Læsetid: 3 min.

Nordirsk vaklen er vendt til fremgang

Nordirerne har med overtagelsen af ansvaret for politi- og justits-myndighederne fra Westminster fjernet den sidste alvorlige uover-ensstemmelse mellem parterne, og dermed er selvstyret styrket
11. marts 2010

I månedsvis har det nordirske selvstyre vaklet. Der var snak om nyvalg, og om at Westminster igen måtte overtage roret. Men frem for fiasko og sammenbrud kunne den nordirske førsteminister, Peter Robinson, tirsdag aften meddele, at Nordirlands Forsamling, Stormont, med stemmerne 88 mod 13 har vedtaget at overtage ansvaret for politi- og justitsmyndigheden fra Westminster for første gang i 40 år.

»Op gennem historien er der udfordrende tider og definerende øjeblikke. Dette er sådan en tid. Dette er sådan et øjeblik,« sagde Robinson fra talerstolen.

Det er store ord. Men de er sande. Med vedtagelsen af denne sidste del af decentraliseringsprocessen – også kaldet »overdragelsen« – der blev startet med Langfredag-fredsaftalen i 1998, er nordirerne blevet herrer i eget hus. Det er især bemærkelsesværdigt, når man husker på, at ingen af parterne faktisk ønskede et eget hus. Mens de katolske nationalister med den væbnede arm IRA som spydspids ønskede, at Nordirland skulle være del af Irland, har de protestantiske unionister med deres militser kæmpet en lige så blodig kamp for at vedblive med at være del af Storbritannien.

Afgørende stridspunkt

Begge parter er kommet langt de seneste 12 år. Begge parter har lagt våbnene, og begge parter har accepteret at sidde i samme lokalregering.

Det sidste afgørende stridspunkt har omhandlet spørgsmålet om overdragelse af politi- og justitsmyndigheden fra Westminster. Nationalistiske Sinn Fein har længe argumenteret for at fuldføre decentraliseringsprocessen med henvisning til, at deres vælgere finder det provokerende, at britiske politifolk stadig er til stede i Nordirland trods fredsaftalen. Det største protestantiske parti, Det Demokratiske Unionist Parti (DUP), har argumenteret for, at tiden ikke er moden for deres del af befolkningen til at vinke farvel til den sikkerhed, den føler ved at have det britiske sikkerhedsapparat i ryggen.

Det er især DUP, der har flyttet sig i erkendelse af, at tiden ganske enkelt er inde. Det var et valg mellem indgåelse af en aftale eller politisk sammenbrud og dermed risiko for, at de stadig eksisterende voldelige udbrydergrupper skulle se det som en sejr - samt udsigten til et styrket Sinn Fein ved et nyvalg.

Ved at indgå en aftale om gennemførelsen af den sidste del af overdragelsesprocessen har de to ledende partier i Nordirland dermed fjernet en uoverensstemmelse, der igen og igen har truet med at vælte korthuset. Nu står det nordirske selvstyre langt mere solidt plantet. Der vil fortsat være hurdler forude – bl.a. uoverensstemmelser omkring uddannelsespolitikken, det irske sprog og samarbejdet med Irland – men iagttagere mener ikke, at disse emner vil være vægtige nok til at vælte Stormont.

Skår i glæden

Trods meningsmålingernes klare sprog, der fortæller om massiv folkelig opbakning for aftalen på 70 procent blandt unionister og 83 procent blandt nationalisterne, er der et lille skår i glæden: Det er de 13 nej-stemmer. Det engang dominerende protestantiske parti, Ulster Unionist Partiet (UUP), nægtede nemlig at stemme for aftalen på trods af pres fra Westminster, de britiske konservative, som de har indgået en valgunion med, og sågar George W. Bush og Obama-regringen, der alle opfordrede dem til at stemme for og kigge fremad. UUP fastholder imidlertid, at tiden ikke er moden.

Iagttagere vurderer, at det kan få andre mindretal – deriblandt de voldelige separatistgrupper – til at føle sig mindre alene og dermed øge risikoen for vold. Hvis ikke Ulster-unionisterne havde stemt nej, ville disse grupper imidlertid nok have fundet et andet argument for at fortsætte deres blodige kamp. Det vil tage tid at udrydde de sidste rester af modstand mod den politiske proces, men alle eksperter er enige om, at det er temmelig usandsynligt, at Nordirland vender tilbage til voldsniveauet under de 30 år med borgerkrig.
Det ville have været bedre med et enstemmigt politisk signal fra Stormont, men ikke desto mindre går signalet klart igennem. Nordirsk politik er måske nok stadigvæk delt efter religiøse og sekteriske skillelinjer, og parterne kan givetvis ikke lide hinanden meget mere i dag, end da fredsprocessen startede, men sammen er de nået frem til en fælles forståelse for, at det er i alles interesse at samarbejde og lade politik - og ikke våben - bestemme deres fælles fremtid.

Det faktum, at det hele var tæt på at bryde sammen og i sidste øjeblik endte i triumf, gør ikke signalet svagere. Tværtimod kan det give håb rundt om i verden, hvor lignende etniske eller religiøse konflikter virker lige så håbløse, som Nordirland gjorde for ikke særlig længe siden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu