Læsetid: 3 min.

Tysk ecstasy-terapi slår to ihjel

En berlinsk psykoterapeut er sigtet for at have givet sine patienter bl.a. ecstasy. To døde, en er i koma og fire forgiftede. Det er det sørgelige resultat af en terapeutisk behandling, der gik frygtelig galt. Efter ulykken spørger tyske myndigheder sig selv om, hvem der skulle have grebet ind
15. marts 2010

I fredags begyndte retssagen mod den berlinske læge, som den tyske boulevardpresse har døbt 'dødsterapeuten', da to klienter er døde. Den 51-årige Garri R. står tiltalt for uagtsomt manddrab og vold med døden til følge. Som psykoterapeut har han tilsyneladende gennem flere år udført bevidsthedsudvidende stofeksperimenter med sine patienter. Men til sidst gik det grueligt galt, og den alternative behandlingsform har nu kostet to patienter livet.

Til boulevardavisen BZ udtaler en anonym patient:

»Han pakkede hvidt pulver og tabletter ud. Før han tilbød det til os, forklarede han os den præcise sammensætning. Alle vidste, hvad det var. Ingen var tvunget til at tage noget af det. Mens han talte, faldt ordene Efedrin og MDMA, altså ecstasy. Jeg husker, at det primært drejede sig om amfetamin.«

Kramper på gulvet

Men selv om flere tidligere patienter forsvarer deres terapeut og hævder, at der var tale om indforstået og frivillig behandling, er de tyske myndigheder opsat på at komme til bunds i de begivenheder, der førte til to dødsfald, en patient i koma og fire alvorlige forgiftninger. Og sagen er da også et kompliceret stykke jura, der omhandler forholdet mellem læge og patient og dermed rejser principielle problemstillinger.

De skæbnesvangre begivenheder fandt sted i september 2009, da 12 mennesker indfandt sig i en villa i den berlinske forstad Hermsdorf for at undergå en særlig intensiv psykoterapeutisk behandling hos lægen Garri R. Blandt sine patienter er Garri K. kendt for at anvende stoffer i behandlingen, og også denne dag indtager terapeuten selv en dosis LSD for at »sensibilisere« sig selv, forklarer vidner ifølge tidsskriftet Der Spiegel. Garri R. tilbyder derefter sine patienter det kemiske præparat Neocor, såvel som MDMA i pulverform, bedre kendt som ecstasy, der ifølge terapeuten skal medvirke til at bringe traumer frem til overfladen af bevidstheden.

Så vidt når behandlingen dog ikke. De kemiske præparater får nemlig en 60-årig førtidspensionist og en 28-årig studerende til at gå i kramper på terapeutens gulv. Først forsøger Garri R. at modvirke kramperne med indsprøjtninger af morfin og valium. Men det får ikke rystelserne til at aftage.

I stedet begynder de to patienter at blive meget blege, og Garri K.'s hustru, der også hjælper til med behandlingsforløbet, ringer til lægevagten, der ankommer i helikopter. Desværre er det for sent. Den 60-årige mand udånder på forstadsvillaens gulv. Senere dør også den 28-årige studerende, og en 55-årig komalærer går i koma. Kort efter anholder politiet Garri R. og sigter ham for uagtsomt manddrab.

Ecstasy som sakramente

Den chokerende sag har vakt opsigt i Tyskland, fordi Garri R. havde tilladelse til at praktisere og overholdt de gældende regler. Endvidere samarbejdede han med indtil flere sygehuse. Det etablerede sundhedssystem har derfor måttet stille sig selv en række alvorlige spørgsmål: Hvordan kunne Garri R. gennem årene uforstyrret praktisere denne uansvarlige og ulovlige form for behandling. Og hvor udbredt er denne form for behandling i det hele taget. Myndighederne frygter, at Garri R.s eksempel ikke er enestående.

Hans interesse i brugen af stoffer som psykoterapeutisk hjælpemiddel stammer nemlig fra studier hos den schweiziske psykiater Samuel Widmer, som han betragter som sin læremester. Widmer er i visse kredse berygtet for sine kontroversielle behandlingsformer, der har rødder i 1960'ernes LSD-eksperimenter, og som han betegner som »psykolytisk psykoterapi«. I sine offentliggjorte skrifter omtaler den schweiziske psykiater både LSD og MDMA (ecstasy) som 'sakramenter', der kan medvirke til at opbløde stivnende psykiske forsvarsmekanismer og dermed blotlægge rødderne til dybereliggende sjælelige problemer.

For to år siden sendte Garri R. et brev med overskriften »Hvad er psykolytisk terapi?« til Lægestyrelsen i Berlin. I brevet klagede den nyetablerede terapeut over, at bestemte svampe og stoffer som LSD og MDMA af politiske grunde er forbudt. Lægestyrelsen var bekymret over holdningen til de ulovlige stoffer, men fandt på daværende tidspunkt ingen påtrængende grunde til at gribe ind.

Skyldfri læremester

Ved retssagens åbning i sidste uge valgte Garri R. at påtage sig den fulde skyld.

»Jeg har helt og aldeles fejlvurderet omgangen med illegale substanser og har gjort mig skyldig i to menneskers død,« sagde han ifølge avisen TAZ. Men spørgsmålet er imidlertid, om ansvaret for dødsfaldene reelt rækker videre end til den anholdte læge. I et interview til Spiegel har Samuel Widmer fralagt sig ethvert ansvar for sin elevs skæbnesvangre handlinger:

»Når en bilist kører nogen ihjel, så skyder man vel heller ikke skylden på kørelæreren.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu