Læsetid: 3 min.

Kirgistan - en lus mellem to negle

Den blodige revolution i Kirgistan understreger, at befolkningen i landet er dødtræt af en række korrupte regimer, og at stormagterne giver fanden i befolkningens ydmygelser
Regeringsbygningen i Kirgistans hovedstad, Bisjkek, bærer tydelige spor af befolkningens utilfredshed med dets lange række af korrupte regimer. Politi og hær skød på folkemængden, hvilket kostede op mod 100 livet. Oppositionen har taget kontrol med landet, hvis tidligere præsident og premierminister er sat ud af spillet, mens indenrigsministeren er blevet dræbt.

Regeringsbygningen i Kirgistans hovedstad, Bisjkek, bærer tydelige spor af befolkningens utilfredshed med dets lange række af korrupte regimer. Politi og hær skød på folkemængden, hvilket kostede op mod 100 livet. Oppositionen har taget kontrol med landet, hvis tidligere præsident og premierminister er sat ud af spillet, mens indenrigsministeren er blevet dræbt.

JURI KOk

9. april 2010

Oppositionen i den tidligere sovjetiske republik Kirgistan i Centralasien ser ud til at have overtaget magten i landet, som blev selvstændigt ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991. De seneste dages folkelige demonstrationer og blodige sammenstød med politi og specialstyrker har tvunget regeringen i hovedstaden Bisjkek til at gå af og præsident Kurmanbek Bakijev til at flygte.

Men præsidenten havde i går endnu ikke indrømmet sit nederlag og ikke trukket sig tilbage, men forsøgte ifølge lokale kilder at vende tilbage til hovedstaden med bevæbnede mænd i lastbiler fra sine støttepunkter i den sydlige del af landet.

Bisjkek og flere andre byer var ifølge nyhedsbureauerne præget af anarki, hvor rasende grupper hærgede og plyndrede regeringsbygninger, rådhuse, butikker og boliger. Op mod 100 mennesker menes omkommet under tumulterne og mere end 500 såret, da Bakijev-tro politifolk skød direkte ind i de protesterende folkemængder.

Opposition udråber sejr

Samtidig erklærede en af oprørslederne, Roza Otunbajva, tidligere udenrigsminister og socialdemokrat, at hun havde oprettet en midlertidig regering, som nu havde fuld kontrol med situationen i landet.

Hun hævder samtidig, at de væbnede styrker har skiftet side og nu er loyale overfor den nye provisoriske regering, som lover demokratiske og sociale reformer for den 5,3 millioner store og dybt forarmede befolkning.

Men det er næppe det, der har fået Moskva og Washington til mere eller mindre direkte at bifalde omstyrtningen af Bakijevs brutale og gennemkorrupte regime. Bakijev kom selv til magten ved et lignende kup - den såkaldte tulipanrevolution - med bred folkelig opbakning for fem år siden og med lignende demokratiske og økonomiske løfter, men han har ikke holdt sine løfter.

Kirgistan er i dag det fattigste og mest udplyndrede land blandt de centralasiatiske eks-sovjetrepublikker. Bakijev har med sit klanstyre placeret sine nærmeste familiemedlemmer og klanvenner på rigets højeste poster og beriget sig selv om dem i en helt uhørt grad, mens den almindelige befolkning er plaget af dyb social nød, fattigdom, regimets overgreb, og total mangel på demokrati og økonomiske reformer.

Ikke om demokrati

Roza Otunbajva lover nu det samme og sagde i går, at der om et halvt år vil blive gennemført et ægte demokratisk valg i landet.

Problemet er imidlertid, at bag kulisserne opererer så stærke kræfter som Rusland, USA og Kina, der alle har store interesser i landet. Og det er ikke kirgisisk demokrati, det handler om.

For USA, som næsten stiltiende har accepteret Bakijevs rå diktatur og betalt store bestikkelsessummer til regimet, handler det om retten til fortsat at benytte en base for luftvåbnet i nærheden af Bisjkek til transport af våben, forsyninger og personel til krigen i Afghanistan.

Ligesom Kina, der ikke er interesseret i ustabilitet lige op ad sin grænse, har USA været varsom med kritikken af styret og støtten til oppositionen.

Moskva derimod har ifølge russiske medier været stærkt utilfreds med Bakijev og især hans velbetalte »ja« til den amerikanske flybase. Derfor mere end antyder flere russiske medier, at det ikke er et tilfælde, at premierminister Vladimir Putin i går var den første, der ringede til Kirgistans nye provisoriske leder, Roza Otunbajva, med et løfte om reel økonomisk støtte og en faktisk anerkendelse af det nye styre. Roza Otunbajva, som i øvrigt tidligere var Bakijevs støtte, og andre kirgisiske oppositionelle har tidligere sagt, at det skal være slut med, at Kirgistan er det eneste land i verden, hvor både USA og Rusland har baser.

Stof til Prag-topmødet

Oppositionen i landet har flere gange sagt, at USA's base skal lukkes - noget Washington tidligere har forhindret med kolde kontanter til Bakijevs styre.

Men i går sagde Roza Otunbajva, at både Ruslands og USA's baser vil få lov til fortsat at fungere i landet.

Da præsidenterne fra Rusland og USA, Dmitrij Medvedev og Barack Obama, i går underskrev en historisk aftale i Prag om omfattende nedskæringer af atomvåbenarsenalerne, havde de formentlig også andet at diskutere, nemlig situationen i Centralasien, hvor alle de tidligere sovjetrepublikker - Usbekistan, Tadsjikistan, Kasakhstan, Turkmenistan og Kirgistan - har stigende betydning.

Økonomisk, geopolitisk, militærstrategisk og energipolitisk. Ikke mindst det sidste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Muldtofte

"Kirgistan er i dag det fattigste og mest udplyndrede

land blandt de centralasiatiske eks-sovjetrepublikker."
- jeg tror nu det bliver svært at sandsynliggøre at det står værre til hér end i specielt Tadsjikistan, men også Turkmenistan og Uzbekistan har extremt fattige befolkningsgrupper. Hvad hjælper det dem at staterne er rige, hvis de aldrig ser en klink af olie og gaspengene. Gennemsnitsrigdom/-fattigdom er et ubrugeligt begreb.

mvh JMu

(ps. er jeg den eneste der har det problem, at teksten fra afkrydsningsfeltet går ind over skrivefeltet så det bliver helt ulæseligt?)

Jørgen Muldtofte

Hov, glemte at gøre obs på forglemmelsen i faktaboxen om at Kirgisien også grænser op til Tadsjikistan med en grænse af samme længde som den til Kina, og andelen af kirgisere er vist nærmere 2/3 end ½.