Læsetid: 3 min.

Den danske Gud

Mit første møde med dansk ateisme var et chok, men måske er jeres religiøsitet så svag, fordi staten er så stærk
8. april 2010

Min veninde Hariett fra Odense fortalte mig om, da hun som lille pige første gang læste om Darwins udviklingslære. Hun styrtede ind til sin farmor og spurgte: »Er det rigtigt, at vi nedstammer fra aberne?« - »Ja, det må så være på din mors side af familien, ikke min,« svarede farmoren.

Harietts historie fik mig til at tænke på min skoletid i Saudi-Arabien. Her hørte vi også om Darwin, men vores lærer understregede, at Darwins tanker blot var endnu et af Vestens afsindige påfund. Vi fik aldrig en chance for at tage selvstændig stilling eller diskutere teoriens mulige sandhed.

Jeg har nu tilbragt godt et halvt år i Danmark, og det slår aldrig fejl: Religion er det emne, som har optaget mest plads i mine diskussioner med danskere.

Saudi-Arabien, hvor jeg kommer fra, er uhyre konservativt og ekstremt religiøst - kristne kirker findes ikke - så for mig var det et chok, da jeg første gang hørte en dansk fyr sige at »Gud ikke eksisterer«. Aldrig havde jeg forestillet mig, at nogen i hele verden kunne finde på at sige sådan.

Dér hvor jeg kommer fra, er symboler på religiøs magt og tilbedelse af Gud allestedsnærværende i samfundet, men her synes ateisme nærmest at være normen.

Jeg tror, at det tilsyneladende fravær af religiøsitet hos danskerne hænger sammen med, at I har en stærk stat, der sørger godt for borgerne og sikrer dem uddannelse og sundhed. I USA, hvis samfundsmodel er mindre velfærdsorienteret, er religiøsiteten stærkere, og ældre, syge og nødlidende er de stærkest troende. Sådan er det også mit hjemland, hvor der heller ikke er en udbygget velfærdsstat.

Her har jeg oplevet en familie, hvis medlemmer alle er erklærede ikke-religiøse, og hvor forældrene tror på de værdier, som de gør, fordi de har diskuteret sig til rette om dem og udviklet dem i fællesskab. Man hylder disse værdier, fordi de i sig selv anses for gode. Ikke fordi Bibelen siger det.

Det har været en almindelig antagelse i Danmark, forstår jeg, at religioner ville dø ud med tiden. Fra andre, bl.a. en bekendt, som studerer islam på universitetet, har jeg dog også hørt, at der hos stadig flere danskere er opstået en længsel efter åndelighed og mere faste regler i livet.

Tolerancen tager jeg med

Da jeg var til en sammenkomst hos en dansk præst og hans datter, kom jeg til at tænke på, om præstens børn mon ville være stærkt præget af hans overbevisninger. For i Saudi-Arabien er det normalt, at et religiøst overhoved kræver stærk religiøs hengivenhed af sine familiemedlemmer. Men den danske præst var uhyre tolerant og forsikrede mig om, at han ikke kunne finde på at tvinge sine børn til at leve efter hans tro. Det kom helt bag på mig.

Da jeg i Saudi-Arabien besluttede ikke at ville gå med alkemar (klædedragt, der dækker både krop og ansigt, red.) længere, fik det nogle veninder til at bryde med mig, fordi jeg i deres øjne ikke længere var religiøs. Til forskel herfra var den tolerance, jeg oplevede hos den danske præst, et godt budskab, jeg vil tage med mig hjem. Vi har så let ved at dømme andre mennesker ud fra deres religion. Men bør vi afvise religion pga. nogles misbrug af den? Det ville være en misforstået generalisering. Som en ung, kristen britisk fyr sagde til mig: Ateister kan ikke bevise, at Gud ikke eksisterer, men vi troende kan heller ikke bevise, at Gud eksisterer. Jeg er enig i denne pragmatiske tilgang til religion - også selv om jeg tror på Allah.

HanaAl-Khamri er fra Yemen og bor normalt i Saudi-Arabien, Hun vil i artikler beskrive sine adskillige kulturchok ved at bo og arbejde i Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Interessant at læse din beretning.
God overskrift, Den danske Gud, for der eksisterer nemlig ikke andet end nationale guder. Det er i øvrigt derfor, der er så meget ballade i verden. En universel guddom mangler vi stadig navn og adresse på.
Pas nu lige på det der med den danske gud, for du får en hel masse søde danske kristne på nakken, der mener, at der kun er én gud - der tilfældigvis er dansk.

Kan man være ateist i Saudi-arabien? En araber fortalte mig engang, at der, hvor han kom fra, ville jeg være død næste morgen, hvis jeg sagde, at jeg var ateist.
Det er rigtigt, som du skriver, at der er en længsel efter åndelighed blandt danskerne, og det er der også i mig som ateist. Det hænger dog sammen med, hvordan man definerer åndelighed. For mig har ånd ikke noget at gøre med despotiske guder. Det er noget med personlig vækst og skaben, udfoldelse i kunstneriske discipliner, læsning af god litteratur, lytte til god musik, have gode oplevelser med andre og deltage i samfundslivet. Der er hverken tid til eller grunde for at søge efter guder, og hvad skulle man også det for? Lever man religionernes ord ud for næstekærlighed og omsorg for andre, er der simpelthen ikke brug for dem :-)

Rachel Henderson

Jeg kom engang til at skrive i en gæstebog på det kristelige Oral Robert's University i Tulsa, Oklahoma, at jeg var "ateist". De havde nemlig sat en kolonne af, hvor man kunne skrive hvilken religion man mente sig i besiddelse af.

Nogen tid efter modtog jeg et brev hvori de tilbød mig frelse. De var meget tolerante overfor folk med andre religioner, men at man overhovedet ikke troede på noget, det var dog det værste.

Jeg har også en amerikansk niece, som læser til anæstesisygeplejerske. Hun er bange for sine eksaminer, og beder jævnligt i sine Facebook opdateringer om folk dog ikke vil bede bønner for hende. Det gør de så - men ikke jeg. Jeg har rådet hende til at læse grundigt, og tro på at hun ved det hun skal vide, og så i øvrigt få sin gode nattesøvn. Jeg vil langt hellere have en udhvilet og velforberedt anæstesisygeplejerske end en der er martret af gudsfrygt og som håber på at det hele går godt ved hjælp af bønner.

Jo, guderne er nationale. Kom i hu at på USAs mønter står der "in God we trust" og det hedder "Guds eget land".

Poul Erik Hornstrup

Jeg glæder mig til flere artikler fra Hana Al-Khamri. Det er altid givtigt at få fokus på det, der ikke er så selvfølgeligt som vi går og tror. F.eks. at man her i landet kan kalde sig ateist uden (er det min fornemmelse) altid at gøre sig klart, hvad man mener med det. Og uden at blive krævet til regnskab for det - endsige straffet for ugudelighed.

Jeg er selv vokset op i et indremissionsk miljø i Vestjylland, og jeg husker mit eget kulturchok ved mødet med udviklingslæren (i Det Bedste, af alle steder!) - jeg søgte hjælp hos min mor: "Mor, mennesker er da ikke dyr, vel?"

Siden er jeg kommet til at tro på det, der ikke kan afvises - og på det gode ved at tvivle på det, man ikke kan have nogen kvalificeret mening om. Derfor kalder jeg mig hverken troende eller ateist, for det sidste skulle jo indebære, at jeg var overbevist om, at Gud ikke findes. Hvordan skulle min abehjerne dog kunne sige noget meningsfuldt om det?

Jens Thorning

Nogen burde forklare verden derude, at vi i Danmark har opfundet begrebet "kulturkristen". De, der tegner Mohammed, er selv ateister, men betragter kristendommen, så vidt jeg kan forstå, som ideologisk forudsætning for teknologiske og markedsøkonomiske landvindinger samt for demokrati og ytringsfrihed. Derved bliver de kulturkristne. Klarer sig uden Gud, men anerkender forestillingens kulturbærende betydning.

Det er altså langtfra monoteismen i sig selv, der skaber vækst og arbejdspladser, snarere frihedsbegrebet. Man tilslutter sig suverænt en religion - for eksempel er man jøde, hvis man har tilsluttet sig religionen Jødedommen. Er ens mor, far, eller begge, jøder, men man selv irreligiøs eller buddhist, er man således ikke jøde, hvad man end selv forestiller sig. Muslimer derimod har ikke dette valg. Sådan har jeg forstået det hele: Forgangne tiders racebegreber afløses af en moderne, markedsegnet tilvalgs-kultur.

Niels-Simon Larsen

Interessant debat her - men den er jo heller ikke så gammel endnu.
Ateismedebatten dukker hele tiden op, og bliver lige så tit forbandet (åh, nej nu ikke igen!).
Så længe debatten foregår på ’hverdagsplanet’, hvor ingen holder forelæsninger for andre, kan den være interessant.
Jeg kan godt lide de personlige indlæg, og selve oplægget er da også nogle oplevelser fra det virkelige liv.

Hvis vi tænker os to mennesker stå på toppen af verden og se ud i rummet, kan de fx sige dette:
1. Der er en stor, kærlig kraft bag alt dette.
2. Vi er alene, og hvis der er en kraft et sted, er den ikke spor kærlig, og så kan det jo være det samme. Vi står selv for udviklingen af kærlighed.

Jeg kan ikke se nogen som helst grund til, at de to skulle komme op at slås. Religiøsiteten i sin rene tilstand er for mig at se ikke skadelig. Balladen opstår først, når den ene part vil undertvinge den anden, og i den retning går det jo stadig ret livligt til.

Hans Jørgen Lassen

Niels-Simon,

jeg er bange for, at du tager fejl.

Religioners funktion er også at samle klanen. Nogle er med, er inkluderede, og så er der de andre, som står udenfor.

Hvis du ser på historien, så vil du kunne konstatere, at det handler om eksklusion og inklusion. De rigtige og de forkerte. De forkerte, de, der ikke hører til stammen/religionen, bliver i værste fald slået ihjel, kættere og vantro.

Religion er dybt primitivt.

Fra religion til intelligent darwinisme...

Meld dig ud af folkekirken og send pengene til Greenpeace - det er noget der gør en forskel.

Peter Pedersen

Atkins

Opfattelsen af, hvad der intelligent, er relativ.

Folkekirkens "Almægtige Gud" kristnede os, Danerne, ved at sende sin munk, ved navn Popo, der, ved at bære sin jernbyrd - dvs. gloende jernhandske, anskueliggjorde den overvældende og overlegne kristne styrke - iflg. den integrerede historiske og kulturelle overlevering om grundlaget for vores mentalitet og selvforståelse.
Medlemskontingentets nuværende, begrænsede størrelse kan jo dog aldrig være begrundelsen for en udmelding.

Den anden organisation, du nævner, er for mange intet andet end en afgudsmæssig erstatning for førstnævnte - men når du nu hævder, at denne skulle "gøre en forskel" ,
må du missionere noget mere overbevisende, for at omvende nogen som helst.

Niels-Simon Larsen

@H-J: Der kan ikke være noget negativt i at være religiøs, socialdemokrat eller afholdsmand osv. Det er måden, man er det på, der tæller. Derfor kender vi nok alle mennesker med de modsatte meninger af os, som når alt kommer til alt er mægtig søde. Modsat kender vi nok også medlemmer af den samme konstellation, som ikke kan fordrage hinanden.

Derfor bliver religionsdebatter ofte så vanskelige, for hvad er det, man taler om – og hvem?

I øvrigt - kan jeg være sikker på, at du ikke er religiøs? Ingen af os tror på en kærlig guddom, men måske er vi overtroiske på et eller andet punkt. Jeg har lige set stykket, Et år med magisk Tænkning, hvor en kvinde forsøgte at få sin afdøde mand tilbage ved at gemme hans sko. Den slags er trods alt meget menneskeligt.

Hvis man lige tænker på at:

troen på markedsmekanismen er: en religiøs tro,

ses at heller ikke danskerne endnu er blevet virkeligt ikke-religiøse ( desværre ).