Nyhed
Læsetid: 2 min.

Bred politisk kritik af Løkkes Kina-ros

Fra begge sider af Folketinget lyder kritik af Løkkes ros af Kinas optræden på COP15. Rosen er ufortjent, mener DF. SF-formand kalder det et 'absurd synspunkt'
Udland
13. april 2010

Det er fuldstændig ufortjent, når Lars Løkke Rasmussen (V) uforbeholdent roser den kinesiske regerings optræden under klimatopmødet i København. Det mener miljøordfører Jørn Dohrmann fra Dansk Folkeparti, der undrer sig højlydt over statsministerens melding.

»Det virker som om, at han slet ikke har fulgt med i, hvad der gik galt under topmødet. Havde kineserne været mere fremme i skoene, ville det have været en helt anderledes aftale. Den sandhed tror jeg godt, den kinesiske befolkning kan tåle at høre. Under alle omstændigheder skal man ikke skamrose nogen, der ikke har fortjent det,« siger Jørn Dohrmann.

Han mener, at det er »påfaldende«, så rosende eller eftergivende, Lars Løkke Rasmussens udtalelser er i forbindelse med møder med den kinesiske regering:

»Og det er hvad enten, det er Tibet eller det er klima, der har været på dagsordenen. Man kunne godt få den fornemmelse, at det her udelukkende handler om kroner og øre og eksport til Kina.«

SF-formand Villy Søvndal kalder direkte Løkkes udtalelse om, at der overhovedet ingen grund er til at kritisere den kinesiske regering for »et absurd synspunkt«.

»Jeg kender ikke andre, der har det synspunkt, at kineserne udfoldede en voldsom iver for at sikre, at der kom et godt resultat ud af klimatopmødet. Tværtimod,« siger han og anklager Løkke for at fordreje virkeligheden.

»Løkke går rundt og opfinder virkeligheder, der passer ind i de fortællinger, han tilfældigvis er dumpet ind i. Og nu er han så tilfældigvis i Kina,« siger SF-formanden.

Socialdemokraternes klimaordfører Mette Gjerskov hæfter sig ved den skarpe kritik, som den konservative klimaordfører, Per Ørum Jørgensen, rettede mod Kina, da Folketinget debatterede klimatopmødet i januar. I sin ordførertale sagde han blandt andet, at »Sudan (hvis repræsentant, Lumumba Di-Aping, som talsmand for G77-landene førte an i angrebene på det danske formandskab, red.) var lakajer for kineserne, som satte trumf på ved at forhindre en aftale i topmødets slutspil.«

Statsministeren var selv til stede i folketingssalen og modsagde ikke udlægningen fra regeringspartneren, påpeger Gjerskov.

»Så det her er nye toner. Men som en af dem, der har efterlyst en større grad af diplomati fra statsministerens side, kan jeg ikke kritisere, at han nu er ude og lufte det diplomatiske slips,« siger hun.

Men diplomati handler ikke kun om at rose.

»Det handler også om at fastholde presset på, at Kina skal være en del af løsningen på klimaproblemet. Man skal altså ikke lægge sig fladt ned,« siger Mette Gjerskov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mon ikke også store dele af offentligheden har kigget Larsemanden ud? Fogh Rasmussen har været en direkte katastrofe for ensretning af danske udenlands-relationer, men lillelars har tilsyneladende selv hovedet begravet i kortsigtede lobby-hensyn. Men det er stadig klimaet, der er i vejen for den kinesiske økonomiske fornuft. Den politiske situation for Tibet taler for sig selv...

Med venlig hilsen