Nyhed
Læsetid: 4 min.

Militærkup skaber dilemma

Det internationale samfund står i et dilemma, når lande uden velfungerende demokrati bliver udsat for militærkup. Kuppene fordømmes, men kan militæret faktisk skabe mere demokrati?
Dele af de styrker, der kuppede Nigers præsident 18. februar. Kuppet blev ikke med det samme fordømt af det internationale samfund, og kupmændene har sagt, at   deres mål er at genindføre demokratiet.

Dele af de styrker, der kuppede Nigers præsident 18. februar. Kuppet blev ikke med det samme fordømt af det internationale samfund, og kupmændene har sagt, at deres mål er at genindføre demokratiet.

Emmanuel Braun

Udland
3. marts 2010

I sidste uge blev planerne om et angiveligt forestående statskup i Tyrkiet oprullet. Ugen forinden gennemførte militæret i Niger et kup mod den siddende regeringsmagt. Militærkup er en underminering af demokratiets grundværdi; man lader våben og magt tale i stedet for politikere. Militæret tager befolkningens fremtid i deres hænder. Men nogle gange må man se mere nuanceret på situationen, mener flere folk med indgående kendskab til militære kup.

Derfor står det internationale samfund i et dilemma, når det skal fordømme militærkup i lande, der allerede er styret af forfatningsstridige regimer, mener Vestafrika-ekspert Richard Moncrieff fra International Crisis Group. Kuppet i Niger blev hurtigt fordømt af FN, EU, Den Afrikanske Union og ECOWAS, De Vestafrikanske Staters Økonomiske Fælleskskab. Samtidig strømmede det dog frem med positive udmeldinger fra folk og organisationer med relationer til Niger. Den ugandiske forfatter og kommentator Alan Tacca skrev i et læserbrev publiceret på allAfrica.com:

»Jeg finder det besynderligt, at internationale organisationer og - især - Vesten lægger så stor vægt på det ulovlige ved alle militærkup, men de kigger ikke på alle de ikke-kuppede lande på det afrikanske kontinent, hvor landets regeringsleder hersker med lovløshed.«

'Må se nuanceret på det'

Hos nogle danske Niger-eksperter fordømmer man heller ikke foreløbigt kuppet.

»Man kan ikke romantisere eller anbefale et militærkup, men man er også nødt til at se nuanceret på dem, når de forekommer,« siger Marianne Haahr, der er projektleder for CAREs Niger-projekter. »Det første, den fattige befolkning i Niger tænker på, når de vågner, er ikke politik, men hvordan de skaffer føde til dem selv og deres familie.«

På trods af et militærkups underminerende demokratiske karakter, håber Marianne Haahr, at militærkuppet kan skabe en positiv udvikling i Niger; især hvis militæret - som de siger - ønsker en hurtig indførelse af demokrati, hvad deres navn, 'Det Højeste Råd til Genindførelse af Demokratiet' også antyder.

Anderledes ser Ninna Nyberg Sørensen, ph.d og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, på regeringsoverdragelser ved hjælp af militæret.

»Vi er nødt til at holde fast i, at det er skidt, når nogle tiltager sig en magt, de ikke er valgt til. Jeg tror, folk mister troen på almindelig lov og ret, når deres demokratiske retssikkerhed bliver krænket på den måde.«

Henrik Breitenbauch er konstitueret souschef og seniorforsker ved Dansk Institut for Militære Studier. Han mener heller ikke, militære kup bringer en positiv udvikling: »Et militærkup er et traumatisk overgreb og oplevelse for et demokratisk system.« Han fortsætter: »Militæret er ofte den mest kapable statsinstitution - især i de afrikanske lande - derfor har de lettere ved at misbruge magten, når de bestemmer både lovgivningen og anvendelsen af magt.«

Henrik Breitenbauch nævner, ligesom Ninna Nyberg Sørensen, at folk mister tilliden til den demokratiske institution, når der er »dem i uniform og dem med adgang til våben og vold, der styrer landet«.

'Ikke altid dårlige'

Selvom et militærkup er en underminering af demokratiske værdier, er både Marianne Haahr og centerleder ved Københavns Universitets Center for Afrikastudier Stig Jensen enige om, at militærkup i nogle stater kan forbedre landets demokratiske forhold.

»Som udgangspunkt kan man ikke sige, militære kup er dårlige,« fortæller Stig Jensen. Befolkningen i de fattige afrikanske lande er sjældent organiseret, da de ofte er spredt over et stort areal. Historisk set har en afrikansk regeringsleder derfor haft nemmere ved at bevæge sig mod diktatur uden at møde opstand fra folkets side. På det grundlag kan militæret spille en vigtig rolle.

»Militæret er den eneste institution, som kan gå ind og gennemføre disse forandringer og genskabe demokrati i de lande, hvor folket ikke har den mobiliseringskapacitet,« fortæller Stig Jensen.

Ifølge Richard Moncrieff overskygger de negative eksempler dog de positive

»Selvfølgelig kan der altid komme noget godt ud af et militærkup, men man kan aldrig sige, at en sådan handling er en god ting for et land.«

»Nogle få gange kommer der en lykkelig slutning på et militærkup, men de få gange er antalsmæssigt fuldstændig overskygget af alle de negative tilfælde,« siger han videre fra sit kontor i Senegal.

Et af de dårlige eksempler, Moncrieff, ligesom Stig Jensen, nævner, er Zimbabwe. Her er militæret styret af den mangeårige diktator Robert Mugabe, og selvom Mugabe tabte et demokratisk valg i 2008, er han stadig i dag den mest magtfulde mand i Zimbabwe - med militæret ved sin side.

»Der er eksempler på det, men det er meget sjældent, at militære ledere har politiske ambitioner,« mener Stig Jensen. Han nævner militærkuppet i 2005 i det vestafrikanske land Mauritanien som et eksempel, hvor militæret ikke ønskede at besidde magten. Her overtog militæret magten, mens den daværende præsident var i udlandet til en begravelse. Kuppet krævede ingen lig.

Militærets kup blev tiljublet af befolkningen, og inden for en ramme på to år havde militæret indført en ny forfatning, og den midlertidige militære præsident udskrev et demokratisk valg, hvor han ikke selv stillede op; ganske som lovet. Siden er Mauritanien dog blevet kuppet endnu engang.

Nigers militær har officielt erklæret, at det vil styre landet, indtil en valgdato bliver fundet og en ny forfatning underskrevet. Den tidligere præsident, Mamadou Tandja, havde gennem sine ti år på præsidentposten formået at demokratisere og reformere Niger, men en dårlig håndtering af fødevarekrisen samt det faktum, at han opløste forfatningen og udnævnte sig selv til præsident i en forfatningsstridig tredje regeringsperiode, betød, at han mistede befolkningens opbakning og en stor del af det internationale samfunds økonomiske støtte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Spændende artikel. Marianne Haahr har ret når hun siger »Det første, den fattige befolkning i Niger tænker på, når de vågner, er ikke politik, men hvordan de skaffer føde til dem selv og deres familie.«
Man skal være meget arrogant hvis man mener demokrati kommer forud for retten til at leve.
Hvad er demokrati egentlig værd i et samfund hvor flertallet har svært ved at overleve og er analfabeter og deres børn dør af sygdom og fattigdom?.

Vesten (vi) bruger demokrati og mangel på demokrati til at distancere til fattige lande, og beskylde korruption og mangel på demokrati til at retfærdiggøre udnyttelse og mangel på solidaritet og have urimelige handelsvilkår med de fattige lande.

Claes Pedersen

Til Per Langholz i mange fattige lande er der en overklasse der sider po flasket, og det er jo ikke rimeligt, vi i vesten skal udsattes for denne folelses massige voldtagt af nodhjalp organisationer.

Der po ingen mode har vist sig i stand til at hjalpe afrika ud af deres massive problemer med mangel po mad og vand.

Samt er det ogso en illusion at tro den Afrikanske befolkning kommer ud af deres fattigdom bare vi udviser mere solidaritet i sammenhandlen med dem.

Det helt fundamnetale problem i afrika er landene imellem ganske enkelt ikke har nogen storre sammenhandel.

Samt et andet problem vi benagter er overbefolknignen i forhold til hvor mange afgroder jorden kan give, og det gor jo millioner af afrikaner soger ind til stor byerne eller prover desperat at komme til Europa eller USA.

Vil vi hjalpe Afrika kan vi starte med lagge vandror ned og fore dem ud i regioner hvor de i lange perioder mangler vand, og det er projekter som Afrikaner hurtigt med egne ojne kan se virker, nor der kommer gras po markerne og fode til gederne og koerne, og med tiden begynder der igen at vokse dejlige vandmeloner og kokonoder og andre frugter, som befolkning kan spise.

Men det rigtig hvorfor er vi so meget efter fattige lande, men et land som Saudi Arabien og andre depot stater med masser af olie kan kore po fri hjul i forhold til demokrati og menneskeretheder, men der stor forskel po mennesker i denne verden.

Men eller mo vi lare fra Kina og Kina er det eneste land der formodet at nedbringe fattigdommen massivt i Kina, og nu oplever befolkningen massive lonstigninger med helt op til 20 %, hvad dog kan give bagslag.

Samt pt. er jeg po Philippinerne og se konsekvenser af overbefolkningen, so kan sige hvis Philippinerne var hojinstualiseret samfund, ville landet ikke have de problemer, men det er Philippinerne som mange andre fattige lande, og det er dette ungang punkt man mo tage for at kunne hjalpe en befolkning.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila

jeg er enig med Per Langholz,.. altså Claes Pedersen,.. det er mange gange de vestlige lande som støtter disse regimer, det gjorde de mere under den kolde krig af politiske årsager vs. økonomiske årsager i dag, men bottom line,.. det kan godt være at vestens kolonier har fået selvstændighed, men de har ikke fået økonomisk uafhængighed, der har altid været nogen vestlige firmaer som skulle have af guld, sølv, tin osv fra disse lande, og vesten kunne ikke acceptere at prisen gik op med en eneste $, så 'hjælper' vesten deres foretrukne politiske elementar i vedkommende tidligere koloni til magten, disse folk er selvfølgelig i lommen på os i vesten, og så længe de er det, ser det ud som om brud på menneskerettigheder, kvindeundertrykkelse og anden umenneskelighed trives i bedste velgående, og det er uheldigvis for os i vesten meget dobbeltmoralsk, i det vi er jo 'demokratiets' og 'frihedens' vogtere,.. eller var det en misforståelse ligesom Saddam og hans 'masser-af-ødelagte-våben'?

Claes Pedersen

Til Helge Berg
De forbrudelser vi har begoet i vesten mod den afrikanske befolkning kan vi ikke lave om po, men vi kan sige undskyld. Og vi kan i dag go og hjalpe po Afrikanernes pramiser og give en hjalp der kommer den lille mand til gode.

Samt de navnte ro stoffer som guld solv og tin og du glemte Diamanter som har odelagt Congo samt den olie nogle Afikanske lande roder over.

Men de ro stoffer kommer jo kun en meget lille del af den Afrikanske befolkning til gode, hvor vand jo vil hjalpe langt flere Afrikaner, der en meget letter tilvarelses, og i vise omroder af Afrika mangler man jo ikke vand.

Og stop for gud skyld al den snak om ¢get sammenhandel med vesten, de Afrikanske lande skal selvfolgelig handle med hinanden og deres naboer.

Det er ikke anderledes end moden vi har opbygget vores egne samfund her i Europa, ved sammenhandlen med nabo landene og hinanden, og ellers stop med alt den snak om udnyttelse af befolkning i de fattige lande, og vi er ikke so slemme igen, som de er i mellem osten i de olie produserende lande til at udnytte mennesker.

Men det nytter et at give Afrikaner geder hvis der ingen gras er po marken, og det er vel ikke so svart at forsto for den danske befolkning.

Samt med vores fodevare kontrol i vesten, kan de ikke leve op til krav vi satter i vesten, jeg kober selv gris fra de lokale, og det foregor po den mode de kommer rundt og samler mad ind til grisen om natten.

Den mode at eksistere po kan man ikke i Afrika nor man i store reginer af Afrika lider under vandmangel, og derfor er det lidt vigtigt med systemmer hvor man bode kan opsamle vandet og fo det ud til omroder med et ror system.

Men de kraver nu en overordnet planlagning som nodhjalps organisationener og sundsheds arbejder ikke magter, og derfor skal vi have erhvers livet po bannen, uden man af den grund behover at opgive sine socialistiske dromme.

Tjae, det er jo en meget vigtig problematik for det planetariserede samfunds opståen og videre udvikling, som Ulsøes artikel forsøger at ridse op, men det, der efter min mening skæmmer den lidt, er den uafklarede brug af det, både af journalister og alverdens politikere, meget misbrugte ’gummibegreb’ ’det internationale samfund’, som måske især ’vestlige, åh, så demokratiske’ politikere har det med at gemme deres nationale interesser i.

Med venlig hilsen

Militærkup er en underminering af demokratiets grundværdi; man lader våben og magt tale i stedet for politikere

Danskerne - som jo lever i det bedste demokrati i verden - har i de sidste 9 år været vidne til hvor langt de siddende magthavere kan skævvride demokratiet ved at skamridder et de facto 'flertalsdiktatur'.

I lande, hvor der oven i købet ofte er en konstitution med en præsident, kan skævvridning af demokratiet nemt (hovedreglen) udvikle sig til et reelt kleptokrati med korruption, valgsvindel og undertrykkelse som resultat...

...og da Vesten jo bedømmer et demokratis lødighed og yder støtte til magthaverne – bl.a. andet gennem korruption - ud fra om Vestens kommercielle interesser i landet er uforstyrrede - ja så kan det altså være nødvendigt med interne militærkup og eller folkeopstand.

Anders Deleuran Fajstrup

Hvis jeg ikke tager meget fejl, så er problemet at demokratiske prcesser ikke behøver at føre til demokratiske tilstande. Man kan sagtens vælge en diktator. I Niger har de demokratisk valgte kleptokrater ikke formået at fastholde, og slet ikke forbedre, dagligdagens nødvendigheder for befolkningen.
Samme probem er ved at opstå i Afghanistan. Når demokratiets præmisser efterhånden blot er at flertallet bestemmet, så vil de største grupperinger (etnisk, religiøst, genetisk...) komme til magten, og lade familie og venner komme til fadet, da der ikke er den fjerneste risiko for at de bliver væltet, så længe de blot sørger for at der gives ud til de rigtige.
Det samme er desværre ved at ske herhjemme: Der sidder en magtfuldkommen flok, som kan regere uimodsagt, og dermed nærmest pr dekret.

Derfor er det ikke altid et onde at den demokratisk valgte regering bliver væltet.

Informations heksejagt på Honduras Zelaya

Man siger at USA's forfatning, i visse tilfælde, rummer en accept af et folkets voldelig oprør eller f.eks. et militærkup.
Det er, i tilfælde hvor en regering selv er blevet en ulovlig regering. Så må man endda bruge våbenmagt til at afsætte denne for at genindføre demokratiet. Og det er nemlig dette tema Informations ”Fokus” i dag d. 3. marts handler om.

Men min, og måske andres, opfattelse af bladets mentale tilstand kommer til at lide ubodelig skade, når ”den mindst ringe” (blandt danske tabloider?) inkluderer Honduras Zelaya, den fornyelig afsatte demokratisk valgte leder i Honduras. Hele Informations implicite og eksplicite tankegods i nærværende artikel ”Militærkup skaber dilemma”, slået op på avisens forside, tillader ikke at inkludere Zelaya blandt udemokratiske statsleder.

Vi abonnenter på Information må derfor, af de redaktionelle ansvarlige, afkræve belæg for at stigmatisere Zelayas regering som kriminel lovløs og som selv var i fuld gang med at gøre landet mere demokratisk da et militærkup fjernede demokratiet.

Min kilde til Zelaya problematikken er Demokracy Now – klik på: http://www.democracynow.org/

Et problem for den mellemfolkelige progressive handling i verden er, at tvivlsomme demokratier og deciderede diktaturer understøttes af kommercielle interesser gennem korruption og udenrigspolitik. 'Krigen mod terror' og den der af følgende lovgivning har gjort det næsten umuligt at støtte alternative og demokratiske bevægelser på tværs af landegrænserne...

Bush og hans lakajer fik lukket munden på de der vil synge med på omkvædet:

og internationale slår bro fra kyst til kyst

Peter B. Jensen

Alt andet lige, så virker det umiddelbart til at en fredsommelig afstemning er at foretrække frem for militærmagt. Men demokratiet kan jo være hæmmet af at udbuddet er begrænset, så det eneste reelle valg står imellem forskellige kleptokrater - og så kan man godt forsvare at militæret træder til.
Man kan også forestille sig en diktator som egentlig vil det bedste for sit folk, og derfor er et bedre alternativ end en vægelsindet folkevalgt, som forsøger at tækkes kun det bagland der sikrer hans position.

Vi i vesten forsøger gerne at ophøje demokratiet til mere end det måske er. Kigger vi indad finder vi stadig mange, og ganske indflydelsesrige elementer der ikke har skyggen af demokrati. Hele vores virksomhedsstruktur, der fylder meget i vores tilværelse, er eksempelvis ofte stringent hierarkisk, uden at vi tager anstød deraf. Man kan også tænke sit, når 51% handler ved interne aftaler, om det er demokratisk eller et flertalsdiktatur.
Tager man Berlusconi i Italien er det måske også begrænset hvor meget frit valg der faktisk eksisterer, men her er problematikken så at der er gedigen uligevægt i medieopbakningen.

Specielt for ældre demokratier har vi også det problem at politik er blevet en karriere, hvorfor det er ganske svært for andre kvalificerede individer/ideer at få fodfæste. Demokrati er måske nok den mindst ringe af vores langtidsholdbare ledelsesstruktur, men det er langt fra perfekt, og trænger måske også til et serviceeftersyn. Det er ganske andre vilkår, tempi og udfordringer, siden de første politikere satte sig op på krikken og red til tinge.

Den bedste målestok vil vel være at lave en kvalitativ analyse af en leder, frem for at vurdere ham på hvordan han er kommet til magten. Men en anden fordel ved demokratiet er så at det er lettere at systematisere demokratiske valg, end at planlægge regulære militærkup.