Læsetid: 6 min.

'Klimaet kan vi mennesker ikke gøre noget ved'

Bill Leahys landbrug lider som resten af Australien hårdt under klimaforandringerne. Ekstreme vejrfænomener er ved at tage pusten fra kontinentet mod syd med skovbrande, oversvømmelser og tørke. Bill Leahy har måttet skære ned på produktionen og kan nu kun lige få det til at løbe rundt. Han er bekymret - men tror ikke, at mennesket har andel i forandringerne. Og den holdning har politisk medvind i hele landet
Naturlig cyklus. Jeg tror på, at tørken skyldes Jordens naturlige cyklus, og at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte. Vi har kun været i Australien i 200 år, og vi aner ikke, hvordan klimaets cyklus var førhen, siger Bill Leahy.

Naturlig cyklus. Jeg tror på, at tørken skyldes Jordens naturlige cyklus, og at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte. Vi har kun været i Australien i 200 år, og vi aner ikke, hvordan klimaets cyklus var førhen, siger Bill Leahy.

Tina Splidsboel

10. april 2010

Temperaturrekorderne kappes om en førsteplads, mens skovene står i brand; store landområder oversvømmes af kæmpe regnmængder ved kysterne, mens tørken spreder sig inde i landet og er den værste i mands minde.

Det australske klima bliver mere og mere skånselsløst. Men selv om al forskning peger på, at der ikke kun er tale om spredte begivenheder og følelsesmæssige oplevelser, men at klimaet rent faktisk bliver varmere på kontinentet Down Under, er det alligevel langtfra alle, der tror på, at klimaforandringerne er menneskeskabte.

»Dette er den værste tørke, jeg har oplevet i min tid,« siger Bill Leahy, der har været landmand i 65 år. Han har 600 malkekøer og 300 slagtefår på sine 1.200 hektar i den lille by Rochester i staten Victoria, som pudsigt nok er kendt under navnet 'Garden State'.

»Jeg tror på, at tørken skyldes Jordens naturlige cyklus, og at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte. Vi har kun været i Australien i 200 år, og vi aner ikke, hvordan klimaets cyklus var førhen,« siger den 80-årige landmand.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Underlig artikel som Tina Spidsboel her har lavet, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med og synes, jeg har spildt min tid på. Nu bliver jeg oven i købet nød til at ofre mere tid på den, for australierne er nok ret typiske for det, der vil ske med os andre – vi kan ikke finde ud af en sk..

Selve overskriftens ”…vi mennesker…” kender jeg fra mennesker, der mener, at der er et større kosmisk rytteri med en general, der bestemmer. Det fører de så over på naturen, som de heller ikke kan stille noget op over for – ud over at skamfere den, som de har gjort i Australien. Der er gigantiske støvstorme, forårsaget af landbrugsmæssig mishandling af jordoverfladen. Den oprindelige befolkning ødelagt og interneret. På 200 år ødelagde man et land, som såkaldt laverestående havde beboet i 100.00 år.

Jeg skal ikke opregne flere misgerninger som den 80-årige bonde kunne have underholdt os med, men i stedet spørge, hvad australierne gør ved deres problem, når de nu ikke kan finde ud af noget. Vil de udvandre tilbage?
Selve denne diskussion om det er solen, der har skylden for klimaændringerne, er helt hen i vejret. Det kan jo være lige meget. Hvad gør vi? Er australierne begyndt at tale med hinanden om, hvordan de skal indrette sig i et fuldstændig forvredet samfund? Er vi?

Det jeg kan tage væk fra historien er, at selv ikke når vi bliver ramt hårdt personligt af klimaforandringerne, vil vi ændre vores opfattelse.
Jeg kunne forestille mig, at landmændene i Australien - ligesom de danske ditto - er ret højreorienterede, og det er netop disse, som er sværest at overbevise om klimaforandringerne.
Disse mennesker vil aldrig blive overbevist, om de så ligger døende på grund af klimaforandringer. Og dét er da lidt af en øjenåbner, for det viser bare, at spørgsmålet i den grad er blevet et spørgsmål om politisk ideologi, og ikke længere et spørgsmål om videnskab, rigtigt eller forkert.

Vi kommer til at skulle stemme os til handling, det har vist sig at oplysning ikke er nok. Dét bliver satme svært, specielt hvis de højreorienterede bare kan pege på alle de ofre vi skal foretage, og dermed kan vinde politisk på dem.

Det vigtigste for mig i artiklen er, at selv når klimaforandringen er evident, siger folk, at det bare er naturlige svingninger.
Videnskabsmændene forudsiger, at der bliver mere tørke i Australien. Når der så faktisk bliver mere tørke i Australien, tror folk ikke på videnskabsmændene, men tilskriver det i stedet naturens luner. Det er jo barokt! Selv når videnskabsmændene får ret, bliver de ikke troet.
En gang når al is på Grønland og Vest-antarktis er smeltet, og verdenshavene er steget 15 m, vil folk stadig sige at det skyldes naturlige variationer.
Pointen bliver, at uanset om det går som videnskabsmændene siger og advarer imod, vil folk stadig ikke drage den nødvendige konklusion. I stedet vil de blive ved med at brænde fossile brændstoffer af, hvorved det hele bliver endnu værre.
Sagen er jo, at olieindustrien har sejret ad helvede til. Deres kampagne gennem det sidste par år for at så mest mulig mistillid til videnskabsmændene er lykkedes ovenud godt. Folk tror i stedet på charlataner og klimaskeptikere, som siger at alle variationer er naturlige, og dermed får olieindustrien carte blanche til at fortsætte som hidtil, dvs. at tjene en masse penge på bekostning af Klodens fremtid.
Det er ved at gå op for mig, hvorfor Mann´s `hockey stav´ er så vigtig, og hvorfor det samlede ulvekobbel af klimaskeptikere i den grad har kastet sig over at dekonstruere hockey-staven. Nemlig fordi hvis man kan give et indtryk af, at klimaet altid har varieret op og ned, så kan olieindustrien få sin vilje SELV OM videnskabsmændenes forudsigelser kommer til at holde fuldt ud stik.
Sørgeligt.
Vi er virkelig i gang med at ødelægge kloden. Og videnskaben er blevet afmonteret. I stedet tror folk på industriens talsfolk. Edward Bernays´metoder har vist deres effektivitet i praksis. Hvordan er det dog kommet så vidt, at flertallet af befolkningen i de såkaldt højtudviklede nationer tror mere på spin end på videnskab?

Peter Lauritzen

Måske er det forståeligt, at en austrlsk farmer, der måske har 10 km til naboen og 100 km til nærmeste landsby bestående af to luddere og en lommetyv, tvivler på, at klimaforandringerne er menneskeskabte.

John Fredsted

Dumheden er så massiv, at man kan skære i granit med den. Løbet er ligesom kørt, forekommer det mig. Som Rune udtrykte det forleden, http://www.information.dk/229359#comment-224564, så kan vi ligeså finde en pose popkorn frem og sætte os til at overvære undergangen. Det bliver naturligvis ikke lige så sjovt som at se en god film fra BlockBuster - det bliver snarere som en film fra FuckBloster.

John.
Ja, jeg synes det ser sortere og sortere ud. Et af mine sidste håb var, at når klimaforandringerne begyndte at ramme, så ville det gøre fortalerne og videnskaben stærkere.
Men det ser ikke ud til at være tilfældet.

Vi får brug for store mænd, på størrelse med Churchill, for at hive os ud af denne fordummelsens tid. Tiden op til anden verdenskrig, hvor politikerne bare lod stå til, fordi det var nemmest på den korte bane, er slående. Desværre vil reaktionstiden sandsynligvis være for kort, når først vores onde slår til. Ikke engang Churchill havde magten til at gøre noget før nazisterne startede krigsmaskinen, selvom han prøvede. Hvad kan man så forvente af nogen i vores tid?

Det ser sgu godt nok sort ud.

Nå, så var det sgu min tur til at opfylde Godwni's lov. Det opdagede jeg først efter, lol.
Nå, jeg synes nu sammenligningen er relevant.

John Fredsted

@Rune: Jeg tror personligt ikke længere på det. Jeg tabte troen et sted i løbet af det seneste års tid.

Tilbage for mig står nu faktisk kun spørgsmålet om det juridiske efterspil: Hvorledes skal de tilsyneladende mange, der smadrer biosfæren for os alle sammen (og således også for de materielt beskedne), stilles juridisk til ansvar?

Her indtræder med det samme to væsentlige forhindringer:

1. Som artiklen så tydeligt demonstrerer, så vil benægterne til enhver tid, uanset omfanget af ødelæggelserne, kunne påstå, at det ikke skyldes menneskelige aktiviteter, men derimod naturlige variationer.

2. Hvornår har man sidst oplevet et flertal dømme og irettesætte sig selv? Pointen er jo den, at når et enkelt menneske begår en forbrydelse, så er det kriminelt, men når flertallet begår en forbrydelse, så er det bare kultur.

Peter Lauritzen

Hvem er det, de skyldige?
De der smadrer biosfæren. Mange har jo rejst en del med fly til den anden ende af verden for deres fornøjelses skyld. Er det dem?
Eller er de arbejdere, der tjener deres penge på olieplatforme?
Eller er det familen med to biler, der bor langt fra arbejde og børnehave?
Hvem er du gerne vil have dømt, John Fredsted?

John Fredsted

Ja, for min skyld kunne vi da godt starte med alle dem, der deltager i den fuldstændig urimelige årlige folkevandring per fly til fjerne charterdestinationer.

Straffen skal nok komme af sig selv, og nok blive hårdere end et juridisk systems selv hårdeste dom.

Det ironiske er, at vi med kapitalismen faktisk er underlagt jungleloven til en vis grad. "Survival of the fittest" - i økonomisk forstand.
Vi vil selv på kapitalismens egen målestok fejle. Det er sgu lidt ironisk.

John Fredsted

@Rune: "Straffen skal nok komme af sig selv, og nok blive hårdere end et juridisk systems selv hårdeste dom."

Jo, det er såmænd korrekt nok. Problemet er bare, at straffen (fra naturens side af) vil ramme alt og alle helt uden skelen til skyldspørgsmålet. Og heri består krænkelsen i midten af vores nuværende civilisation: De umodige mennesker, der i mine øjne ikke tør afstå fra deres overforbrug, trækker de modige mennesker, der netop tør afstå, med ned i afgrunden.

Niels-Simon Larsen

Som flere af jer anfører, er der sket noget det sidste års tid. Også med mig, og jeg er sikker på, at der foregår det samme inde i mange mennesker ud over hele kloden, både på det bevidste og det ubevidste plan.

I tiden umiddelbart før klimamødet i dec., tænkte jeg: Så venner, nu er menneskeheden virkelig ved at blive klogere!
Jeg bebrejder ikke mig selv noget i den forbindelse, for når selv en abe vil søge ly i tordenvejr, ville menneskeheden også søge at afværge en katastrofe.

De sidste fem måneder har jeg tænkt meget over, hvordan vi som mennesker er sat sammen. Jeg bliver i billedet med aben. Den ser op mod skyerne, og ved instinktivt, at det bare varer et øjeblik, en halv dag måske, men så vil solen også skinne igen. Hvis det knaldede løs en hel uge ville den blive deprimeret og måske dø.
Det, jeg vil sige med det, er, at de fleste mennesker slet ikke kan rumme et dystert fremtidsperspektiv, og hånden på hjertet, hvem kan vi tale med om det her? Vi er nogle stykker her i dette forum, som kan tåle mosten, efter mange års øvelse, ja, måske er der sket noget i vores liv helt tilbage i barndommen, der får os til at holde fokus på dette emne. For mit eget vedkommende er det den kristne påvirkning og opgøret med den, der er en konstant drivkraft. Dette med at guden blev menneske for ’vores’ skyld, burde jo være et fantastisk drivmiddel for alle mennesker, men der kommer aldrig andet end perversioner ud af det.

Nu står vi og ser direkte ind i en katastrofeverden af globalt omfang, men ’vi kan ikke klare det’, for nu at bruge en almindelig vending. Vi skal nemlig alle lige et eller andet, købe et hus, finde en ny børnehaveplads til ungen eller have ordnet en tand. Nogle gange siger jeg til mig selv: ”Mand, hvis verden er ved at gå helt krakkemutmat, så skal du sgu da ikke noget som helst andet end arbejde på at afværge katastrofen”.
Men virkeligheden er ikke én men to. Den ene er personlig og gør ondt i tilfælde af tanden, og den anden er global. Jeg kan ikke bebrejde min grandniece, at hun ikke går op i verdens fremtid, når jeg selv hele tiden lige skal ’et eller andet’. Dermed falder hele redningsoffensiven på gulvet. Vi har delt os i mere eller mindre bekymrede, hvor ingen kan bebrejde andre noget.
Imens skrider verden sammen.

Jeg har taget skyklapperne på nu og er revnende ligeglad med, hvem der er skyld i hvad, for det er den skide abehjerne, vi render rundt med, der skal ændres. Jeg skal både ændre min egen og deltage i slagsmålet om at ændre den globale abehjerne.

Til sidst vil jeg have lov at sige, at jeg er taknemmelig over, at jeg kan skrive det her, og at der er nogle, der læser det.

John Fredsted

@Niels-Simon Larsen: "Men virkeligheden er ikke én men to. Den ene er personlig og gør ondt i tilfælde af tanden, og den anden er global."

Det er korrekt. Mennesket er, som velsagtens alle andre biologiske skabninger, lokal-optimerende: altså man tænker altovervejende kun på det allernærmeste i rum og tid: Forvindes hurtigst muligt skal fysiske og/eller psykiske spændingstilstande.

I de fattige lande præger førstnævnte vel mest; i de rige overflodssamfund, hvortil vores naturligvis hører, er det tydeligt, at det er sidstnævnte, der præger sindene: hele forbrugsræset, hele statusræset, alt larmen og støjen i fjernsynet, etc., er én lang løben væk fra sig selv; ét langt forsøg på at lindre en psykisk spændingstilstand; ét langt skrig ind i selvrealisationens tomme mørke.

Og det kommer selvsagt ikke til at redde os, for hvor er modet i det henne?

Niels-Simon Larsen

@John: For mig at se skal der være et skel mellem det personlige og det globale. At det også kan flyde sammen, fx når det globale bliver et personligt engagement, kan jeg godt se. Alligevel er det en slags skæg og snot, der skal holdes adskilt. Hvorfor? Jo, fordi det giver problemer, når man ikke kan skille det ad og overfører ens personlige problemer på verden og verdens problemer på en selv. Fx synes jeg, at verden er sindssyg, men det mener jeg ikke selv, at jeg er. På den anden side er verden ikke sindssyg, fordi jeg evt. er det.

Nu er verden på en helt sindssyg kurs, og så gavner det ikke, hvis vi også bliver sindssyge, og jeg vil sige, at det kræver noget at holde sig fri af den sindssyge, man er vidne til.

Du taler om selvrealisationens mørke, og det forstår jeg ikke. Selvrealisation er for mig lys. Den rigtige form for selvrealisation gør en operativ og leder også frem mod globalt ansvar. Det afhænger af, hvilken form for selv, man realiserer. Der ligger en fantastisk spændende diskussion her, som man kunne tage fat på. For det meste er det underholdningsfis, der foregår, selv her i Inf. apopros Selvhjælperens artikler.

John Fredsted

@Niels-Simon: Når jeg taler om "selvrealisationens tomme mørke", så tænker jeg først og fremmest på den grundlæggende panik, der (forestiller jeg mig da) findes i sindet hos et menneske, der skal nå at opleve mest muligt (sanseligt) og helst alt - altså et menneske, der ikke tør gå glip af noget. Det er min opfattelse, at denne panik gennemtrænger vores kultur.

Niels-Simon Larsen

Jeg ser for mig en både negativ og positiv udgave af selvrealisation, hvor vi i vores kultur kører selvets hensynsløse udfoldelse af. Vi underspiller realisationen af det positive selv. Her ved jeg godt, at jeg er ude i den meget bløde mosejord og først skal definere det positive selv, hvad jeg ikke kan (hvem har kunnet?).

Alligevel vil jeg påstå, at det er vores vigtigste opgave, og at emnet også hører under denne debat. Vi skal kunne opstille en positiv livsform, der går på et samfund uden kurs mod katastrofer – på kollektivplan såvel som personlighedsplan. Når man ikke skal hærge sig selv, er det, fordi man også kommer til at hærge andre. Dette skal fremstå som alt andet end kedeligt for en ung i sin udfoldelsesfase. Grønt er lidt kedeligt nu, hvorimod det at fise rundt i sin firhjulstrækker er sjovt. Det er en kæmpeudfordring, synes jeg. Det skal gøres spændende at slide med sit instrument, sine dansetrin, sine tegne/maleforsøg, sine verbale udtryk mundtligt og skriftligt. Man skal ud og opleve verden, ikke slide den ned. Man skal deltage i demokratiet og yde sit. Simpelthen udfolde sine positive evner (ikke kleptomani osv. som man skal gøre op med).

Og så skal de unge lære at modstå latteren: ”Ha, ha, ha, det har vi også prøvet, du kommer nok på bedre tanker”. Der er et positivt potentiale i os, der har alt for dårlige vækstbetingelser, og når vi taler om nedvækst (decroissance), er det lige så vigtigt at tale om, hvad vi vil have til at vokse.

John Fredsted

@Niels-Simon: "Jeg ser for mig en både negativ og positiv udgave af selvrealisation, hvor vi i vores kultur kører selvets hensynsløse udfoldelse af."

Jeg er naturligvis helt enig.