Læsetid: 6 min.

Spekulation kan skabe ny fødevarekrise

Verdensbanken advarer om, at særligt Asien trues af fødevarekrise. Den kan blive alvorligt forværret af tidens nye spekulationsobjekt, som blandt andet Goldman Sachs har kastet sig ivrigt over: Fødevarer
Indere protesterer over prisstigninger på fødevarer i Delhi i februar. Mange eksperter frygter, at fødevarepriserne igen vil skyde i vejret som følge af spekulationer, og Asien er særligt truet af et prishop.

Indere protesterer over prisstigninger på fødevarer i Delhi i februar. Mange eksperter frygter, at fødevarepriserne igen vil skyde i vejret som følge af spekulationer, og Asien er særligt truet af et prishop.

Manan Vatsyayana

10. marts 2010

Hvad du taber på brødet, kan du vinde på børsen.

Det var tilbuddet til de tyske bagerkunder, der i maj 2008 købte en pose hvedeboller i Frankfurt. 'Er du glad for de stigende priser? Agri-culture Euro Fund giver dig nu mulighed for at deltage i væksten af syv af verdens vigtigste landbrugsvarer,' lød det æggende tilbud fra Deutsche Bank på posen.

Det var i de måneder, at fødevarekrisen toppede: Den krise, der sendte yderligere millioner af mennesker ud i sult og gav sproget ord som pastaprotester, ris-opstande og tortilla-krig. Mellem 2006 og 2008 steg verdensmarkedsprisen for majs med 125 procent, for hvede med 136 pct, og for ris med galopperende 217 pct. Og ifølge George Soros var spekulation en drivende faktor.

»Det er præcis som at hamstre mad midt i en hungersnød for at lave profit på de stigende priser,« rasede den angrende spekulant: »Spekulanterne får priserne til at stige med deres forventninger, deres hasard med fremtiden, og deres aktiviteter forvrider priserne særligt i fødevaresektoren.«

Aktivitet var der i hvert fald. Ifølge Wall Street Journal bidrog råvarespekulation, herunder i landbrugsvarer, med 1,5 milliarder dollar til Goldman Sachs overskud i 2008, ca. en tredjedel af virksomhedens formodede indtægt. Avisen skønner, at den gennemsnitlige bonus for ansatte var 3-4 millioner dollar samme år.

Prisudsving

Dengang fik stigende oliepriser og kødspiseri i Indien og Kina skylden for prisstigningerne, og for blot to uger siden konkluderede Verdensbanken endeligt, at krisen skyldtes satsningen på biobrændstof. I dag er der dog stadig flere økonomer og beslutningstagere, som erkender, at de voldsomme prisstigninger skyldes finansiel spekulation, siger den indiske økonom Jayati Gosh.

»Man kan ikke tolke de pludselig prishop som andet end resultat af spekulation. De var løsrevet fra udbud og efterspørgsel og havde i den forstand intet at gøre med den 'rigtige' økonomi.« Hun tilføjer: »Det kan ikke komme bag på nogen, at Verdensbanken helst ikke vil åbne den dør. Det kan jo føre til krav om ny regulering«.

Jayati Gosh er professor ved Jawaharlal Nehru University i Delhi og blandt andet kommentator ved den britiske avis The Guardian. Og hun taler ikke om fødevarekrise - og slet ikke i datid:

»Det er en misforståelse, at der er tale om en fødevarekrise: Det, vi ser, er en priskrise. det handler ikke om, at der ikke er mad nok, men om at priserne er for høje til almindelige mennesker. Og den er langt fra slut. I Indien stiger prisen stadig, og en katastrofe er under opsejling«.

Hårdest ramt

For nylig førte det til massive protester, blandt andet ved parlamentsbygningen i Indiens hovedstad, og regeringen vil nu gøre det til sin topprioritet at få styr på priserne på de nødvendige basisvarer. Og det er helt nødvendigt i et land med så mange mennesker under fattigdomsgrænsen. For selvom bagerkunderne i Frankfurt i 2008 nok var frustrerede over, at deres daglige brød steg i pris, er det verdens fattige, der for alvor lider under prisstigninger på mad. Ifølge tal fra FN's fødevare- og landbrugsorgan, FAO bruger en gennemsnitlig husholdning i den industrialiserede del af verden kun 10-20 procent af sin indkomst på mad, mens det tal ligger på 60-80 procent i udviklingslandene. Ifølge de amerikanske landbrugsmyndigheder betyder en 50 procent prisstigning på basale fødevarer kun seks procent stigning i udgifterne i USA, mens det i udviklingslandene betyder 21 procent.

Jayati Ghosh har intet problem med, at en sælger altid vil gå efter den højeste pris. Problemet er de såkaldte terminskontrakter - også kendt som future-kontrakter. De er traditionelt blevet brugt til at sikre både køber og sælger af en vare mod pludselige prisudsving - en slags forsikring mod ubehagelige overraskelser på kort sigt.

Der, hvor det ifølge Gosh bliver farligt, er, når kontrakterne kan få deres eget liv.

»De sælges og købes i dag i stor udstrækning uafhængig af selve leverancen af fødevarer og er dermed spekulationsobjekter,« siger han.

Ifølge tal fra den amerikanske kongres er under 30 pct af al handel med olie fysisk. Resten er spekulation foretaget af folk, der ingen interesse har i at handle med varer. Faren er, at det samme kan ske for fødevarer, og at de derved prissættes uafhængig af udbud og efterspørgsel, mener Gosh: »Forestil dig, at det samme skete med de basale fødevarer, der føder verdens fattige,«

Nyt fænomen

Råvarebørserne - de mest kendte i Chicago og i Europas største i Paris - har eksisteret i over 100 år, men finansiel investering med deltagelse af de store institutionelle investorer er først blevet en stor ting i dette årtusinde.

»Det var ikke mindst væksten i Kina, der fik investorerne til at kigge mod de børser. Pludselig kunne man ane, at den globale efterspørgsel ville stige markant, og man ville derfor være med,« fortæller Arne Rasmussen, råvareanalytiker i Danske Bank. Jayati Ghosh mener derimod, at det var en anden begivenhed, der satte gang i spekulationsiveren: dereguleringen i USA, hvor nye finansielle aktører, der tidligere var forbudt adgang til at handle med råvarekontrakter igennem en ny lov - Commodity Futures Modernization Act - fik adgang til børsen.

Ifølge Gosh kom der virkelig gang i tingene i 2006, da det i stigende grad stod klart, at de amerikanske huslån var et dårligt sted at investere.

»Pludselig var de globale finansielle aktører på jagt efter nye investeringsobjekter, og man så pludselig, at råvarer blev handlet i stort omfang med kortsigtet profit for øje,« fortæller hun.

Derfor så man også priserne falde voldsomt igen i sensommeren 2008.

»Da blev finanskrisen så hård, at de måtte trække pengene hjem igen. Udsigten er nu, hvor der er kommet mere ro på tingene, at handlen igen vil komme i gang,« spår hun.

Og investeringer på råvarebørserne er per definition kortsigtede, understregede Robert Splid i en kommentar i mandagens Børsen.

Råvaremarkedet er for uoverskueligt, så man er henvist til tekniske analyser om kortsigtede udsving.

»At købe olie eller majs ud fra langsigtede overvejelser er simpelthen for ambitiøst,« konkluderer han.

To lejre

Men er spekulation i føde-

varer virkelig også så slemt?

Ifølge Arne Rasmussen, råvarenalytiker i Danske Bank, er der i dag to lejre i debatten. Den ene fløj ser spekulation som finansielle væddemål om fremtiden, der ikke påvirker prisen, fordi det i sidste ende er udbud og efterspørgsel, der bestemmer prisen.

»Populært sagt mener de, at man kan man lave nok så mange væddemål om udfaldet på en fodboldkamp, uden det påvirker, hvad der sker på banen,« forklarer han.

Den anden lejr mener, at spekulation i finansielle kontrakter uundgåeligt har en stor effekt på markedsprisen:

»Det er dermed ikke længere forholdet mellem udbud og efterspørgsel, der længere bestemmer prisen,« konstaterer han.

Arne Rasmussen mener, at sandheden skal findes et sted i midten. Man kan nemlig med fordel se spekulanterne for 'budbringerne' - og dem skal man som bekendt ikke skyde.

»De kan være en form for signalgiver. De tænker langt, er først til at spotte små lagre og har ressourcer til at lave de gode analyser. Så kan landmændene lægge om, og prisen vil gå ned. Man så faktisk i 2008, at landbrugssektoren viste sig at være meget fleksibel,« siger Arne Rasmussen.

Han mener, at spekulation har en effekt på kort sigt:

»Men siden er priserne jo faldet igen. I sidste ende kan man nok sige, at det er udbud og efterspørgsel, der sætter prisen i det lange løb.«

Problemet er, hvis der er for mange aktører på købersiden, understreger Arne Rasmussen.

»Det var det, der skete i 2008. Det er godt for dem, der producerer og handler, men skidt for forbrugerne.«

Ifølge Financial Times er Goldman Sachs afdeling for råvarehandel den del af investeringshuset, der vokser mest for tiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Utroligt at vi stadig tillader det kapitalistiske system til at skabe denne type problemer. Basale fødevarer bør være beskyttet mod spekulanter.

I kasinoøkonomimer er alt jo tilladt, at få de basale fødevare priser til at stige så folk dør af sult. At tørre finanskriser af på almindelige skatteyder og skabe arbejdesløshed.

Finanskrisen skabte en hurtig kraftig nedgang i aktier mm. og nu bagefter tjener finanssektoren stort på den opgang der kom.

Folk i finanssektoren tjerner masser af penge på at aktier igen stiger. Men almindelige skatteyder skal betale for det fald der var i finanssektoren.

Fattige i ulande betaler også for finanssektorens kasinoøkonomi.

Var der nogen der tænkte nationalisering?

jette tofte bøndergaard

Vi kommer nok ikke igennem med en nationalisering af bankvæsnet, men ...

Jeg ville ønske, at Information skrev om, hvad jeg kunne gøre som forbruger. Hvilken bank er den 'bedste' for almindelige lønmodtagere. Jeg har, som offentligt ansat, ikke lyst til at bidrage til finanseventyr.

Det var rystende, at læse Einar Már Gudmundssons artikel om Island, hvori han får berettet om, hvordan Haiti betaler af på en 'erstatningsgæld' de er pålagt, fordi Frankrig mistede haitianerne som slaver! De har afdraget direkte frem til 1947 og siden indirekte via IMF-betingede 'gældssaneringer'.

Almindelige islændinge kommer, så vidt jeg forstår, tilsvarende til at betale for enkeltindividers finanseventyr - de offentligt ansatte bliver en slags lønslaver' for finans-drengene!

Men, indrømmet: økonomi i den skala stod ikke på mit skoleskema, så Information må meget gerne oplyse. Det kommer mig i hvert fald for, at billedet med, at statsøkonomi kan sammenlignes med privatøkonomi - at den er ren vildledning af os økonomi-analfabeter.

Tak i øvrigt til Anna von Sperling. Jeg vil gerne læse mere.