Livet er vendt tilbage til tigrenes sidste kampplads

KILINOCHCHI - Fra kontrolposten ved Omanthai, hvor Sri Lankas soldater og partisankrigerne fra Tamil Eelams Befrielsestigre (LTTE) en gang udvekslede deres døde, til Elefantpasset - scene for voldsomme kampe i 1990'erne - er alting nu stille. De Tamilske Tigre findes ikke mere. Dette område, som engang var deres de facto stat, er nu i høj grad en del af Sri Lankas Demokratiske Socialistiske Republik.

Soldater afpatruljerer den smalle strimmel langs med vejen, som er ryddet for miner og jungle. For cirka hver hundrede meter er der en bunker, for hver anden kilometer en militærforlægning. Nogle få er åbnet, hovedsagelig for at betjene tropperne.

De tilbagevendende flygtninge, hvis interimistiske boliger ligger spredt rundt i den skov, som på begge sider flankerer hovedvej A9, overlever på madrationer og på, hvad de fra tid til anden kan tjene som daglejere. 254 kilometer oppe ad vejen reklamerer en gigantisk plakatstander for en bank: »Velkommen til Kilinochchi,« forkynder den.

Indtil byen blev generobret af Sri Lankas hær i januar 2009, var Kilinochchi den administrative hovedstad for De Tamilske Tigre. Kun en håndfuld af de lokale journalister har fået tilladelse til at besøge de territorier, der tidligere var under kontrol af det LTTE, som kæmpede for et særskilt hjemland for Sri Lankas tamilske mindretal frem til maj sidste år, da den 26 år lange borgerkrig omsider blev bragt til en både blodig og kontroversiel afslutning. Som det første internationale medie fik The Guardian i sidste uge tilladelse af Sri Lankas regering til at rejse i denne zone på egen hånd.

'Intet tilbage'

Et år efter krigens afslutning er livet langsomt begyndt at vende tilbage til Kilinochchi. Selv om byen blev ødelagt under kampene, er omkring en tredjedel af befolkningen nu kommet hjem. Mange tidligere beboere er dog blevet i flygtningelejrene længere sydpå, hvorfra de med jævne mellemrum tager tilbage til byen for at genopbygge deres huse. En stor del af byen er fortsat ødelagt, og langt de største infrastrukturelle anlæg er militærets kommunikationsmaster.

Den 50-årige Muttaya Sandalingam er rejst hertil fra Jaffna for at se, hvad der er sket med hendes hus. Hun forlod Kilinochchi i starten af krigen i begyndelsen af 1980'erne.

»Der er intet tilbage,« siger hun. »Alt er smadret. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal stille op på det her sted.«

Alle spor af LTTE er systematisk fjernet i Kilinochchi. Byen var den administrative base for De Tamilske Tigre, der havde oprettet en politistyrke, en domstol og et velfungerende bureaukrati. Det eneste levn af deres tilstedeværelse er et skilt uden for den forfaldne retsbygning og det enorme knuste vandtårn, som oprørerne - ifølge Sri Lankas militær - forsøgte at ødelægge med dynamit, da de rømmede byen.

Det kontor, hvor LTTE's leder, Velupillai Prabhakaran, som blev dræbt ved krigens slutning, tog imod besøgende, er nu overtaget af singalesiske embedsmænd fra centralregeringen. Andre bygninger - de flygtende oprører flåede bliktage og vinduesrammer af - er totalt raserede. Hele gader er ufremkommelige på grund af dyngerne af murbrokker.

Der er dog ikke alene sket ødelæggelser, men også bygget nyt - og ikke kun store militære lejre. Først og fremmest er hovedvej A9 genopstået, hvilket har gjort en køretur gennem det tidligere LTTE-område både hurtig og komfortabel, i det mindste efter sydasiatiske standarder. Nye el-linjer er installeret. Militæringeniører og en sværm af internationale ngo'er arbejder ihærdigt og målbevidst på at rydde ud i de miner, der er strøet ud overalt i skovene og sumpene på disse frugtbare sletter.

Det mest kontroversielle projekt er dog en stor bud-dhistisk helligdom - tamilerne er stort set alle hinduer, hvorimod det singalesiske flertal i vid udstrækning er buddhister - som rejses i centrum af byen og et stort krigsmindesmærke, som består af en terning i størrelsen 4 x 4 meter af beton, som sprækker, ramt af en overdimensioneret messingkugle, idet en lotusblomst og en flagstang spirer frem fra revnerne. Græsset omkring den er ulasteligt holdt. Den bevogtes af ivrigt trippende soldater, der ikke tillader køretøjer at stoppe nær den og ej heller at nogen tager fotografier.

Præsident Mahinda Rajapaksa fra det singalesiske flertal har ikke lagt skjul på sin modvilje mod at indgå enhver form for politisk kompromis, der kan give østatens tamilske befolkning nogen højere grad af selvstændighed.

I stedet satser Rajapaksa, der vandt en jordskredssejr ved præsidentvalget i januar og hvis støtter også ser ud til at have sejret ved parlamentsvalget i sidste uge, på, at økonomisk vækst skal overvinde arven fra den blodige konflikt og årtiers diskrimination. Bankreklamen ved i Kilinochchis udkant er ikke enestående. Andre billboards langs A9 reklamerer for babymadsproduk- ter og mobiltelefonnetværk.

Stadig vrede

Men samtaler med lokale i Kilinochchi afslører, at udsigten til den økonomiske vækst ikke kan overvinde den dybe vrede i befolkningen. Mange fortæller, hvordan de mistede slægtninge i de sidste dage af krigen, da regeringshæren skød i flæng på civile og soldater, mange af dem helt ubevæbnede.

»Vi stod så tæt sammen, at hver eneste artillerigranat, som slog ned, dræbte nogen,« fortæller Basanda Kumar, en mekaniker hvis far og tante blev dræbt i konflikten.

Den 30-årige Kumar siger, at han føler sig »trist og nervøs«, når han ser styrkerne fra Sri Lankas regeringshær i byen.

»Se på templet. Hæren styrer dette sted nu. Det tilhører dem. Det var LTTE, som stillede krav på vegne af det tamilske folk. Nu er der ingen til at gøre det,« siger han til The Guardian.

En anden kilde til utilfredshed er de singalesiske turister, der nu går gennem Killinochchi. De fleste af dem gør hold for at fotografere det ødelagte vandtårn, hvor et lille loppemarked er skudt op, herunder boder, der sælger forfriskninger.

Uppali Lyanage, en 47-årig pensioneret flådeofficer fra Colombo, og hans kone, Pritika, er rejst hertil med familien, så deres børn »kan se deres land.« Lyanage siger: »Vi er meget stolte af vores præsident og vores soldater. Lokalbefolkningen har været meget gæstfri og imødekommende, og vi har ikke følt nogen misstemning overhovedet. Det er en del af krigens natur, at mennesker dør.«

Nogle lokale udtrykker også lettelse over at være sluppet af med De Tamilske Tigre, som angiveligt havde gjort sig upopulære ved at tvinge unge tamiler til at lade sig indrullere i deres styrker.

»Tamiler eller singalesere, hinduer eller buddhister, LTTE eller regeringen - alt dette er slut nu,« siger Mayuran Shivalingam, en 17-årig, som nu tjener til livets ophold som daglejer.

Vildt kvæg

Omkring byen er hytterne overdækket med det bølgeblik, som sammen med myggenet og grundlæggende køkken- og vaskeredskaber blev givet til 'de hjemvendende', da de forlod flygtningelejrene. Sudaheran Vanida kom i sidste måned tilbage til det jordstykke, hvorpå hendes hus engang stod. Skønt hun lever af linser og ris og ikke har nogen kontant indkomst, erklærer 27-årige Vanida, at hun »ser frem til en god fremtid, nu der er fred.«

Langs hele A9 græsser kvæg ubekymret i minefelterne. Mange af disse dyr blev opgivet af de flygtende og har siden vandret frit, da. Der er mange kalve her, og om aftenen samler dyrene sig i flokke ved de vandfyldte grøfter og gamle kratere ved vejen for at drikke. Omkring dem, dør små, spredte bål, der markerer, at her ligger et telt med hjemvendte flygtninge, lidt efter lidt ud efter hinanden.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen