Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Når en fodboldspiller scorer den forkerte

De er faldet så langt, de blå fra det franske fodboldlandshold, og havde ikke brug for, at scarface Ribéry, som en anden Tiger, rodede sig ud i sexskandale med alfonser og mindreårige prostituerede
De er faldet så langt,  de blå fra det franske fodboldlandshold, og havde ikke brug for, at scarface Ribéry, som en anden Tiger, rodede sig ud i sexskandale med alfonser og mindreårige prostituerede
Udland
23. april 2010

Kun 37 minutter fik 27-årige Franck Ribéry, da han onsdag spillede for Bayern-München mod franske Lyon i semifinalen i Champions League. Så begik han en tåbelig fejl mod Lissandro, jokkede med ond fodboldstøvle på den andens Achilleshæl, og fik det røde kort.

Alle var ellers sikre på, at det nordfranske energibundt med det arrede ansigt, på rekordtid hævet fra småklubber og skolefiasko til verdensmesterskab, indkøbt i allerdyreste domme til tyske klubbaner, sagtens kunne tænke på noget andet. Det var på banen, han skulle brillere og score. Og ikke tænke på det.

Men 'det' har været på alle cafélæber og medieforsider lige siden det kom frem. Ribéry har været sammen med en prostitueret, og det er der ikke noget i vejen med. »Privatlivets fred« mumler franskmænd, over deres 'demi', for de drikker ikke hele øller, som i Bayern. Problemet er, at Zahia D. var mindreårig da familiefar og nyligt muslimomvendte Ribery fløj hende fra Champ-Élysées til de tyske bakker og betalte hende 14000 kr. for visse, åbenbart magiske ydelser. Også de franske spillere Sidney Gouvou og Karim Benzema har været sammen med Zahia, har hun forklaret politiet. Måske havde de brug for samme dope? De spiller for Lyon.

Overudviklet libido

Alt tyder på, at ingen franske spillere får ørerne i den juridiske maskine. Ingen vidste, at Zahia var 17, og fristende ser den unge dame da også ud på de billeder, der meget ujuridisk cirkulerer på nettet. Søgte Ribéry trøst for flere års skader og manglende præstationer, var den dyrekøbt. Ingen på fodboldolympen vil købe en engel med så smudsede vinger, og Real Madrid, der lige stod og nulrede på en tyk tegnebog, har fået solid grund til at kaste pengene efter en anden gud, alt imens pressen kaster sig over Ribéry. Og hvem ved, måske bliver han bare endnu større af det?

For blandingen af sex og fodbold er åbenbart en gammel cocktail: »Unge mænd mellem 20 og 30 med en overudviklet libido«, forklarer Jerome Jessel, reporter for et sladderblad og seriøs forfatter til Sexus footballisticus.

Og han tilføjer det, som alle i Frankrig håber for de blå guder: »Det vil måske tage luften ud af alle de spillere, der troede, de kunne gå på vandet, og få lige hvad de ville have. Det vil måske give korpus tilbage til det franske landshold«.

Måske er det dét, man kalder blå mærker. En facebookgruppe foreslår allerede at Zahia D. afløser landsholdtræner Domenech.

En del af Zahias elskere er på banen i returkampen i næste uge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Hjortshøj

Zahia D. er sikkert bedøvende ligeglad. Florentino Pérez næppe. Benzema spiller altså ikke for Lyon, længere.