Læsetid: 3 min.

Ministat er ny fredsmager i den arabiske verden

Qatar tæller kun 200.000 indbyggere - alligevel er lilleputlandet i Den Arabiske Golf ved at udvikle sig til diplomatisk supermagt i regionen, for ingen frygter Qatar
Qatars emir, Hamad bin Khalifa al-Thani, har spillet en afgørende rolle i moderniseringen af den lille golfstat og ikke mindst i den stadig mere vigtige diplomatiske rolle, lilleputstaten indtager i den arabiske verden.

Qatars emir, Hamad bin Khalifa al-Thani, har spillet en afgørende rolle i moderniseringen af den lille golfstat og ikke mindst i den stadig mere vigtige diplomatiske rolle, lilleputstaten indtager i den arabiske verden.

YASSER AL-ZAYYAT

12. marts 2010

En genoptaget dialog mellem oprørsgrupper og Yemen i 2008, en national konference om gensidig politisk forståelse i Libanon, et topmøde mellem lederne fra de palæstinensiske grupper Hamas og Islamisk Jihad om alternative strategier mod Israels invasion af Gaza og inden for de seneste uger: Underskrivelsen af en våbenhvileaftale mellem den største oprørsgruppe i Darfur, Retfærdigheds- og Lighedsbevægelsen, og Sudans regering.

Fællesnævneren for alle disse fredsbestræbelser er, at den drivende kraft i alle tilfælde har været en meget lille, men meget velstående ministat i Den Arabisk Golf, et absolut monarki ved navn Qatar, der i de senere år er rykket op i førerfeltet af regionens diplomati. Qatars diplomatiske oprustning blev indledt i 1995, da viceemir Sheik Hamad bin Khalifa afsatte sin far ved et blodløst kup, da sidstnævnte var på ferie i Schweiz.

»Siden da har Qatar oplevet store politiske kursændringer,« siger en diplomat fra det qatarske udenrigsministerium, som udtaler sig anonymt,fordi han ikke er bemyndiget til at udtale sig til pressen .

»Emiren har erklæret sin hensigt om at bevæge landet i retning af demokrati, og han har tilladt en mere fri og åben presse. Så snart han kom til, begyndte han at forvandle Qatar fra en indadvendt provins til en dynamisk ny stat,« siger Mohamed Mesfar, politolog ved Qatar Universitet.

Økonomi giver spillerum

Qatar begyndte fra dette regimeskifte at bruge flere af sine enorme indtægter på olie og naturgas til at udvikle landet. Indtægter og investeringer nærmest eksploderede fra 6 milliarder dollars i 1995 til over 60 milliarder dollars i 2007. Qatar besidder verdens tredjestørste naturgasreserver og er blevet en af verdens rigeste stater målt i indkomst pr. indbygger.

»Den stærke økonomi giver et stort politisk spillerum og gør det muligt for Qatar at sætte sin egen uafhængige dagsorden som fredsmager,« siger den qatarske diplomat.

»Qatarere har skabt sig et ry som uafhængige mæglere og ses ikke som parthavere i regionens konflikter,« tilføjer han.

En af succeserne for de qatarske bestræbelser er den aftale, som blev opnået i maj sidste år i Libanon efter 18 måneders politisk krise. Qatar er også meget aktiv i Sudan, hvor lilleputstatens diplomater har bragt samtaler i stand mellem Sudans regering og oprørsgrupper og stillet en milliard dollars i udsigt til genopbygning af landet efter en fredsløsning.

»Qatar er med sine kun 200.000 indfødte indbyggere (hertil kommer flere hundredtusinder 'fremmedarbejdere', red.) så lille, at det ikke kan skræmme nogen. Der er heller ikke nogen skam forbundet ved at tage imod dets tilbud om økonomisk støtte til gengæld for at opfylde fredsbetingelser. Ingen tvivl om, at Qatars regionale og internationale anseelse på den baggrund er stigende,« forklarer diplomaten.

- Men hvilke motiver driver Qatar?

»Qatarerne ønsker at stabilisere regionen og beskytte os selv og vores investeringer imod følgevirkningerne af konflikter,« lyder svaret fra diplomaten.

Egyptens fjende

Qatar er dog stadig en meget vigtig forbundsfælle for Washington, men USA bifalder fredsinitiativerne. Som den amerikanske ambassadør i Qatar, Joseph LeBaron, udtaler til Qatar News, er mange af disse koordineret i et nært samarbejde med USA, og »det er en model, som er så god, at den burde danne skole andre steder i verden.«

Men Qatars nye rolle har også skabt spænding imellem ministaten og andre arabiske regeringer, navnlig Egypten, som ser en diplomatisk rival i Qatar. Som den egyptiske parlamentariker og redaktør af regeringsavisen, Al-Gumhouriyya, skriver:

»Qatar ser ud til at stræbe efter et niveau, der sætter det i stand til at konkurrere med Egypten og skubbe os ud på et sidespor. Men er Qatar, uanset alle sine penge, virkelig i stand til at hamle op med Egyptens rolle, vægt og status? Det tror jeg næppe. Penge kan købe næsten alt, men ikke position, historie og kultur.«

Vred blev Egypten også, da Qatar iværksatte sin egen konference om genopbygningshjælp til Gaza efter Israels invasion som alternativ til den tilsvarende egyptiske. Endnu en kurre på tråden kom der, da Qatars emir for nylig kritiserede egyptiske planer om at forsegle grænsen til Gaza med jernbarrierer.

Qatar har et økonomisk samarbejde med Israel, men beordrede Israels diplomatiske mission lukket efter Gaza-offensiven.

Qatar er Syriens tætteste arabiske ven, og hvor mange arabiske golfnationer skælver over Irans regionale ambitioner, opretholder Qatar glimrende relationer med den Islamiske Republik.

»Vi har ikke nogen magtpolitisk dagsorden. Vi truer ingen og har ingen strategiske interesser. Derfor er Qatar i en unik position som mægler i kriser,« pointerer den qatarske diplomat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu