Læsetid: 6 min.

BNP: Så glem det dog

Bruttonationalproduktet, det officielle velfærdsmål, siger meget lidt om velfærd, trivsel og bæredygtighed. Det er blevet kritiseret af økonomer fra starten, men alligevel fast-holder både de og politikerne det. På en vækstkonference i Barcelona anbefaler økonomer at vende ryggen til BNP og måle ud fra noget andet
I Barcelona-konferencens arbejdsgrupper bølgede diskussionerne om BNP, 
 Happy Planet Index, 
 vækst og modvækst.

I Barcelona-konferencens arbejdsgrupper bølgede diskussionerne om BNP,
Happy Planet Index,
vækst og modvækst.

Jørgen Steen Nielsen

13. april 2010

BARCELONA - Der er ikke noget nyt her.

Som den grønne økonom Jeroen van den Bergh siger fra talerstolen i den store sal på Barcelonas Universitet:

»Kritikken af bruttonationalproduktet (BNP) har været fremført siden 1970, og den har ikke ført til noget. Vi hører dagligt under krisen, hvor vigtigt det er med vækst i BNP.«

Ikke desto mindre fylder kritikken af det centrale økonomiske måleredskab en hel del her på 2nd International Conference on Economic Degrowth, der over fire dage har samlet 380 økonomer, teknikere, økologer, sociologer, aktivister m.fl. til drøftelser om behovet for en ny økonomi, der gør op med væksten.

Blandt BNP-kritikerne på konferencen er en af den økologiske økonomis grand old men, den nu 81-årige hollandske økonom - og anerkendte jazzpianist - Roefie Hueting, der i 1969 etablerede det hollandske statistikkontors miljøafdeling og siden har forsket og skrevet for bl.a. FN om mere meningsfulde måder at måle velfærd og bæredygtighed end BNP.

»Krige starter som konsekvens af mangelfuld information hos parterne. I dag fører vi krig mod miljøet som konsekvens af forkerte informationer om væksten,« siger Hueting.

Han minder om, at BNP, der overalt bruges som parameter på velfærdsudviklingen, alene er et mål for økonomisk aktivitet forstået som menneskets pengebaserede værdiskabelse.

»Derfor er miljøet, vores jord, de levende arter etc. uden for målesystemet. De er jo ikke skabt af mennesker. Skaderne på miljøet er heller ikke indregnet som omkostninger i BNP-opgørelsen. Til gengæld tæller oprydnings- og reparationsudgifter positivt med, fordi de afspejler en økonomisk aktivitet og derved pr. definition skaber velfærd,« siger Hueting.

I virkeligheden er velfærden et resultat af meget andet end produktion.

»Den afhænger også af beskæftigelse, indkomstfordeling, arbejdsvilkår, fritid og de begrænsede muligheder for at anvende de ikke-menneskeskabte fysiske omgivelser: miljøets funktioner.«

»Derfor kan velfærden godt vokse, samtidig med at produktionen falder,« betoner den hollandske økonom, der kalder BNP og økonomisk vækst »en snæversynet og teoretisk misforstået måde« at bedømme velfærd på.

Hueting har faktisk i en videnskabelig artikel foreslået at bandlyse identifikation af BNP-vækst med øget velfærd, »på samme måde som diskriminerende sprogbrug mod kvinder« er bandlyst.

Hueting citerer den britiske økonom Lionel Robbins, som tilbage i 1932 præciserede, hvad økonomer og andre bliver ved at fortrænge:

»Der eksisterer ikke nogen økonomiske mål som sådan. Der eksisterer kun økonomiske udfordringer knyttet til opnåelse af mål.«

Advaret fra start

Jeroen van den Bergh, der er forskningsprofessor ved Barcelonas Autonome Universitet, siger det samme som Hueting:

»Vi kan blive lykkelige, vi kan have fuld beskæftigelse uden vækst i BNP. Der er ingen teoretiske studier, der støtter det modsatte synspunkt.«

Faktisk var BNP-indikatorens fader, den russisk-amerikanske økonom Simon Kuznets, den første til straks fra start i 1934 at advare mod overdrevent fokus på BNP.

»En nations velfærd kan næppe udledes af målingen af dens nationalindkomst,« sagde Kuznets.

Det er noget af et paradoks, at vestlige regeringer fra omkring 1950 - og vel at mærke først fra da - begynder at gøre økonomisk vækst opgjort via BNP til officielt og økonom-accepteret mål for politikken, samtidig med at masser af økonomer privat erkender BNP-målets klare mangler og begrænsninger. Herunder at BNP ikke sondrer mellem indtægter og udgifter, men kun måler aktivitet, ikke skelner mellem værdien for mennesker af basale goder - mad, vand, husly - og luksusgoder, ikke kan måle lykke og trivsel, ikke kan sige noget om ulighed, ikke indregner den uformelle, pengeløse del af økonomien og ikke - som nævnt - værdisætter naturen og miljøet og dets betydning for samfundet og menneskers trivsel.

»Dette er ikke bare et paradoks, det er en meget utilfredsstillende situation, når det gælder at sikre solid empirisk vidensbasis for officiel politik og menneskelig udvikling,« anfører van den Bergh.

»Der er masser af mine økonomkolleger, der er enige med mig, men når det kommer til stykket, er de ikke villige til at opgive BNP.«

Jeroen van den Bergh giver selv én af forklaringerne på paradokset:

»Det er følelsesmæssigt vanskeligt for økonomer at skulle forkaste BNP, når nu halvdelen af deres empiriske forskningsindsats har handlet om målinger af BNP.«

Happy Planet

Her på Barcelona-konferencen bruger man i flere arbejdsgrupper energi på at diskutere alternativer til bruttonationalproduktet som mål for udviklingen.

I én gruppe taler Roefie Hueting for det korrigerede mål for nationalindkomst - eSNI - som han begyndte at udvikle for det hollandske statistikkontor i 1960'erne, og som siden med mellemrum er beregnet for Holland. NI er nationalindkomsten svarende til BNP, og eSNI er den bæredygtige (environmentally sustainable) nationalindkomst, dvs. den maksimalt opnåelige produktion i det givne år under bevarelse af vitale miljømæssige funktioner. Den økonomiske værdi af aktiviteter, der undergraver bæredygtigheden, trækkes altså ud af årets nationalindkomst. Jo større afstand, der er mellem NI og eSNI, desto mere miljøbelastende er den aktuelle økonomi - for Holland er afstanden steget i opgørelser foretaget siden 1990, og i den seneste halveres nationalindkomsten næsten, hvis den økologisk skadelige del heraf trækkes fra.

I en anden arbejdsgruppe fortæller civilingeniør., lektor emeritus ved DTU Jørgen Stig Nørgård, om velfærds- og bæredygtighedsmålet Happy Planet Index (HPI). HPI er et mål for, med hvilken økologisk effektivitet et bestemt land formår at skabe velfærd og trivsel for borgerne. Det er defineret som en aktuel trivselsfaktor multipliceret med forventet levetid divideret med det økologisk fodspor, og den seneste opgørelse placerer Costa Rica som landet med højest HPI - og Danmark som nr. 105 på listen over i alt 143 lande på grund af vores høje miljøbelastning.

Der tales om andre alternative indikatorer. Human Development Index (HDI), der bruges af FN's udviklingsprogram UNDP og inddrager sundhed og uddannelse, men ikke miljø. General Progress Indicator (GPI) der supplerer BNP med bl.a. mål for ulighed og miljø- belastning. Gross National Happiness (GNH), der er staten Bhutans lykkebaserede alternativ til BNP. Det økologiske fodspor fra Global Footprint Network. Med flere.

Status er, at ingen af dem har formået at udkonkurrere BNP som økonomers og politikeres foretrukne indikator.

Drop vækst-snakken

»Det vil aldrig lykkes at slippe af med BNP,« erklærer 81-årige Roefie Hueting.

Jeroen van den Bergh synes at være enig.

»Det er ikke nyttigt at bruge så megen tid på BNP,« siger han.

Men hans pointe er bredere: Hverken vækstindikatoren, væksten i sig selv eller nedtrapningen af væksten bør stå i centrum af debatten.

»Der hersker en vækst- fetichisme, som vi er imod. Altså den opfattelse, at vækst altid skal være i centrum og have første prioritet. Men at fokusere lige så stærkt på modvækst kan også blive en fetichisme,« siger han.

Vækstkritikerne går altså i samme fælde som main- stream-økonomer og politikere, hvis de i stedet for vækst sætter vækst-stop i fokus.

»I sig selv kan modvækst da godt være 'beskidt' og ikke-bæredygtig. Personligt er jeg neutral i spørgsmålet om vækst eller ikke-vækst, fordi det centrale er noget andet: at løse de konkrete økologiske problemer via en skrap miljø- og klimapolitik, der f.eks. sætter høje priser på CO2 og energi. Løser vi de problemer, vil det sikkert indebære, at væksten ophører.«

Det synspunkt vækker en del debat på Barcelona-konferencen. Giorgos Kallis, forsker ved Barcelonas Autonome Universitet og en af konferencens initiativtagere, påpeger, at problemerne skyldes en grundlæggende systemfejl i den eksisterende økonomi, hvorfor man er nødt til også at diskutere på systemniveau.

»Det handler om at skabe en anden økonomi på et lavere niveau. Det er ikke et destruktivt, men et konstruktivt og visionært projekt. Men også et risikabelt projekt,« siger Kallis.

I konferencens arbejdsgrupper bølger diskussionerne livligt. Udenfor, i den spanske hverdag, fortæller medierne om et fald i landets BNP sidste år på 3,6 pct., et forventet fald i år på 0,3 pct. samt en arbejdsløshed på næsten 20 pct., den højeste i Europa.

Serie

Seneste artikler

  • Hvordan måles økonomisk vækst?

    5. maj 2010
    Hvis man ikke kan konkretisere, hvad der menes med økonomisk vækst, bliver diskussionen hurtigt til en ufrugtbar markering af holdninger til nulvækst og lignende begreber, som taler stærkt til følelser og holdninger, men som næppe får politikerne til at tænke mere langsigtet
  • Klimapolitikkens blinde vinkler

    3. maj 2010
    Samfundet har et klimaproblem. Så meget er anerkendt af samfundets centrale aktører. Spørgsmålet er, om der bag denne spæde erkendelse ligger en sagligt funderet og løsningsorienteret analyse af problemet, eller om klimaet behændigt puttes ind i vores hidtidige forståelse af samfund, natur og udvikling?
  • Er der en fremtid efter vækstøkonomien?

    6. april 2010
    Mens kriseskræmte politikere, finansfolk, erhvervsledere og medier skriger på fornyet vækst, mødes 380 fagfolk i Barcelona for at drøfte, hvordan man af hensyn til planeten og menneskers trivsel kan bane vej for en langtidsholdbar ny økonomi, der ikke vokser
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

"Til gengæld tæller oprydnings- og reparationsudgifter positivt med, fordi de afspejler en økonomisk aktivitet og derved pr. definition skaber velfærd."

Ja, og det er jo komplet vanvittigt. Mon ikke så at BNP vil vokse kraftigt i de kommende årtiers naturkatastrofer - storme, jordskred, jordskælv (som følge af omfordeling af masse på jordskorpen, når store mængder is smelter), etc. Der bliver masser at rydde op. Juhu, så klapper vi i vore små pølsefingre.

Dorte Sørensen

Tak til Jørgen Steen Nielsen for endnu en god artikel.
Et mål er vel godt ,det skal bare omskrives så de eksterne udgifter bliver modregnet før det bliver et rigtigt brugbart redskab.

Aksel Gasbjerg

Verdens samlede årlige udgifter til militært isenkram er på 7.000.000.000.000 kr., svarende til lidt under 1 milliard kr i timen (Sipri Stockholm).

Det skæpper godt i BNP-regnskabet og dermed i velfærden.

Hertil kommer, at når djævelskabet så anvendes ved f.eks. at droner kaster bomber over mennesker og byer, ja så tæller det dobbelt i BNP-regnskabet, nemlig 1) genopbygning af det ødelagte og 2) produktion af nye bomber som erstatning for de anvendte.

Militærvanviddet er desværre blot en lille flig af det paradoksale i anvendelsen af BNP som velfærdsindikator, hvilket artiklen iøvrigt belyser glimrende.