for greentech, og resultatet er en ledighed på blot ca. otte pct. - et pænt stykke under USA's gennemsnit.

Men heller ikke her har de lokale erhvervsfolk specielt varme følelser for hverken klimalov eller Kyoto. En dame fra den lokale industri-organisation, Chris Shapard, understreger ligefrem, at industrien ikke tager stilling for eller imod global opvarmning, men udelukkende går efter job og vækst. Beskeden er klar: Global opvarmning er politisk og polariserende; nye job er bare populære! Og heller ikke hos Vestas føler den amerikanske HR-chef sig ansporet til at klage over den manglende klimalov eller amerikanernes svigtende støtte til klimasagen.

»I USA tror vi nok mest på, at forandring kommer nedefra. Nu har vi ansat 5-600 medarbejdere, og de går så hjem og taler med deres familier. Om søndagen går de med sønnerne til fodbold og fortæller de andre fædre om Vestas. Og sådan spreder accepten sig. Det tager tid at ændre holdninger, men det skal nok komme.«

Besøget i Ohio og Colorado ender på en gang som en nedslående og mærkeligt opløftende oplevelse. For det er tydeligt, at selv om mange amerikanere bekymrer sig om klodens tilstand, så er de færreste tilhængere af ud- videt statslig kontrol eller nye afgifter midt i en krisetid, og det er svært at få øje på noget massivt folkeligt pres for at få en klimalov igennem - selv ikke i områder, der fokuserer målrettet på grøn energi. Til gengæld er der også masser af initiativ og bevægelse derude.

Det er en gammel historie, at USA prioriterer det private iniativ, mens Europa prioriterer de fælles løsninger. Men det er også en ny historie om en gruppe amerikanere, som kæmper for planeten, ikke væbnet med lovgivning og internationale aftaler, men med mikro- skoper og tastaturer, eventyrlyst og risikovilje. Mens vi venter på kongressen i Washington - og på COP16 i Mexico - så er det trods alt en trøst at vide, at de grågrønne opfindere knokler derude.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her