Nyhed
Læsetid: 4 min.

Afrikanske lande udlåner jorden for at opnå vækst

Mens Sydafrikanerne stadig bakser med omfordeling af jorden efter apartheidtiden, inviterer andre afrikanske lande ligefrem hvide farmere til at bosætte sig kvit og frit. Det sker i håb om, at de har ekspertisen til at sparke en tiltrængt landbrugsproduktion i gang
Udland
9. april 2010

I januar sidste år sendte Congos regering en officiel invitation til en forening for forretningsorienterede landmænd i Sydafrika. 10 millioner hektar (over to gange Danmarks areal, red.) uberørt landbrugsjord til rådighed for dem som ville til Congo og dyrke majs, sojabønner, opdrætte kyllinger eller malkekvæg. Til gengæld lover Congos regering de sydafrikanske farmere fem år med total skattefrihed og ret til jorden i mindst 30 år. Samt at de får kompensation i tilfælde af fremtidig nationalisering af jorden. Eneste krav er at sydafrikanerne bringer reelle erfaringer med sig og foretage investeringer i opbygning af landbrugsproduktion.

Ifølge Theo de Jager, formand for den sydafrikanske landbrugsorganisation AgriSA, nyder de sydafrikanske landmænd stor respekt for deres evne til at drive kommercielt landbrug på trods af svære fysiske omstændigheder og markedsvilkår. Sydafrikas markante økonomiske vækst skyldes, at det er kontinentets førende landbrugsproducent. Og selv om Congos regering også havde overvejet at invitere indiske og kinesiske landmænd til at bosætte sig, valgte de sydafrikanske, da de formodes at have en bedre fornemmelse for Afrika og i håb om, at det ville føre til bedre samarbejde.

Adskillige kopierer ideen

Congo er >imidlertid ikke det eneste afrikanske land som har taget ideen til sig om at tilbyde kommercielt effektive landmænd udefra etablere sig i landet. Ifølge AgriSA har også Mozambique, Zambia, Libia, Kenya, DR Congo, Angola og Nigeria vist interesse for at lease land til sydafrikanske landmænd.

De udbudte 100.000 kvadratkilometer jord er dels regnskov og karakteriseres i landmandssprog som underudnyttet og særdeles næringsrig jord. Udfordringerne er de høje temperaturer og tropesygdomme, som også kan ramme kvæget. Samt selvfølgelig manglen på infrastruktur, maskinstationer, sprøjtemidler og hvad der ellers hører til moderne landbrug. Men de udfordringer blegner, når allerede etablerede landmænd i Congo fortæller om majsudbytte på 10 ton pr. hektar - det er mere end dobbelt så meget, som man kan høste på tilsvarende areal i Sydafrika.

»Det lyder som himmerige for en sydafrikansk landmand,« siger Theo de Jager til avisen Mail&Guardian. Han understreger bl.a. de gode muligheder for at dyrke bananer, avocado og macadamianødder i den næringsrige jord. Næsten 2.000 landmænd har allerede vist interesse for at flytte hele eller dele af deres virke til Congo.

Redning eller røveri?

For Congo kan samarbejdet med de kommercielt erfarne landmænd udefra i bedste fald blive tiltrængt smutvej til en mere effektiv landbrugsproduktion. Noget der i høj grad er brug for.

Siden uafhængigheden fra Frankrig i 1960 har Congo været afhængig af import af mad for at mætte sin lille, men hastigt voksende befolkning. Årligt importerer landet omkring 96 procent af sine fødevarer og landbrugsprodukter, primært fra, ja, Frankrig. (Til gengæld importerer Frankrig så værdifuldt tømmer).

For de sydafrikanske farmere kan tilbuddet fra Congo omvendt opfattes som en kærkommen mulighed for at fortsætte livsstilen som jordbesiddere og etablere eller udvide deres store landbrug med nye græsgange. Paradoksalt nok skal de kommercielle landmænds interesse for at flytte 5.000 kilometer nordpå ses i lyset af den igangværende landreform hjemme i Sydafrika.

Siden apartheidtidens ophør har det været et politisk mål at omfordele landets jordbesiddelser, så en større del af landbruget kommer på sorte hænder. I 1994 ejede landets hvide mindretal 87 procent af jorden. Planen var, at mindst en tredjedel skulle omfordeles. Men reformen er ikke blevet gennemført. I mange tilfælde er den sorte befolknings mulighed for individuelt at gøre historisk krav på retten til specifikke landområder druknet i bureaukrati. Ligesom det ikke skorter på skrækhistorier om, hvordan produktiviteten falder drastisk både på de landbrugsarealer, der rent faktisk er blevet omfordelt. Eller om hvordan reformprocessen forringer landets økonomi, fordi det afholder hvide investorer fra at udvikle jorden optimalt.

Hvid mand - sort jord

Siden har Sydafrikas regering forsøgt at lægge pres på landbrugsreformen med den såkaldte use it or loose it-strategi. Blandt andet for at undgå at folk lader store jordområder ligge brak, bruger dem til privat jagt eller vildtreservater. Eller som i mere groteske tilfælde vælger at dyrke kunstgræs af frygt for at forurettede sorte naboer skal stjæle dyrkede grøntsager.

I næste måned bliver en ny version af landreformen fremlagt i Sydafrikas parlamentet. Alene tanken om at nationalisere landbrugsjorden får alarmklokkerne til at ringe hos alle parter.

Erfaringerne fra nabolandet Zimbabwe, hvor præsident Mugabe smed størstedelen af de hvide veltjenende farmere på porten, tyder på, at det er lettere sagt end gjort at omfordelen landbrugsjorden og bevare produktiviteten. Fra at være en af Afrikas største fødevare-eksportører, er Zimbabwe på få årtier gået til en situation, der minder om hungersnød. Og det er stadigvæk den fattige, sorte del af befolkningen som betaler prisen.

Congos initiativ til at udlåne landbrugsjorden bliver da også kritiseret for at være en politisk skinmanøvre, som ikke reelt hjælper den congolesiske befolkning meget videre.

Blandt andre landbrugs ngo'en GRAIN og FN's Fødevareorganisation (FAO) er skeptiske over for at lave udenlandske investorer overtage afrikansk landbrug. De frygter, det sker på bekostning af assistance til de mindre bønder, og at aftalerne indgået hen over hovedet på lokalbefolkningen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her