Læsetid: 10 min.

Global fødevaremangel udløser opkøb af landbrugsjord i Afrika

Mere end 100 år efter de europæiske landes kolonisering af Afrika bliver kontinentet igen tømt for naturressourcer. Den globale fødevaremangel får de rige lande til at forsyne deres egne borgere med frugt, grøntsager og vand fra Afrika, mens afrikanere sulter
I Afrika er op mod 50 millioner hektar jord blevet opkøbt i løbet af de seneste år eller er i færd med at blive opkøbt af regeringer og velhavende investorer.

I Afrika er op mod 50 millioner hektar jord blevet opkøbt i løbet af de seneste år eller er i færd med at blive opkøbt af regeringer og velhavende investorer.

Niels Poul Dreyer

6. april 2010

JUBA, SUDAN - Vi drejede af fra hovedvejen til Awassa, talte os forbi sikkerhedsvagterne og kørte et par kilometer gennem det øde landskab, inden vi fandt det, som snart bliver Etiopiens største drivhus. Det ligger for foden af skrænten i Rift Valley og er langtfra færdigt, men byggeriet af plast og stål fylder allerede over 20 hektar eller omkring 20 fodboldbaner.

Gårdens driftsleder viser os millioner af tomater, peberfrugter og andre grøntsager, som dyrkes i 500 meter lange rækker under computerstyrede forhold. Spanske ingeniører bygger stålkonstruktionen, hollandsk teknologi minimerer vandforbruget, og 1.000 kvinder plukker og pakker 50 ton mad om dagen. I løbet af 24 timer bliver det kørt 300 km til Addis Abeba og fløjet 1.500 km til butikker og restauranter i Dubai, Jeddah og andre steder i Mellemøsten. Etiopien er et af de mest sultne lande i verden. Mere end 13 millioner mennesker har behov for fødevarehjælp, men paradoksalt nok tilbyder regeringen mindst tre millioner hektarer af landets mest frugtbare jord til rige lande og nogle af verdens mest velhavende enkeltpersoner, som eksporterer fødevarer til deres egne befolkninger.

Ejerskifte

De 1.000 hektar jord i Awassas drivhuse er blevet udlejet i 99 år til en saudiarabisk milliardær, den etiopiskfødte sheik Mohammed al-Amoudi, som er en af de 50 rigeste mænd i verden. Hans selskab, Saudi Star, har planer om i de kommende år at bruge op til to milliarder dollar på at erhverve og opdyrke 500.000 hektar jord i Etiopien. Hidtil har det købt fire gårde og dyrker allerede hvede, ris, grøntsager og blomster til det saudiarabiske marked. Saudi Star forventer med tiden at beskæftige mere end 10.000 mennesker. Men Etiopien er kun ét af 20 eller flere afrikanske lande, hvor jorden er ved at blive købt eller udlejet til intensivt landbrug i en enorm skala, hvilket kan være det største ejerskifte siden kolonitiden. En undersøgelse i Observer anslår, at op til 50 millioner hektar jord er blevet opkøbt i løbet de seneste år eller er i færd med at blive opkøbt af regeringer og velhavende investorer, som arbejder med statsstøtte. De anvendte data er indsamlet af Grain, Det Internationale Institut for Miljø og Udvikling, International Land Coalition, ActionAid og andre ikke-statslige organisationer.

Opkøbet af landbrugsjord er blevet udløst af den globale fødevaremangel efter den kraftige stigning i oliepriserne i 2008, den øgede mangel på vand og EU's insisteren på, at 10 procent af alle brændstoffer til transport inden 2015 skal være biobrændstoffer. I flere områder har det medført eksproprieringer, uroligheder og klager over »landtyveri«.

Hemmelige handler

Nyikaw Ochalla tilhører Anuak-folket i Gambella-regionen i Etiopien, men bor nu i Storbritannien. Han er i regelmæssig kontakt med sine landsmænd derhjemme:

»Al jorden i Gambella-regionen bliver udnyttet. Hvert stammesamfund opdyrker sit eget territorium og floder og marker i det. Det er en myte, som regeringen og investorerne har skabt, at der er uopdyrkede landområder eller jord, der ikke er udnyttet i Gambella. De udenlandske virksomheder ankommer i stort antal og fratager folk den jord, de har brugt i århundreder. Lokalbefolkningen bliver ikke hørt. Handlerne bliver gennemført i hemmelighed. De lokale ser blot mennesker, som kommer med traktorer for at invadere deres land. Al jorden rundt omkring min families landsby, Illia, er blevet overtaget og bliver nu ryddet. Nu er folk nødt til at arbejde for et indisk firma. De har fået frataget deres land uden kompensation. Folk kan ikke tro det. Tusindvis af mennesker vil blive berørt, og folk kommer til at sulte.«

Det vides ikke, om opkøbene vil forbedre eller forværre fødevaresikkerheden i Afrika, eller om de vil fremprovokere separatistiske konflikter, men en stor undersøgelse fra Verdensbanken, som bliver offentliggjort i denne måned, forventes at advare mod både de potentielle fordele og de enorme farer, som opkøbene udgør for mennesker og natur.

Køb eller leje

Det er den internationale landbrugsindustri, investeringsbanker, hedgefonde, råvaremellemhandlere, statsejede investeringsfonde, vestlige pensionskasser og rige enkeltpersoner, som bliver tiltrukket af den billigste jord i verden. De opkøber jord i Sudan, Kenya, Nigeria, Tanzania, Malawi, Etiopien, Congo, Zambia, Uganda, Madagaskar, Zimbabwe, Mali, Sierra Leone, Ghana og andre steder. Etiopien har godkendt 815 udenlandske finansierede landbrugsprojekter siden 2007. De jorder, som investorerne ikke har fået lov til at købe, blive lejet ud for omkring en dollar om året pr. hektar.

Saudi-Arabien menes sammen med andre mellemøstlige emiratstater som Qatar, Kuwait og Abu Dhabi at være den største opkøber. I 2008 meddelte den saudiske regering, som var en af Mellemøstens største hvedeavlere, at den ville reducere den nationale kornproduktion med 12 procent om året for at spare på vandet. Den øremærkede fem milliarder dollar til lån til fordelagtige renter til saudiske firmaer, der ønskede at investere i lande med stort landbrugspotentiale. Samtidig planlægger det saudiske investeringsselskab Foras, der støttes af Islamic Development Bank og velhavende saudiske investorer, at bruge en milliard dollar til opkøb af jord og opdyrke syv millioner ton ris til det saudiarabiske marked i løbet af de næste syv år. Firmaet siger, at det er ved at undersøge muligheden for opkøb af jord i Mali, Senegal, Sudan og Uganda. Ved at tage til Afrika for at dyrke afgrøder erhverver Saudi-Arabien sig ikke bare Afrikas jord, men det sikrer sig også flere hundrede millioner liter vand om året. Vand vil ifølge FN blive den vigtigste naturressource i de kommende 100 år.

Biobrændstoffer

Siden 2008 har saudiske investorer opkøbt store arealer i Sudan, Egypten, Etiopien og Kenya. Sidste år blev de første sække med hvede, som opdyrkes i Etiopien til det saudiarabiske marked, præsenteret for kong Abdullah af al-Amoudi. Nogle af opkøbene i Afrika er så store, at man får tårer i øjnene: Kina har underskrevet en kontrakt med Den Demokratiske Republik Congo om opdyrkning af 2,8 millioner hektar med henblik på udvinding af palmeolie til biobrændstoffer. En aftale mellem Madagaskar og det sydkoreanske selskab Daewoo, som gik i vasken på grund af optøjer, ville have omfattet næsten halvdelen af landets agerjord.

Jord til opdyrkning af afgrøder til biobrændstoffer er også efterspurgt.

»De europæiske biobrændstofvirksomheder har købt eller anmodet om 3,9 millioner hektar i Afrika. Dette har ført til eksproprieringer uden forudgående høring og erstatning, brudte løfter om løn og ansættelse,« siger Tim Rice, som er forfatter til ActionAids rapport, der anslår, at EU har behov for at dyrke afgrøder på 17,5 millioner hektar, hvilket svarer til mere end halvdelen af Italien, hvis man skal nå målet om 10 procent biobrændstof inden 2015.

»Opkøbet af jord med henblik på produktion af biobrændstof i Afrika fortrænger allerede landmænd og fødevareproduktion. Antallet af mennesker, der sulter, vil stige,« siger han.

Britiske virksomheder har opkøbt landområder i Angola, Etiopien, Mozambique, Nigeria og Tanzania til opdyrkning af blomster og grøntsager.

Indiske selskaber har ved hjælp af statslån købt eller lejet hundredtusindvis af hektar i Etiopien, Kenya, Madagaskar, Senegal og Mozambique, hvor de dyrker ris, sukkerrør, majs og bønner for at brødføde hjemmemarkedet. Ingen lande går fri. Sudan, som er på vej ud af en borgerkrig og ikke har udviklet sig i en hel generation, er et af de nye steder. Sydkoreanske virksomheder opkøbte sidste år 700.000 hektar i det nordlige Sudan til dyrkning af hvede. De Forenede Arabiske Emirater har erhvervet 750.000 hektar, og Saudi-Arabien afsluttede i sidste måned købet af 42.000 hektar i Nil-provinsen.

Billig jord

Regeringen i det sydlige Sudan siger, at mange virksomheder nu forsøger at erhverve jord:

»Vi har fået mange henvendelser fra mange firmaer. Forhandlingerne er i gang,« siger Peter Chooli, som har ansvaret for vandressourcer og kunstvanding i Juba: »En dansk koncern forhandler med staten, og en anden ønsker at anvende jord i nærheden af Nilen.«

Det amerikanske investeringsselskab Jarch Capital, som drives af Philip Heilberg, har lejet 800.000 hektar i det sydlige Sudan nær Darfur. Heilberg har lovet ikke blot at skabe arbejdspladser, men også for at investere 10 procent eller mere af sin egen fortjeneste i lokalsamfundet. Men sudanere har anklaget ham for at opkøbe offentlige arealer og føre an i et amerikansk forsøg på at splitte Sudan og udnytte landets ressourcer.

Devlin Kuye, der er ansat som forsker ved Grain, siger, at investeringer i Afrika af mange regeringer nu ses som en ny strategi for fødevareforsyning:

»De rige lande ser ikke blot Afrika som en god forretning, men også som en slags forsikringspolice. Fødevaremangel og optøjer i 28 lande i 2008, mangel på vand, klimaændringer og stor befolkningstilvækst har tilsammen gjort det attraktivt at opkøbe jord. Afrika har mest jord, og sammenlignet med andre kontinenter er den billig,« siger Devlin Kuye.

»Landbrugsjord i Afrika syd for Sahara giver 25 procent i afkast om året, og ny teknologi kan tredoble høst- udbyttet i løbet af kort tid,« siger Susan Payne, administrerende direktør for Emergent Asset Management, en britisk investeringsfond der vil bruge 50 millioner dollar på jord i Afrika:

»Landbrugsudvikling er ikke kun bæredygtigt, det er vores fremtid. Hvis vi ikke øger fødevareproduktionen med over 50 procent inden 2050, vil vi få alvorlig fødevaremangel globalt,« siger hun.

Ny kolonialisme

Men mange af opkøbene bliver fordømt af både vestlige ngo'er og borgere som en »ny kolonialisme«, der tvinger folk på flugt og fratager mennesker de knappe ressourcer.

Vi mødte konsulenten Tegenu Morku på en cafe, da han var på vej til Oromia-regionen i Etiopien, hvor han skulle finde 500 hektar jord til en gruppe egyptiske investorer. De har planer om kvægavl og opdyrkning af korn og krydderier med henblik på at eksportere så meget som muligt til Egypten. Der skulle være vand til rådighed, og han forventer, at prisen vil være omkring 15 birr per hektar om året - mindre end en fjerdedel af udgifterne til jord i Egypten og en tiendedel af prisen på jord i Asien:

»Jorder og arbejdskraften er billig, og klimaet er godt her. Alle - saudier, tyrkere, kinesere, egyptere - er på udkig. Landmændene kan ikke lide det, fordi de bliver fordrevet, men de kan finde jord andre steder, og desuden får de en erstatning, som svarer til omkring 10 års høstudbytte,« siger han.

Oromia er et af de steder i Afrika, hvor der bliver opkøbt mest jord. Haile Hirpa, formand for en lokal forskergruppe, skrev i sidste uge i en protestskrivelse til FN's generalsekretær Ban Ki-moon, at Indien havde opkøbt en million hektar, Djibouti 10.000 hektarer, Saudi-Arabien 100.000 hektar, og at egyptiske, sydkoreanske, kinesiske, nigerianske og andre arabiske investorer er aktive i staten:

»Det er det 21. århundredes kolonisering. Saudierne nyder godt af rishøsten, mens folk i Oromia i dette øjeblik dør af den menneskeskabte hungersnød,« siger han.

Den etiopiske regering benægter, at opkøbene skaber hungersnød og hævder, at de medfører hundredvis af millioner af dollars i udenlandske investeringer og titusinder af arbejdspladser. En regeringstalsmand siger:

»Etiopien har 74 millioner hektar frugtbar jord, hvoraf kun 15 procent i øjeblikket er i brug - hovedsageligt af subsidierede landbrug. Af de resterende arealer bliver kun en lille procentdel, 3-4 procent, tilbudt til udenlandske investorer. Investorer får aldrig land, der tilhører etiopiske landmænd. Regeringen tilskynder også etiopiere i udlandet til at investere i deres hjemland. De medbringer hårdt tiltrængt teknologi og giver etiopierne jobs og uddannelse. De opererer i områder, hvor der er egnet jord og adgang til vand.«

Massiv ekspropriering

Men virkeligheden på jorden er ifølge Michael Taylor, som er specialist i spørgsmålet, hos International Land Coalition, en anden:

»Hvis jorden i Afrika ikke er blevet opdyrket, er der nok en grund til det. Måske bruges den til græssende kvæg eller ligger brak for at forhindre udtømning af næringsstoffer og erosion. Enhver, der har set de områder, der defineres som uopdyrkede, forstår, at der ikke er nogen jord i Etiopien, der ikke har ejere og brugere.«

Udviklingseksperter er uenige om fordelene ved store, intensive landbrug. Den indiske økolog Vandana Shiva sagde i sidste uge i London, at store industrielle landbrug ikke kun tvinger folk til at flytte, men også kræver kemikalier, pesticider, herbicider, kunstgødning, intensiv udnyttelse af vand, transport, opbevaring og distribution, der tilsammen forvandler landskabet til enorme plantager.

»Vi oplever en massiv ekspropriering. Det betyder, at der er færre fødevarer til rådighed for lokalbefolkningen. Der vil opstå flere konflikter og mere politisk ustabilitet, og hele kulturer vil blive hjemløse. De små landbrug i Afrika er grundlaget for fødevaresikkerhed. Udbuddet af fødevarer på planeten vil falde,« hævder hun.

Men Rodney Cooke, direktør i FN's Internationale Fond for Landbrugsudvikling, ser potentielle fordele:

»Jeg vil ikke tale om tyveri af jord. Hvis det bliver gjort på den rigtige måde, kan det være til gavn for alle parter og fremme udviklingen.«

Lorenzo Cotula, seniorforsker hos Det Internationale Institut for Miljø og Udvikling, som er medforfatter til en rapport om de afrikanske landes salg af jord til FN's udviklingsfond sidste år, mener, at velorganiserede handler kan sikre beskæftigelse, bedre infrastruktur og bedre høstudbytte. Men hvis de ikke bliver håndteret ordentligt, kan de forårsage stor skade, især hvis de lokale folk bliver udelukket fra beslutninger om tildeling af jord, og hvis deres rettigheder ikke bliver beskyttet.

Vand er også et kontroversielt spørgsmål. Lokale regeringsrepræsentanter i Etiopien siger, at udenlandske virksomheder, der dyrker blomster og andre intensive former for landbrug, ikke bliver opkrævet betaling for vand:

»Vi ville gerne, men handlen er blevet foretaget af staten.«

I Awassa bruger al-Amounis landbrug lige så meget vand om året som 100.000 etiopiere.

© Guardian News & Media 2010

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

De største opkøbere p t er verdens kommende to supermagter Kina og Indien og visse rige oliestater uden nævneværdig agerjord.

Kinas opkøb i Congo var en så gigantisk satsning, at ingen vestlige stater kunne matche Kina.

Fødevareproblemet bliver også af betydning for f eks europas landbrugspolitik, for vi skal ikke mange år frem, før det bliver nødvendigt at øge fødevareproduktionen i EU( herunder Danmark), for at sikre tilstrækkelig mad til alle i verden.

Det er dybt umoralsk at nedlægge fødevareproduktion i en verden , der mangler mad.

Det typiske danske landbrug er næppe fødevareproducerende, men snarere fødevareforbrugende, idet dyreproduktionen forbruger måske 10 gange så meget mad i form af især (GMO-) soja, som der produceres kød.

Det er en af grundene til at der skal nedlægges en masse fødevare"produktion" i Danmark og andre lande og i stedet oprettes anden mere lokal, bæredygtig og reelt fødevareproducerende fødevareproduktion.

Nu er der jo ikke andre end dyrene der vil spise det korn Danmark producerer - så vi er nød til at omdanne det til flæsk, mælk og hakkebøffer....