Læsetid: 5 min.

Løkke vil ikke kritisere Kina for klimafiasko

På besøg i Kina kaster Lars Løkke Rasmussen om sig med ros til den kinesiske regering for indsatsen under COP15. Tibet og menneske-rettigheder er ikke et hovedfokus for den danske statsminister. Det er i stedet gode politiske forbindelser, der skal gavne den danske økonomi
Hvem der egentlig har ansvaret for, at COP15 blev en fiasko, diskuteres stadig. Men modsat mange andre medlemmer af regeringen mener statsminister Løkke ikke, at Kina har ansvaret, afslørede han i går under et statsbesøg i landet.

Hvem der egentlig har ansvaret for, at COP15 blev en fiasko, diskuteres stadig. Men modsat mange andre medlemmer af regeringen mener statsminister Løkke ikke, at Kina har ansvaret, afslørede han i går under et statsbesøg i landet.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

13. april 2010

BEIJING - Vestlige regeringer og miljøorganisationer har givet Kina en stor del af skylden for det skuffende resultat ved klimatopmødet i København i december. Kina saboterede klima-aftalen, lød en udbredt anklage. Men på besøg i Kina vælger den danske statsminister dog at rose Beijings indsats.

»Der er overhovedet ingen grund til at kritisere jeres regering,« fortæller Lars Løkke Rasmussen i går til nogle hundrede kinesiske studerende på Peking Universitet. De svarer med klapsalver.

Samtidig har Lars Løkke Rasmussen store roser tilovers for den kinesiske premierminister Wen Jiabao, som han takker for hans »afgørende rolle«.

Det er en udlægning, som de universitetsstuderende vil kunne nikke genkendende til - for de har læst den i den statsstyrede kinesiske presse. Den danske statsministers vurdering er mere på linje med de officielle kinesiske medier end med adskillige vestlige politikere og miljøorganisationer. Efter COP15 var Kinas medier stort set de eneste, der var begejstret for udfaldet af klimatopmødet. De roste Kinas rolle som »konstruktiv« og Wen Jiabao for at have ført forhandlingerne frem »ad rette spor«.

Selvom Løkke Rasmussens udtalelser står i skærende kontrast til den internationalt udbredte negative dom over Kinas indsats, insisterer han dog over for Information på, at hans ros af Kina er i »overensstemmelse med sandheden«.

»Det, jeg har forsøgt at sige fuldstændig i overensstemmelse med sandheden, er, at premierminister Wen Jiabao personligt har spillet en positiv rolle. Og jeg er personligt ikke i tvivl om, at uden hans personlige engagement ville det ikke have været muligt at nå det resultat, vi nåede i København,« siger han.

Budskab spredt bredt

Lars Løkke Rasmussen roser Kinas og Wen Jiabaos indsats vidt og bredt under sit besøg. Han gør det over for kinesisk stats-tv og det officielle nyhedsbureau. Han understreger det flere gange over for de kinesiske universitetsstuderende. Og også overfor premierminister Wen Jiabao selv, da de mødes i Folkets Store Hal: »Jeg vil takke dig meget for dit personlige engagement, som var absolut nødvendigt for at opnå et resultat under vanskelige forhold.«

Premierminister Wen tilbyder selv høflighedsfraser: »Folk vil ikke glemme konferencen i København, ej heller den enorme indsats den danske regering og det danske folk ydede som vært for konferencen og for at opnå det resultat, der blev opnået.«

Du skylder en forklaring

Det er to mænd, der trods udvekslingen af ros, er blevet kritiseret internationalt for deres rolle ved COP15. Lars Løkke Rasmussen for sin ledelse af topmødet. Og Wen Jiabao for at udeblive fra et af de afgørende møder blandt centrale regeringschefer i København den 17. december. I marts svarede premierministeren dog igen, da han sagde, at han simpelthen ikke var blevet inviteret af det danske formandskab for konferencen. Han udtrykte fornærmelse over et chokerende brud på protokollen.

»Hvorfor var Kina ikke inviteret til mødet? Det har vi aldrig fået nogen forklaring på, og det er stadig en gåde for mig,« sagde han dengang.

Det er den gåde, som en kinesisk studerende vil have Lars Løkke Rasmussen til at adressere, da han holder tale og svarer på spørgsmål på Peking Universitet.

»Her i Kina undrer vi os meget. Jeg synes, du skylder os en forklaring,« siger den kvindelige journaliststuderende til klapsalver fra salen.

Lars Løkke Rasmussen takker for hendes indlæg og lover at forklare, »præcist hvad der skete i København«. En forklaring følger dog ikke. I stedet vælger han efter en længere tænkepause at rose Wen Jiabao og regeringen.

En anden studerende spørger Løkke Rasmussen, om han mener, COP15 var en fiasko. Nej, svarer statsministeren.

»På den anden side var det heller ikke den succes, vi alle ønskede at opnå,« siger han, og tilføjer, at han heller ikke »er virkelig overbevist om«, at målet om en juridisk bindende aftale vil blive nået ved næste klimatopmøde i Mexico.

En tredje studerende vil vide, om statsministeren har købt CO2-kvoter for at rette op på det CO2-udslip hans flyrejse tur-retur til Kina er skyld i. »Ups,« lyder svaret fra statsministeren.

Det havde han ikke. Men Danmark er en cykelnation, forklarer han. Og han cykler fra tid til anden.

Senere på dagen svarer Løkke Rasmussen afvigende over for danske journalister til spørgsmålet, om Danmark vitterligt havde inviteret premierministeren til det omdiskuterede møde i december: »Det har klimaministeren redegjort rimeligt udtømmende for,« siger han.

Den danske klimaminister Lykke Friis har tidligere sagt, at Wen Jiabao var inviteret.

Lars Løkke Rasmussen vil dog lukke diskussionen.

»Jeg tror ikke, det tjener noget formål at gå mere i detaljer om det,« siger han. »Det er i vores fælles interesse, at vi nu koncentrerer os om det fremadrettede.«

Han vil understrege, at hovedformålet med hans besøg i Beijing er at vise, at forholdet mellem Danmark og Kina er tilbage på sporet. For at opnå det har han nu rost Kinas rolle ved COP15, men vigtigst af alt var den danske erklæring fra december, der understreger Danmarks opfattelse af, at Tibet er en del af Kina.

Da statsministeren sidste maj mødte den tibetanske åndelige leder Dalai Lama, satte det gang i en større dip-lomatisk krise mellem Kina og Danmark. Kina anser Dalai Lama for separatist og ser derfor udenlandske statsoverhoveders møde med ham som et forsøg på at underminere landets territoriale integritet. Krisen blev først løst med en dansk erklæring, der fastslår, at Danmark vil »modsætte sig Tibets selvstændighed.«

Opvarmning

»Det er jo en kendt sag, at der har været en nedkøling,« siger statsministeren om forholdet mellem Danmark og Kina, »men det er lige så klart, at mit besøg her i Kina afspejler, at den nedkøling er bragt til ophør, og vi har gode, positive relationer.«

Han vil ikke fortælle, hvad han præcist har sagt til Wen Jiabao omkring Tibet-problematikken.

»Jeg har løftet menneskerettighedsspørgsmålet, og Tibet er en integreret del af det. Vi har ikke haft nogen specifik Tibet-diskussion,« siger han blot. »Tibet er en del af Kina,« er han dog klar til at understrege.

Tibet og Kinas menneskerettighedssituation er ikke et hovedfokus for statsministeren, fortæller han. »De (kineserne, red.) kender jo vores position på de områder.«.

Han er her i stedet for at forbedre den danske økonomis chancer for at komme ud af krisen. Det skal ske gennem »tættere samarbejde« med Kina. Og for det måls skyld er det nødvendigt, at Danmark har gode politiske forbindelser til Beijing. Derfor ingen klimakritik eller fokus på Tibet og menneskerettigheder.

»Det er en forudsætning, hvis man skal have succes i forhold til at udnytte de forretningsmæssige muligheder i en økonomi som den kinesiske, der vokser så stærkt, at vi også har gode relationer på det politiske niveau,« siger statsministeren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mark Andersen

med andre ord Lille Lars har lige været nede og kysse Store Kina i numsen.. jeg er ligeglad med menneske rettigheder hvis jeg kan få nogle penge siger Lille Lars.

Knud Helmer Andersen

Diktaturer behandles forskelligt.

Overfor nogle, indfærer man sanktioner.
Mod andre fører man krig.
Alt imedens man mod, måske de værste, fedter så det er en gru.

Danskerne bær være meget flove. Vi ved godt hvad der foregår i china. og hvad der er vi konkurerer imod.

Puha

MVH
KHA