Analyse
Læsetid: 4 min.

Den selvdøde 'køreplan for fred'

Israel gennemlever sin hidtil værste krise med USA på grund af en bosætterpolitik, der kan medføre at palæstinenserne dropper to-statsløsningen og afventer den demografiske bombes effekt
Israelsk embedsmænd stak en kæp i hjulet på den amerikanske vicepræsident Joe Bidens bestræbelser på at kickstarte fredsprocessen i Mellemøsten.

Israelsk embedsmænd stak en kæp i hjulet på den amerikanske vicepræsident Joe Bidens bestræbelser på at kickstarte fredsprocessen i Mellemøsten.

Udland
16. marts 2010

Beirut - Den værste krise mellem USA og Israel siden Henry Kissinger i 1975 tvang Israel til at trække sig tilbage fra en del af Sinai, og James Baker i 1992 meddelte Yitzhak Shamir sit telefonnummer i Washington, er i fuldt flor efter vicepræsident Joe Bidens ydmygelse i Den hellige Stad. Bidens opgave var at kickstarte en ny runde i den 'køreplan for fred', der forudsætter dannelsen af en »levedygtig palæstinensisk stat«, men israelske embedsmænd - med eller uden regeringschef Netanyahus vidende - stak en kæp i køreplanhjulet med offentliggørelsen af en autorisation til 1600 jødiske bosætterboliger i det arabiske Østjerusalem. Andre 50.000 boliger er på tegnebordet.

Der var ikke kun tale om en politisk aktion, men en åbenlys og trodsig lussing til Israels vigtigste allierede, der hvert år sender tre mia. dollars til Jerusalem, og alene prestigetabet fordrer, at USA reagerer. Det skete mandag med Hillary Clintons krav om, at godkendelsen af de 1600 boliger annulleres. I fire punkter forlanger den amerikanske udenrigsminister, at Israel retter ind efter 'køreplanen' med 'substantielle' tiltag i fredsprocessen. Benjamin Netanyahu, Israels premierminister, har undskyldt timingen, men har for nærværende ikke planer om at ændre på handlingen.

Selvdød køreplan

For selvom køreplanen stadig er den officielle politik såvel i Israel, som i PA-chef Mahmoud Abbas' vinge-skudte hjemmestyre og 'Kvartettens' armé af diplomatiske jakkesæt fra USA, EU, FN og Rusland tillige med Egypten, Jordan og Saudi-Arabien, erkendes det uofficielt, at 'to-stats-løsningens' datomærkning er udløbet. Virkeligheden har flyttet sig siden George W. Bush i 2007 ydede forsinket førstehjælp til den allerede da komaramte køreplan. Som en EU-diplomat på Vestbredden for nylig opsummerede »udenfor citat« over en kop kaffe i Østjerusalem: »Alle ved, at to-stats-løsningen er historie, men ingen tør sige det højt. Omvendt hviskes der højlydt i krogene.«

Og det, der ifølge EU-diplomaten hviskes om, er følgende: Israel går nu efter at bevare den eksisterende status quo i form af interim-aftaler, der kan skabe ro uden en egentlig statusaftale om faste grænser, flygtninge, Jerusalem, etc. På den måde kan Israel bevare kontrol med Vestbredden, fortsat bygge bosættelser og sikre militær adgang til Jordan-dalen som stødpudezone i tilfælde af et arabisk angreb. Filosofien er, at en palæstinensisk stat er en sikkerhedsrisiko, uanset hvor demilitariseret, den bliver.

Og stedse flere palæstinenserne har opgivet troen på, at en 'levedygtig stat' vil være andet end bantustans, og taler nu om enten en løs føderation i det tidligere britiske mandatområde, Palæstina fra Jordan-floden til Middelhavet, eller en enhedsstat, der ad åre vil få arabisk flertal i kraft af en højere fødefrekvens, og som i sidste ende vil vælge en arabisk præsident for den jødiske stat.

Våbenstilstand en udvej

Ehud Yaari, en israelsk forfatter til en stribe bøger om israelsk politik, er på samme spor i sidste nummer af tidsskriftet Foreign Affairs, som han har givet overskriften »Våbenstilstand Nu!«

Yaari påpeger, at den jødiske stats fremtid som specifikt 'jødisk', altså med særlige rettigheder til dens jødiske borgere, kun kan opretholdes, hvis Israel skynder sig at indgå en våbenhvile og trækker sig tilbage tilbage til den sikkerhedsbarriere, der er etableret siden 2002 på delvist palæstinensisk område, og som beskytter de største jødiske bosættelser nær den gamle 'grønne linje' fra 1949-67. Denne tilbagetrækning skal følges op af en egentlig grænsedragning mellem de to folk, hvis Israel skal håbe på at bevare statens jødiske karakter. Men det kan Israels nuværende regering, der hviler på nationalistiske, ortodokse og bosættere, ikke gå med til. Deres alternativ er at fortsætte besættelsen i håb om, at et sæt af midlertidige aftaler med den palæstinensiske side kan sikre ro og orden. Først derefter vil den indlede forhandlinger en endelig status, der bl.a. udelukker Jerusalem som palæstinensisk hovedstad. Det har palæstinenserne indset, og modstanden mod en to-statsløsning er voksende på Vestbredden, simpelt hen fordi færre og færre tror på, at Israel mener den alvorligt. Mahmoud Abbas har endnu ikke undsagt køreplanen definitivt, men han har ikke forgængeren Yassir Arafats autoritet, og har mindre manøvrefrihed med et knurrende Fatah-bagland og Hamas i Gaza, der puster ham i nakken. Hvilket ironisk nok har gjort ham til en hårdere forhandler i forhold til israelerne - også fordi det har vist sig, at hans forhandlingslinje indtil sidste år, der medførte et tæt samarbejde mellem de to siders sikkerhedstjenester, hvor arrestationer af Hamas-aktivister på Vestbredden og afvæbning af Fatahs al-Aqsas Martyrer-milits blev speedet op, ikke har haft nogen virkning i form af israelske indrømmelser - snarere tvært imod.

Flygtningetsunamien

Flere prominente palæstinensere, herunder Oslo-forhandleren Ahmed Queri og den tidligere formand for hjemmestyreparlamentet i Ramallah, Abel Mossin al-Qattan, taler nu om en løs føderation frem for en suveræn stat, der kun kan imødese bestandig israelsk indblanding. Andre taler om en enhedsstat, der vil åbne for en tsunami af de seks mio. palæstinensere i diaspora. Palæstinenserne har aldrig set en stat på 22 procent af det oprindelige mandatområde som svaret på deres nationale ambitioner. Som også Ehud Yaari påpeger, er det gamle mandatområde synonymt med 'deres Palæstina' - ikke en to-statsløsning.

Joe Biden-krisen kan meget vel være den tue, der får køreplanen tilbage på sporet - eller afsporer den definitivt. Alternativet er Israels ophør som specifik jødisk stat.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Adam Whittaker

Jaja og sådan bliver det ved i spekulationer. Alle ved at i realiteten er det kun USA der kan presse Israel til en anstændig aftale, men det kommer aldrig til at ske, for ellers mister det siddende parti deres jødiske vælgere.

http://politikstinker.blogspot.com/

Der har, som sædvanlig desværre, indsneget sig en del menings-forstyrende tyrk-fjel i Informations artikel:
Der skal naturligvis stå "Besætterpolitik", ikke "bosætterpolitik" . Ligeledes skal der naturligvis stå "Besætterboliger" ikke "bosætterboliger" .
Endeligt hedder byen naturligvis "Al Quds" ..

Forhåbentlig beklager Information brugen af new-speak ?