Efter måneders øh'en og bøh'en om, hvordan EU og Den Internationale Valutafond (IMF) helt præcist har tænkt sig at redde Grækenland fra at kollapse under vægten af sin egen statsgæld, blev problemet i denne uge pludselig akut, da grækernes gældskrise med lynets hast bredte sig til andre eurolande med høj statsgæld og store offentlige underskud.
Kreditvurderingsbureauet Standard and Poor's nedvurderede græske statsobligationer til det, der populært kaldes 'bras', og advarede om, at investorer ikke skulle regne med at indløse mere end 30-50 pct. af deres græske obligationers påtrykte værdi. Samtidig fik først Portugal og siden Spaniens kreditværdighed et hak nedad, og det skabte panik på obligationsmarkederne: Nu måtte både Italien, Irland, Spanien og Portugal betale markant højere renter for at låne penge - den græske krise er ved at blive en europæisk krise, var frygten.
Siden har panikken lagt sig en smule, blandt andet fordi det efter IMF-direktør Dominique Strauss-Kahns besøg i Tyskland kom frem, at en langt større lånepakke end hidtil planlagt kan være på vej til Athen: 120 mia. euro mod 45.
Grækenland unikt
Der er også god grund til at tage en indånding, før man i panik placerer andre eurolande i båd med grækerne, pointerer CBS-professor Jesper Rangvid fra sin aktuelle base i Spanien:
»Grækenlands situation er unik, og det skyldes tre ting. Ét - de har det største underskud. To - de har den største gæld. Og tre - man tør stadig ikke stole på de græske tal, fordi de jo har snydt med dem tidligere,« siger han med henvisning til grækernes fiflen med budgettal både op til og efter optagelsen i euroen. Grækerne har da også betalt langt den højeste rente for at låne penge, understreger Jesper Rangvid.
Alligevel er der grund til at tage spredningen af den græske gældskrise alvorligt: I internationale aviser er situationen blevet sammenlignet med både subprime-krisen på USA's boligmarked og investeringsbanken Lehman Brothers' kollaps - to fænomener, der spillede en nøglerolle i at udløse finanskrisen. Og sammenligningen er ikke helt skæv:
»Lehman var en lille bank i forhold til andre banker i USA, men da den gik ned, fik det ekstremt store konsekvenser for hele systemet. Nu ser vi, at Grækenland, selvom det både er et lille land og et særtilfælde, har effekter på andre lande - og det helt store spørgsmål er så, om det er et 'Lehman-øjeblik', som udløser en større krise,« siger Jesper Rangvid - men understreger samtidig, at det kæmpelån, som IMF er på vej med, meget vel kan afværge katastrofen.
Fundamental skævhed
Men hvad en nok så stor lånepakke ikke kan afværge, er det, Jesper Rangvid kalder et »fundamentalt problem« ved eurosamarbejdet: Nemlig at 16 lande har bundet sig til en fælles valutakurs og pengepolitik, mens finanspolitikken kun er koordineret gennem regler, der gentagne gange og uden konsekvenser bliver overskredet - nemlig kravene om et maksimalt budgetunderskud på tre pct. af BNP og en maksimal gæld på 60 pct. af BNP. Derfor har budgetterne - og dermed gælden - fået lov at løbe løbsk, og nu vil det være uhyre svært for mange lande blot at nå ned på et budgetunderskud på tre procent af BNP:
»Det vil ikke være populært blandt vælgerne og betyde nedskæringer i offentlige ydelser, pensioner og lønninger,« siger Jesper Rangvid. IMF forventer i år budgetunderskud på 5,2 pct. i Italien, 8,7 pct. i Grækenland og Portugal, 10,4 pct. i Spanien og 12,2 pct. i Irland.
Endnu mere problematiske end budgetunderskuddene er dog de indbyggede ubalancer i eurosamarbejdet, mener økonomiprofessor Jesper Jespersen fra RUC:
»Det grundlæggende problem er, at økonomierne i eurosamarbejdet er ret så forskellige. Det var åbenbart allerede i 1998, da man besluttede, hvilke lande der skulle med, men af politiske årsager ønskede man ikke at holde nogen udenfor,« siger han.
Sydeuropæiske lande har det fælles problem, at deres konkurrenceevne er forringet systematisk gennem årene med euroen. Med deres høje vækst er fulgt en højere inflation, forklarer Jesper Jespersen - sådan at det i dag er langt dyrere at producere en vare i Portugal, Italien, Spanien eller Grækenland end i f.eks. Tyskland. Det er især derfor, investorerne tvivler på sydeuropæernes evne til at tilbagebetale gæld - for lav konkurrenceevne betyder lav vækst, og lav vækst betyder lave offentlige indtægter. Uden eroen, kunne landene have sænket valutakurserne og på den måde gjort deres varer billigere - men det umuliggør den fælles mønt.
»Problemstillingen kendte man for ti år siden, men man har bare ladet stå til,« siger Jesper Jespersen.
