Baggrund
Læsetid: 4 min.

Aristokratiske Sam, nabopigen Sarah eller eksotiske Miriam?

For første gang i en britisk valgkamp har ledernes koner rullet sig ud i bedste 'first lady'-stil
Udland
17. april 2010

LONDON - »Klip en hæl og hug en tå«. David Camerons og Gordon Browns koner er gået aktivt ind i arbejdet med at modellere og portrættere deres mænd som værdige til landets øverste embede. Mens Samantha Cameron hjælper den konservative leder med at overbevise befolkningen om, at han ikke er for fin til at lytte til deres problemer, arbejder Sarah Brown hårdt på at fremstille sin Gordons bløde og menneskelige side. Liberaldemokraternes Nick Cleggs spanske kone Miriam González Durantez har måske været den mest succesfulde i at fremstille sin mand som en ganske almindelig, moderne familiefar ved ganske enkelt at erklære sig for travl med arbejde og børn til at tage med på valgturne.

»Jeg har ikke et job, som jeg kan forlade i fem uger, og jeg kan forestille mig, at det er tilfældet for de fleste,« som hun har sagt til medierne, hvorved hun i en enkelt sætning formåede at fremstille sig selv som den eneste af de tre politikerkoner, der forstår den gennemsnitlige pressede børnefamilie.

Ny tendens

I et brud med traditionerne er de britiske politikerkoner mere end nogensinde tidligere blevet synlige i valgkampen, hvor de bliver beskrevet som de politiske lederes 'hemmelige våben'.

Sarah Brown ledte an, da hun ved Labours partikonference i 2008 overraskende gik på scenen og fortalte, hvor stolt hun var af sin mand. Siden har hun ikke veget fra hans side, hun er med på kampagneturne og over 1,1 millioner fans følger hendes tweet fra livet bag den sorte dør til Downing Street nr. 10. Tilsyneladende var det hende - og ikke partiets spindoktorer - der arrangerede et intimt interview på Piers Morgan-talkshowet, hvor Gordon Brown kneb en tåre, mens han beskrev parrets for tidligt fødte datters død 10 dage efter fødslen. Et interview, der gjorde underværker i forhold til at vise befolkningen hans bløde side.

Samantha Cameron trådte ud af sin anonyme tilværelse i valgkampens start, hvor hun erklærede sig parat til at 'hjælpe' og gav en række interview, hvor hun beskrev sin mand som et »rodehoved«.

Siden er hun begyndt at tage alene rundt til konservative velgørende projekter.

Hustruernes deltagelse kan få stor betydning - tror partierne - fordi valget er det tætteste siden 1992, og fordi mange af de vælgere, der endnu ikke har besluttet, hvad de vil stemme, er kvinder.

De britiske medier har døbt valget
»Mumsnet-valget« efter den stadig mere indflydelsesrige forældre-hjemmeside Mumsnet.

Justine Roberts, grundlæggeren af Mumsnet, kalder det imidlertid en 'fornærmelse', at partierne tror, at kvinder stemmer på en kandidat på grund af dennes kone. Ifølge hjemmesidens egen måling svarer 87 procent af kvinderne, at politikernes koner ikke ændrer på, hvad de vil stemme.

»Det generelt udbredte synspunkt på Mumsnet er, at det er en smule nedladende at sige, at kvinder kun stemmer, når lederne ruller deres koner ud, og at de ikke er interesseret i de tunge emner,« siger hun, men erkender, at »hvis hans kone er sød, kan det godt få nogen til at tænke, at han trods alt må være menneskelig.«

Tony Travers, der er valgekspert fra London School of Economics, siger, at den øgede »fokus på ledernes koner er ny, men det vil sandsynligvis ikke få nogen indvirkning på valgresultatet.«

Ikke desto mindre er partierne overbeviste om, at konerne har en vigtig rolle at spille. Og vælgerne er ikke helt uberørte af den amerikanske - og senest franske - valgkampstil med fokus på politikerhustruerne.

»Det er lidt ligesom at have en førstedame. Ja, hvorfor ikke?« siger 43-årige Stephen Cooke, en IT-sælger, til Washington Post og indrømmer, at han godt kan lide den mere amerikaniserede valgkamp.

Fløjlshandskerne af

Hvad politikernes koner imidlertid også har oplevet, er, at fløjlshandskerne lynhurtigt er røget af. De tre kvinders sans for mode diskuteres og evalueres livligt i medierne med ros til Samantha Cameron for hendes evne til »ubesværet at kombinere
'high street chic'med
'designer glam'«.

Sarah Brown havdederimod ifølge medierne en »vaklende start« rent modemæssigt, men er langt bedre nu, hvor hun har »droppet de alt for stramme jakker, tykke strømpebukser og klodsede hæle«.

Ældre damer og yngre mødre skulle efter signede kunne lide hendes 'nabopige'-udseende. Spanske Miriam har ifølge medierne allerede markeret sig som trendsætter, da hun mødte op til partikonference med en økovenlig taske lavet af tusindvis af ringe fra sodavandsdåser.

Kvinderne har dog også allerede lært på den hårde måde, at deres tilbud om hjælp kan give bagslag. I den seneste uge har de britiske aviser bragt et uappetitligt nærbillede af fru Browns lilletå, der tydeligvis har lidt hårdt gennem længere tid i for høje og/eller for små sko.

Samantha Cameron er blevet fanget i at have sat sit eget og sit ufødte barns liv på spil ved at køre uden sikkerhedssele. Og hendes frokost med sin aristokratiske far på dennes gods gjorde heller ikke underværker for sagen.

De britiske partilederes hustruer er blevet meget tydeligere i den aktuelle valgkamp end det tidligere har været tilfældet. Her er det den konservative leder, David Camerons, hustru, Samantha, der hjælper med uddeling af mad i det nordlige London - mens kameraerne snurrer vel at mærke. Foto: Chris Jackson/Scanpix

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her