Baggrund
Læsetid: 5 min.

Iranere bekymrede over udsigten til nye sanktioner

Rapport fra et første døgn i Teheran forud for en nedrustningskonference, der skal understrege Irans vilje til fredelig - og atomfri - sameksistens i Mellemøsten
Udland
17. april 2010
Det er udsigten til nye sank-tioner, der synes at toppe den menige iraners bekymrings-skala, mere end det er Israels vedvarende trusler om et angreb på landets atomanlæg, siger Lasse Ellegaard, der i de kommende dage rapporterer fra Iran.

Det er udsigten til nye sank-tioner, der synes at toppe den menige iraners bekymrings-skala, mere end det er Israels vedvarende trusler om et angreb på landets atomanlæg, siger Lasse Ellegaard, der i de kommende dage rapporterer fra Iran.

Abedin Taherkenareh

TEHERAN - Jyllands-Postens hjemmeside er lukket på det iranske internet, i øvrigt i lighed med Facebook. Søgning resulterer i en tekst, der efter at have ønsket den søgende godt nytår melder: 'Med henvisning til kriminalitetslov er kaldet adgang til webstedet ikke mulig'.

Sådan! Man behøver kun at opholde sig i dette land nogle få timer for at fornemme isolationen: Det er ikke kun alt det, man ikke kan af sikkerhedsgrunde, eller fordi det ikke anses for at være i nationens interesse, ej heller dette, at det er en nyhed på det engelsksprogedede iranske 'Press TV', som jeg kan tage både på hotelværelset og på internettet, at præsident Mahmoud Ahmadinejad har modtaget udenrigsministeren fra Swaziland - de er enige om, at et udvidet samarbejde mellem Iran og Afrika er godt for verdensfreden. Det er især i de små bemærkninger, det høres: »Alt her er fra Kina,« sagde én og tog i sit jakkeærme, »selv tøjet. Hvis vi ikke handlede med Kina, ville vi være på spanden.«

Af samme grund var vedkommende nervøs for en fjerde sanktionsomgang, som det nu trækker op til i Sikkerhedsrådet, efter at Kina angiveligt har ladet sig besnakke af amerikanerne til at støtte en ny resolution. Mod-ydelsen er ifølge nyhedsbureauerne, at USA garanterer vedligeholdelsen af den kinesiske vækstrate på over 11 pct. med olieleverancer fra Saudi-Arabien, hvis iranerne lukker for eksporthanerne.

»Men kan vi ikke længere sælge vores olie, går det da helt galt med økonomien - inflationen er i forvejen voldsom.«

Det er udsigten til nye sanktioner, der synes at toppe den menige iraners bekymringsskala, mere end det er Israels vedvarende trusler om et angreb på landets atomanlæg. Den iranske bekymring for Israels militære kapacitet er mere et ledelsesproblem end et anliggende for iraneren på gaden - eller i lobbyen på det tidligere Intercontinental-hotel, der efter revolutionen i 1979 fik navneforandring til 'Laleh'.

For dem er Israel en sten i skoen mere end en konkret trussel, eftersom de som indbyggere i et land med 80 millioner har svært ved at tage en stat på størrelse med Jylland og små syv millioner indbyggere helt alvorligt. Det lader de præsidenten om.

»Og vi har jo ikke noget imod jøder og kristne, de har det godt her,« som jeg fik at vide, da jeg fik udpeget Teherans armenske domkirke i nærheden af hotellet: »Også fordi jøderne er rige. De er enormt gode til det med forretning, mange af dem er store antikvitetshandlere.«

Det vedvarende pres

Jeg havde hørt noget tilsvarende i en sidebemærkning på den iranske ambassade i Hellerup, der har adresse i den statelige patriciervilla på Svanemøllevej, der for 20 år siden husede det nu hedengangne DDR's ambassade.

»Iranere er ikke antisemitter,« sagde ambassadøren, Morteza Damanpak Jami, »det er mere en europæisk sygdom.« Jeg var inviteret til formiddagskaffe og en briefing om den nedrustningskonference, Iran er vært for i denne weekend, og hvor 60 lande er inviteret under parolen »atomenergi til alle, atomvåben til ingen« - med klar adresse til Israels lager af ca. 200 (formodede) atomsprænghoveder. Den iranske diplomat var især optaget af at påpege den diskrimination, Iran ifølge hans udlægning er udsat for fra IAEA, FN's atomare vagthund.

»Atombomben vil ikke bringe os sikkerhed,« sagde han, »og vi er klar til at samarbejde med det internationale samfund. Men ikke på betingelser, der stiller os dårligere end andre lande. F.eks. sendte IAEA inspektionsrapporter om 'nyopdagede' atom-anlæg videre til Sikkerhedsrådet. Men de anlæg var ikke spor nyopdagede - der var tale om steder udlagt til atom-formål, som ikke rapporteres, før der er konkrete tiltag. Vi er udsat for et ensidigt pres, og på et tidspunkt sagde vi nej efter at have været flinke i flere år.«

Ambassadøren gjorde gældende, at isoleringen af hans land skyldes, at amerikanerne har brug for en fjende, og at trusselsscenariet er iværksat af den jødiske lobby i Washington.

»Jeg behøver vel bare at minde om Irak,« svarede han på spørgsmålet om, hvad han mente, var årsagen til det stigende pres. »Men som medunderskriver af den internationale aftale mod atom-spredning har vi retten til at udvikle atomkraft til fredelige formål - og vi har i øvrigt ikke tilsluttet os den tillægs-protokol til ikkesprednings-aftalen, der handler om uvarslede inspektionsbesøg. Så derfor sagde vi nej.«

Rapperen i Teheran

Jo, iranerne er isolerede, og dog - da jeg stiller sulten ved en gadecafé, har den unge fyr, der tilbereder min hotdog, en fanmedaljon for den amerikanske rapper 50 Cent dinglende i en kæde om halsen. Abdullah, som han hedder, kan ikke et ord engelsk, men han gør i lighed med tre-fire andre unge, der hænger ud på deres motorcykler ved cafeen, hvad han kan for at ligne forbillederne fra Manhattan. Således eksisterer USA i unge hoveder, også selv om den tidligere amerikanske ambassade, der var besat i 444 dage lige efter Khomeneis revolution i 1979, nu er militær-akademi for Irans revolutionsgarde, hvis kommandostruktur er uafhængig af den officielle hær - og som i øvrigt menes at være bedre bevæbnet.

Og Khomenei selv er udflugtsmål. Hans gravmæle er en imponerende moské med fire minareter, der også fungerer som grønt åndehul for Teherans godt 13 millioner indbyggere. Med vandpiber og vandflasker slikker de forårssol på udbredte tæpper i det grønne anlæg foran moskeen. Eller de tager skoene af og går indenfor for at bede. Syge og handicappede siges at have oplevet mirakler i det hvælvede rum, der huser imamens grav, og hvis manende citat på en transparent er skrevet på engelsk og farsi: 'Vi deler de nedtrådtes lidelser og støtter verdens undertrykte folk'.

I Laleh-hotellets lobby løber jeg på en palæstinensisk digter fra Amman i Jordan, der er her i anledning af en litterær kongres. Han fortæller, at egypterne ikke deltager, men at der er mange med fra Syrien og Sudan. Han skildrer også sin lidelse ved at vente fem timer i Bahrain på at skifte fly, idet Royal Jordanian ikke lander i Teheran. Således er han endnu et offer for frontlinjen mellem 'moderate' og 'radikale' regimer i Mellemøsten, i hvert fald hvad angår nytteløs venten og nyttig inspiration.

»For der er jo mange gode digtere i Egypten,« sagde han med et suk. Det er der også i Iran. I hvert fald når det kommer til opbyggelige paroler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her