Læsetid: 8 min.

'Nogle gange må demokratiet gå på pause'

I sit første større interview siden skandalen med de berygtede e-mails om klimaforandringerne fortæller forskeren James Lovelock, at han bifalder 'gode' klimaskeptikere og advarer om, at global opvarmning kan føre til krig
Under krig og klimaforandringer bør autoriteter tage styring. Vi har ikke brug for, at alle skal til orde, før vi kan handle, siger den 90-årige forsker bag Gaia-teorien, James Lovelock.

Under krig og klimaforandringer bør autoriteter tage styring. Vi har ikke brug for, at alle skal til orde, før vi kan handle, siger den 90-årige forsker bag Gaia-teorien, James Lovelock.

6. april 2010

På køreturen til James Love-lock's hus, der ligger i en øde, træbeklædt dal på grænsen mellem Cornwall og Devon i det sydvestlige England, passerer man et skilt ved en kvægindhegning: 'Zone for eksperimenter med nyt naturligt habitat. Ingen adgang eller forstyrrelser'.

For tredive år siden plantede forskeren James Love-lock 20.000 træer rundt om sit hjem at skabe et habitat, der i højere grad var præget af biodiversitet. Hvis denne voldsomt uafhængige og globalt respekterede klimatænker havde været 3,8 milliarder år gammel, da livet opstod på denne planet, kunne man nemt tro, at han ville have sat et lignende skilt op på et synligt sted.

Profeten

Når alt kommer til alt er Lovelock - som nu er i halvfemserne, men stadig er i god nok form til at blive inviteret om bord i Richard Bransons kommercielle og snarligt rejseklare rumfartøj - jo manden, der i de sene tressere som den første udviklede Gaia-teorien: den stadigt udfordrende idé om, at jorden er én stor selvregulerende organisme, hvis ligevægt i den grad forstyrres af en af dens arters handlinger.

Stadigt mere påtrængende har Lovelock advaret om, at artens - Homo Sapiens - overlevelse nu er alvorligt truet af Gaias hævn, som titlen lyder på en af hans seneste bestsellere.

Han omtales som vor tids gammeltestamentlige profet, der forudsiger helvedes ild for en generation, der er fordømt, hvis den ikke øjeblikkeligt ændrer radikalt på de forurenende vaner. Men når man møder ham, har Lovelock en beroligende tilstedeværelse, selv når han slynger verbale lyn af sted mod de forskellige 'dummernikler', som vi har ladt vores kollektive skæbne i hænderne på, nemlig: »Politikerne, videnskabsmændene og lobbyisterne«.

De sidste fire måneder har kun øget hans foragt. Det har været en turbulent periode, hvor forsøget på at bekæmpe klimaforandringerne er blevet undermineret af online offentliggørelsen af de hackede e-mails fra University of East Anglia, fiaskoen ved klimakonferencen i København, samt den (tvungne) indrømmelse fra FN's klimapanel om, at den seneste rapport indeholdt nogle mindre fejl, og til sidst en undtagelsesvis kold vinter, der lagde sig over dele af den nordlige halvkugle.

Snagede ikke i e-mails

Mens han læner sig tilbage i sin kontorstol i det beskedne kontor, der delvis fungerer som laboratorium, og hvor han skriver og af og til udfører eksperimenter bestilt af Forsvarsministeriet og den britiske efterretningstjeneste MI5 (»det er ikke så interessant, blot sundheds- og sikkerhedsarbejde,« siger han, når man spørger efter detaljer), retter Lovelock sin første bølge af vrede mod oplysningerne om, at klimavidenskabsmænd var blevet del af en e-mailskandale. Han var »yderst frastødt«, da han først hørte beskyldningerne, siger han. (Han læste ikke de faktiske e-mails, da de dukkede op på nettet. »Mærkeligt nok var jeg tøvende over for at snage«).

Under vores samtale mindes Lovelock den »korrumpering af videnskaben«, som fandt sted under firsernes forsøg på at forbinde hullet i ozonlaget med drivgasser.

»At sløre data på nogen som helst måde er ganske bogstaveligt en synd mod videnskabens Helligånd. Jeg er ikke religiøs, men jeg formulerer mig på den måde, fordi jeg føler stærkt for det. Det er den eneste ting, man bare ikke gør«.

Brug for skeptikere

Lovelock siger, at de seneste måneders begivenheder har gjort ham mildere stemt over for klimaskeptikere:

»Det jeg godt kan lide ved skeptikere er, at god videnskab har brug for folk, der får dig til at tænke: 'Sørens, har jeg lavet en fejl her?' Hvis ikke man hele tiden har sådanne folk, er man virkelig på spanden«.

»De gode skeptikere har gjort os en tjeneste, men nogle af de mere gale, tænker jeg, har ikke gjort noget godt for nogen. Nogle af dem er naturligvis korrupte og ansat af oliefirmaer og den slags. Nogle arbejder endda for regeringer. Eksempelvis tror jeg ikke, at russerne er for gode til at offentliggøre falske informationer for at fremme deres egne energiinteresser. Men der er brug for skeptikere, særligt når videnskaben bliver meget stor og monolitisk.«

Og skeptikerne gør ret i at være dybt mistroiske over for videnskabsmænd, der i for høj grad forlader sig på computermodeller, især når det gælder om at forudsige fremtidige klimascenarier.

»Så klogt et dyr er vi heller ikke. Vi klarer os nogenlunde, og fra tid til anden er det utroligt, hvad vi rent faktisk formår, men vi har en tendens til at være for overmodige til, at vi opdager begrænsningerne. Man glemmer, at der er tale om en model, og begynder at tænke på den som den rigtige verden.«

Når man taler med Love-lock og læser hans bøger, især hans seneste bøger, er det tydeligt, at han ikke nærer den dybeste respekt for menneskets evne til at lægge planer på lang sigt og derefter holde sig til dem.

For dumme til klima

»Jeg tror ikke, vi er nået til det udviklingspunkt, hvor vi er kloge nok til at håndtere så kompleks en situation som klimaforandring,« svarer han på spørgsmålet om, hvorvidt vi som art er gearet til opgaven med at tackle klimaforandringerne.

»Vi er meget aktive dyr. Vi kan godt lide at tænke, 'Åh ja, det her vil være god politik', men det er meget sjældent, at tingene er så simple. At det er sandt ses blandt andet i krig. Folk er overbevist om, at de kæmper for en retfærdig sag, men det er ikke altid tilfældet. Klimaforandring er på en måde en gentagelse af en krigssituation. Det kan meget nemt lede til fysisk krig.«

Håbløshed er et svar, fornemmer man, der aldrig ligger hans publikum fjernt. Han er ikke typen, der uddeler trøst, når han ikke mener, at den er retfærdiggjort, og han udviser en stor del foragt, for det han anser som den aktuelle klimabevægelses naive idealisme og ideologi - selvom en betydelig del af bevægelsen stadig ser op til ham med en vis portion ærefrygt. For eksempel gjorde hans højtprofilerede holdningsskifte til fordel for kerneenergi som et af de bedste bud på, hvordan vi redder os selv, at mange klimaaktivister måtte genoverveje deres instinktive modvilje mod denne teknologi.

I dag er han ikke overbevist om, at de moderne demokratier i den vestlige verden kan producere noget meningsfuldt svar på den 'globale overophedning', som han godt kan lide at kalde det.

Demokrati på pause

»Vi har brug for en mere autoritær verden«, siger han bestemt. Vi er blevet sådan en art fræk, egalitær verden, hvor alle har lov at komme til orde. Det er alt sammen meget godt, men der er visse omstændigheder - en krig er et typisk eksempel - hvor den slags ikke lader sig gøre. Man er nødt til at have nogle få mennesker, som vi stoler på er i stand til at køre tingene. De skal naturligvis holdes yderst ansvarlige - men det kan ikke finde sted i et moderne demokrati. Dette er et af problemerne.

»Hvad er alternativet til demokrati? Det findes ikke. Men selv de bedste demokratier kan enes om, at demokratiet må gå på pause, når en større krig nærmer sig. Jeg har en fornemmelse af, at klimaforandringer måske vil være et ligeså alvorligt emne som krig. Det kan være nødvendigt at lade demokratiet gå på pause.«

Men i lyset af de seneste par måneders faldende tiltro til klimavidenskaben må man spørge sig selv, hvad der skal til for at overbevise offentligheden om at øjeblikkelig handling er nødvendig for at reducere drivhuseffekten - eller, som Lovelock foretrækker, at tilpasse sig og forberede redningsbåden til et skiftende klima.

»Der har været mange spekulationer om, at en meget stor gletscher i Antarktis er ustabil,« siger han.

Han refererer til Pine Island-gletscheren eller 'Svinet', som den omtales af de videnskabsmænd, der overvåger den.

»Hvis mere is smelter, brækker den måske af og glider i havet. Jeg mener ikke, at videnskabsmændene er bekymrede, men de holder godt øje med den. Den ville række til få havene til at stige med to meter - det er gigantisk. Og tsunamier. Det ville være en type begivenhed, som ville ændre den offentlige holdning - eller en periode med tørke og støvstorme i den amerikanske midtvest. Endnu en klimarapport fra FN vil ikke være nok. Vi vil bare skændes om det som nu.«

Ingen våde fødder

Senere kontakter jeg Dr. Robert Bindschadler, NASA-

videnskabsmanden, der leder det hold, der overvåger 'Svinet'.

»Ingen forventer, at systemet kollapser fuldt ud inden for de næste 100 år«, svarer Bindschadler, »men selv hvis det gjorde, ville det gennemsnitlige havniveau kun tredoble den aktuelle stigning. Ingen ville få våde fødder over en enkelt nat«.

På en opslagstavle bag Lovelock hænger et fotografi af en gigantisk vindturbine. Er han som antivindmøllepark-aktivist vred over, at der nu investeres så meget i vedvarende energi?

»Jeg har altid sagt, at tilpasning er det mest seriøse, vi kan gøre«, siger han.

Er vores diger tilstrækkelige? Kan vi forhindre London i at blive oversvømmet?

»Det er her, vi bør bruge vores milliarder. Hvis vindturbiner virkelig virkede, ville jeg ikke være imod dem. Til helvede med om de er grimme, hvis vi har brug for dem for at redde os selv. Men de virker ikke - tyskerne har indrømmet det«.

»Det er ligesom den fælles (europæiske) landbrugspolitik, som førte til korruption og ineffektivitet. En fælles energipolitik for Europa er ikke en god idé. Når det gælder tæt befolkede steder som Storbritannien er jeg for kerneenergi af den simple grund, at det er billigt, effektivt og i stigende grad sikkert, når man ser på statistikkerne«.

Han er ligeså afvisende, når det gælder handel med C02-udslip, som eksempelvis foreslået af EU.

»Jeg ved ikke nok om handel med kulstof, men jeg mistænker, at der er tale om bedrag. Det hele er ikke synderlig fornuftigt. Vi har en skør idé om, at vi sætter et eksempel for resten af verden. Men det vi gør, er, at prøve at tjene penge på verden ved at sælge vedvarende grej og grønne idéer. Det er måske i overensstemmelse med nationale interesser, men det er småfusk, når man ser på, hvad kineserne og inderne har gang i med udledte gasser. Menneskets inerti er så omfattende, at man ikke rigtig kan foretage sig noget meningsfuldt«.

Lovelock indrømmer uden blusel, at han med sine 90 år ikke vil se afslutningen på det eksperiment, som mennesket i øjeblikket udsætter atmosfæren for. Det er delvist derfor, at han kan tale så direkte. Men for enhver, der er yngre, er Lovelock's prognose for vores art svær at høre, endsige acceptere.

Oversat af Troels Heeger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Det politiske system er på ingen måde "klimaskeptikere" når det drejer sig om troen på fordelene ved den globale opvarmning: http://politiken.dk/klima/klimakloden/article939923.ece
Hyklerriet er grænseløst. Det afslører sig klart i forbindelse med bestræbelserne på at få trukket nogle grænser, sat nogle nationale flag i ressourcerne på Nordpolen: http://www.information.dk/170565

Den halvfemsåriges kommentarer her over passer vel meget godt ind i det almindelige forsøg på at bringe forvirringssignaler ind i den almindelige italesættelse af problematikken. Naturmystiscisme og religiøs kamp mod vindmøllerne hjælper ikke på noget som helst.

Lovelock's Gaia-teori holder ikke længere(han tror vist heller ikke selv på den mere). I det lange perspektiv er jorden klima ustablit. Gang på gang er det 'gået galt'. Jorden har oplevet både ekstreme kolde og ekstremt varme perioder. For at forstå udfordringen i den nuværende situation er det vigtigt at forstå hvad der var baggrunden for fortidens klimaudsving. En gaia-teori kan risikere at lulle os i søvn - moderjord tager jo vare på os - det er halvreligiøst og giver ingen dybere forståelse.

Troels Schmidt

Lovelock´s fascistiske monstersamfund
- Af Troels Schmidt

”»Jeg har altid sagt, at tilpasning er det mest seriøse, vi kan gøre« … ”Er vores diger tilstrækkelige? Kan vi forhindre London i at blive oversvømmet? … Det er her, vi bør bruge vores milliarder.”, siger James Lovelock ('Nogle gange må demokratiet gå på pause', Information, d. 6. april).

Lovelock vil sætte demokratiet ud af kraft, han vil tilpasse sig den grundlæggende aktuelle udvikling, han vil give klimaskeptikerne mere plads til at udfolde sig med det resultat at vi så får et sandt Eldorado for verdens vækst protagonister og et fremtidig fascistisk monstersamfund.

For med Lovelocks strategi fjernes de grundlæggene vækst stopklodser så spekulanter og investorer bare kan flytte deres enorme overskud over i den ene branche efter den anden, efter de lægger stadig nye områder øde. Det er ikke nogen trøst at han vil indføre ”ren” atomenergi.

Alt dette ville give god kapitalistisk, økonomisk mening, idet en form for grænseløs økonomisk vækst vitterlig fortsat står åben for de grådigste. Hvordan kan Lovelock standse uhæmmet vækst når han tilpasser sig den aktuelle udviklings fundamentale præmisser?

Lovelock´s fascistiske monstersamfund er guf for vækstprotagonisterne. Dem og deres teknologier er allerede i dag i stand til at kultivere bakterier til frembringelse af alle de næringsstoffer mennesket har brug for. Vækstprotagonisterne kan være totalt ligeglad med menneskets afhængighed af dyr, som føde. Og derfor kan man rent faktisk fortsætte som hidtil. Eneste forudsætning er at man bevidst eller ubevidst acceptere, passivt eller aktivt, at mennesket bliver en ”Palle alene i verden”.

Lovelock´s fascistiske monstersamfund er baseret på det værste i mennesket: rent magt, grådighed og økonomisk begær som drivkraft.

Morten Kjeldgaard

Lovelock har jo ret i at demokratiet i snæver forstand ikke på nogen let måde evner at håndtere meget dramatiske omvæltninger. Det er et tema som ofte er udforsket i Holywood's katastrofefilm: en meteor har retning mod jorden... hvem skal reddes? Der er kun plads til et lille mindretal i de miner, der i hemmelighed er indrettet til at regering og de øverste kadrer kan overleve. Den brede befolkning overledes til sin skæbne. Kan man forestille sig, at befolkningen ved en demokratisk beslutning kom frem til: "ja, det er fornuftigt nok. Lad os redde de kendte, de smukkeste og de klogeste, og dem der sidder med magten"?

Jeg opfatter Lovelocks udtalelser som udtryk for en stor frustration over politikernes manglende evne til at blive enige om blot de allermindste foranstaltninger mod den globale opvarmning. En frustration over at det tilsyneladende er umuligt at foretage planlægning og prioritering der rækker ud over næste valg. Kommer den globale opvarmning til at forløbe som klimaforskernes beregninger forudskriver, kommer det til at betyde omvæltninger, katastrofer og stridigheder som menneskeheden aldrig før har kendt.

At journalisten forsøger at portrættere den aldrende Lovelock som en slags kryptofascist er ikke fair. Livsperspektivet for en 90-årig giver andre tanker og prioriteringer, og verdens manglende evne til at håndtere klimaproblematikken er i alle tilfælde værd at diskutere.

Marianne Mandoe

Er det bare mig?
Eller bliver der flere og flere, specielt ældre politikere, økonomer og videnskabsmænd, der mener at demokratiet kan sættes ud af kraft når demokratiet ikke gør som DE ønsker det?

Er det fordi de er bange for at magten er ved at glide dem af hænde?

Det hele går givetvis i sin mor igen.
Alle har brug for at komme afsides, når man er trængende, og yde sit bidrag til fædrelandets frelse.
Kender Lovelock en krig, hvor man slår de andre ihjel for at redde dem? Krig er det rene mord og diktatur, alene for at få magten over andre, men pakkes pænt ind i demokrati under betegnelsen 'pause'.
Klimavanskelighederne kan meget vel udløse en krig, men det bliver krigen om at få del i resterne, sådan som klimaflygtningene allerede er på vej.
Hvad regner Lovelock folket for? Det er hans egne ledere og fagfæller, som han må overbevise, for det er dem, der er rygende uenige og fører forestillingen om et demokrati tilbage til Gaia.