Læsetid: 4 min.

Erdogan må forhøje indsatsen i forhold til Cypern

Håbet om cypriotisk genforening svinder hastigt efter den nationalistiske valgsejr på den tyrkiske del af øen. Tyrkiets premierminister Erdogan er nødt til at finde på noget meget snart, hvis han vil fastholde sit land på kurs mod EU-medlemskab
Håbet om cypriotisk genforening svinder hastigt efter den nationalistiske valgsejr på den tyrkiske del af øen. Tyrkiets premierminister Erdogan er nødt til at finde på noget meget snart, hvis han vil fastholde sit land på kurs mod EU-medlemskab
21. april 2010

Hvis en løsning på Cypern-problemet er en forudsætning for Tyrkiets medlemskab af Den Europæiske Union, har de tyrkisk-cypriotiske vælgere netop stukket endnu en kæp i hjulet på Ankaras unionsforhåbninger. Men den mangeårige tvivl om Tyrkiets egnethed og villighed til europæisk indlemmelse var i forvejen forstærket, ikke mindst på grund af dets kamplystne premierminister, Tayyip Erdogan.

Sejren ved søndagens præsidentvalg til den nationalistiske veteran Dervis Eroglu i den ikke-anerkendte, tyrkisk-støttede republik i det nordlige Cypern er et potentielt dødbringende tilbageslag for de forhandlinger, som føres om øens genforening med støtte fra FN. Erdogan var dog hurtig til at insistere på, at forhandlingerne vil fortsætte. Men de to parter står desto stejlere over for hinanden, og deres positioner i centrale spørgsmål som sikkerhed og ejendom er langt fra en løsning. Processen, som måtte genoplives, efter at FN's Annan-plan i 2004 blev afvist ved en græsk-cypriotisk folkeafstemning, har igen brug for kunstigt åndedræt. Medmindre noget dramatisk sker, er den dømt til at løbe ud i sandet, hvilket vil fremskynde den dag, hvor opdelingen bliver permanent.

En vanskelig tid

Mehmet Talat, den besejrede tyrkisk-cypriotiske centrum-venstre præsident advarede tidligere denne måned om, at en sejr til den uforsonlige Eroglu ville tage livet af forhandlingerne.

»Tyrkisk-cyprioterne vil få skylden, og det vil medføre en konsolidering af vores isolation. Det bliver en vanskelig tid for de tyrkiske cyprioter,« forudsagde han.

Nu da Talats værste frygt er blevet virkelighed, kan det også blive en vanskelig tid for Tyrkiet. Det cypriotiske dødvande har alvorligt hæmmet landets EU-optagelsesforhandlinger. Atten af de 35 'kapitler', der forhandles om, er for øjeblikket frosset ned, hovedsagelig på grund af denne konflikt. Nok er det muligt, at de 12 øvrige kapitler, som nu er under drøftelse, kan afsluttes i år, men til den tid kan Ankara ende i en blindgyde.

Temperamenterne koger allerede. Cemil Cicek, Erdogans stedfortræder, anklagede i denne måned »visse EU-lande« >for at »opføre sig uetisk« ved at bruge Cypern-spørgsmålet som skalkeskjul for en dybere fjendtlighed over for det Tyrkiet, som overvejende er muslimsk befolket. Dette var en hentydning til den massive modstand mod tyrkisk EU-medlemskab, som findes i lande som Grækenland, Tyskland og Frankrig.

Tæmmede islamister?

Efter de seneste uproduktive møder med Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy - som begge har opfordret Tyrkiet til at nøjes med et andenklasses »privilegeret partnerskab« - var Erdogan mere ligefrem. »EU vil kun være en kristen klub uden Tyrkiet,« sagde han. På samme måde som i Cypern har de manglende fremskridt påvirket den offentlige mening, og stadig færre tyrkere er i dag tilhængere af medlemskab. Denne tendens bliver ubekvem for Erdogan, der står over for en stærk nationalistisk og sekulær udfordring ved valget til juli 2011.

Erdogan og hans Retfærdigheds- og Udvikling parti (AKP) blev i Vesten til en vis grad opfattet som 'tæmmede islamister', da de første gang kom til magten i 2002. Men Erdogans forsøg på at løsne restriktionerne mod tørklæder, forbyde utroskab og hæve skatter på alkohol og tobak har fået alarmklokkerne til at ringe i Tyrkiet og i udlandet. Disse bekymringer er blevet forstærket, efter Erdogan har indledt en kampagne mod militæret, som han beskylder for et omfattende komplot om at vælte ham, efter at han har indsat sin egen mand som præsident og er raget uklar med retsvæsenet og de uafhængige medier - alle selvudnævnte garanter for Tyrkiets sekulære kemalistiske tradition. Omstridte reformforslag, som for øjeblikket behandles i parlamentet, vil desuden ændre den måde, hvorpå dommere udnævnes. Hvis disse ændringer underkendes af domstolene, kan det udløse en forfatningsmæssig krise og et hurtigt valg. Erdogans veltalende modstand mod nye sanktioner mod Iran, hans uundgåelige skænderi med Obama- administrationen i anledning af, at et amerikansk kongresudvalg har besluttet at anerkende det armenske folkemord som folkemord, og hans voldsomme kritik af Israel har givet ammunition til alle dem, der argumenterer for, at Tyrkiet ikke er og aldrig vil blive europæisk.

Tyrkiets udstrakte hænder til sine arabiske naboer har i mellemtiden fået det nye socialdemokratiske oppositionsparti, Tyrkiets Bevægelse for Forandring, til at advare om, at den traditionelle provestlige holdning, kan være på vej til at blive undermineret. Demokratisering og reformer er hårdt tiltrængte, men Erdogans indfaldsvinkel er forkert, mener analytikeren Katinka Barysch fra Centre for European Reform. »Et forandret Tyrkiet vil få brug for et nyt system af checks and balances (dvs. et system, hvor forskellige regeringsorganer kan kontrollere hinanden, red.) Men det system, vi nu ser tage form, er behæftet med fejl,« >pointerer hun. Erdogans reformer »lugter af politiske manøvrer og kan miskreditere processen for forfatningsmæssig fornyelse«, samtidig med at de etablerede oppositionspartier »mangler en vision for et moderne, dynamisk Tyrkiet«. Med meningsmålinger, der tyder på, at AKP vil skulle kæmpe hårdt for at bevare sit samlede flertal ved næste valg, og med dystre skyer omkring Tyrkiets EU-forhåbninger, bliver Erdogan nødt til at forhøje indsatsen. Et unilateralt tyrkisk udspil til løsning af Cypern-spørgsmålet inden årets udgang (hans erklærede mål), som f.eks. kunne begynde med etapevis tyrkisk troppetilbagetrækning, ville være en god og modig begyndelse. Og for at give det ekstra effekt, kunne han fremsætte udspillet under det historiske besøg, han vil aflægge i Athen i næste måned.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arash Shariar

"Erdogans veltalende modstand mod nye sanktioner mod Iran, hans uundgåelige skænderi med Obama- administrationen i anledning af, at et amerikansk kongresudvalg har besluttet at anerkende det armenske folkemord som folkemord, og hans voldsomme kritik af Israel har givet ammunition til alle dem, der argumenterer for, at Tyrkiet ikke er og aldrig vil blive europæisk."

Dette er hvad der gør en Europære, hvis man ignorere Israel, kræver sanktioner mod Iran, og godtager alt hvad USA vedtager. Sikken definition.

- Arash