Læsetid: 6 min.

Har vi lært af krisen i 70'erne?

Situationen i dag ligner situationen i 1970'erne, hvor der var miljøbekymring og debat om opgør med den grænseløse vækst - indtil krisen ramte, og væksten stoppede af sig selv. Er verden i dagens krise på vej til at gentage fejlen fra dengang, eller har man netop lært af erfaringen?
Situationen i dag ligner situationen i 1970'erne, hvor der var miljøbekymring og debat om opgør med den grænseløse vækst - indtil krisen ramte, og væksten stoppede af sig selv. Er verden i dagens krise på vej til at gentage fejlen fra dengang, eller har man netop lært af erfaringen?
14. april 2010

BARCELONA - »Undskyld, men har vi ikke været der før?«

Spørgsmålet stilles under træerne i en af de gamle atrium-gårde på universitetet i Barcelona. Anledningen er en workshop om politiske strategier på det, der kaldes 2nd Conference on Economic Degrowth, en konference over fire dage, hvor 380 fagfolk og græsrødder fra 40 lande diskuterer det, der engang var på dagsordenen under overskriften 'Grænser for vækst'. Her på konferencen taler man om 'steady state-økonomi', ligevægtsøkonomi, eller ligefrem 'decroissance', økonomi på skrump.

Det er netop Grænser for vækst-debatten, der sigtes til med spørgsmålet i workshoppens rundkreds. En debat, der startede i 1972 med rapporten af samme navn, udgivet af Rom-klubben og forfattet af bl.a. forskerne Donella og Dennis Meadows fra Massachusetts Institute of Technology. Budskabet, baseret på den tids mest avancerede computermodeller, om, at væksten ikke kan fortsætte på en begrænset planet, vakte enorm international opsigt og debat - indtil oliesheikerne i oktober 1973 pludselig lukkede for hanerne, og væksten med ét gik i stå af sig selv og kastede den halve verden ud i økonomisk krise. Fra da af blev det politisk umuligt at tale for nulvækst. Nulvækst var noget, man havde og ville ud af.

Parallellen til i dag er slående. Som verden omkring 1970 var foruroliget over de eskalerende forureningsproblemer, har verden de seneste år været fokuseret på den accelererende klimakrise. Men netop som det grundlæggende spørgsmål om selve den globaliserede økonomis miljøundergravende vækst var på vej op på den fælles dagsorden, brast i 2008 boligboblen i USA og udløste den aktuelle finans- og økonomikrise, der i den vestlige verden har sat væksten i stå. Nu skriger enhver politisk beslutningstager og repræsentant for erhvervslivet på vækst.

Så er det ikke frugtesløst og oplagt selvmål nu at søge opbakning til et budskab og en spirende bevægelse for 'Stop væksten!' eller 'Ned med væksten!'? Vi ved jo, hvordan det gik med den debat i 1970'erne.

Time will tell.

Løsningerne findes

Hvad rundkredsdiskussionen i atriumgården bringer frem, er, at der faktisk er markante forskelle på situationen i de tidlige 1970'ere og nu.

»I 1970'erne var løsningerne stort set teoretiske. I dag ser vi dem i praktisk anvendelse,« siger Tom Green, der forsker i økologisk økonomi ved University of British Columbia.

Dengang var det eneste tilgængelige alternativ til olie og fossil energi således atomkraften. Samt bilfri søndage, islandske sweatere og kolde brusebade. I dag er de klimavenlige alternativer en del af hverdagen. Vindmøllerne, solenergien, biogassen, lavenergiboligerne, energisparepærerne, A++ køleskabene, de økologiske landbrug og - lige om lidt - elbilerne.

Omvendt er det globale fossile energiforbrug vokset så meget i den mellemliggende periode, at vejen ned til det bæredygtige niveau - f.eks. i form af CO2-koncentration i atmosfæren - er blevet væsentlig længere.

»Det betyder, at argumentet 'teknologien klarer det for os' bliver mindre og mindre plausibelt,« anfører Tom Green.

En anden deltager i rundkredsen påpeger, at toneangivende økonomer i lyset af dagens økonomisk-økologiske krise taler åbent om den traditionelle økonomiske tænkning og politiks fallit - det gjorde de ikke i 1970'erne - og at store internationale virksomheder taler og handler for en grøn revolution. Ganske vist ikke for at stoppe væksten, men for at nedbringe dens økologiske fodspor.

»En anden forskel er, at folk i 1970'erne først var på vej ind i en tilværelse med høj materiel velstand, og forestillingerne om, at behovene kunne blive mættet, var ikke så klare, som de i dag er i Vesten,« siger Giorgos Kallis, forsker ved Institut for miljøvidenskab og teknologi på Barcelonas Autonome Universitet og en af konferencens initiativtagere.

»Men samtidig var der i 1970'erne stærkere sociale bånd i samfundet. Det er i dag ændret drastisk af markedslogikken og en neoliberal æra, hvor de fleste af vore sociale relationer er bragt på vare- og pengeform,« erkender Kallis.

Første, anden, tredje ...

Måske er den afgørende forskel på dengang og nu det enkle forhold, at det i dag er anden gang. Indsigten i, at vi én gang før har stået på dette sted: med en vækstøkonomi i eksistentiel krise. Dengang endte alle diskussioner med en afvisning af den fundamentale udfordring og en målrettet indsats for at komme tilbage på vækstsporet. For altså blot at ende i samme, men uddybede krise på ny. Kan man med den kollektive indsigt virkelig forestille sig, at vi nu vil narre os selv og gøre det samme én gang til?

»Workshoppen i atrium-gården ender ikke med noget fuldstændig tilfredsstillende svar på det store spørgsmål om forskelle på 2010 og 1970'erne,« noterer Tom Green efterfølgende på sin blog fra Barcelona-mødet.

Det samme kan vel siges om konferencen i det hele taget. Her gives ikke fuldstændig tilfredsstillende svar.

I nogle arbejdsgrupper tales om tre strategier for forvandling af vækstøkonomien til noget mere langtidsholdbart: En 'exit'-strategi, der handler om at gøre og skabe ting uden for den dominerende økonomi. En bevægelsesstrategi, der handler om at samarbejde med eksisterende miljø- og sociale bevægelser om et bredt pres for omstilling. Og en politisk strategi, der handler om at arbejde i og med det parlamentariske system om forandringer via lovregulering m.m. Ingen mener vist, at det ene skal udelukke det andet, men i behovet for at tale konkret og anvise handling kom- mer exit-strategien til at fylde.

Transition Towns - den bevægelse for omstilling af byer til bæredygtighed, som i dag omfatter over 275 lokalområder i mange lande - nævnes som eksempel på, at man ved at gøre stofstrømmene lokale og kredsløbsorienterede, ved at indføre lokale valutaer, og ved at processen foregår praktisk og nedefra, gradvist kan unddrage sig vækstens økonomiske og psykologiske tvangsmekanismer. Den lokale modstandsdygtighed bliver større, og det skaber frihed til selv at vælge, til forandring.

»Transition Towns arbejder meget med forandringspsykologi, men mangler at sætte omstillingsprocessen ind i den større politiske kontekst, som et opgør med den gældende socioøkonomiske model uvægerligt fordrer,« siger Ruben Padilla, redaktør af det spanske magasin for omstilling Opciones, der udgives af CRIC, Center for forskning og information om forbrug.

Ruben Padilla påpeger dermed det dilemma, der er centralt for konferencen: Initiativer som det britisk inspirerede Transition Towns undgår bevidst konflikt, 'politik' og intellektualisering, fordi man anser det for afgørende, at projektet er konstruktivt, visionært og berigende for mennesker lokalt at engagere sig i. Den sydeuropæisk prægede bevægelse for 'decroissance' - opgør med vækstøkonomien - er derimod opstået som en ideologisk og intellektuel strømning, der med et forskningsbaseret afsæt ser udfordringen som multidimensional, kompleks, nødvendigvis antikapitalistisk og dermed uundgåeligt konfliktfyldt.

Fra USA blander en erfaren røst sig, jurist med tilknytning til både Harvard University og MIT, rådgiver for OECD, FN, EU og den amerikanske regering professor Nicholas Ashford:

»Man peger korrekt på tre trin i analysen: Hvad er der galt med systemet bag vækst-økonomien, hvordan ser visionen ud, og hvordan kommer vi derhen? Men man glemmer det fjerde trin: Hvem stiller sig i vejen,« siger han og henviser til den gruppe af banker og andre kapitalinteresser, der aktivt vil modsætte sig angreb på vækstøkonomien.

»Og i USA er der i øvrigt intet grundlag for forandring nedefra,« tilføjer professor Ashford, moden af alder, rig på erfaringer, i nød for tid og tydeligvis skuffet over tonen og indholdet i den amerikanske samfundsdebat.

Slående er, hvor anderledes de unge konferencedeltagere - de fleste med en kombineret aktivistisk-akademisk baggrund - udtrykker sig. Nok søgende og famlende over for den enorme udfordring, men samtidig imponerende kompetente, saglige og jordbundne. Her er ingen floskuløs revolutionsromantik, skjulte partipolitiske dagsordener eller sekteriske slagsmål som før i tiden. Heller ingen frustreret resignationsretorik.

Til gengæld en tydelig længsel efter at være med til at skabe noget nyt, der er smukkere, rigere og mere holdbart, end det bestående. Man vil gøre noget - med den bagvedliggende, saglige analyse i orden.

»Kun hvis vi i fællesskab kan finde en fredelig vej til en planlagt nedstigning fra væksten, kan faren for et truende barbari afværges,« siger konference-ildsjæl Giorgos Kallis, 37 år.

Kan det mon lykkes? Time will tell.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

"»Det betyder, at argumentet ‘teknologien klarer det for os’ bliver mindre og mindre plausibelt,« anfører Tom Green."

Selvfølgelig er der ingen grund til at citere noget fra denne artikel frem for andet. Det hele er vigtigt, klogt og inspirerende, som det er knipset og fastholdt af jsn. Ingen ironi, ingen skadefryd, ingen skjulte dagsordener og ingen bedreviden; kun sublim journalistik båret af et ukueligt engagement.

Hvis der er mere på rejsekontoen, så var det nok en rigtig god ide, at sende jsn til Cochabamba på mandag? Her holder Bolivia og Morales en vigtig klimakonference i kampen for at redde "Moder Jord". Her vil fortrinsvis deltage nationer, som ikke er bange for de rige landes (læs: verdenskapitalismens) økonomiske trusler, fordi de har forstået, at de selv må være fortroppen - mest truede som de er. Derefter ville en tur til kontinentet "down under", Australien, være et godt mål. Næst efter Canada er Australien den mest CO2- svinende stat på kloden. Men det er også dem mest truede af de rige vækstøkonomier, og der er god gang i klimadebatten, som til stadighed skærpes af "en gang på hundrede år tørken", som tilsyneladende aldrig vil ophøre.
Ja, suk vi har brug for en, to, tre, mange (klima)journalister af jsns kaliber. Hans artikler emmer af, at han virkelig har været til stede med hver en fiber af sin krop og har brugt hele sit intellekt for at levere disse uovertrufne og reflekterende artikler til os trofaste læsere og beundrere. Verdensklasse!

Venlig hilsen

Niels-Holger Nielsen

Om vi har lært af krisen i 70'erne er svært at sige. Dels er det jo mere end en menneskealder siden (mange er gået bort, og mange kommet til i mellemtiden og fra officielt hold er det til at overse, hvad der er blevet gjort for at fastholde bevidstheden), og dels er digressionernes mængde uendelig; omend voksende efterhånden som den almene krise skærpes.

Hvor må man dog til stadighed undres over, hvor meget større den almene bevidsthed om klodens bæreevne var i de udskældte 70'ere. Det er ikke uden grund, at Ejvind Larsen ustandselig gentager sig selv!

Niels-Simon Larsen

Jeg tilslutter mig fuldt og helt Niels-Holger Nielsens hyldestindlæg.

Det er sjældent, at nogle avisartikler giver løsninger, men referaterne fra modvækstkonferencen i Barcelona er et eksempel.
Kursen frem ligger klar:
1. Vi skal fortsætte de teoretiske diskussioner.
2. Vi skal arbejde praktisk for et bedre miljø.
I tale og handling må vi gøre, hvad vi kan.
Vil det så kunne afværge den katastrofe, der tårner sig op? Det må man bare tro på. Hvad er alternativet?

Dette er "bare" kapitalisme; Miljøet er ligegyldig og økonomisk stabilitet er ikke acceptabelt idet hverken eller skaber profit.

Medmindre vi afskaffer det kapitalistiske system vil denne type crash ske hyppigere og hyppigere. "Business as usual" er ikke en mulighed.

Søren Kristensen

Tillad mig lidt frustreret resignationsretorik. Siden krisen i 70´erne har vi forfulgt to mål: mere vækst og mindre offentlig sektor. (Idet vi mener det ene fordrer det andet). Man har intet lært.

"En anden deltager i rundkredsen påpeger, at toneangivende økonomer i lyset af dagens økonomisk-økologiske krise taler åbent om den traditionelle økonomiske tænkning og politiks fallit - det gjorde de ikke i 1970’erne - "

Jo, herhjemme affødte bogen Oprør fra midten,1978, åbne diskussioner på nationalt monopoltv om bl.a. borgerløn og en gentænkning af hele det økonomiske system. Men tankerne var for radikale for de traditionelle danskere, som havde fået øje på et langt mere konkret anliggende: indvandringen.

Da englænderne i 1807 havde bombarderet København og stjålet vores flåde, besluttede kongen og hans rådgivere, aty der skulle plantes egetræer.

Danmark skulle atter blive en sømilitær magt, og et linieskib krævede ca 1800 egetræer - kongen og hans rådgivere tænkte langsigtet og ansvarsfuldt ?

Da egetræerne var udvoksede og parate til brug knap 200 år senere, så var man holdt helt op med at lave sejlskibe af egetræ.

Når kloge mennesker - som de bør - sætter sig ned og prøver at håndtere fremtidens problemer ud fra dagens forudsætninger , så tænker jeg altid på disse egeskove.

I begyndelsen af 1970'erne var man også af den opfattelse, at al tilgængelig olie ville være sluppet op ca år 2000 - det holdt heller ikke stik.

Og hvad med eksperternes frygt for det store IT-sammenbrud ved årtusindskiftet ? Det skete ikke .

Problemet er, at dagens ansvarlige og kloge eksperter og politikere (som altid) tror, at verden har nået sit højdepunkt i viden og teknologi - de kan ikke forestille sig, at udviklingen vil føre til teknologier om bare ti år, som vi ikke kan forestille os idag.

Prøv at skrue tilbage til 1970'erne - ville nogen dengang seriøst have ventet mobiltelefoni, vindkraft, bærbare computere, effektive behandlinger af en række kræftformer o s v ???

Hvorfor skulle udviklingen så være gået i stå lige netop nu ???

Læg mærke til en stor fejl fra 1970erne på billedet: De tildækkede sporvognskinner (og dieselbussen et sted i baggrunden).

Tilbageskridtet fra elektriske sporvogne til stinkende dieselbusser blev fuldført året før at oliekrisen ramte...

John V. Mortensen

Hvis man i dag indførte bilfri søndage, ville der blive revolution - eller i bedste fald - en kæmpe civil ulydelighedsdemonstration.

Forbruget lå ganske enkelt - på et meget, meget lavere niveau, livstilen var den afslappede Flowerpower, både - for unge og gamle, det var fristæderne og ølejrenes årti, hvor man brugte naturen, som - den var, uden - at lave den om.

Gæld og lån var uartige ord, de fleste sparede op og købte kontant, og - det er måske grunden til, at da krisen kom, med - en kæmpe arbejdsløshed, red vi stormen af, klar - til "fattigfirserne".