Læsetid: 2 min.

Man kan jo lave sine egne penge

London-bydelen Brixton har skabt sin egen valuta for at sikre lokale arbjdspladser, gøre kredsløbene mere bæredygtige og vinde øget modstandskraft mod den globaliserede vækstøkonomi
London-bydelen Brixton har skabt sin egen valuta for at sikre lokale arbjdspladser, gøre kredsløbene mere bæredygtige og vinde øget modstandskraft mod den globaliserede vækstøkonomi
7. april 2010

BARCELONA – Josh Ryan-Collins er et omvandrende vekselkontor. Således har han lige solgt Informations udsendte ét Brixton Pound (B£) formedelst én euro. En nydelig pengeseddel med en købekraft som ca. 8,50 danske kroner. Men kun i London-bydelen Brixton.

»Brixton-pundet er en lokal valuta, skabt ud fra ønsket om at få pengene til at forblive i lokalt kredsløb,« fortæller Ryan-Collins, tidligere markedsføringskonsulent i det private erhvervsliv, nu projektmedarbejder i den grønne tænketank New Economics Foundation og en af initiativtagerne til den lokale valuta. Han deltager i Barcelona-konferencen for at fortælle om den ny type penge og om det bæredygtige projekt Transition Town Brixton, som valutaen har været en del siden september.

»Der er nu 140 lokale virksomheder, der bakker op om B£ ved at tage imod den som betalingsmiddel. Den skal ikke presse det britiske pund ud, men er en supplerende valuta designet til at styrke lokaløkonomien, fastholde mangfoldigheden og skabe en bedre balance mellem forskellige typer handlende, så store kæder som Tesco og Saintsbury ikke kommer til at dominere gadebilledet,« siger Josh Ryan-Collins.

En stor del af de lokale virksomheder, der går i samarbejde med Transition Town-folkene, giver rabat på varerne for at stimulere Brixton-borgerne til at handle med den stedlige valuta.

»Så ved man med sig selv, at pengene ikke forlader Brixton, men bliver og bidrager til at skabe lokale arbejdspladser og efterspørgsel i stedet for at falde i hænderne på de store nationale eller internationale kæders aktionærer, der befinder sig langt fra Brixton. Til gengæld for omkostningen ved at give rabat får virksomhederne gratis markedsføring på bl.a. Transition Towns hjemmeside,« fortæller Ryan-Collins.

Det er ikke uden omkostninger og et vist besvær at have to valutaer i bydelen. Derfor er næste fase at forsøge at gøre B£-valutaen elektronisk for at fjerne veksel-omkostningerne og få de lokale myndigheder til at acceptere den.

Borgmesteren i kommunen Lambeth, som Brixton hører til, har været på sin første indkøbsrunde med Brixton-pundet og er angiveligt meget positiv over for at styrke lokalvalutaens rolle.

At introducere sådanne lokale valutaer er tilladt i nogle lande, forbudt i andre. Næppe nogen ved, hvor mange alternative pengesystemer der findes – Ryan-Collins gætter på tusinder. Perspektivet er ikke at gøre op med selve den globaliserede vækstøkonomi, men at skabe lommer af større lokal modstandsdygtighed, så sårbarheden over for globale kriser mindskes, og kredsløbene bliver mere bæredygtige via forankringen i stedet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Den underlæggende dagsorden inden for alle politiske grupperinger med indflydelse handler om retten til at skabe penge, købekraft, sikring af kapitalværdierne (valutaens værdimæssige fundering), fastkurspolitikken, altså retten til at lave penge inden for et domæne, det som den politiske magt identificerer sig med, eller de grupper som den politiske magt repræsenterer, og det er her det vigtigste af alt.

Det er bevæggrunden bag den europæiske integration, den hellige gral, selve hjerteblodet, det man forstår på redaktionsgangene, der hvor tingene bestemmes, i partihovedkvartererne, ECB, Den Danske Bank, osv.

Sort økonomi, sorte penge, det uformaliserede liv, alt det som ikke kan kvalificeres i pengeøkonomisk forstand - for sit pålydende, dvs. nominelt, talmæssigt - det er af en anden verden.

Målet for økonomisk vækst pisser i disse tider op og ned, selv om verden forbliver lige stor. Troen på målet for vækst burde vakle med indsigten i den umulige overensstemmelse mellem disse mål for værdi, og den verden, som altså ikke skifter i størrelse i takt med inflationens flugt mod himlen og bratte fald mod helvede.

Citat:

"Den lidt længere fortælling om den pengeøkonomiske købekraft, den der handler om retten til at slå mønt, byttemidlets nødvendige begrænsning, kravet om at midlerne skulle have deres fundament i noget ikke arbitrært, guld, sølv og platin f.eks., kravet om, at den, der sætter verden i debit eller låner et beløb ud, rent faktisk skal kunne opvise et og andet ikke helt tilfældigt grundlag for sit krav til verden om modydelser for det, der svarer til det ulånte beløb, kravet om at trassententen eller trassenten faktisk skulle kunne stå inde for det beløb, som remitten har til gode osv., den fortælling er gået i glemmebogen sammen med udtrykket ”at skrive for store veksler på fremtiden” http://www.sydbank.dk/privat/ordbog/dokumenter .

Banker og pengeinstitutter har sat så store mængder af sekundær likviditet i verden, der sammen med nationalbankernes dannelse af primær likviditet har skabt så store uligheder mellem verdens kreditorer og debitorer, at pengene nu for alvor er blevet afsløret som det, de er; håbløst urealistiske krav på fremtidige ydelser og uden fundament i en realistisk produktion af ydelser og goder.

Penge er gæld. En krone på min konto betyder, at verden skylder mig ydelser, der svarer til det, man kan forvente at modtage for den målt ved betaling i aktuel dagspris. De ca. 1,4 million, jeg skylder BRF og Nykredit i mine ejendomme, er også penge. Der er blot sat navn på debitor og kreditor (mere eller mindre, kreditforeningerne står samlet til regnskab over for obligationsejerne, og skal forvalte mine ejendomme videre, hvis jeg nu ikke længere kunne finde ud af at bonge mine lejere for huslejen), hvor debitor er navnløs i forhold til kronen, der står på min bankkonto.

Verdens penge er verdens gæld. Verden står i gæld til sig selv i et forhold, der svarer til ca. 83 års brutto faktor indkomst på globalt plan. Nogle af disse krav er selv sagt mere realistiske end andre. Det afhænger bl.a. af debitorerne og deres mulighedsbetingelser, dvs. det reelle kapitalgrundlag, der har en tilbøjelighed til at forsvinde i takt med at skyldnerne forsøger at oparbejde de midler, der skal til for at afdrage på deres gæld.

Relationen mellem pengesystemet med dets nominelle pengeværdier og den verden og den fremtid, som disse krav på modydelser retter sig mod, er udtryk for den mest fundamentalistiske overtro menneskeheden endnu har sat i verden. Økonomerne indrømmer det på deres egen måde, og lidt indirekte: Pengenes funktion hviler i tillid! (siger de)"

http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-71.pdf

Niels-Holger Nielsen

Forholder det sig ikke således, at lokal valuta er forbudt ved lov i Danmark? Der var vist engang noget med at JAK forsøgte på den slags?

Steen Rasmussen

Præcis, Niels-Hoger Nielsen: retten til at lave penge, retten til at sætte betingelserne for hvordan og af hvem der bestemmes over hvem der kan sætte hvem i gæld, beriger sig ved at lave penge, det er den man kæmper om i det politiske system, det er det man kæmper om at få overdraget til den overnatinale europæiske union. Hvis en og anden skulle formaste sig til at lave sine egne penge, så ville vi se hele den herskende orden stå sammen. Så ville grundloven pludselig komme til sin ret, på trods af alle andre brud på den!

Det er sjovt at JSN kan komme med ideen på dette aldeles uforpligtende niveau, samtidigt med at han arbejder i en af de kommercielle medier, der har erklæret nedlæggelsen af retten til at slå kongens egen mønt overgivet til EU, et gigaprojekt af en institution, et af de inkarneringer vi ser af selve "ondskaben", den fundamentalistiske form for monetarisme.

JSN har forstået et problem og en udfordring. Men sammenhæng og evne til at indskrive sig selv og sin egen institutions øvrige adfærd glimrer ved sit fravær.

Kristian Schach Møller

Kaere Steen,

Jeg har et par spoergsmaal til dig. Spoergsmaal jeg efterhaanden har stillet til en del Oekonomiske eksperter. De er alle mere eller mindre enige om, at det jeg argumenterer for ikke kan lade sig goere. Problemet er bare, at de har endnu ikke har praeciseret hvor min kaede hopper af. Kan du?

Vil goere det kort.

Som du skriver - penge er gaeld. Hovedparten af vores pengemaengde er skabt af banker gennem den gearing bankernes kapitalkrav muliggoer. Hvis Regeringen vil bygge en skole, saa oeges pengemaengden ikke kun med vaerdien af skolen, men ogsaa af den efterfoelgende gearing, hvilket naermest er faktor 10. Dette maa have en enorm indvirking paa hvad regeringen kan spendere og samtidig holde inflation under kontrol.

Hvad nu hvis Danmark vedtog en lov der sagde, at den danske kr (DKR) skulle udskiftes med en ny kroner (NKR) og denne nye krone kunne bruges til at betale skat med, samt at bankerne ikke kan geare den (altsaa kapitalkrav paa 100%). vekselkursen er fast 1 til 1.

Nu trykker regeringen 1 million NKR som den koeber 1 million DKR for. (NKR bliver sat i cirkulation og DKR bliver taget ud). Kapitalkravet paa omkring 10% paa DKR betyder at bankerne maa mindske udlaan saa pengemaengden indskraenkes. (lad os sige med 9 millioner). Regering trykker nu 9 millioner NKR som den bruger til at bygge en skole. Pengemaengden er den samme - altsaa ingen inflation? Har Danmark lige faaet en ny skole ud af ingenting?

Hvorfor har bankerne lov til at laane penge ud de ikke har? Hvis der er et laanebehov - hvorfor saa ikke oege pengemaengden gennem offentlige investeringer eller lavere skat, istedet for bare at skabe penge ud af ingenting?

Vi skal have mere fokus paa pengesystemet - det er sammensaetningen af dette system der gav os finanskrisen og det bliver sammensaetningen af pengesystemet der vil give os den naeste finanskrise! Den kommer nemlig naar pengesystemet ikke kan skabe mere gaeld... 2, 3 eller 4 aar??

Vi faar se

Steen Rasmussen

Kære Kristian, du må først forklare, hvad du mener med gearing.

Gearing? (Det kan være så meget)
Primær likviditet kan for så vidt ikke ”geares”. Det forbliver primær likviditet, der slår sig ned, navnløs, skifter ejer, ved hele tiden at være en krone f.eks. Kronen kan indbetales i banken, og stå på en konto. Den debiteres regnskabsmæssigt indskyderen i bankens regnskab, og krediteres kassen. Genudlånes kronen så debiteres den kassen og krediteres en skyldner, debitor. Kronen er skabt af nationalbanken, kongen, sådan er den kommet til verden, basta. Men nu skylder banken en indskyder en krone, og den har en krone til gode hos en skyldner. En krone er en krone. Der er skabt et gældsbevis på en krone. Det kan sælges, det er et aktiv. Samtidigt vender kronen (den samme) tilbage til banken via en anden indskyder, eller den samme. Det er i princippet lige meget hvem der har kronen, dvs. det er lige meget hvem der betaler den samme krone ind på en konto i banken igen. Men kronen er tilbage på en foliokonto. Aktivet er kronen, i bankens regnskab samtidigt med at banken lige før brugte selv samme krone til at sætte en medborger i gæld og til på den måde at give sig selv et likvidt aktiv, et gældsbevis på en krone.

Banken kan låne med sikkerhed i sine aktiver, gældsbeviser og indeståender. Den kan låne billigere hos andre banker end den kan låne ud til nogle af sine kunder. Det er det den lever af. Dens aktiver kan geares med andres kroner, dvs. banken kan låne for at genudlåne hos andet end almindelige kunder, andre banker, altså investere for lånte penge. Nogle aktiver figurerer som ansvarlig kapital, andre aktiver er ikke ansvarlig kapital. Nogle gange koster det kassen at få ansvarlig kapital, andre gange vælter den ansvarlige kapital ind, fordi alle tror blindt på værdistigningerne i den faste ejendom, grundlaget for al udlånsvirksomhed osv.

Hvor er det begrebet gearing skal bruges i dit spørgsmål?

Den primære likviditet er kun toppen af isbjerget. Når det gøres op, hvor rige vi er, så er der en tendens til at fokusere på den mest likvide del, dvs. sedler og indestående plus aktiver i form af obligationer og aktier, altså let omsættelige værdipapirer og kontanter. Alle aktiver kan belånes, geares. Penge er gæld = gældsbeviser. Enten kender debitor sin kreditor og omvendt, eller også er pengene udtryk for at den, som har dem, har krav hos alle andre, som vil yde mod dem som betaling for ydelse! Hvad mener du med penge, som ikke kan geares?

Kristian Schach Møller

Steen,

Med gearing (som sikkert ikke er det rigtige begreb i denne sammenhæng) mener jeg bankernes udvidelse af pengemængden (det må være hvad du kalder den sekundære pengemængde)

Bankerne i Danmark har et kapitalkrav på 8 %, dvs., at hvis de har lånt 100 kr. ud, så skal de have 8 kr. i reserve. Lad os tage det eksempel du selv beskriver. Frøken Jensen sætter 1.000 kr. ind i Nørre Snede Bank. Banken tager 8% til reserven, og låner de resterende til hr. Hansen. Medmindre hr. Hansen lægger pengene i sin madras, så ender de igen i et pengeinstitut, der tager 8% til reserven og låner de resterende ud, osv. osv. Når det er blevet gentaget nok gange, har banksystemet altså udlånt 12.500 kr. på baggrund af frøken Jensens indskud på 1.000 kr.

Så Nationalbanken har udstedt 1000 Kr. (det må være hvad du kalder den primære pengemængde) og bankene har ”gearet” pengemængden til 12.500. Det er det aspekt jeg ikke helt forstår. Det mest almindelig argument er vist at det muliggør hurtig indskrænkning og udvidelse af pengemængden når det er nødvendigt.

Hvad nu hvis banken havde et kapitalkrav på 100 % (det er det jeg mener med penge der ikke kan geares af bankerne), så kunne Nørre Snede Bank kun udlåne 500 kr. - af frøken Jensens 1.000 kr. - til hr. Hansen, og den næste bank kun 250 kr. osv. osv. Når det er blevet gentaget nok gange, har banksystemet altså kun udlånt 1.000 kr. på baggrund af frøken Jensens 1.000 kr. i indskud, hvilket betyder, at pengemængden er 11.500 kr. mindre end i det første eksempel med et kapitalkrav på 8 %. Staten (i stedet for banksystemet) kunne skabe de penge og renovere en skole eller et hospital, så 11.500 kr. endte i pengesystemet, og bankerne kunne herefter låne dem ud. Tænk, hvis alle de penge, bankerne har skabt ud af ingenting gennem årene, var blevet skabt af Staten og sat i omløb gennem projekter, der gavner os alle. Vi ville ikke have noget problem med at opretholde velfærd for alle, og det ville helt sikkert også betyde et langt lavere skattetræk.

I de 2 eksempler jeg nævner er pengemængden den samme (nemlig 12500). Det må betyde a lånebehovet mødes og inflation styres på samme måde, men i det sidste eksempel bliver en skole renoveret (og bankerne tjener mindre). Enig, det er for godt til at være sandt... Hvad overser jeg?

Søren Kristensen

Christiania har også forsøgt sig med egen valuta. Den hed "en fed" og havde vist nok en intern købekraft i nærheden af en femmer (datidens pris på et gram hash). Heldigvis er den opgivet, for i praksis var den bare irriterende.

Fælles for begge forsøg er imidlertid at det eksotiske element har en vis tiltrækning på turister, men desværre ikke nok til at udgøre en samlet fordel.

Jeg spår Brixton-pundet en relativ hurtig død.

Kristian Schach Møller

Jeg ser først artiklen "Det er pengene selv, der tvinger til vækst" nu og det jeg beskriver ovenfor er vel det samme som Økonomen Daniel O’Neill påpeger i nævnte artikel.

Thomas Dynesen

@Kristian Schach Møller.

Den totale pengemængde er ikke øget til at starte med. Hver gang banksystemet har lånt penge ud er der jo indsat et tilsvarende beløb. Den totale gæld derimod steget.

Gæld er jo skyldige fremtidige ydelser. Dem der har lånt pengene må i et stykke tid fremover knokle røven ud af bukserne for at producere varer eller tjenesteydelser som de kan sælge til andre fx. deres arbejdsgiver. For de penge de får ind ved dette kan de så betale deres gæld af. Når al gælden er betalt er pengemængden ganske vist steget (i takt med at vi er blevet rigere fordi der er produceret noget) hvilket så skulle afspejle sig i at nationalbanken har udstedt nogle flere penge. Når alt er betalt er der produceret nogle varer som har gjort os rigere. I dit andet eksempel med et kapitalkrav på 50% (ikke 100%, så kunne de ikke låne noget ud) er det der er blevet produceret en skole. I stedet for at producere de varer/tjenesteydelser der produceres i eksempel 1 produceres der en skole. Den totale mængde der er produceret er det samme i begge tilfælde det er blot noget forskelligt.

Du kan også anlægge denne betragtning: Vi antager at arbejdskraften er udnyttet 100% i begge tilfælde. I det første tilfælde produceres der cykler, klippes hår osv. I det andet produceres der en skole. Man kan ikke lave begge dele fordi arbejdskraften er udnyttet 100% i begge tilfælde.

Kristian Schach Møller

@Thomas dynesen

”Den totale pengemængde er ikke øget til at starte med. Hver gang banksystemet har lånt penge ud er der jo indsat et tilsvarende beløb. Den totale gæld derimod steget.”

Bankernes kapitalkrav på 8% betyder jo netop at en bank kan låne 100 ud hvis den har 8 kr. Hvor kommer de 92 kr fra? Banker skaberne dem ud af ingenting og pengemængden bliver øget tilsvarende.

Hvis det var som ud beskriver ovenfor og en bank kan låne ud hvad der bliver indsat. Altså et kapitalkrav på 0% vil pengemængden blive øget endnu mere. Gæld er lig med penge. Så når du skriver at den totale gæld er øget, så er pengemængden det også.

”Når al gælden er betalt er pengemængden ganske vist steget”

Igen, penge = gæld, så når alt gæld er betalt, så er der ingen penge. Dette vil aldrig ske, da der er kun penge nok i systemet til at betale hovedstolen på gælden, ikke renterne. Det er derfor vores system skal være i vækst. Hvert år skal pengemængden udvides med minimum forfaldende renter. Pengemængden vokser altså eksponentielt og systemet må kollapse når der ikke kan skabes flere penge (altså skabes mere gæld). Det var hvad der skete i USA – der kunne simpelthen ikke lånes flere penge ud.

”I dit andet eksempel med et kapitalkrav på 50% (ikke 100%, så kunne de ikke låne noget ud)”

Kapitalkrav på 100% betyder at banken skal have 100 kr hvis den vil låne 100 kr ud. (ikke som nu hvor bank kun skal have 8 kr for at låne 100 kr ud).

Jeg kan godt følgende dine betragtninger med produktionen. Pointen med hele debatten er vel, at pengemængden netop bør afspejlet produktionen og vokse i takt med stigende produktion – ikke i takt med en eksponentiel voksende rente belastning.

Thomas Dynesen

@Kristian Schach Møller

"Bankernes kapitalkrav på 8% betyder jo netop at en bank kan låne 100 ud hvis den har 8 kr. Hvor kommer de 92 kr fra? Banker skaberne dem ud af ingenting og pengemængden bliver øget tilsvarende. "

Bankerne kan ikke låne penge ud der ikke er sat ind. Pointen er at det er de samme penge de låner ud. Når jeg snakker om et kapitalkrav på 50% mener jeg det beløb som bankerne skal hensætte af deres indlån og som de altså ikke kan låne ud igen. Lad os kalde det reservekravet. I nedenstående eksempel som bygger på et reservekrav på 50% (så fylder det ikke så meget) sker der det at fru Hansen indsætter 1000 kr. Af disse skal banken hensætte det halve og låner resten ud til hr. Jensen. Han bruger pengene til ét eller andet han mangler og ham han har købt det af sætter dem i banken. Det er linje 2 nedenfor. Af disse udlånes igen halvdelen osv. Ialt bliver der lånt 1000 kr. ud og der er kun 1000 kr. i omløb. Det eneste der er genereret er en masse gæld. I tilfældet med kun 8% i reservekrav bliver de samme penge "blot" lånt ud mange flere gange. Der bliver genereret meget mere gæld. Nemlig 11.500 kr. Men der er stadig kun de samme 1000 kr i omløb. Så du har ret i at en måde at begrænse gældsætningen på er at øge reservekravet til bankerne. Og så kan man jo bruge den arbejdskraft som nu ikke skal anvendes til at tilbagebetale gæld med til at bygge skoler med. Eller på ingenting (sang, sex og dans), meningen er jo at vi skal holde op med at bruge (og dermed producere) så meget.

Indlån Reserve Udlån Totalt udlån
1000 500 500 500
500 250 250 750
250 125 125 875
125 63 63 938
63 31 31 969
31 16 16 984
16 8 8 992
8 4 4 996
4 2 2 998
2 1 1 999
1 0 0 1000

Kristian Schach Møller

@ Thomas

Enig i din udregning - tak for den.

Så er spørgsmålet for hvordan man definere pengemængden. Jeg er ikke økonom, men er mener en økonom ville sige M1 = 1000 og M2 = 11500 – det Steen kalder primære og sekundære penge. De 1000 kr sidder som kapital i banken, men der er X personer med X antal kassekredit til en værdi af 11.500 – synes du ikke det er en del af pengemængden?

Mit spørgsmål er jo netop – hvorfor kan banken oprette lån på 11500. hvor kommer de fra? Var det ikke bedre staten brugte 11500 som så kunne lånes ud af bankerne

Fr. Jensen sætter 1000 kr ind i en bank med kapitalkrav på 8%

Indlån Reserve Udlån Totalt udlån
1000 80 920 920
920 74 846 1766
846 68 778 2544
etc
etc

Indlån =12500, Reserve = 1000, udlån = 11500

Nu har Regering sat bankers kapitalkrav til 100% og fr. Jensen har fået en kontrakt på at bygge en skole – pris 10500 kr.

Fr Jensen sætter nu sine oprindelige 1000 plus de 10500 fra staten ind i banken med kapitalkrav (dit reservekrav) på 100%

Indlån Reserve Udlån Totalt udlån
11500 5250 5250 5250
5250 2625 2625 7875
2625 1313 1313 9188
1313 657 657 9845
etc
etc

Indlån = 23000, Reserve 11500, Udlån = 11500

Hvad mener I - kan Regeringen bygge en skole hvis den samtidig hæver bankernes kapitalkrav ? Hvad ville der ske?

Thomas Dynesen

@Kristian

Det kan den jo godt, men det eneste der er sket er at du har flyttet noget privat forbrug (cykler, tv-apparater) over på noget offentligt forbrug (en skole). I og med at kapitalkravet til banken er hævet kan den jo ikke låne så mange penge ud som før, så folk er jo nødt til at stoppe deres private låne financierede forbrug. Udlånspengene fra banken er jo øremærket til skolen. Det samlede lånefinancierede forbrug er jo det samme, det er bare noget forskelligt man får for pengene.

Kristian Schach Møller

@Thomas

Det er ikke banken der låner penge ud til skolen. Fr Jensen bygger skolen og modtager 10500 af staten som hun sætter I banken. Udlån til privat forbrug er præcis det samme i de 2 eksempler - 11500 kr.

Forskellen er, at i eks 1skaber banken de 11500 (ud af ingenting) til udlån og i eks 2 skaber staten dem ved at bygge en skole.

Udlån er det samme, men indlån og reserve er ikke - hvad betydning det?

Steen Rasmussen

Kære Thomas og Kristian

Solvenskravet til pengeinstitutterne på 8 % kan nok ikke bruges så stringent, regningsmæssigt mekanisk, som i sætter det op. Jeg kan slet ikke sige hvor meget jeres eks. siger om mulighederne for at generere sekundær likviditet i det hele taget.

Men lovgivningen omkring finansiel virksomhed, som i sig selv er et livslangt studie, principielt uafslutteligt hvad konsekvenser og virkninger angår, handler om selve betingelserne for generering af gældsbeviser, omgang med dem og dermed likviditet. Sammen med alle de andre forudsætninger for omgang med privat ejendom er den med til at bestemme relationerne mellem købekraften (pengene) og mangelen på købekraft, som opstår hos den gældsatte (når denne sættes i gæld ved at optage et lån) eller alle andre (hver gang nationalbanken slår en krone inden for sit domæne, hvor kun nationalbanken, kongen, har lov til at slå mønt).

Statens investering i et projekt, en skole f.eks. er principielt ikke forskellig fra en anden investors investering i et projekt. Finansieringen er måske med offentlige midler, den er måske lånefinansieret eller den finansieres ved direkte anvendelse af statens skatteindtægter. Spørgsmålet om generering af penge var hverken mere eller mindre relevant her, end andre investorers investeringer, hvis det ikke lige var fordi, at staten er stor, er skattefinansieret, mere eller mindre demokratisk, dvs. underlagt alverdens politisk ideologiske betragtninger. Dens økonomiske dispositioner er hverken mere eller mindre økonomiske end andre økonomiske aktørers dispositioner.

Det, som er interessant, sådan som jeg ser det, er den grundmekanisme, som netop handler om retten til at lave penge, byttemidler, og om det praktisk muliges kunst her.

I virksomhederne er der f.eks. tradition for at give hinanden kredit i stor stil. Et handelsfirma køber på kredit, og sælger videre på kredit. Kreditbetingelserne er fuldstændigt afgørende for et firmas likviditet. De fleste firmaer går ned, ikke fordi de er insolvente, dvs. fordi de har mindre end de skylder, men fordi de mangler likviditet, dvs. relationen mellem primær og sekundær likviditet er uhensigtsmæssig!

Det der sker, når man generelt holder op med at tro på værdistigninger i fast ejendom og i produktionsapparatet, er at likviditetsstrømmen i hele de økonomiske system koagulerer som blodet i en organisme. Udlån fra bankerne standser, fordi sikkerheden mangler, kreditvurderingerne skifter fra grønt til rødt. Pessimismen melder sig i produktions og handelsvirksomhederne. De mister tilliden til hinanden, og vil ikke længere handle på kredit. Alle skal lige pludselig bruge en helvedes masse likvider, og værdierne i den faste ejendom banker i jorden. Det er det vi har set inden for de sidste par år.

Det korte og det lange er, at det pengeøkonomiske systems mekanismer ikke svarer til det der findes uden for systemet, men at de gensidige koblinger er meget komplekse, og aldeles umuligt at begribe ud fra selve den kognitive praksis, som kan kaldes økonomisk systemintern. Ingen økonom fatter begrænsningen i rækkevidden i sin egen kognitive praksis. Det gælder i øvrigt enhver kognitiv praksis. Men den generelle benovelse i forhold til økonomiske betragtninger er fuldstændigt overdrevent i dette her samfund. Der er tale om ren voodoo. Hvis man vil forstå økonomien, så er det ikke økonomerne man skal gå til, de er fagidioter, det er heller ikke medierne, politikerne, virksomheder eller fagforeningerne, de er nemlig fuldstændigt fikseret i de rene økonomiske løsninger, nej man skal gå til sociologen, som kan reflektere de forskellige kognitive traditioner i deres kontekst. De er sjældne, miskendte, men geniale. Jeg nævner ingen, men har klart nok en enkelt eller to i klar erindring.