Det var en triumferende præsident Dmitrij Medvedev, der fredag tog imod den nyvalgte ukrainske præsident Viktor Janukovitj i Kreml. Forgængeren Vladimir Putins strategi med direkte indgriben i nabolandets interne forhold havde fejlet i 2004 og ført den antirussiske Viktor Jusjtjenko til magten i Ukraine og den endnu mere antirussiske Mikhel Saakasjvili til magten i Georgien.
Men i fredags stod Viktor Janukovitj med hatten i hånden, uden direkte russisk indgriben i det ukrainske præsidentvalg, og bedyrede evigt venskab imellem de to broderfolk.
»Alle veje fører til Moskva,« sagde Janukovitj som svar på Medvedevs velkomst.
Begge var enige om, at nu går forholdet imellem de to lande en lys tid i møde. Janukovitj lovede ikke offentligt noget konkret, men det fremgik af pressemødet, at de vigtigste stridspunkter imellem de to lande nærmer sig en løsning.
Ukraine har valgt side
Rusland får kontrol med transitten af gas via Ukraine, som til gengæld får billigere gasleverancer. Ruslands Sortehavsflåde får lov at blive i Sevastopol på Krim også efter den aftalte frist i 2014. Russisk bliver det andet officielle sprog i Ukraine.
Ukraine søger ikke medlemskab i NATO og formentlig heller ikke i EU, men vil sikkert nøjes med en samarbejdsaftale med EU og i stedet indgå i et tæt økonomisk samarbejde med Rusland, Hviderusland, og Kasakhstan.
Festlighederne i Moskva blev ikke forstyrret af tidligere præsident Jusjtjenkos uforbeholdne støtte til Georgien under den kortvarige krig mellem Rusland og Georgien for 18 måneder siden. Medvedev og Putin kan glæde sig over, at Ukraine nu har valgt sig selv ind i den russiske indflydelsessfære igen.
Næsten samtidig med Janukovitjs besøg hos Medvedev i Kreml, tog den russiske premierminister Putin imod en anden kærkommen gæst - Georgiens tidligere parlamentsformand Nino Burzjanadse. Putin ønsker, siger han direkte, at oprette tætte forbindelser til den georgiske opposition, da en normal kontakt med den proamerikanske georgiske præsident er umulig, de diplomatiske forbindelser er simpelthen blevet afbrudt siden krigen og den russiske anerkendelse af de georgiske løsrivelsesrepublikker Abkhasiens og Syd Ossetiens selvstændighed.
Georgiere i kø i Moskva
»En dialog på mellemstatsligt niveau er umulig i den givne situation,« sagde Putin, »men jeg håber meget på, at vi ved at støtte os til de folk, der ønsker et normalt forhold til Rusland, vil formå at genoprette et forhold på det niveau, der var inden krisen mellem vore to lande.«
Den karismatiske kvindelige georgiske oppositionspolitiker Nino Burzjanadse er kun en i en række af georgiske oppositionsfolk, som den russiske regering har været i direkte kontakt med i den senere tid. Tidligere premierminister i Georgien, Zurab Nogaideli, har været på besøg hos Putin i Moskva. Og den georgiske oppositionspolitiker Iraklij Alasanija har ført forhandlinger med Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov i Bruxelles.
Det ser en fremtrædende repræsentant for den georgiske opposition, Georgij Khandrava, intet forkert i, så længe de georgiske oppositionspolitikere ikke giver køb på kravet om, at Rusland skal opgive 'okkupationen' af Abkhazien og Sydossetien og anerkendelsen af deres selvstændighed.
Det officielle styre i Georgien har da også blødet lidt af i den antirussiske retorik og så sent som 1. marts blev den eneste grænsevej mellem de to lande genåbnet og det næste skridt ventes at være en genoptagelse af flytrafikken mellem Moskva og Tbilisi.
Landsforræderi
Men alligevel raser Saakasjvilis styre fortsat over oppositionens forsøg på tilnærmelse til Rusland. Næstformanden for det georgiske parlament Mikhail Matjavariani siger således i en kommentar, at Burdzjanadses besøg i Moskva er et forræderi og skyldes ene og alene hendes forhåbninger om at komme til magten i Georgien ved hjælp af Moskva. Hun og hendes fæller har »kun en mulighed for det, da de ikke har folkelig opbakning i landet, nemlig at gennemføre et militærkup i landet med Ruslands hjælp. Rusland er en okkupant og en aggressor, der er skyld i den økonomiske krise i Georgien, i den militære intervention og i etniske udrensninger«, siger den georgiske politiker til netavisen gazeta.ru.
Ronald D. Asmus, der er ekspert ved Marshall Fondens Transatlantiske Center i Bruxelles skriver i en kommentar i dagbladet Moscow Times, at Rusland i virkeligheden er i gang med en »finlandisering« af Georgien og Ukraine.
Hermed mener han, at Moskva forsøger at gøre de to nabolande til lige så lydige og underdanige stater, som Finland var overfor Sovjetunionen i sovjettiden. Rusland udnytter, skriver Asmus, at Vesten ikke længere har nogen klar strategi over for de tidligere sovjetstater i Østeuropa. Moskva hævder igen at have ret til at påkalde sig specielle interessesfærer og til at blande sig i de involverede landes indre anliggender og ønsker om en tilnærmelse til Vesten. Og Vesten lader Rusland gøre det uden at blinke. Ifølge Asmus går Putins og Medvedevs politik ud på at stoppe Vestens fremmarch i den tidligere sovjetiske interessesfære og stoppe deres integration i NATO. Og han mener, at det er ved at lykkes for Moskva.
En "finlandisering" er ikke nogen god fremstilling af Finlands relationer til Rusland, selv om ordet blev brugt tit i vesten, inklusivt af Nato. (De var "finished").
Helsinki var, lige Moskva, en hovedstad, der ikke blev okkuperet under kriget. Problemet var, at i Jalta og Potsdam landet blev delt til Sovietunionen, der ledde siden den allierede kontrolkomission og havde en enorm ambassade in Helsinki, af samme storlek som i USA. Kontrolkomissionens vestlige medlem, Britannien, havde en tredje klassens ambassade. I øvrigt tabte den alle sine baltiske spioner og brugte Finland til at sende forrædere over til SU. Bilen af til eks. hr. Pontecorvo kørere altid i Finland, selv om den britiske ambassade ikke ville vide noget om manden da han rejste over. Bilen kom senere.
Finland blev dog "sovietiseret," mere af begivenheder end af egen vilje. Udviklingen forstyrrede ellers hverken Sverige eller Danmark. Begge to skabte systematiskt hver slags krøbelige spionnerier som den finske stat behøvde for at skjule ubehagelige sanninger. Samtidigt blev dele af den finske industrie knyttet med billige sovietiske råvaruleverancer. Finland er dog altid i en grad "sovietiseret," selv om SU har forsvudet.
Om Danmark skulle eller kunne man sige lige meget at landet er "danmarkiseret," da det faktiskt tjener britiske og amerikanske interesser lige Finland de russiske.
Godt at se, at flytrafikken mellem Moskva og Tbilisi snart genåbnes, det giver håb om en normalisering, der forhåbentligt resultere i, at man snart igen kan købe georgisk cognac i Rusland!
Set i et geopolitisk perspektiv er, ”finlandisering” et fænomen som fremtvinges, af den totale situation. Når uforsonende kræfter står overfor hinanden, i en strid om samme geografiske område, er ”finlandisering” en måde at dæmpe konfrontationen på. ”Finlandisering” forstået på denne måde er, en proces hvor en eller flere bufferzoner opbygges, mellem de stridende lande. Normalt er en sådan proces en kompleks størrelse. Kompleksiteten dirigeres ikke udelukket fra et sted (Rusland) hvis, den overhoved dirigeres. Jeg forslår at man ser på ”finlandisering” som et resultat af mange politiske, og økonomiske kræfters sammenspil – et spil med mange ubekendte!
Overskriften er taget ud af en udtalelse af Ronald Asmus fra Marshall Foundation og henleder altså forståelsen på Den kolde Krig. I den sammenhæng nævner man altså ikke, at Vesteuropa, navnlig Vesttyskland, i samme periode var og er udsat for en amerikanisering. Artiklen er holdningsbearbejdende.
Bortset fra at sammenligninger over historisk tid, anakronismer, kan være betænkelige, tror jeg, at man tit fortier, at Finland i forvejen var sovjetvenligt og at de finske kommunister hørte til det politiske flertal i landet. Anderledes med De baltiske Lande, der igennem århundreder havde tyske kontakter, ligesom Island var angelsaksisk, og Norden og Balticum derfor splittet. Jarvinen nævner nogle af vanskeligheder med en tilbageførsel.
Verdenskrigen må have udløst et grimt sindelagsskisma hos mange finnere mellem ideologisk og national identitet. (Endelig må tilføjes, at Sovjet i dag ikke er kommunistisk i den klassiske forstand, men i høj grad kapitalistisk, bl.a. med amerikansk hjælp under Jelsin, og det giver et andet aktuelt billede.)
Skal vi endelig snakke om Finland/Sovjetunionen og ikke om georgisk cognac så et det et interessant og overset emne som Per Diepgen kommer ind på. Vinterkrigen var nemlig delvis en borgerkrig, hvor det borgerlige Finland slagtede løs af arbejderklassen. Herom er der lige kommet en ny bog (på svensk): Timo Malmi och Ari Järvelä ”Slaget om Tammerfors – Ögonvittnen från finska indbördskriget”. Fischer & Co 2009.
Diepgen berører de baltiske landes tyske kontakter, men den finske overklasse, havde ligeledes tyske kontakter, således at en del finske frivillige var militær uddannede i Tyskland. Over for dem stod ”skiløber bataljonen” – finske arbejdere som var udannede ved den internationale krigs skole i Leningrad. Herom kan man læse i en spændende bog (på norsk) om krigen i Karalien: Gennadij Fisj ” Erobringa Av Kimasjärvi”. Forlaget Oktober A/S, 1978.
Diepgen og Oreskov gør faktiske fejl. Vinterkriget var 1939-40. Finske totalmobilisering lykkedes da og kriget varede over hundrede dage. Fleste udenlandske iaktagere, inklusivt Stalin, tænkte det skulle tage to uger - til Helsinki. Sovietiske trupper var instueret at ikke gå over Torneåflod til Sverige.
Politisk set var sagen en katastrofe til Stalin. Ved slutet af kriget var der mere end titusind frivillege, inklusivt fra Danmark.
Det kombunerede Inbørdes- og Frihedskrig var 1917-21, dels fordi Finland var - fra Krimkriget - strategisk vigtig. Russiske trupper samarbejdede med sosialister, mens officerere var tit med de "hvide finnerne" mod bosheviker. En tysk division kom til sydlige Finland, finnerne hjalp derefter esterne. Den vigtigste del af den nye finske "regeringshær" var en regiment af frivillige udannet i Tyskland, der financierede også Lenins aktiviteter, særligt i Skt Petersburg.
"Realpolitkiken" var dog meget real, og penge har altid haft betydning i den finske politik. Jeg blev personligt sparket ud 1980-83 af den sovietiske ambassade både fra Finland og journalismen, både i Finland og de andre nordiske lande. Et forsøg at få asyl (i Sverige og her) blev svaret af en tilsigelse og bud af asyl i den lukkede afdelning af Skt Hans. Den "sovietiserede Finland" var og forebliver nytttig til sine nordiske naboer.
Problemet i Finlandkriget var ellers at bare finnerne var van ved a røre i deres skove, særlig på skierne. Senere problem i Finland var at Stalins kandidat til president i 1939, kammerat O.V.Kuusinen, var en god ven af Andropov. SU havde Helsinki KGB under ledning af en agent af den "særlige afdelning," der specialisere i henrettelser, med selvmord.
Tak til Penttijuhani Jarvinen for historisk udredning, af et vigtigt og ofte fortiede emne!
Det danske kommunistiske parti lod en tegning gøre i Arbejderbladet (før bladet blev forbudt), der viste Wilfred Petersen (DNSAP og senere Dansk Folkeparti) ride på bryggerhesten Stauning foran et optog til Finland af Kaj Munk, Pürschl, Mussolini, Pastor Malling, Fritz Clausen, H.P.Sørensen, paven, Franco, Chamberlain og Arne Sørensen. Sommeren 1941 kunne samme Dansk Folkeparti gøre grin med tegningen, da partiet havde fået kommunisterne spærret inde, men måtte tilføje at holdningen hos flere var vendt. Von Schalburgs holdning er velkendt, både kamp 9.april mod tyskerne, senere kamp i Norge og Finland og til sidst kamp på Østfronten.
For at vende tilbage til artiklen ovenfor, synes jeg, at vi andre skulle overlade det til georgierne og ukrainerne selv at finde ud af, hvilket forhold de vil have til Rusland. De ved det bedst selv. Faren er, som altid, indblanding udefra.(EU og USA).
Her en ganske interessant links om vinterkrigens ofre:
http://mobil.svt.se/svt/jsp/Crosslink.jsp?showResults1853072=true&a=1219...
Oplysningen fra svt forekommer antagelig, eftersom tilsvarende hændelser er kendt overalt i krige, men alligevel bør dokumenteres (her ny forskning ifølge Keskisuomalainen).
I krig gælder omgøres mange tidligere love. Det fandt vi ud af i Danmark under Besættelsen, det blev refereret fra amerikanske krigsfangelejre, og det bliver resultatet af vore antiterrorlove.
Sidst er gundloven sat ud af spillet i henseende til krigserklæringen vedtaget i Folketinget, og adskillige andre end de egentlige terrorister bliver antagelig ramt af antiterrolovene. Lovene bliver politiserede af flertallet eller anden magt og tillige misbrugt.