Læsetid: 6 min.

WTO er stendød

Forhandlingerne om fair og fattigdomsbekæmpende verdenshandel er afblæst, og Verdenshandelsorganisationen WTO er i dødskramper. Udviklingslande vil nemlig ikke længere acceptere at få armen vredet om
Demonstrant udtrykker sin vrede mod Verdenshandels-organisationen WTO til topmødet i 2005 i Hong Kong. Organisationen har i årevis været kritiseret for at favorisere de rige landes interesser, men de seneste år har ulandene stået imod presset. Det har været medvirkende til, at organisationen i dag er stendød.

Demonstrant udtrykker sin vrede mod Verdenshandels-organisationen WTO til topmødet i 2005 i Hong Kong. Organisationen har i årevis været kritiseret for at favorisere de rige landes interesser, men de seneste år har ulandene stået imod presset. Det har været medvirkende til, at organisationen i dag er stendød.

Claro Cortes

25. marts 2010

Det svarer lidt til at diskutere, om dinosauerer er uddøde på grund af klimaforandringer eller et meterornedslag.

Sådan beskriver Michael Friis Jensen, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), sin reaktion, da han blev inviteret til at deltage i en paneldebat om WTO. For der er nemlig langt imellem nyt fra Verdenshandelsorganisationen. »Det er ofte blevet sagt, at der for WTO gælder den samme naturlov som for cykling: Enten er man i bevægelse eller også vælter man. WTO står fuldstændig stille, den er ikke væltet, men det ser faretruende ud,« fastslår Michael Friis Jensen.

Morten Emil Hansen, kampagnechef i Mellemfolkeligt Samvirke, vil gå endnu længere. »WTO er stendød. På det seneste har de udelukkende mødtes til et par skåltaler, der handlede om, at det var flot, at de var blevet enige om at mødes. Ingen i Geneve har forladt bygningen, låst døren og lagt nøglen under måtten, men i praksis sker der absolut ingenting«.

Forpustede rige

Der er ved debatten på Københavns Universitet, arrangeret af International Debat, i hvert fald enighed blandt paneldeltargerne om, at den såkaldte Doha-udviklingsrunde, der blev igangsat for at sikre en verdenshandel, der kunne hjælpe verdens fattigeste lande, de facto er død.

Men hvem førte kniven? Ifølge panelet er der to sideløbende tendenser.

For det første har de to traditionelt stærke stemmer i forhandlingerne, USA og EU, mistet pusten. Da Doha blev skudt i gang i 2001, var det året efter, at de såkaldte Milleniummål, hvor verden blev enig om at reducerere den globale fattigdom, og trods de økonomiske bølgeskvulp efter terrorangrebet på World Trade Center gik det godt for økonomien. Der var overskud til at sætte fattigdomsbekæmpelse højt på den internationale dagsorden.

»I dag står vi midt i en økonomisk krise, der giver de rige lande mindre lyst til at lægge kræfter i en ny udviklingsrunde. I stedet ser vi i stigende grad nye toldbarrierer i EU og en række protektionistiske tiltag i USA, mens de begge satser entydigt på bilaterale handelaftaler,« siger Morten Emil Hansen.

Armvridning

For det andet er der kommet nye stærke drenge i skolegården: De nye vækstøkonomier, Kina, Brasilien, Indien og Sydafrika. »Tidligere var det sådan, at USA og EU lavede aftalerne og så skrev alle andre under. Nu er der kommet nye til og dem er der igen vej udenom,« forklarer Michael Friis Jensen.

Men det er ikke Kenneth Haar, talsmand for Attac, man vil finde grædende ved WTO's begravelse. Ifølge ham har ulandene med rette stukket en kæp i hjulet på maskineriet ved at sætte sig op imod en lang tradition for armvridning.

»Det har altid heddet 'one size fits all', uden skelen til de forskellige udviklingsnivauer. Til forhandlingerne har USA og EU besluttet sig for en tekst og så taget ulandene i enerum en og en og sagt til dem, at de hellere måtte æde hele aftalen. Det fortsatte, indtil 1999 i Seattle, hvor den afrikanske delegation valgte helt at udvandre,« fortæller Kenneth Haar.

Morten Emil Hansen husker, at den amerikanske delegation ved forhandligerne i Cancun bestod af 800 mand, mens Senegal var repræsenteret af tre. »Hundredvis af amerikanske regnedrenge kunne jo så sidde på hotellet og regne på, hvad hver lille indrømmelse ville koste. Senegal måtte rejse hjem, smide en bunke papirer på bordet og indrømme, at de ikke havde en anelse om, hvad de havde skrevet under på.«

Hvilket uland?

Men kan de små udviklingslandene ende med at satse på den forkerte hest ved at læne sig op at Kina, Indien og Brasilien? Det er vanskeligt at se en klar fælles intersse i den store gruppe, der definerer sig som udviklingslande, mener Michael Friis Jensen. »Som det er i dag, har udviklingslande som gruppe ikke andet til fælles, end at de ikke er ligeså rige som OECD-landene,« fastslår han og advarer: »Når man er lille, skal man altid passe på med at alliere sig fast med en stærkere part. Om det er EU eller Kina, der siger, at de er de små udviklingslandes ven, så vil de fattige fortsat blive tromlet. Internationale forhandlinger er ikke en fætterkusinefest,« fastslår han.

Men de mindre ulande står trods alt stærkere sammen med de nye vækstøkonomien end alene, understreger Morten Emil Hansen. »Hvis ikke der havde været nogle store ulande, der stod forrest i kampen mod amerikanske og europæiske interesser, så havde vi allerede haft en aftale - og den havde med garanti ikke været til fordel for de fattige. I en verden af få muligheder, må man gribe dem, man har«.

Fremtiden

Men hvad med fremtiden? Der vil gå en rum tid - 5-10 år -, før vi vil se egentlige forhandlinger i WTO-regi, lyder det enstemmigt fra panelet. Der er nemlig pt. ingen, der trækker læsset. »USA har travlt med at passe på økonomien og de amerikanske arbejdspladeser. Og man skal huske på, at Demokraterne aldrig har været særlig frihandelsbegejstrede,« understreger Morten Emil Hansen. Og EU har en stor hurdle foran sig: Landbrugsstøtten. Den bliver nok først rigtig attraktiv at rulle tilbage, når europæiske lande for alvor ser afsætningsmuligheder på de nye markeder, lyder vurderingen.

Jens Ladefoged, lektor ved Institut for Statskundskab, København Universitet, tror dog på, at der vil blive brug for WTO i fremtiden - ny verdensorden eller ej. »Ser man på de nye magter som Kina, Brasilien og Indien, har de jo også en interesse i regulering, og der er ikke noget, der tyder på, at de står med et oplagt alternativ.«

Det kan endda på sigt være de store udviklingslande, der giver organisationen nyt liv, mener han. »De kan give processen den legitimitet, der har manglet i den transatlantiske verdensorden, hvor det kun var USA og Europa, der satte dagsordenen.«

Og hvis de mindre udviklingslande ved, hvad der er bedst for dem selv, vil de også arbejde for at holde skuden i vandet, mener Friis Hansen. »EU og USA behøver jo ikke at være så skræmte ved tanken om, at det hele bryder sammen. De har jo styrken til at forhandle bilateralt. Anderledes alvorligt er det jo for de små udviklingslande i Afrika, Asien og Latinamerika,« siger Friis Jensen, der mener, at WTO til tider har fået et lidt for blakket ry i udviklingslande og de globaliseringskritiske kredse. »Man skal passe på med at se WTO som en frådende frihandelsorgansiation. Det er en organisation, der regulerer handel i den retning, som folk kan blive enige om,« understreger han.

Morten Emil Hansen tror derimod, at vi vil se de handelspolitiske diskussioner flytte over i et nyt forum. »Det er oplagt, at det bliver i G20, at dialogen skal tages og løsningerne skal findes,« spår han.

Hyklere?

Men er WTO i virkeligheden symptom på en mere vidtrækkende krise i de internationale institutioner? Ja, mener Jens Ladefoged. Det hænger sammen med, at vi står midt i et vakuum, hvor en ny magtbalance skal etableres.

»Bliver den trekantet, femkantet, eller ottekantet? Uanset hvad så er det et strukturelt vilkår, at magten forskydes, og vi skal finde frem til en ny orden som alternativ til den amerikansk skabte med bærende institutioner som Verdensbanken, IMF og i sidste ende også WTO,« siger han.

Nye stærke magter, humpende gamle dinosaurer med protektionistiske tilbøjeligheder og mindre udviklingslande, der har lært reglerne at kende og ikke længere gider at lade sig hundse rundt med. Det er en ny orden. Og den er måske også i orden. »Udviklingslandene har sagt fra. Det kan man grine eller græde over, men måske vil man så begynde at lytte til dem og acceptere, at der er behov for forskellige regler,« siger Kenneth Haar.

Jens Ladefoged understreger, at der helt tilbage til Gatt-aftalerne har været mulighed for at beskytte sig i særlige situationer: »Det har givet os mulighed for at bestemme tempoet i vores globalisering, og det har vi vundet på. Vi skulle virklige være kynikere og hyklere, hvis vi nægtede udviklingslandene det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

med WTOs mulige død, kunne der tegne sig et ny mulighed for udviklingslandene, men på den anden side, kunne det også gå hen og blive endnu svære for udviklingslandene at komme til orde.

.

Niels-Holger Nielsen

Selvom jeg ikke var til stede ved arrangementet kan der vist ikke herske den ringeste tvivl om at AvS har skrevet en rigtig god artikel. Mere af det!

Endelig giver de globale sydlande fingeren til norden og det er så sandlig på tide. Lad os håbe at de ikke taber pusten.

Kristoffer Olsen

»Det har altid heddet ‘one size fits all’, uden skelen til de forskellige udviklingsnivauer. Til forhandlingerne har USA og EU besluttet sig for en tekst og så taget ulandene i enerum en og en og sagt til dem, at de hellere måtte æde hele aftalen.«

Og hvordan foregår det så under de bilaterale forhandlinger, der i vid udstrækning har afløst WTO's demokratiske forhandlingsforum? Hvorfor nævner artiklen ikke noget om det?

Nu er det jo tagget som værende om WTO.

Men en bredere magtfordeling burde være en fordel for de fattigste lande. På længere sigt opnår verden måske ligefrem noget der minder om balance, og hyklerne må forstumme.

Det er et sundhedstegn, at udviklingslandene selv vil bestemme, og ikke længere vil finde sig i at få armen vredet om. Man vokser som bekendt med opgaven. Det har taget (alt for) lang tid for dem at begynde selv at tage ansvaret for udviklingen i deres lande. Sagen er jo, at de selv ved bedst, hvad der skal til.
Det bedste, vi i vesten kan gøre, for at hjælpe dem, er såmænd, hvis vi kunne nære os for at påtvinge dem vores udviklingsbistand, som jo i virkeligheden er det samme som nykolonialisme i forklædning.
Problemet er nok snarere, at vi ikke kan holde os væk. For hvad skal vi så stille op med hele den åh-så-velmenende udviklingsindustri??

For dem, der har aktier i løntunge virksomheder og i fødevareproduktion ,er det en guds ave , hvis WTO braser sammen.

Så undgår man udflytning af arbejdspladser til udviklingslande med lave lønninger ( j f dengang vi tabte tekstilindustrielle arbejdspladser i Jylland) .og man undgår import af billige fødevarer fra ulandene., som kan true lønsomheden i den europæiske fødevareproduktion.

Problemet er at ulande altid vil blive røvrendt af handelsaftaler, fordi de pr definition er en styrkeprøve af international økonomier. Altså, hvem har mest brug for adgang til hvis markeder. På den måde vil fremkomsten af BASIC landene ikke komme andre til gode end BASIC landene, da de bliver ligeså interesseret i at få fri adgang til mindre udviklede landes markeder og i at få dem til at afregulere og privatisere.