Ifølge udkastet til en rapport fra Europarådet har verdenssundhedsorganisationen WHO og andre offentlige sundhedsorganisationer sat den tillid, de nød i offentligheden, over styr ved at overdrive risikoen i forbindelse med influenzapandemien.
Rapporten, som er udarbejdet af det britiske Labour-parlamentsmedlem Paul Flynn, der er næstformand for Europarådets sundhedsudvalg, hævder, at et tab af troværdighed kan bringe liv i fare:
»Dette fald i tillid kan være risikabelt i fremtiden,« hedder det i rapporten. »Når den næste pandemi opstår, vil mange mennesker ikke have fuld tillid til henstil- lingerne fra WHO og andre organer. De vil måske nægte at lade sig vaccinere og kan dermed bringe deres eget helbred og andres liv i fare.«
I Storbritannien var forskellen mellem skønnet over antallet af mennesker, der ville dø af influenzaen, og virkeligheden meget stor, siger Paul Flynn:
»I Storbritannien meddelte sundhedsministeriet op-rindeligt, at man måtte regne med omkring 65.000 dødsfald. I mellemtiden er dette skøn i starten af januar 2010 blevet nedjusteret til kun 1.000 dødsfald. I januar 2010 var færre end 5.000 personer blevet registreret som smittet med sygdommen, og der var blevet konstateret omkring 360 dødsfald,« hedder det i betænkningen.
Interessekonflikter
Sundhedsminister Gillian Merron vil iværksætte en regeringsundersøgelse af Storbritanniens håndtering af influenzaepidemien og fremlægge en rapport efter juni, siger Flynn. De europæiske lande reagerede meget forskelligt på pandemien, konkluderer rapporten. Ikke alle iværksatte storstilede vaccinationskampagner ligesom de britiske myndigheder. Flynns udkast til en rapport beskylder WHO for manglende gennemsigtighed. Nogle medlemmer af rådgivningsudvalgene er influenzaeksperter, der har modtaget støtte til deres forskningsprojekter fra medicinalvirksomheder, der producerer medicin og vacciner mod influenza:
»Deres uafhængige råd kan godt drages i tvivl,« hedder det i rapporten.
»Til dato har WHO ikke fremlagt overbevisende dokumentation for at imødegå disse påstande, og organisationen har ikke offentliggjort de relevante oplysninger om rådgivernes interessekonflikter.«
Flynns rapport blev bestilt af Europarådets parlamentsudvalg, der undersøger de europæiske organer og regeringers håndtering af influenzapandemien.
I går blev der fremlagt yderligere beviser ved et møde i Paris. Vidnerne var den polske sundhedsminister, Ewa Kopacz, som forklarede, hvorfor hendes regering besluttede ikke at bestille vacciner mod H1N1.
Den franske avis Le Figaro skrev i går, at landets regering har indgået forlig med de medicinalselskaber, der skulle levere vaccine mod svineinfluenza. Ifølge Le Figaro får Novartis, GlaxoSmithKline og Sanofi 48 millioner euro og ikke som oprindelig aftalt 358 millioner euro for de vacciner, som de franske myndigheder først bestilte og siden afbestilte.
Mistanke
Et af de centrale spørgsmål i Europarådets undersøgelse »drejer sig om medicinal- industriens evne til at påvirke offentlige beslutninger vedrørende H1N1-influenza«, og »hvorvidt deres anbefalinger blev godtaget som offentlige sundhedsanbefalinger uden at være baseret på tilstrækkelig videnskabelig dokumentation«, siger Flynn, der som eksempel nævner beslutningen om at anbefale to doser influenzavaccine til børn, hvilket senere er blevet draget i tvivl.
»Forskellige faktorer har ført til mistanke om, at der kan have været urimelig påvirkning fra medicinalindustrien. Det er navnlig muligheden for interessekonflikter hos eksperter, der er repræsenteret i WHO's rådgivende udvalg, den første fase af udarbejdelsen af aftaler mellem medlemsstaterne og medicinalselskaberne samt den indtjening, som medicinalselskaberne kunne imødese som resultat af en influenzapandemi,« hedder det i udkastet til rapporten, som vil blive fremlagt i slutningen af april, når alle beviserne er blevet indsamlet.
© Guardian News and Media 2010 Oversat af Mads Frese