Læsetid: 12 min.

Er paven reaktionær eller profet?

Pave Benedikt XVI er en genert og ydmyg mand med mådeholdende vaner og en kærlighed til katte og klassisk musik. Hvordan harmonerer dette med hans ry som Guds rottweiler? Og hvorfor har han stødt flere mennesker fra sig end nogen anden pave i nyere tid?
Pave Benedikt XVI og Vatikanet er i modvind efter flere sager om børnemisbrug i den katolske kirke.

Pave Benedikt XVI og Vatikanet er i modvind efter flere sager om børnemisbrug i den katolske kirke.

Alessandro Bianchi

24. marts 2010

Under skæret fra en næsten fuld måne på åbningsaftenen for Det Andet Vatikankoncil i 1962 strømmede romerne i titusindvis til Peterspladsen i fakkeltogsprocession. Hidkaldt til vinduet fra sit studerekammer af det enorme menneskeopbud, leverede Johannes XXIII – manden, som italienerne kaldte for ’den gode pave’ (hvilket siger alt om, hvad de mente om hans 260 forgængere) – en af sine største taler i hele sit veltalende årti. Dens emotionelle højdepunkt kom, da han til den forsamlede flok udtalte disse ord: »Når I kommer hjem, finder I jeres børn. Giv jeres børn et kærtegn og sig til dem: ’Dette var et kærtegn fra Paven’.«

43 år senere, samme aften som Benedikt XVI blev udvalgt som ny pave, susede en SMS-besked rundt mellem mobiltelefonerne, da menneskemængden var ved at gå hver til sit fra den samme plads. Den lød, som følger: »Når I kommer hjem, finder I jeres børn. Bind et bælte rundt om deres ører og sig til dem: ’Dette var et bælte rundt om ørene fra Paven’.«

I de fem år, som er gået siden da, er det blevet klart, at det afskrækkende ry, som den daværende kardinal Joseph Ratzinger medbragte til embedet som ’Guds Rottweiler’, i flere henseender var vildledende. En mand, der vil være mindre indstillet på at lægge børn i håndjern, er det svært forestille sig, selv om – som det er kommet frem under den seneste og største af de skandaler, der har rystet hans pavedømme – hans korlederbroder ikke var hævet over at gøre netop det ved sine kordrenge.

Lørdag forsøgte Benedikt at lægge låg på den omsiggribende skandale med et brev til Irlands katolikker, hvori han undskyldte for »det syndige og forbryderiske« misbrug af børn, hvis afsløring har fået den irske kirke til at vakle i sin grundvold og bidraget til at vælte en regering i Dublin. Med en sprogbrug, som er sjældent hørt fra paver – hvis ytringer i visse spørgsmål anses for ufejlbarlige blandt katolikker – erklærede han, at han var »oprigtigt ked af« det, som havde stået på i en årtier lang periode.

Men som i andre kritiske situationer under hans pavedømme efterlod Benedikts gestus et indtryk hos mange kritikere – og beundrere – om, at han kunne have opnået mere ved større dristighed. Mens præstepædofili-skandalen rullede hen over Europa, skal mere end en højtstående embedsmand fra Vatikanet have antydet, at det ville være diplomatisk formålstjenligt, hvis paven udvidede sit brevs adressat til at omfatte flere lande end Irland.

Ord som »diplomatisk« og udtryk som »medie-gennemslagskraft« gør dog intet større indtryk på Benedikt. Han holdt sig derfor til sin oprindelige plan med det resultat, at katolikker i Holland, Tyskland, Østrig, Schweiz og Italien fik den oplevelse, at han så igennem fingre med de lignende overgreb, som er kommet for dagens lys i deres kirker. Navnlig i Tyskland er bølgerne gået højt om denne tavshed hos den første tyske pave i næsten 1.000 år.

Hele affæren sætter to karakteristiske egeskaber i relief hos denne den mest paradoksale af kirkelige overhoveder: hans generthed og hans stædighed. Benedikt har et blødt og buttet håndtryk og en tendens til at slå blikket ned, når man taler direkte til ham – en undselighed, som ifølge hans nære fortrolige, går hånd i hånd med ægte ydmyghed. Han er også en mand af mådehold. Skønt han ikke er total afholdsmand, siges hans yndlingsdrik af være friskpresset appelsinjuice.

Ud over teologi og filosofi er det klassisk musik er pavens største lidenskab klassisk musik (han er en habil pianist med en særlig forkærlighed for Mozart og Bach). Og så katte, og kattene ser for øvrigt ud til at være lige så glade for ham. Kardinal Tarcisio Bertone, Vatikanets statsminister, fortalte således om Ratzinger, da denne endnu var embedsmand i Vatikanet: »Hver gang han møder en kat, taler han med den, nogle gange i lang tid. Og når han så går igen, følger katten efter ham.« På et tidspunkt, fortalte Bertone videre, havde denne vane hos Ratzinger ført til, at en større flok på »måske ti katte« havde slået sig ned i den pavelige residensbygning, hvilket havde fået en af de schweizergardister, som bevogter stedet til at beklage sig over en »katteinvasion af pavestolen«.

»Privat er han mindre formel, end man ville vente,« siger Marcello Pera, en italiensk senator, som arbejdede sammen med Benedikt om en bogudgivelse i 2004. »Han elsker at bryde ud af sin officielle rolle og tale uden for dens rammer. Når man fører samtaler med Benedikt, glemmer man hurtigt, at det er en pave, man taler med.« En sagtmodig underordnet Vatikan-embedsmand betegner ham dog som »blodfattig«, og det er da også givet, at hans ry som manden, der nidkært tilså, at afdøde Johannes Paul II’s beslutninger blev ført punktligt ud i livet, ikke var ufortjent.

24 år før han blev pave, var Benedikt formand for Den Hellige Kongregation til Udbredelse af Troen (CDF), en afdeling under Vatikanet (førhen kendt som Inkvisitionen), hvis hovedopgave er at opretholde de pavelige doktriners ortodoksi ved at tilsikre, at de teologer, som opnår tilladelse til at undervise ved katolske institutioner, gør dette i overensstemmelse med de principper, som er fastsat af Rom. Af de mange sager, han kom til at beskæftige sig med i denne egenskab, er den mest omtalte nok den, der omhandlede Charles Curran, en amerikansk teolog, som var under mistanke for at have et andet syn på abort og prævention end det af Vatikanet autoriserede.

I sin biografi om Benedikt beretter forfatteren John Allen om en isnende episode. Den 8. marts 1986 holdt Curran et møde med den daværende kardinal Joseph Ratzinger og andre i CDF’s hovedkvarter på Piazza del Sant’Uffizio, lige ved siden af Peterskirken. Curran fremførte her sine argumenter for, hvorfor han mente at hans synspunkter var i overensstemmelse med den samtidige teologi, da Ratzinger afbrød ham for at forhøre sig, om han kendte til andre, der indtog en lignende holdning. Det gjorde Curran og gav sig at opremse en række navne, der – påfaldende nok – alle var tyske. Ratzinger spurgte derpå Curran, om det var hans agt at anklage disse tænkere for noget, for i så fald ville man fra Kongregationens side da kun være glade for at åbne en efterforskningssag imod dem.

Denne brutale anekdote kan danne optakt til et forsøg på at forklare et tilsyneladende modsætningsforhold i det aktuelle pavedømme – at en mand, så mild af sind som Benedikt skal have stødt flere mennesker fra sig end nogen anden pave i nyere historie. Hans første og frem til i dag mest berygtede fejltrin (hvis det var, hvad det var) kom i 2006: I et akademisk foredrag på sit gamle universitet i Regensburg citerede han nogle ord fra den byzantinske 1300-tals-kejser Manuel II om, at alt, hvad profeten Muhammed nogensinde havde udrettet var »onde og umenneskelige ting.« Og dette var kun begyndelsen på hans splidskabende overvejelser.

Han vakte derpå forundring og mishag hos protestanter ved at sætte sin underskrift på et dokument, der henviste protestantismen tro til den lavere rangerende kategori ’kirkesamfund’. Dernæst chokerede han indfødte repræsentanter fra Latinamerika ved at insistere på, at evangeliets udbredelse i Den Nye Verden ikke var udtryk for »at påtvinge nogen en fremmed kultur«. Siden fremkaldte han indignation hos jøder ved at nominere pave Pius XII, den omstridte pave under Anden Verdenskrig, til saligkåring (som er skridtet før helgenkåring, red.). Og sidste år vakte han så igen harme blandt mange katolikker – og ikke kun dem på Romerkirkens progressive fløj – ved at gå ind på at ophæve ekskommunikationen for fire ultra-traditionalistiske udbryderbiskopper, hvoraf en viste sig at være Holocaust-benægter.

»Jeg er som cellisten Rostropovich,« skal Benedikt have sagt til en ven. »Jeg læser aldrig mine kritikere.« Selv efter pavelige normer har han en formidabel tiltro til sig selv.

»Han er genert – ja, næsten sky, vil jeg mene – men når han er nødt til at manifestere en holdning, så gør han det også. Når han føler, at det er hans pligt, kan intet få ham fra at udtrykke, hvad der ligger ham på sinde,« siger Rocco Buttiglione, en italiensk filosof og politiker, som mødte Benedikt for første gang for 40 år siden. Buttiglione ved alt om, hvilke følger det kan have at lægge stemme til upopulære opfattelser: Hans egne synspunkter om homoseksualitet kostede ham en plads i EU-Kommissionen. Og det er lige præcis Benedikts kontante stil – navnlig i forhold til islam – som beundrere som Buttiglione sætter så højt. »Der er så mange bestræbelser på dialog mellem trossamfundene, som blot er udveksling af meningsløse ord,« siger Buttiglione. »Før eller siden må vi tage fat om de virkelige problemer i forhold til islam.«

Uanset hvor megen forbitrelse den også skabte, hævder Buttiglione, så bidrog Benedikts Regensburg-tale til at gøre netop dette. »Den fremprovokerede en virkelig dialog«. Adskillige initiativer er dog også blev iværksat fra muslimsk side, og for to år siden mødtes 138 muslimske lærde, som havde sat deres underskrift på et svar på pavens tale – den såkaldte Common Word Declaration – med paven i Vatikanet.

Som den seneste krise har vist, følges Benedikts ligefremhed så langt fra altid op af en tilbøjelighed til hurtige og beslutsomme handlinger. Eksempelvis kunne han have erobret betydeligt terræn for sig selv og Vatikanet i Irland, hvis han havde ladet fjerne den irske kirkes overhoved, Kardinal Sean Brady efter dennes indrømmelser om at have deltaget i den skamfulde mørklægning af pædofilisager i 1970’erne. Nok er paven frygtløs i visse henseender, mens hans personlige historie handler om en tiltagende frygtsomhed over for andre.

Hvor utroligt det end må forekomme, blev Benedikt engang anset for liberal, ja endda for venstreradikal. Som teologisk rådgiver for Kardinal Joseph Frings, ærkebiskop i Köln og en af de betydeligste skikkelser ved Det Andet Vatikan-koncil spillede en yngre Joseph Ratzinger en nøglerolle i bestræbelserne på at vække Romer-kirken fra århundreders reaktionær henslumren. Som mange andre af tidens unge katolske teologer, favnede han konsiliets støtte til økumenisme (den katolske kirkes bestræbelser på at forene alle kristne kirkesamfund, red.), dets nye begejstring for at føre dialog med andre religioner og dets anbefaling af en større grad af internt demokrati (i form af øget autonomi for de nationale biskopkonferencer). I 1966 skrev han bog, der blev oversat til engelsk under titlen Theological Highlights of Vatican II.

»Den bog er virkelig fremragende,« siger en førende liberal britisk katolik, der – sådan er atmosfæren i dagens katolske kirke – dog ikke ønsker under stå frem under navns nævnelse. »Jeg har aldrig set ånden fra dette koncilium bedre anskueliggjort. Den er dybt bevægende. Man oplever, at denne forfatter virkelig brænder for sin sag.« Interessant nok benytter Buttiglione en lignende metafor om sit første møde med Benedikt, seks år senere. »Han havde en indre ild, en enorm viden og en højt udviklet evne til at lytte.«

I 1972 var de flammer, som antændte Ratzingers intellekt, imidlertid af en anden slags. I mellemtiden var Europa blevet rystet i sin kerne af udbruddet af studenterprotester, som begyndte i Paris’ gader, bredte sig ud over kontinentet og nåede snart den fredsommelige universitetsby Tübingen. Ungdomsoprørets revolutionære implikationer var en skræmmende oplevelse for den dengang 41-årige universitetsprofessor i dogmatisk teologi, og det følgende år brød Ratzinger op fra Tübingen for at slå sig ned i Regensburg i sin i hans øjne mere traditionalistiske hjemstavn Bayern.

Buttiglione besøgte ham her som medlem af en delegation af katolske lægfolk fra gruppen Comunione e Liberazione, hvis unge medlemmer ønskede at udvikle et alternativ til ’68’ernes’ dengang så toneangivende universitetsmarxisme. Efter at være slået ind på en intellektuel forandringsproces, der skulle få ham til at drage mange af de vigtigste beslutninger fra Det Andet Vatikan-koncil i tvivl, var Ratzinger nu et af deres idoler.

Ratzinger og hans støtter insisterer på, at han er forblevet teologisk konsistent, men den katolske forfatter og akademiker John Cornwell deler ikke denne opfattelse. »Han har ikke været nogen stor fortaler for respekt over for andre religioner. Han har ikke ført an i at give større selvbestemmelse til biskopperne, og ej heller han har støttet liturgisk nytænkning til fordel for større inddragelse. Han foretrækker stadig, at messeritualer udtales på latin.«

Den samme mand, som skrev så bevægende om konsiliets omfavnelse af det 20. århundred, er blevet den pave, der som Cornwell udtrykker det »valgt at give en biskoptitel til den østrigske præst, som udtalte, at Orkanen Katrina var en gengældelsesstraf mod det laste- og syndefulde New Orleans.« Men heroverfor indvender Benedikts støtter (og endda nogle af hans nedrakkere), at det vil være forfejlet alene, at se paven som en konservativ figur.

»Det ville være interessant at vide, hvordan man vil se på ham om hundrede år,« fungerer en iagttager fra Vatikanet, som også ønsker anonymitet. »Han vil enten blive betragtet som en reaktionær eller som en profet. Benedikt er enten forud eller bagud for sin tid, for en ting står klart – han er ikke en mand af sin tid.«

Mistillid til tidsånden er en anden af Benedikts mest fremtrædende karakteristika, hvilket muligvis er en følge af, at han blev født i et samfund, der påførte omverdenen ufattelige lidelser, fordi det forfaldt til tankeløs at indordne sig. Blandt hans yndlingsskriftssteder er Romerbrevet 12:2: »Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje.«

Som Johannes Paul II er hans position i forhold til en række spørgsmål snarere til venstre end til højre. Han fordømte invasionen af Irak. Han er i lige så høj grad imod dødsstraf som imod abort. Og hans fjendtlige holdning over for det frie marked og udtalelser om sociale og økonomiske spørgsmål kom som en uvelkommen åbenbaring for hans neokonservative beundrere i USA. »Dette er ikke en konservativ pave,« insisterer Pera. »Det er en pave, som accepterer den politiske liberalismes sprogbrug og som vil engagere sig med alle, som bruger samme sprog. Dette er en pave, som citerer Kant – en rationalist og protestant, der fik en af sine bøger sat på Indekset (listen over bøger, som Vatikanet har forbudt, red.).«

Pera er selv et billede på, hvorfor Benedikt er så vanskelig at sætte i bås. De få kardinaler, som har offentliggjort bøger sammen med forfattere uden for kirken, har valgt ulasteligt ortodokse katolske journalister eller forfattere. Men Ratzinger valgte en forfatterpartner, som er tidligere socialist og nuværende medlem af den fraskilte og sekulær italienske premierminister, Silvio Berlusconis parti, en mand, som adspurgt om, hvorvidt han er ateist, svarer: »Jeg kan ikke sige, at jeg er troende.«

Hvad der førte ham sammen med den fremtidige pave, var en fælles tro på en af de helt centrale idéer i Benedikts intellektuelle univers: At mange af de mest skattede (og progressive) ’vestlige’ værdier er uadskilleligt forbundet med kristendommen og truet af dennes tilbagegang. Som Buttiglione selv formulerer det: »Vi er ved at miste Oplysningens værdier, fordi vi er ved at vende os bort fra Kristendommen og tanken om Gud.« (Ofte er dette synspunkts følgeslutning, at den største trussel imod de vestlige værdinormer kommer fra islams fremmarch.)

Forestillingen om, at vore dages katolske kirke – som er ubetinget imod abort og prævention, uden sympati for homoseksuelle og afvisende over for idéen om kvindelige præster – skulle være en slags bastion for oplysningsværdier, vil være sværd at sluge for mange europæere. Men så igen er det også svært at forestille sig et samfund, der repræsenterer en større udfordring for Benedikt end dagens multikulturelle Storbritannien med dets antidiskriminations-etos og stadig mere højrøstede ateistiske minoritet. Den voksende popularitet for forfattere som Richard Dawkins, Christopher Hitchens og A. C. Grayling, som hævder at religion ikke bare er irrelevant, men ligefrem skadeligt, er den største forskel på det Storbritannien, Benedikt vil opleve, når han besøger landet senere i år, og det langt mere respektfulde Storbritannien, som hyldede Johannes Paul II under dennes besøg for 28 år siden.

Faren for, at der skal udbryde ny strid under hans besøg er i høj grad til stede, ikke mindst fordi Benedikt – i modsætning til sin forgænger – skriver alle sine taler selv. »Vi kan få endnu en Regensburg-tale,« advarer en liberal katolik, der ikke ønsker sit navn frem. »Det er absolut en mulighed.«

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lykke Johansen

Er du mon katolik, John Hooper? Jeg fatter overhovedet ikke din positive vurdering af Paven. Eller din forundring over, at han, som du skriver "har stødt flere mennesker fra sig end nogen anden pave i nyere tid", set i lyset af de opremsninger af hans ubehagelige meriter som kardinal og pave.

I mine øjne er han en "ulv i fåreklæder". Han har de mest stikkende, usympatiske og på det nærmeste ondskabsfulde øjne, når man ser ham i nærbilleder.
- Og hans smil virker påtaget og falsk.

Hans aktuelle hyrdebrev vedrørende pædofiliskandalen i Irland er udelukkende et forsøg på at "berolige" katolikkerne i verden, så de ikke svigter HAM og den katolske kirke.
ALLE skandalerne med de pædofile og voldelige ( også mod uskyldige børn) gejstlige indenfor den katolske kirke får mig til at opfatte denne som en forbryderorganisation, der narer millioner af (god)troende katolikker.

Det er værd at bemærke, at både Benedikt den 16. og den meget populære Pave Johs. Paul den 2. på kirkens indre linier skridt for skridt har rullet forbedringerne fra det 2. vatikanerkoncil tilbage. Bl.a. er messen nu sine steder igen på latin, Paven bærer nu igen sin røde hat, og bliver nu igen båret rundt i en bærestol ved særlige lejligheder.

Og den katolske kirke har altid ment, at den var Moderkirken, som alle andre kirke-retninger burde vende tilbage til. Heller ikke deri er der intet nyt...

Og jeg har Benedikt (som Joseph Ratzinger) mistnkt for at lyve om sin fortid i Hitler-Jugend (uden dog at kunne bevise det). Hvorfor skulle han dog ellers tage fire eks-kommunikerede medlemmer tilbage i folden igen? hvis ikke han, til en vis grad, delte deres synspunkter...

Ang. Pavens synspunkter om abort og døds-straf er der intet underligt heri. Paven mener, at abort er mord, og derfor ikke kan tillades; døds-straf kan derfor ej heller tillades. Og den katolske kirkes synspunkter om fattigdom mv. har stort set altid været kendte - den er altid gået imod en brølende kasino-kapitalisme, hvor 'fanden tager de sidste'. Netop fordi den, trods alt, stadig på en eller anden måde er forpligtet på Jesu ord og gerninger - her på denne jord. I Middelalderen kunne fattige komme og bo i klostrene - mod at arbejde - nogle dage, uger, eller endda måneder..

Og selvfølgelig fordømmer Paven invasionen af Irak; han har om nogen set hvad krig gør ved mennesker. Og ud fra et rent kristent standpunkt er det bedre med fred end krig. Hvos Paven er noget politisk er det snare social-konservativ end liberal...

Ang. at hans smil virker påtaget og falsk så tror jeg faktisk at manden er genert, introvert måske i sin personlighed. Og der kan vi introverte godt komme til at virke fjogede og stikke et (falsk) smil ud, hvis vi er usikre på noget.

Mht. dialog er det en god ting - hvis den bidrager til at afklare ting, misforståelser og andre ting; megen dialog er netop, som der står i artiklen ligegyldig snak.

Og ang. oplysningen og den katolske kirke er det emne, der bedst egnet for en ny kommentar...

martin sørensen

hvad er ligeheden i mellem en katolsk pather og rocker tyrenakke jønke ? jo de er begge meget glade for unge drenge :-)

Jeg studerer i øjeblikket i Tübingen. Faktisk kan jeg i dette øjeblik se over til det katolske fakultet hvor Ratzinger underviste. I høj grad en konservativ og provinsiel universitetsby, hvilket jo i sig selv lyder paradoksalt. At Ratzinger fandt stedet FOR hippie fatter jeg ikke et mug af.. Det interessante er imidlertid hvordan de religiøse katolikker hernede forholder sig, særligt efter der i den seneste tid har været en regulær mediestorm mod Kirken. Der er her tale om folk der studerer historie, theologi og filosofi - det er altså folk der intellektuelt kan forsvare deres holdninger, men de gør det bare ikke. Man kan tale om pædofili, hekseafbrændinger, jødeforfølgelser, Bruno, Aids, kondomer, homoseksualitet, ligestilling, islamofobi etc., men de svarer alle det samme som en ex-nazist gjorde på den lokale bodega for noget tid siden da jeg spurgte hvad han så mente om Holocaust: "ja DEN DEL var selvf. ikke iorden"... - Fint nok men man må sku beslutte sig - vil du være med i partiet eller ej? Ligeledes skulle de almindelige katolikker efter 2000 års venten på "den gode pave", må ske holde op med at vente og istedet tage lidt ansvar for deres religion? Paven er i sidte ende ikke kirken. Paven er heller ikke gud. Noget både kritikere og troende burde indse....

Helene Hansen

Jeg er selv blevet opdraget i den katolske tro. Den er så forfærdelig, menneskefornægtende og hyklerisk.
Kvinderne på gulvet gør ofte et fantastisk stykke socialt arbejde, mens mændene oppe i hierarkien driver den af, ved at fortælle fok hvad de må og ikke må. Kvinderne er dumme nok til at udleverer deres klienter til de mandelige ideologers "knive". Ud af de mange forbrydelser, som den katolske kirke begår, er en, at paven forbyder brug af kondomer for (bl.a. afrikanske) koner, der uskyldigt kan få aids igennem deres utro mand, eller at prævention i det hele taget stadig er forbudt i en tid, som sejler mod en katastrofe i form af en befolkningseksplosion.

Han skulle være så belæst denne pave. Man kan åbenbart være belæst og at have tabt overblikket over det væsentlige.
Jeg fatter ikke den kollektive dumhed, der hedder katolicisme. (De fleste kirker er efter min mening temmelig langt ude, men den katolske er en af de trosamfund, der skyder papegøjen i forhold til dumhed. )
Folk, der ikke virkelig er troende, burde melde sig ud og ikke støtte denne club.

Oplysningstiden siges at være fornuftens tidsalder. Uden Thomas af Aquinas betragtninger over bl.a. Aristoteles skrifter i 1200-tallet, heriblandt 'om fornuften' havde vi måske nok aldrig haft en Oplysnings-tid.

Indtil ca. år 1300 (eller 1250?) var Kirken, den katolske rent føleri. Så gen-opdagde man de gamle mestre, bl.a. Aristoteles. Og Thomas af Aquinas gjorde et stort stykke arbejde for at fornuften også skulle blive anerkendt som givet af Gud til mennesket, ja måske endda ligefrem til det enkelte menneske. Og det lykkedes ham at få dette 'vedtaget' (for nu at kalde det for det).

Fornuften, den menneskelige står således bag både Renæssancen, Reformationen og Oplysnings-tiden. Og i den forstand har kristendommen, via Thomas af Aquinas bidraget med tanker til Oplysnings-tiden.

Når det er sagt, er det jo også værd at bemærke, at den katolske har været imod stort set hvert eneste fremskridt (som Kirke altså), også de sociale og da især de politiske. Og at den katolske kirke var allieret med, eller lidt for gode venner med bl.a. diktatorerne i Sydamerika og i Latin-Amerika.

Til gengæld har individuelle mennesker altid ydet et stort bidrag i kampen mod uretfærdighed og fattigdom her på jorden...