Baggrund
Læsetid: 5 min.

Britiske partier håber på lidt Obama-magi

Den første britiske valg-kamp i Twitter-tidsalderen er skudt i gang, og både Konservative og Labour er med på den nye teknologi. Mens resultatet næppe vil blive påvirket af nye medier, er der ingen tvivl om, at kampagnestilen er forandret for altid - igen
Den konservative leder David Cameron forsøger sig bl.a. med en række videobeskeder i valg-kampen, og så er han ufrivillig hovedperson på satiriske online-valgplakater, som Labour-tilhængere står bag.

Den konservative leder David Cameron forsøger sig bl.a. med en række videobeskeder i valg-kampen, og så er han ufrivillig hovedperson på satiriske online-valgplakater, som Labour-tilhængere står bag.

Kirsty Wigglesworth

Udland
12. april 2010

LONDON - »Mette, lad os vinde for Storbritanniens skyld«. Den personificerede e-mail er netop tikket ind. Museklik. Ups. YouTube popper op på skærmen, og WebCameron begynder at tale: »Vi har sagt, at det er NU en masse gange, men NU er det virkelig NU. Kun 29 dage til valgdag. Brown er på vej til paladset. Det her er det øjeblik, vi alle har ventet på.«

Talen fra den konservative leder, David Cameron, til sine kampagnemedarbejdere er blot en af en hel stribe videobeskeder, som Camerons ni New Media-specialister sørger for bliver sendt ud til tusindvis af potentielle vælgere sammen med personlige e-mail, der oplyser om seneste nyt fra kampagnen og opfordrer til støtte, donationer og ikke mindst et kryds 6. maj.

I Labour-lejren sidder et hold på seks specialister, men partiet har også ansat internetstrateger som Jag Singh, der arbejdede på både Hillary Clintons og John Kerrys præsidentkampagner i USA.

Begge partier har betalt præsident Barack Obamas rådgivere for at løfte sløret for hemmeligheden bag den mest succesfulde brug af New Media nogensinde, da det lykkes Obama at mobilisere horder af især unge aktivister samt indsamle et rekordhøjt kampagnebidrag fra almindelige mennesker i en valgkamp, der endte i triumf.

Begge Storbritanniens store partier håber, at lidt af Obamas magi vil smitte af på deres kampagne og sikre dem de hårdt omstridte stemmer ved landets mest uforudsigelige valg siden 1992. Men mens partierne allerede inden valgkampen blev skudt i gang tirsdag havde omfavnet New Media, så viser en række undersøgelser, at på trods af, at 56 procent har besøgt en parti-hjemmeside forud for valget, vil valgresultatet næppe blive påvirket nævneværdigt af webvideoer og politikernes tweets. Derimod er der med New Media tale om en revolution i den måde, der føres valgkamp på, siger Will Straw, der er redaktør for Labour-bloggen Left Foot Foreward og søn af den britiske justitsminister, Jack Straw.

»Vil Twitter afgøre valget? Nej. Men det kan sænke barrieren mellem Westminster og befolkningen, og med de nye redskaber vil budskaber blive spredt som vira,« siger han i en debat i the Foreign Press Association i London.

Samme konklusion kommer fra Matthew McGregor, der er London-direktør for firmaet Blue State Digital, der stod for teknologien bag Obamas online-indsamling.

»Det er ikke et internet-valg - det er et økonomi-valg. Men New Media vil få indflydelse på, hvordan kampagnerne rapporteres. Blogs, Twitter, Facebook osv. vil være med til at afkorte nyhedscirklen. Disse medier vil for første gang komme først med nyheder, og der vil være langt flere 'Got ya'-øjeblikke, hvor politikere bliver fanget i at sige noget, der ikke stemmer overens med partilinjen,« siger McGregor, der pointerer, at de nye teknologier måske nok revolutionerer kampagnerne, men resultatet er ikke nyt.

»New Media påvirker traditionel politik. Obama fik millioner af mennesker til at foretage opringninger, banke på døre og give små donationer. Hvis du giver 10 pund, er du også mere motiveret for at gå ud og banke på døre. Når man gør folk til del af kampagnen, så bliver de til bedre aktivister end betalte medarbejdere. Det forstod Obama. Han brugte New Media-redskaber til at engagere befolkningen og få dem tilbage i traditionel politik.«

Det har de britiske partier - om end i mindre målestok - formået at kopiere, tilføjer han. Der er adskillige eksempler på både konservative og Labour-aktivister, der ulønnede og entusiastiske har kastet sig ud i valgkampen. Politikernes tweets og de personlige e-mails er benzinen, der driver dem.

»Det er en vigtig udvikling. Labours Douglas Alexander fortæller i sine tweets om, hvor mange partiet har været i kontakt med hver uge (ca. 620.000, red.), og aktivisterne værdsætter i høj grad, at de kan se, hvad der foregår i partiet og føle, at de er en del af partimaskineriet,« tilføjer McGregor.

Kontrol eller ej

De fagre nye redskaber har dog også ulemper - såsom de såkaldte 'Got ya'-øjeblikke. De har altid været der, men det er nu næsten umuligt for partiernes kampagneledere at kontrollere valgkampens budskab.

»Da personsøgeren kom frem, kunne partierne organisere deres budskaber. Det er slut nu. De sociale netværk gør kampagnerne mindre kunstige, for det virker kun, hvis politikerne er sig selv og ikke bare udsender citater eller pressemeddelelser. New Media kan måske hjælpe politik til at blive voksen. Til at erkende, at det ikke er mærkeligt, at forskellige mennesker inden for samme parti kan have lidt forskellige meninger end ledelsen,« siger Will Straw, der dog påpeger, at hvis der er grundlæggende uenigheder inden for partierne, så er der stor risiko for, at de vil blive udstillet.

»De konservative har virkelig et problem,« siger Labour-bloggeren. »Cameron har fremstillet partiet som et moderne, midterparti, men virkeligheden er, at der er ét parti bestående af otte personer fra Notting Hill og et andet bestående af 200.000, der har fuldstændig andre synspunkter.«

Et andet 'redskab', der kan blive en smule anstrengende for politikerne, er den »hær af fakta-tjekkere« - som Matthew MacGregor kalder dem - partierne har fået i bloggere og aktivister.

»Inden valget var der en historie om, at Brown mobbede sine ansatte, som blev støttet af chefen for en anti-mobning organisation. Den historie blev lynhurtigt dræbt af folk uden for de traditionelle medier,« siger han med henvisning til, at det kom frem, at organisationen var nabo til det lokale konservative parti og ikke kunne bevise sine påstande.

Angsten for det uventede har fået de konservative til at kontrollere medlemmernes tweets centralt modsat Labour, der har valgt en mere græsrods-ledet tilgang. Ulempen ved kandidaternes frihed oplevede partiet imidlertid i sidste uge, da den 24-årige skotske kandidat Stuart MacLennan blev afsløret i at have kaldt David Cameron og formanden for Underhuset, John Bercow, for 'skvat', Labour-kollegaen Diane Abbott for en »f****** idiot«, Skotlands ældre for »kiste-lurendrejere« og fornærmet Skotlands whiskey-industri ved at skrive, at »Johnnie Walker Red Label er så frygtelig, at den ikke kan sælges i Skotland«.

Det blev afslutningen på en ultrakort politisk karriere, men var dybt pinlig for partiet, og tvang Gordon Brown ud og tage afstand fra affæren.

Visioner vinder valg

Omvendt har kandidaternes frihed ført til, at Labour fører med hensyn til antal fans på Twitter. John Prescot - Labours tidligere næstformand - har f.eks. 15.000 fans. Og græsrøddernes frihed har ført til et af Labours mere populære online-angreb på de konservative: Nemlig rundsendingen af satiriske konservative valgplakater. Flere end 250.000 har fået sig et billigt grin på hjemmesiden www.mydavidcame-ron.com, og plakaterne er blevet optrykt i samtlige nationale aviser. Netop samspillet mellem nye og gamle medier er afgørende for, om budskabet når ud i alle kroge af landet, påpeger Will Straw. Selv en god blog bliver for eksempel kun læst af 50.000-100.000 personer, mens læserskaren med et knips vokser til tre millioner, hvis f.eks. avisen The Sun vælger at videreformidle en historie fra blogosfæren - noget der sker oftere og oftere.

Ikke desto mindre er både Straw og McGregor enige om, at det er visioner, ikke teknologi, der i sidste ende vinder valg.

»Obama vandt ikke på grund af vores teknologi, men på grund af hans vision og baggrund som samfundsorganisator,« siger McGregor.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Friis

The Guardian har en god oversigt over brug af Web 2.0 initiativer fra partier og andre: http://www.guardian.co.uk/politics/2010/apr/11/new-media-election-campaign

Karsten Johansen

De øvre middelklassene og de enøyde og stupide overklassene i vår tid er vrøvle- og snadreklasser,
"the chattering classes" som i den nedovergående britiske imperietiden. Nå har de i sin dype oppfinnsomhet "funnet ut", dvs. lært av reklameindustriens enveis lorte-"kommunikasjon", at gjensidig markedsonani og annen skinhellighet på egoets vegner også kan foregå per elektronisk skjerm. De våker døgnet rundt for å vrøvle og sladre mondent. Fantastisk!

Men, som en svensk medieforsker slo fast for snart førti år siden: "Skit är skit, om än per satellit".

Vrøvl er vrøvl, om så på papir, per munnvås via luftbølger eller via elektromagnetiske bølger. Intet tyder så langt på at kvaliteten av menneskelige utgytelser er hevet på grunn av IT"revolusjonen", telefonen eller TV og radio. Heller ikke på grunn av menneskeslektas avansement mot de snart flere milliarder lukestemplere og papirflyttere, monotont klimprende ved sine tastaturer, trykkende på sine knapper osv.

"Dumheten må avskaffes, fordi man blir dum av å møte den" (Brecht). Men det er nok for seint nå, vi er forlengst blitt latt i journalistikken, og mer og mer stupid VIP-vås kveler nå de siste restene av tankevirksomhet.

Karsten Johansen

Det eneste sladrerne ellers kan, er å drite penger:

"On Friday, the Wall Street Journal revealed details of a cover up by the nation’s largest banks that have been engaged in potentially-criminal accounting activities to conceal the amount of debt on their balance sheets. The SEC has been notified of the allegations and has launched a probe to determine whether further action is needed. Among the banks implicated, are Goldman Sachs, JP Morgan, Bank of America, and Citigroup."

http://www.counterpunch.org/whitney04122010.html