Læsetid: 3 min.

Britiske nationalister håber at gentage valgsucces

Det Britiske Nationale Parti håber at gentage sin succes fra Europa-Parlamentsvalget i 2009 og for første gang nogensinde få et medlem i Westminster
'Vores parti vil i 2010-valget kæmpe for tilbagetrækning fra Afghanistan, et stop for immigrationsinvasionen og for den globale opvarmnings-konspiration.' Med de ord skød Nick Griffins, formand for det Britiske Nationale Parti, valgkampen i gang. Griffins er her fotograferet under sidste års valgkamp inden valget til Europa-Parlamentet. Her fik partiet 950.000 stemmer på landsplan, hvilket kunne veksles til to sæder i parlamentet.

'Vores parti vil i 2010-valget kæmpe for tilbagetrækning fra Afghanistan, et stop for immigrationsinvasionen og for den globale opvarmnings-konspiration.' Med de ord skød Nick Griffins, formand for det Britiske Nationale Parti, valgkampen i gang. Griffins er her fotograferet under sidste års valgkamp inden valget til Europa-Parlamentet. Her fik partiet 950.000 stemmer på landsplan, hvilket kunne veksles til to sæder i parlamentet.

Nigel Roddis

15. april 2010

LONDON - »Så er det nu! Vi får ikke chancen igen, så lad os kæmpe for at vinde og for at putte 'Stor' tilbage i 'Storbritannien'!«

Kampråbet lyder til forveksling som konservative David Camerons, da det britiske valg blev udskrevet i sidste uge. Men så fortsætter teksten: Vores parti vil i 2010-valget kæmpe for »tilbagetrækning fra Afghanistan, et stop for immigrationsinvasionen og for den globale opvarmningskonspiration«.

Ordene er Nick Griffins, formand for det Britiske Nationale Parti, BNP. I en række patriotiske e-mail til partiets støtter og mere afdæmpede pressemeddelelser skød han i sidste uge partiets valgkampagne i gang - en valgkampagne, der især vil fokusere på de to valgkredse Barking and Dagenham og Stoke, hvor partiet håber at svinge solide Labour-forspring til dets fordel, som det gjorde i valget til Europa-Parlamentet i 2009. Dengang fik partiet knap 950.000 stemmer på landsplan, hvilket udløste to medlemmer af Europa-Parlamentet samt taletid på BBC's debatprogram Question Time (Spørgetid, red.).

Trods opbakningen på nationalt plan vil det imidlertid være svært for BNP at gentage succesen på grund af det britiske valgsystem, hvor kun vinderen i hver valgkreds kommer i parlamentet.

»Nick Griffin stiller op mod Margaret Hodge, Labour-ministeren for Kultur og Turisme. Det er et stunt. Men det er muligt, at Barking and Dagenham snart kan have et BNP-kontrolleret lokalråd. Det er nu det næststørste parti på lokalniveau med 15 mandater, og det sigter mod total kontrol,« siger avisen The Telegraphs Tanya Gold med henvisning til, at der er lokalvalg samme dag som parlamentsvalget den 6. maj.

Pres på sociale ydelser

BNP har over de senere år modereret dets tidligere udtalte racistiske og holocaust-benægtende image efter franske Jean-Marie Le Pens opskrift. Senest har partiet efter at have tabt en diskriminationssag i retten ændret sine optagelseskriterier, så medlemskab ikke længere er begrænset til den »britiske etniske gruppe, der stammer fra den 'oprindelige kaukasiske' klasse«. Nick Griffin selv har modereret sin tale til ukendelighed, om end der af og til er en smutter - såsom da han for et par måneder siden kaldte børn af blandet race for 'en tragedie'. Griffin mener, at partiets politik blot er, »hvad det britiske folk ønsker at høre«.

Presset på de sociale ydelser i de to valgkredse har da også fået opbakningen til partiet til at vokse.

»Det handler om adgang til boliger, skoler, hospitaler og job - ikke om hudfarve,« siger en mandlig vælger til avisen The Telegraph. »Jeg troede på det gamle Labour, men ikke New Labour.«

En anden mand stemmer i: »De forstår ikke, at vores faciliteter bliver oversvømmet. Hvis vi stemmer BNP, vil folk måske begynde at lytte til os, for vi er blevet ladt i stikken af vores egen regering,« siger han.

Den sociale indignation, efter at immigrationen er steget markant i de 13 år, Labour har været ved magten, er velkendt, men har hidtil ikke været nok til at bringe anti-immigrationspartierne - der også tæller det antieuropæiske UKIP - ind i det britiske parlament. BNP håber derfor, at det ved at gøre Afghanistan-krigen til et valgkampsemne, kan kopiere det lille Respect-partis succes ved 2005-valget. Dengang lykkedes det overraskende den tidligere Labour-politikker George Galloway at snuppe Bethnal Green and Bow-valgkredsen fra Labour på en indædt modstand til Irak-krigen.

Valgeksperterne peger imidlertid på, at Afghanistan - om end ikke en populær krig - ikke er så kontroversiel som Irak-krigen var. I stedet kan BNP og de øvrige partier gøre sig håb om proteststemmerne, spår de.

»Resultatet af udlægsskandalen vil være øget støtte til de mindre partier,« siger Patrick Dunleavy, valgekspert fra London School of Economics.

Og det er netop i rollen som stemmesluger fra de tre store partier, at småpartierne kan blive interessante d. 6. maj. Især den gruppe, der kaldes 'de flydende' vælgere.

»De befinder sig på kanten mellem partierne,« siger Dunleavy.

»Labour og Liberaldemokraterne lapper over hinanden, så det er ret tilfældigt, hvem de vil stemme på. På højrefløjen er det de konservative vælgere, der normalt ikke stemmer, og BNP, der overlapper, mere end det er Labour og BNP,« siger han og påpeger, at det derfor især vil skade de konservatives håb om en massiv valgsejr, hvis BNP klarer sig godt.

Et endnu større problem for de konservative er det euroskeptiske UKIP, der vandt 13 pladser i Europa-Parlamentet ved valget sidste år og som aktivt udfordrer de konservative. For Labour er det De Grønne, der kan blive et problem - især i Brighton, hvor partiets kandidat er tippet til at vinde en ellers traditionel Labour-valgkreds.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu