Læsetid: 2 min.

EU splitter de britiske partiledere

Torsdagens debat om udenrigspolitik viste store forskelle mellem de tre ledere om holdningen til EU
24. april 2010

»Jeg vil være med i Europa, men ikke styres af det,« lød den konservative leder, David Camerons, meddelelse til vælgerne.

Han mindede dem om, at de var blevet lovet en folke- afstemning om Lissabon-traktaten, men ikke fik den og sagde, at han som premierminister ville spørge befolkningen først, hvis flere beføjelser i fremtiden skal overføres fra Westminster til Bruxelles.

»Vi skulle have haft en (afstemning),« sagde han. »Folk føler sig snydt.«

Både den liberale leder, Nick Clegg, der har en fortid som både rådgiver i EU og medlem af Europa-Parlamentet, og Labours Gordon Brown anklagede imidlertid de konservative for at være »anti-europæiske« og for at ville isolere Storbritannien til skade for britisk erhvervsliv.

Brown sagde, at tre millioner britiske job afhænger af landets medlemskab af EU, og at 750.000 virksomheder handler på den europæiske markedsplads.

»Lad os aldrig mere blive en tom stol i Europa,« gentog han gang på gang og kritiserede de konservatives beslutning om at forlade den største konservative gruppe i Europa-Parlamentet, Det Europæiske Folkeparti, for i stedet have at oprette en anti-føderal gruppe sammen med en række højreorienterede østeuropæiske partier.

Nick Clegg kom med aftenens mest direkte angreb på Camerons EU-skeptiske linje, da han spurgte Cameron, hvordan han havde tænkt sig at forsvare Storbritanniens interesser sammen med et »bundt skøre kugler, som fornægter klimaforandring og er homofober«.

Clegg fremstillede sig selv som en insider, der vidste, hvordan EU kunne reformeres, men fastholdt, at det kun kan gøres indefra og ikke ved at stå og brokke sig fra sidelinjen. Af samme grund vil Liberaldemokraterne tilbyde briterne en folkeafstemning om EU-medlemskab for at få et klart mandat fra folket.

»Jeg ville argumentere for, at vi skulle blive i EU, ikke fordi det er perfekt, men fordi jeg mener, det er i vores interesse at være med,« sagde han.

Isoleret i Europa

Camerons anti-europæiske holdning falder i god jord hos den nok mest euroskeptiske vælgerskare i hele unionen. For nylig viste en Eurobarometer-undersøgelse, at 53 procent af alle europæere mener, at EU er en god ting - men kun 28 procent af briterne er enige i det udsagn. Og de mange uenige belønnede da også de konservative såvel som EU-modstanderne i UKIP og ikke mindst nationalisterne i BNP ved sommerens europaparlamentsvalg.

Ikke desto mindre er det en balanceakt for Cameron, der skal passe på ikke at skræmme pro-europæiske konservative vælgere væk.

»De mere midtsøgende konservative kan søge mod Liberaldemokraterne, hvis de synes, at de konservatives anti-europæiske politik er for langt ude,« siger valgekspert fra London School of Economics, Patrick Dunleavy.

Samtidig er Cameron også klar over, at Brown og Clegg har en pointe, når de pointerer, at hans beslutning om at forlade Det Europæiske Folkeparti har skadet hans partis indflydelse i parlamentet.

»Cameron har haft et beklemt forhold til både Merkel og Sarkozy, siden hans parti brød med den konservative gruppe og dannede sin egen euroskeptiske af slagsen. Det svækker ikke bare forholdet til de andre europæiske ledere, men også Storbritanniens indflydelse i EU,« siger Charles Grant, leder af EU-tænketanken Centre for European Reform i London.

Udadtil holdt Cameron dog skansen i torsdagens debat og kaldte det »nonsens«, at de konservative vil isolere Storbritannien i Europa. I stedet fremhævede han Sarkozy og Merkel som ledere, der kæmper for deres landes interesser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu