LONDON - Ytringsfrihedsforkæmpere demonstrerede tirsdag foran det britiske parlament, Westminster, i et sidste forsøg på at få de siddende parlamentsmedlemmer til at presse på for en hurtig og omfattende reform af den britiske injurielovgivning.
Den liberale britiske lovgivning gør det muligt for udenlandske enkeltpersoner eller virksomheder at anlægge kostbare injuriesager i Storbritannien mod borgere fra andre lande. Den er senest kommet i søgelyset, efter at den saudiarabiske jurist Faisal Yamani har truet med at anlægge sag mod de danske dagblade - herunder Information - for at have krænket profeten Muhammeds efterkommere med optrykningen af Muhammed-tegningerne.
En retssag i London er ifølge en rapport fra Oxford Universitet 140 gange dyrere end i noget andet europæisk land, og selv om den britiske justitsminister Jack Straw tidligere på måneden meddelte, at han vil reducere profitten for de jurister, der fører sagerne, fra 100 til 10 procent, så vil denne og mere grundlæggende lovændringer komme for sent til at redde de danske aviser, erkender en af de tre organisationer bag gårsdagens demonstration.
»Hvis sagen skulle blive accepteret, hvilket teknisk set kan ske, så kan det vise sig at blive en ekstrem dyr, grov og distraherende proces for de danske medier,« siger Padraig Raidy, nyhedsredaktør på Index on Censorship til Information.
Han hilser reduktionen i sagsomkostningerne velkommen, men påpeger, at det reelt kun cirka vil halvere sagsomkostningerne, og at en sag i Storbritannien derfor stadigvæk vil være ca. 70 gange dyrere end i andre europæiske lande. Derudover er der en lang række områder, der endnu ikke er taget stilling til - såsom hvem, der skal have lov til at lægge sag an mod hvem. En arbejdsgruppe under justitsministeriet skulle i slutningen af denne måned komme med et oplæg til yderligere reform, men Raidy tvivler på, at det kan nås inden valget.
»Vi håber, at det kan lade sig gøre at få gennemført lovændringen, der reducerer omkostningerne ved en injuriesag, inden valget, og det er muligt - men usandsynligt - at en større reform af lovgivningen kan nås. Der er kun få uger tilbage nu, så vi arbejder på at påvirke partierne og håber på, at de vil forpligte sig til lovændringer i deres valgprogrammer,« siger Padraig Raidy.
200 parlamentarikere har allerede skrevet under på et forslag om reform, og Liberaldemokraterne har i deres kommende valgprogram lovet at gøre reformen til en mærkesag.
Dæmper på ytringsfrihed
En lovændring kan ikke komme hurtigt nok, for injurielovgivningen har, som den står nu, en ødelæggende effekt på ytringsfriheden, siger organisationerne bag gårsdagens demonstration, der udover Index on Censorship var English Pen og Sense about Science. De peger på en lang række sager, hvor medier, forskere, komikere og menneskerettighedsforkæmpere har indgået kompromiser og har trukket deres udtalelser tilbage for at undgå retssager.
Ofte har store beløb skiftet hænder for at undgå personlig ruin eller lukning. Et af ofrene er det britiske internetside Mumsnet.com, der i 1997 fik en injuriesag på halsen, efter at forældre havde debatteret forfatteren Gina Fords opdragelsesmetoder. Selv om Mumsnet slettede indlæggene og tilbød Ford retten til at svare, måtte den alligevel betale en stor sum penge for at få sagsanlægget droppet.
»Mumsnettere ved alt for godt, hvor restriktiv Englands injurielove er, og hvor skræmmende konsekvenser de kan have for virksomheder og enkeltpersoner,« siger Justine Roberts, direktør for Mumsnet.com, til The Times.
»Den nuværende lov er uegnet til en online massekommunikationsvirkelighed - det er en trykt lovgivning i en digital tid,« siger Roberts, hvis organisation har meldt sig under anti-injurielovlobbyens faner.
Injurieturisme
Guardian-klummeskribent Simon Singh er et andet offer for den britiske injurielovgivning og understreger, at en injuriesag, ud over de økonomiske konsekvenser, har en »lige så skræmmende pris målt i tid og stress«. Singh blev i april 2008 sagsøgt af den Britiske Kiropraktorforening for en artikel, han havde skrevet i The Guardian. I sin seneste klumme fra sidste uge, opgør han, at han siden sagsanlæggets start har brugt »44 solide uger på injuriesagen spredt over de to år«.
Sagen kan fortsætte endnu to år, og vil koste ham mindst 100.000 pund, hvis han vinder, og ca. en mio. pund, hvis han taber.
Andre ofre tæller den danske professor i radiologi Henrik Thomsen fra Københavns Universitet, der er blevet sagsøgt af det multinationale selskab GE Healthcare for kommentarer om et af deres medikamenter i et fagligt foredrag i 2007 på Oxford Universitet.
En anden forsker, briten Peter Wilmshurst, er blevet sagsøgt for kommentarer i USA, men distribueret via internettet til Storbritannien. Det amerikanske firma lagde ikke sag an i USA, hvor der er langt større lovmæssig beskyttelse af ytringsfriheden.
Ifølge den ledende britiske højesteretsdommer David Eady er »de i flere stater og også i Kongressen i gang med at få lovgivning på plads, der kan beskytte deres borgere mod det, de kalder for 'injurieturisme',« siger han til The Times.
Eady mener, at det er nødvendigt med en international aftale, der kan regulere kommunikation på internettet.
I særdeleshed skal det fastslås om injuriesager på nettet skal håndteres af en overnational regulator, eller alternativt om man skal fastsætte et internationalt regelsæt for, hvilket nationalt retssystem, der skal tage sig af sagerne.
Padraig Reidy gætter på, at sagen om Muhammed-tegningerne er så diffus, at den selv inden for det nuværende britiske system vil have ringe risiko for at blive accepteret, men han mener, det er »rigtigt af den danske indenrigsminister at rejse sagen i EU«.
»Det vil være en konkret dommer, der skal afgøre, om sagen kan accepteres, så man ved aldrig, hvad der kan ske,« siger han.
Information skriver:
»Den nuværende lov er uegnet til en online massekommunikationsvirkelighed - det er en trykt lovgivning i en digital tid,« siger Roberts, hvis organisation har meldt sig under anti-injurielovlobbyens faner.
Men den aktuelle sag handler ikke om
"digital online massekommunikationsvirkelighed"!
Den aktuelle sag handler primært om gammeldags papiravisers masseformidling!
Og sagen handler om god eller dårlig, gammeldags heksejagt, medie-hetz og injurier der ikke burde være lovlige. Derfor er det en god sag at stille papiraviserne til regnskab for deres udåd. Hvad ellers?
Heksejagt, medie-hetz og injurier burde alle være ulovlige, såfremt disse handler om løgn. En bombe i en turban på hovedet af en stifter af en religion kan dårligt forstås som andet end en tegnede påstand om at profeten, og dermed religionen, er lig en bombemand og hans dødelige hensigter.
Hvis en sådan tegnede eller skriftlig påstand ikke kan bevises værende sandt ved f.eks. en domstol) skal det ikke være lovligt at fremføre denne påstand i offentlige medier.
Og hvis en domsafsigelse af denne art skulle ramme danske dagblade (antagelig ville et blad som Politiken i den verserende sag slippe for retsforfølgelse grundet indgået forlig) ville det forhåbentlig tvinge de øvrige medier til at tage et større ansvar for evt. løgnagtige injurier, medie-hetz eller heksejagt.
David Eady er ikke højesteretsdommer, men dommer i High Court.
Højesteret i England hedder Supreme Court.
Hans Jørgen,
som jeg forstår det, er High Court en retsinstans, der er første instans ved betydningsfulde og tunge sager, måske svarende til de danske landsretter?
Ud over det, har High Court en opgave med at føre tilsyn med alle der lavere kaster i domstolshierakiet, og generelt medvirke til at løfte niveauet. Det er nok i denne rolle, at David Eadys udsagn skal tillægges værdi.
Supreme Court er vist mest af alt den øverste og sidste appelinstans, og de dommere der virker dér, er politisk udpegede.
* alle de lavere
Heinrich,
det engelske retssystem er både i form og indhold noget anderledes end det danske, så det er vanskeligt at drage paralleller. Men i hvert fald ligger High Court på et højere niveau i systemet ligesom landsretterne herhjemme.
Og det er korrekt, som du skriver, at Supreme Court er den øverste og sidste appelinstans ligesom Højesteret i Danmark.
Nej, dommerne udpeges, så vidt jeg forstår, ikke politisk - i modsætning til i USA.
Da JP bragte tegningerne den 9. september sidste år skrev avisen i begrundelsen:
"Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse".
------------------------------------------------
... vi må så vente og se hvad dommeren har at sige om det, for de indgår nok ikke et forlig, men at Jyllands posten og evt. andre aviser(hvis de ikke indgår et forlig) får omkostninger af den her sag kan jeg ikke rigtig have ondt af dem over, hvad med de Danske firmaer som har mistet milliarder i handler med de muslimske lande fordi Jyllands Posten bragte tegningerne?, ytringsfriheden er ikke til salg, spørgsmålet er vel bare om den tegning havde noget med ytringsfrihed at gøre, eller det bare var nederdrægtig og krænkende(nogen synes åbenbart det er sjovt)?, det må dommeren tage stilling til.
mvh
Hans Jørgen,
jeg tog fejl. Retsvæsenet i GB har en vidstrakt autonomi, og en omfattende og kompleks organisatorisk struktur, og det er domstolsvæsenet der selv kommer med anbefalinger om hvem der skal vælges, og træffer valgene.
I modsætning til i DK, hvor man jo egentligt godt kan tale om politiske udpegning, i det dulgte altså. Det er svjv Justitsministeriet, der som bekendt har en politisk chef, der bestemmer hvilke dommere der kommer opad i systemet.
De 12 Supreme Court dommere, bliver samtidigt til at være medlemmer af House of Lords, og bliver potentielt af samme grund langt mere magtfulde, end deres embede som dommere i sig selv medfører.
Åh, hvilken herlig dag det vil blive, hvis Jyllands Posten virkelig skulle gå hen og få sin velfortjente straf...
Lassen
Jeg var lige ved at sige, at du tog fejl mht. the Supreme court, men jeg er nu oplyst om, at den oprindelige engelske højesteret; House of Lords,
som højeste appelinstans medio 2009 blev erstattet af the Supreme Court of the United Kingdom.
Jaja selv af Info.dk kan man blive klogere
http://www.parliament.uk/business/judicial_work.cfm
Peter Pedersen:
"selv af Info.dk kan man blive klogere"
Hvis det ikke var tilfældet, var det unægteligt fjoget at bruge tid på disse sider ;-)
Heinrich,
det står mig ikke ganske klart, men muligvis bliver de nye dommere i Supreme Court ikke længere automatisk medlemmer af House of Lords. Hvis man kan tro på Wikipedia, hvad man jo ikke altid kan:
New judges appointed to the Supreme Court after its creation will not necessarily receive peerages.
Hans Jørgen,
jeg er heller ikke sikker på, hvordan det er skruet sammen. Domstolsreformen er helt ny, og der er f.eks. forskellige regler for dommere udpeget før og efter reformen.
Heinrich R
vedr. "noget fjoget", tjah, men der er jo unægteligt efterhånden meget langt mellem guldkornene...
Lassen
Jeg har nu søgt flere oplysninger.
Formålet med Tony Blair's retsreform i UK er naturligvis en skarpere opdeling mellem, lovgivende, dømmende og udøvende magter.
Supreme Court har siden 1. OKT 2009 været højeste ankeinstans for alle civile sager i UK samt for straffesager i England, Wales og NordIrland.
De 12 dommere, der nu sidder i Supreme Court of UK, er alle Law Lords - dvs. de kommer fra House of Lords, men er afskåret fra at stemme og deltage i overhuset, så længe de er højesteretsdommere. Ved pensionering herfra, genindtræder med fuldt medlemsskab i House of Lords.
Dommere, der efterfølgende udnævnes til Supreme Court of UK, bliver derimod ikke medlemmer af overhuset - tilsvarende kan iøvrigt ses på :
http://www.parliament.uk/business/judicial_work.cfm
Interesserede her tillige finde links til noget så udsædvanligt som en højesteretsdommer på YouTube.
Rettelse til link :
http://news.parliament.uk/2009/07/from-house-of-lords-to-supreme-court/