Læsetid: 4 min.

Nu skal også Jumblatt kysse sin fars mordere

Syrien øger gradvist indflydelsen i Libanon med hjælp fra allierede i bl.a. Hizbollah og nu valfarter tidligere Syrien-modstandere til Damaskus efter Vestens rehabilitering af det syriske styre
23. marts 2010

BEIRUT - Det var Monsieur Sultan, mit politiske barometer, der satte ord på Libanons pragmatiske tilgang til politik: »Det gavner stabiliteten, at premierministeren er rejst til Damaskus for at kysse sin fars mordere«, sagde han med et blik til de tv-nyheder, der ruller permanent i hans boghandel og den morgen dækkede Saed Hariris første møde med den syriske præsident, Bashar al-Assad.

Det var i december, og siden er det gået over stok og sten med normaliseringen af de syrisk-libanesiske relationer. Ambassadører er udvekslet, og tonen på grænsen er igen urban. I Libanon er forkortet hukommelse en nødvendighed, og i dag taler ingen om, at Syrien for mindre end fem år siden blev tvunget til at opgive 30 års besættelse efter 'ceder-revolutionen', hvor en million libanesere gik på gaden og demonstrerede efter mordet på den stenrige sunni-leder, Rafik Hariri.

Normaliseringens årsager ligger, som altid, udenfor libanesernes kontrol, og handler om, at USA, EU (samt saudierne og tyrkerne) har indset, at Syrien er en nøgle til to overordnede mål, der ikke har noget med Libanon at gøre, nemlig stabilitet i Irak og isolering af Iran.

Derfor er Bashar al-Assad blevet rehabiliteret i realpolitikkens interesse, og siden har der været et renderi af vestlige politikere og diplomater i Damaskus. Så sent som i sidste uge fik Folketingets udenrigspolitiske nævn tilstået en præsident-audiens for 'at lytte og lære' - behørigt dækket af de statsstyrede medier, der således førte endnu et bevis for, hvor seriøst EU tager den notoriske diktator. Der i øvrigt belærte sine danske gæster om, at de ikke kunne lære ham noget om demokrati og menneskerettigheder.

Jumblatts U-vending

Og nu er det så druser-lederen Walid Jumblatts tur til at 'kysse sin fars mordere', men det holder hårdere end for Hariri junior, hvis sunni-muslimske magtbase er betydeligt mere talstærk end Jumblatts klat af drusere, der næppe udgør mere end cirka 300.000 af Libanons fire millioner sjæle, hvoraf Jumblatt-klanen kontrollerer hovedparten. At det holder hårdt skyldes ikke gammelt nag over, at syrerne i 1977 stod bag mordet på Jumblatts far, Kamal, hvilket brat løftede den dengang kun 28-årige playboy, jazz-fan og motorcykel-entusiast op til leder for den lukkede sjælevandrings-sekt, hvis islamiske rødder går tilbage til det 11. århundrede.

Det skyldes, at Jumblatt, beruset af vestlig opbakning efter Hariri-mordet, målrettede mængder af ukvemsord mod al-Assad, som han bl.a. kaldte 'slange' og 'tyran', ligesom han svor på at hævne Hariri. Hvilket selvsagt fremkaldte løftede øjenbryn i Damaskus - så højt, at Jumblatt i interviews forudsagde sit eget snarlige dødsfald.

Men han lever endnu, og hvis nogen er et troværdigt barometer på libanesisk politik, er det Walid Jumblatt. Og den bedste indikation på Syriens genkomst som afgørende faktor i Libanons anliggender er, at han er vendt rundt på sin tallerken.

Holder med vinderne

Siden august sidste år har han 'kravlet på albuer og knæ', som det udtrykkes, for at få et møde med Bashar al-Assad. Ikke på grund af pludselig sympati for den syriske leder, men fordi hans klan-ansvar påbyder, at han altid er at finde på de stærkestes side - og den side er de syriske støtter i Hizbollah og eks-general Michel Aouns kristne parti.

De tabte ganske vist knebent parlamentsvalget i juni til Hariri juniors vestligt orienterede 14. marts-koalition, men i Libanon er våben vigtigere end stemmesedler, og Jumblatts brud med '14. marts' har været undervejs siden foråret 2008, da han som minister og hovedmand fejlede et forsøg på at lukke Hizbollahs uafhængige tele-netværk ned.

Hizbollahs svar var væbnet besættelse af den Hariri-dominerede del af Beirut og et stormangreb på Jumblatts bastion i Druser-bjergene, hvor Jumblatt måtte ringe til Hizbollah-lederen, Hassan Nasrallah, og bede for sit liv. Nu er de venner.

Og siden har syrerne gradvis genvundet deres tabte indflydelse. Det er betegnende for klimaet, at det af alle er Nasrallah, der har forhandlet de nærmere betingelser for det kommende Jumblatt-besøg i Damaskus.

Bl.a. indvilgede Jumblatt for en uge siden i at sige offentligt undskyld til al-Assad på satellit-kanalen al Jazeera, interviewet af en 'journalist', der er mest kendt for sin tætte kontakt til det syriske præsidentpalads. I tirsdags undlod Jumblatt for første gang i 33 år selv at markere årsdagen for mordet på sin far ved at lægge en blomst på hans grav - han sendte sønnen med den besked, at det nu er på tide, at den unge mand går ind i politik.

Hizbollahs våben

Andre tegn på syrernes løftede stemmeleje er deres proselytters angreb på Saed Hariri og tidligere 14. marts-premierminister, Fouad Siniora, for at have have indgået en 'hemmelig sikkerheds-aftale' med USA. Hariri og Siniora forsvarer sig med, at der var tale om et USA-doneret sikkerheds-kursus til det i øvrigt sunni-dominerede ISF (de interne sikkerheds-styrker), der skal sikre roen i tilfælde af borgerkrigs-lignende tilstande.

Falangist-lederen Samir Gaegae er mål for en sand spærreild af anklager for at gå israelernes ærinde, og den kristne - mildt Syrien-venlige - præsident Michel Sleiman, er under beskydning fra Syrien-fløjen for angiveligt at have accepteret et krav fra Hariri om at fjerne en klausul i den 'nationale dialog' mellem de to sider, som ville knæsætte 'Libanons ret til at forsvare Israels agression ved det folk, hær og modstandsbevægelse'.

Hensigten med klausulen var, at Hariris 14. marts-bevægelse dermed de facto ville anerkende Hizbollahs våbenlager som en del af hærens militære styrkemål, hvilket ville stride mod FN-resolutionerne 1559 og 1701, der kræver afvæbning af alle militser. I en iransk-israelsk væbnet konfrontation pga Irans atom-program vil denne formulering give Israel en begrundelse for at angribe hele Libanon, og ikke kun Hizbollahs baser. For kun et par uger siden svor Iran, Syrien og Hizbollah - men ikke Libanon - en musketér-ed om, at et israelsk angreb på Iran var et angreb på alle tre.

Og så alligevel - mange også syrisk-kritiske libanesere ønsker syrerne tilbage, alene fordi kriminaliteten er femdoblet siden det syriske sikkerhedsapparat forlod landet.

Så måske har Monsieur Sultan ret: At kysse de syriske mordere gavner stabiliteten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu